Baggrund
Læsetid: 5 min.

Knivkasterens partner

Tomas Tranströmer er død, 83 år gammel
Kultur
30. marts 2015
I 2011 blev Tomas Tranströmer tildelt nobelprisen i litteratur.

Fredrik Sandberg

Den dag i begyndelsen af oktober 2011, da verden modtog meddelelsen om, at Tomas Tranströmer skulle have årets nobelpris, sad jeg ved et frokostbord ved siden af den svenske lektor ved Københavns Universitet. Hun havde en iPad stillet ind på Dagens Nyheters netavis – og blev selvfølgelig jublende glad, men kunne samtidig fortælle, at der omme bag kødranden af journalister og fotografer i Stockholm også denne gang havde lydt en stemme, der råbte »Äntligen!« Det råber den samme person hvert år.

Men lige den dag i 2011 passede det virkelig godt. Tranströmer var en uventet, men langtfra uvelkommen nobelprismodtager.

Når det her ved hans død stadig føles så rigtigt, at han blev hædret i højeste klasse, er det ikke mindst, fordi netop denne poet som få viste en intens opmærksomhed over for det enkelte lille ord. Vi ved godt, at store digtere vejer gloserne med omhu, og at de anvender metaforer. Men Tranströmer forskede intenst i alt det, som et givet ord er og betyder, inden det bruges som metafor.

Han havde en vidunderlig billeddannende evne, men når han fandt et billede og derigennem gjorde et digt »seende med verden«, for nu at udnytte en tidlig titel fra F.P. Jac, så opdagede han gerne noget, der på en måde forelå blandt os i forvejen, men blot ventede på at blive genopdaget af en digter, der var parat til at anbringe sig her, midt i den endnu utydede eller mangelfuldt fortolkede verden.

Mørkesyn

Tranströmer var inde på dette, da han skulle forklare sin bogtitel Mörkerseende, som på én gang er et faktum (evnen til at se, selv om vi går gennem mørke) og et fantastisk smukt ord på svensk, eller da han fremhævede, hvordan den sjældent og oftest abstrakt brugte glose ’knæsætte’ (dvs. acceptere eller legalisere noget, f.eks. et princip) altid sender en hilsen tilbage til dengang man tog et barn og satte det op på knæet, på sit skød, og derved gjorde det til sit eget. Med hans egne ord i et brev til hans ven og amerikanske oversætter, poeten Robert Bly: »Knæet trænger hele tiden gennem den abstrakte betydning.«

Udtryksmåden er karakteristisk for en tillid til sproget, der går gennem Tranströmers digtning fra debuten med de 17 digte (1954) og til de sene års smukke haiku, en form, der egentlig kom til at ligge godt for ham, efter at han i 1990 var blevet ramt af en hjerneblødning og lam på den ene hånd måtte nøjes med at spille klaver med den anden.

For Tranströmer gjaldt det ikke om at gøre sig til herre over det sproglige udtryk, snarere om blot at stille sig til rådighed for poesien, gøre sig til dens redskab eller medium. En digter er hos ham at ligne med »knivkasterens partner i cirkus«. Jeg er kommet, står der i et digt, for at møde »den som løfter sin lygte / for at se sig selv i mig.« Han er den, hos hvem digtet sker, ja, taler et sted om oplevelsen af, hvorledes digtet vokser og skubber ham væk, smider ham ud af reden – og pludselig er færdigt!

’Men nu er jeg her’

Blandt dem, der ynder klassifikationer og kategorier, vil Tranströmers digtning automatisk blive sat i bås som det, man kalder ’centrallyrik’, altså tekster, hvori en stabil jeg-instans kan siges at samle og garantere sammenhængen i teksten. Men passer det, at poesi dirigeres af sådan en kommandocentral, og er det virkelig så enkelt, hvem eller hvad det er, der taler i et digt?

Problemet kan illustreres ved »Langsom musik«, en tekst i midten af forfatterskabet, tre strofer på hver tre nok så lange linjer. Første strofe er anonymt beskrivende. I den anden dukker der et ’vi’ op, som føjer sig til et alment ’man’. Det er først i tredje strofe, at der står ’jeg’. Men sidst i digtet vender den anonymt konstaterende facon tilbage, i billedet af nogle sten, som vi uvægerlig læser som dette digts egne ord! Sætningen: »Men nu er jeg her« bliver tvetydig: Den gælder ikke kun det lyriske subjekt, men dækker også digtet selv, som hermed har indfundet sig med sin egen »langsomme musik«.

Man fristes, når man læser og vil beskrive Tranströmers poesi, til musikmetaforer. Hans digte har denne vekslen mellem gang eller løb og så pludselig standsning, pause. En af hans hemmeligheder var en enestående fornemmelse for tempo, og han var en mester i at bryde en verslinje over det helt rigtige sted, så man under læsningen både standser tøvende op – og haster videre, i nysgerrig sult. Mærkværdigt er det hver gang at mærke, at så mange ord kan forekomme så tyste, og at så stor betydningstyngde kan meddeles med en sådan legende lethed.

Lige så besynderlig var hans evne til at åbne hvert digt på en måde, så alle og enhver bare vadede lige ind i det, men så alligevel stramme til og gøre forståelsen uventet svær. Man kan gå fortrøstningsfuld ind i hans digte, men opdager så forsinket, at han pludselig har vredet armen om på én. Hans digte er nemme at komme ind i, men svære at slippe ud af igen.

