Ideer vokser ligesom planter

Stian Hole længes efter barnets evne til at åbne sanserne. Derfor er hans billedbøger fyldt med tegninger af planter og planeter, af gopler og mariehøns, af blomster, der har navne som gamle damer. Han samler på sansninger og forsøger at ordne dem i sine værker. Det fører ham selv og læseren frem til nye erkendelser. Blandt andet at det ikke er alt, som kan ordnes
Det er en mærkelig tanke, at vi synes, vi skal lave søde bøger, hvor alt går op til sidst.

Det er en mærkelig tanke, at vi synes, vi skal lave søde bøger, hvor alt går op til sidst.

Illustration fra Stian Holes ’Garmanns Hemmelighed’
27. marts 2015

»Burde det ikke blive mørkere?« siger Stian Hole og ser op mod himlen.

Vi ved, at den er deroppe, solformørkelsen. Men den er skjult bag skyerne. Er det blevet mørkere? Jeg ved det ikke. Det føles ikke sådan. Måske er der bare ikke forskel på en delvis solformørkelse og skydække på en dag i marts. Måske kaster de den samme skygge. Jeg kigger i samme retning som den norske børnebogsforfatter, der i år kan fejre tiårsjubilæum med et særligt forfatterskab. Et forfatterskab, det er oplagt at tale om her i Botanisk Have. Blandt samlinger af planter, blomster, buske og træer.

»Det hænder stadig, hvis jeg er hjemme hos mine forældre og tager en gammel bog ud af reolen og åbner den, at der falder en tørret plante ud.«

I Stian Holes prisbelønnede billedbøger om Garmann samler drengen på planter. Han laver et herbarium sammen med sin far. På sin vej rundt i haver og skove finder han blomster, som han presser i et gammelt leksikon. Sådan gjorde Stian Hole også selv.

»Som dreng gik jeg gerne alene i skoven og kiggede på både små og store ting. Det var en glæde for mig, men ikke noget dybere end det på det tidspunkt. Som voksen kan jeg selvfølgelig have en særlig opfattelse af, hvad det var, jeg lavede.«

Når man åbner Stian Holes billedbøger om både drengen Garmann, pigen Anna og den gamle mand Cornelius, er det et hav af sanseindtryk, der møder én. Helt bogstaveligt i mange tilfælde. Hav, havets planterige og havets skjulte skatte. Men det er også hav, der bliver til himmel, og himmel, der bliver til hav. Ting skifter facon og perspektiv. Nogle planter vokser vildt ind over siderne, andre står pænt på rad og række.

Lektor i børnelitteratur Nina Christensen drager paralleller mellem Stian Holes bøger og 1700-tallets illustrerede encyklopædier for børn, der via »et billedrigt kaos« skulle føre en sanselig erkendelse med sig. Og Stian Hole føler da også et slægtskab med Oplysningstidens æsteter.

»At forsøge at samle og systematisere, at lave herbarier, kan være et forsøg på at forstå tilværelsen. At forsøge at nærme sig det, der er svært at begribe. Det er ikke muligt at sætte alt i system, men vi prøver alligevel, sorterer og ordner. Der er altid én eller anden, som samler på noget i mine fortællinger, som prøver at rydde op og sætte det ind i et regnskab, i et herbarium eller en frimærkesamling.«

Man kan næsten sige, at Stian Holes karakterer samler på sansninger. Og måske var det også det, han selv gjorde som dreng.

»Sansninger betyder alt – ikke kun for børn, men også for voksne. For mig er det at arbejde med fortællinger også at åbne sanserne og et forsøg på at hente noget af det tilbage, som er barnets privilegie. Det at kunne se ting for første gang og dermed opleve dem stærkere. Som voksne falder vi hurtigt ind i rutiner, vaner og mønstre. Det, der er allertættest på, kan være det vanskeligste for os at se. Jeg har et stærkt ønske om sanse bedre, og det oplever jeg, at både det at lave fortællinger og det at opleve kunst og litteratur giver mulighed for. Her kan vi sætte tempoet ned og øve os på at sanse. Er det ikke det, hele tilværelsen handler om?«

Børnebogsforfatter Stian Hole er ikke meget for at tale om sin egen barndom. Simpelthen fordi han ikke tror, han kan huske den præcist nok.