Modernitetskritik

Tranströmer var og blev en moderne, civilisationskritisk og værdimæssigt anfægtet digter, modernist fra start til slut. Han skrev imod magthaverne, hvad enten disse nu var totalitære herskere eller velfærdsstatens administratorer – de, hvis blanke skriveborde i »Langsom musik« skal bære menneskeskæbners vægt. Men han tilsluttede sig aldrig den pessimistiske patos på poesiens vegne, dén holdning, som man litteraturhistorisk kalder ’sidstedigtspoetikken’. I stedet opsøgtes ’digtet der er fuldstændig muligt’, disse korte ’øjeblikke af frihed’, lykketilstande i C-dur. »Der er midt i skoven en uventet lysning som kun kan findes af den der er faret vild«, står der i Sandhedsbarrieren fra 1978.

Han skrev for at få mørket til at lyse, for at videregive en tillid til, at det hele virker, helst som en oplevelse af, at ’vinduet er åbent’, og at stille, stemt forundring til stadighed kan indfinde sig. Og han formåede at skabe poetiske billeder, som i førstningen virker hverdagsligt fotografiske, men som så forsynes med en speciel toning eller forskydning, som sender fantasien på langfart.

12 digtsamlinger blev det til, samt et erindringsværk, Minnena ser mig (1993). Her ser han tilbage på opvæksten på Stockholms Söder, på sin fascination af encyklopædien og insekterne, på sit fund af et fristed i den klassiske musik samt til sidst på en latinlærer, ’Bukken’, som ikke værdsatte og forstod ham, men til hvem han alligevel fik et hjerteligt forhold. Og faktisk endte ’versterperiet’ med at åbne indgang til verdenspoesien: Catul, Horats og Sapfo. Noget af det første, Tranströmer fik trykt, var i ’sapfiske’ strofer:

Månens mast er mørnet og sejlet krøller.
Mågen svæver drukken væk over vandet.
Broens tunge firkant er forkullet. Krattene
bugner i mørket.

Den afsluttende, underligt svævende og strittende halve linje sender en hilsen 2.500 år tilbage til Grækenland. For Tranströmers vej til ægte, sanddru digtning gik via de gamle, stramme, sluttede former. Han var verdenspoet, og hans digte er oversat til mere end 60 sprog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fin artikel, som jeg skal læse igen når jeg kommer hjem til min bogreol. Om Tranströmer bør det yderligere nævnes at han var uddannet psykolog og i mange år arbejdede i ungdomsfængsler og på arbejdsmarkedscentre. Det gjorde ham nok lydhør over for menneskers sprog, også det afvigende.

Den svenske wikiartikel er velinformeret: http://sv.wikipedia.org/wiki/Tomas_Tranströmer

Lyt også til hans egne oplæsninger
Det undrer mig, at Erik Skyum-Nielsen citerer i dansk oversættelse, nu når han skriver om Tranströmer at "netop denne poet som få viste en intens opmærksomhed over for det enkelte lille ord." Så kunne det have været rart at få de svenske ord, altså digterens egne.

Lyt også til hans egne oplæsninger
Det undrer mig, at Erik Skyum-Nielsen citerer i dansk oversættelse, nu når han skriver om Tranströmer at "netop denne poet som få viste en intens opmærksomhed over for det enkelte lille ord." Så kunne det have været rart at få de svenske ord, altså digterens egne.

"Samlede Tranströmer" fra 2011 er (godt) oversat af Peter Nielsen og Karsten Sand Iversen, med lidt medvirken af Morten Søndergaard. Hvilket Erik Skyum nok har glemt at nævne - hermed gjort. Om man så skal oversætte svensk lyrik eller lade den stå som den er, er et andet spørgsmål, der nok deler generationerne. Afdøde Ivan Malinovski anså det for "umoralsk" (sic) at gøre det, men gjorde det dog selv med Erik Lindegren.

Anders Sørensen

@Ole Meyer: Hvorfor i alverden skulle man dog ikke oversætte svensk lyrik? Spørgsmålet må vel være, om man skal oversætte lyrik overhovedet.

Svensk poesi burde kunne læses uden en oversættelse. Lige meget hvor dygtig oversætteren er, mistes der alt for meget ved en oversættelse. Jeg taler ikke om, at man ikke skal oversætte lyrik. Men hvorfor mon en af vores store lyrik-oversættere, Ivan Malinovski, anså det for umoralsk!

Jeg burde nok ha' skrevet at IM "erklærede" det for umoralsk at oversætte svensk lyrik - om det så også inderst inde var hvad han "anså", er måske et andet spørgsmål. Såvidt jeg husker, står det i efterordet til Glemmebogen. I øvrigt har Niels Roed svaret Anders Sørensen som jeg selv ville ha' gjort. Men det er nok bl.a. et generationsspørgsmål - yngre mennesker er af forskellige grunde dårligere til at forstå nabosprogene svensk og norsk end vi andre blev, var og er. Tyvärr.

Tilsvarende gælder vist også egentlige fremmedsprog, bortset lige fra engelsk. Das ist aber ein weites Feld .....

Anders Sørensen

Jeg har bare svært ved at se, hvorfor man, hvis man er af den opfattelse, at (også) svensksproget lyrik mister alt for meget ved oversættelse, kan slå sig til tåls med at læse lyrik oversat fra andre, mere umiddelbart uforståelige sprog.

Men hey, det gør man måske heller ikke...

Steffen Jørgensen

Malinovski skriver, at man aldrig skal være bleg for at dispensere fra sine egne principper.

svar til Anders Sørensen, jo nærmere to sprog ligger hinanden, jo mindre grund er der til at oversætte