Ulrik Hasemann

Navne som gamle damer

Garmann klatrer op i blommetræet og hører, hvordan tanterne jubler over den bugnende have. De slår hænderne sammen, taler i munden på hinanden og svirrer som bier fra blomst til blomst.

»Du har sandelig grønne fingre!« siger de til Garmanns mor, og far siger: »Nu får du også roser på kinderne.«

Voksne snakker så mærkeligt. Blomster har navne som gamle damer, tænker Garmann, mens han lytter til tanterne: »Gladiolus, Lobelia, Georgine, Krysantemum, Tagetes og Petunia,« siger de.

– Fra Garmanns Sommer

Det er i billederne, Stian Holes føler sig tryg. Han er uddannet designer fra Statens håndverks- og kunstindustriskole i Oslo, men han har opdaget, at han også kan bruge sin sans for billeder i teksterne.

»Det er en af grundene til, at jeg holder så meget af billedbøger. Der er så mange ting, man kan få i dialog. Billeder og ord taler jo sammen, når blomster kan have navne som gamle damer, og planter kan hedde ormetunge eller kongelys eller blodrød storkenæb. Se på ordet og bogstaverne. Se hvordan de ser ud, lyt til dem og smag på dem. Så er det ikke længere bare ord. Det kan være andet og mere end det.«

Han breder armene ud for at flytte opmærksomheden fra samtalen ud mod Botanisk Have.

»Botanik er noget, som vokser og forgrener sig, og det er også et billede på det at skabe. På at lede efter en tanke og lade den voksne. Hvis jeg mærker, at noget inspirerer mig og vokser, så der den næste morgen er kommet en ny gren, så ved jeg, at jeg kan have fat i en ny fortælling. Idéverdenen og botanikken har meget til fælles på den måde.«

Inspirationen kommer nogle gange fra barndommens erindringer, men hukommelsen kan være lunefuld, mener Stian Hole. Så han er bange for at fortælle for meget om sin barndom, simpelthen fordi han ikke tror, han kan huske den helt præcist. Men sansningerne kan bringe billeder frem i glimt. Han husker for eksempel ikke, hvad der blev sagt, første gang han mødte sin kone, da hun begyndte i samme skole som han, da de var børn. Men han husker, hvordan lokker af hendes hår strejfede hendes nakke, da hun satte sig foran ham.

»Sanserne husker bedre end mig. De kan genfinde en stemning eller hente minder frem, og så kan der ske noget spændende i skæringspunktet mellem hukommelse, drøm og fantasi. Noget langt mere spændende end hvis jeg blot beskrev, hvad der faktisk skete.«

Forsigtig som en arkæolog

På regnvejrsdage, hvor det ikke er muligt at se, hvor havet slutter, og hvor himlen begynder, sidder Cornelius ved bordet i køkkenet og tæller op. Forsigtigt som en arkæolog holder han tingene op mod lyset, én efter én, vender og drejer dem og siger »åh ja«. Så skriver han alt op i en stor bog. Det er de fineste ting, som er drevet i land foran Cornelius’ hus: skildpaddeskjold, en blommefarvet badedragt, kamme, konkylier, som havet stadig suser i, når man holder dem op til øret, skrøbelige søpindsvin, flugtstole, fjerlette brudeslør, hvalrostænder og et svaneskelet.

Fra Den gamle mand og hvalen

Stian Hole fungerer som fænomenologiens fortrop og sansernes udsendte. Men det billedrige kaos, de forvrængede former, og de erkendelser, det fører med sig, er ikke den rene æstetik. Perspektiv handler ikke kun om det, man ser på, men også om, hvordan man ser.

»Som voksne er vi hurtige til at definere alting. Men hvis vi vender tingene om og forsøger at se dem fra andre vinkler, så er vi åbne for nye erkendelser. Jeg er ikke meget for at bruge store ord, men det er også det empati handler om. At have evnen til at se tingene fra forskellige perspektiver bidrager til din evne til at se og forstå, at mennesker kan opleve ting forskelligt. At udvikle evnen til i overført betydning at se ting fra forskellige vinkler, kan starte med, at man udvikler evnen til at gøre det i konkret forstand.«

Nu kunne man måske få den tanke, at Stian Hole ser barndommen i et romantisk og nostalgisk skær. Som et sted, hvor barnets uspolerede sjæl vandrer ubekymret rundt i sansemæssig nydelse. Men så tager man fejl. Når man samler på sansninger og forsøger at ordne dem i store bøger, må man også til sidst komme til den erkendelse, at ikke alt kan ordnes. Der er altid nogle regnestykker, der ikke går op, som Frimærkemanden siger i Garmanns Gade. Faktisk er Stian Holes smukke billedbøger fyldt med fortvivlede børn.

»I børnelitteraturen har man en tendens til at frygte, at tingene ikke kan ryddes op. Men sådan er tilværelsen, og det ved børn godt. Det er en mærkelig tanke, at vi synes, vi skal lave søde bøger, hvor alt går op til sidst. Børn ved, at der er andre mekanismer, der gælder. Litteraturen og kunsten er langt bedre til at virke som et sted, man kan bruge til at håndtere de ting, der kan være vanskelige at forstå eller forholde sig til. Livet er jo ikke mere kompliceret, end at alt bliver nemmere at forholde sig til, hvis man taler om det. Alting til sin tid selvfølgelig.«

Det er en pointe i sig selv for Stian Hole, at det ikke handler om at finde facit. Forskningen er målet. Og det er den, han lægger frem for læseren og spørger: Kan du bruge den til noget i dit liv? Flytter den noget for dig?

»I går var der én, der sagde om mine bøger, at de måske var én stor bog. Og at de alle er udtryk for, at jeg er gået i lære. Det var godt set, synes jeg: Jeg er gået i lære. Det samme gør børn: Går i lære i deres sanser og følelser i et forsøg på at forstå verden.«

Jeg finder en tegning frem fra min taske. Min seksårige datter har tegnet den samme morgen. Hun havde afvist at gå med sin børnehave ud at se solformørkelsen.

»Jeg er bange for det,« erkendte hun blankt, selv om jeg forsøgte at forklare hende, hvad der ville ske, og at det ikke var farligt. Så bad hun mig om at skrive ordet ’solformørkelsesbog’ for hende. Hun kopierede det over på et lille stykke foldet papir. Indeni havde hun tegnet en måne, hvorfra en pil pegede hen mod en sol. Baggrunden var farvet helt sort.

»Hun gør jo præcis det samme som jeg!« udbryder Stian Hole begejstret, da jeg viser ham tegningen: »Tegner for at forstå. Solformørkelse er jo helt ubegribelig, hvis man tænker på det.«

Vi snakker om frygten for at se direkte på den. Om at det vidst ikke er mere farligt at se på solen i dag end alle andre dage. Vi tænker bare ikke på at gøre det på alle andre dage.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Blå bog: Stian Hole

f. 1969 i Hokksund i Norge

Uddannet fra Statens håndverks- og kunstindustriskole i Oslo. Arbejder både som forfatter og omslagsgrafiker. Han illustrerer også få udvalgte bøger af andre forfattere. For eksempel danske Rebecca Bach-Lauritsen.

Hans trilogi om drengen Garmann har vundet adskillige priser blandt andre Brageprisen, Bologna Ragazzi Award og Deutscher Jugendlitteraturpreis.

’Annas himmel’ udkom i Danmark i 2013 og en ny bog om pigen Anna er netop udkommet i Norge under titlen ’Morkels Alfabet’.

Stian Hole debuterede i 2005 med ’Den gamle mand og hvalen’, der udkommer på dansk på mandag på forlaget Høst & Søn.

Bosiddende i Oslo med sin kone og deres tre sønner.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu