Interview
Læsetid: 10 min.

Kurt Cobain var virkelig sjov – og af og til også lykkelig

Kurt Cobain var langt sjovere, end man skulle tro, siger Brett Morgen, der har lavet dokumentarfilmen ’Cobain: Montage of Heck’, som får dansk premiere i næste måned. Morgen er den første, der har haft uhindret adgang til hele Cobain-arkivet. 4.000 siders dagbøger, hjemmevideoer og 200 timers lyd
’Han er så meget mere indtagende end myten. Jeg tror, at dem, der ser denne film, vil forelske sig i ham, og se, hvor dynamisk og sjov og vidunderlig han var,’ siger Morgen, manden bag ny Cobain-dokumentar.

’Han er så meget mere indtagende end myten. Jeg tror, at dem, der ser denne film, vil forelske sig i ham, og se, hvor dynamisk og sjov og vidunderlig han var,’ siger Morgen, manden bag ny Cobain-dokumentar.

Camera Film

Kultur
19. marts 2015

Vi ser en lyshåret dreng puste et stearinlys ud på sin fødselsdag. Minuttet efter er han omgivet af sin familie ved sin næste fødselsdag – og så ved sin tredje. Vi ser ham klædt ud som Batman, imens han kører op og ned ad en solbeskinnet villavej. I seksårsalderen sætter han sig højtideligt til rette i haven og lader, som om han læser i en avis, mens lillesøster ved siden af foregiver at stryge tøj. Idyllisk ser det ud, men den pludselige, tragiske slutning, vi kender, kaster en skygge over optagelserne.

Dette er Cobain: Montage of Heck – den længe ventede dokumentarfilm om Nirvana-forsangeren, som blev hyldet med begejstret bifald ved sin premiere på Sundance-filmfestivalen i januar. Pressen skrev blandt andet: »Et afslørende indblik i den plagede sjæl bag Nirvana«, »det mest komplette portræt af noget rock-ikon nogensinde«, »den ufiltrerede Kurt-oplevelse ..., hvor man ikke blot lærer mennesket bag at kende, men også føler sig følelsesmæssigt helt opbrugt«. 21 år efter Kurt Cobains død kommer denne film den første autoriserede dokumentar om en af grungerockens store legender. Projektets tilblivelse er enhver filmskabers drøm. Brett Morgen blev i 2007 kontaktet af Cobains enke, Courtney Love, efter hun var blevet stærkt begejstret for hans dokumentarfilm The Kid Stays in the Picture om Hollywood-produceren Robert Evans. Hun gav ham kassevis af Cobains ejendele og frit lejde til at redigere og lave filmen, som han ville. Morgen fik ubegrænset adgang til hele Cobain-arkivet: 200 timers lyd, 4.000 siders dagbøger og hjemmevideoer. 85 procent af det materiale, som kom til at indgå, har aldrig været vist offentligt før.

Filmen var en ’kærlighedsakt’

Efterhånden som Morgen fik overblik over materialet, dukkede der er et helt andet billede af sangeren frem end det, han mente at kende. I stedet for den mutte og reserverede rockstjerne, han huskede (»denne klynkende hvide mand, der hadede at være berømt«, som Morgen udtrykte det på Sundance), stødte han på en både lun og overraskende sjov, men også plaget mand.

»Jo længere jeg kom i mit arbejde med filmen, jo mere overgik han fra at være rockstjerne eller myte til at blive ven og generationsfælle. Han blev til Kims bror og Frances’ far, Wendys søn og Krists ven.«

New York Times har engang kaldt Morgen for dokumentarfilmens svar på ’den gale videnskabsmand’, og når man ser hans uplejede hår og sjusket bundne slips og hører hans ru stemme, forstår man hvorfor. Morgen veksler mellem urokkelig øjenkontakt og nedadvendt blik. Få spørgsmål inde i interviewet begynder hans stemme at knække over og tårer at vælde frem. At lave filmen færdig var for ham »en kærlighedsakt« efter otte år med juridiske tovtrækkerier, tilbagevendende perioder af tvivl på sig selv og en svimlende mængde materiale at gennemgå.

Filmens titel stammer fra et lydbånd, som Cobain optog i 1988 – et gådefuldt 36 minutter langt mix med indslag af alt fra Simon & Garfunkel til Butthole Surfers splejset sammen med stumper af radiooptagelser og tidlige Nirvana-demoer.

»For mig er Montage of Heck som at rejse gennem Kurts sind«, siger Morgen. »Sjov, kitschet, romantisk, vred og fuld af modsætninger.«

Ingen af ​​de tidligere film, som andre har lavet om Cobain, der døde i 1994, kun 27 år gammel, har fået lov at bruge Nirvanas musik, men Montage of Heck er gennemsyret af den. Fra de hæse – aldrig før viste – tidlige livekoncerter til hans meget omtalte optræden i en kørestol på festivalen i Reading i 1992. Men i modsætning til Morgens tidligere dokumentarfilm om Rolling Stones, Crossfire Hurricane, er denne film ikke primært en rockdokumentar: Musikken er sekundær i forhold til skildringen af mennesket Cobain.

Bedriften i Morgens film er dens på en gang empatiske og hudløse skildring af Cobain med hans frygt, usikkerhed og brister. Det er fortællingen om en mand, som havde en problematisk barndom, led af kroniske smerter, kæmpede imod stofmisbrug og depression og til sidst begik selvmord.

»Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set et portræt af et ikon, der er så ærligt, kompromisløst og afslørende,« siger Morgen. »Og det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg fik lov til at redigere den endelige version uden at skulle gå på kompromis. Men også fordi vi var enige om, at vi hverken ville idealisere Kurt eller udlevere ham: Vi ville først og fremmest se ham i øjenhøjde.«

Der er da også scener, hvor vi ser Cobaine i mindre flatterende lys. Som magasinet Verge skrev: »I denne film kommer man indimellem til at hade Cobain«.

Den lykkelige Cobain

Igennem hele filmen ser vi hjemmevideooptagelser af Cobain i forskellige stadier af hans liv fulgt op af interview med hans familie. Hans forældre forklarer, hvordan hans lykkelige tidlige barndom brat fik en ende, da parret blev skilt. I en scene ser vi ham slå hovedet mod væggen – netop den type adfærd, der gav ham en ADHD-diagnose og betød, at han måtte tage Ritalin.

Senere optagelser fra hans liv med Love viser dem som et ungt lykkeligt par, der driller hinanden og fjoller rundt – et billede, der er helt modsat det fremherskende af dem som et angstknuget og stofafhængigt, tragisk par. Mest bevægende er det at se, hvordan han i flere klip leger lykkeligt med sin spæde datter, Frances Bean.

Cobains omfattende dagbogsoptegnelser vækkes til live igennem Morgens kalejdoskopiske stil: Tegninger og kruseduller bevæger sig rundt og glider ind i hinanden i en hallucinationsagtig filmisk collage, som animatorerne Stefan Nadelman og Hisko Hulsing står bag. Vi rejser ind i Cobains sind via hans dagbogsnotater, der spænder fra tanker om musik (»et band har brug for at øve ... mindst fem gange om ugen, hvis det skal gøre sig håb om nogensinde at udrette noget«), over udfald mod racisme og homofobi (ét sted skriver han, at han ville have foretrukket at være bøsse, fordi han så kunne »irritere dem endnu mere«), til overvejelser over potentielle bandnavne – i tiden før Nirvana (Drugs for Sale, Re-hash) – og ungdommelige kærlighedsbreve.

Heroinmisbrug er ikke romantisk

Noget af det materiale, Morgen fandt, var aldrig før set eller hørt af nogen – det gælder f.eks. ​​108 kassettebånd, ingen vidste eksisterede; nogle af dem med indtalte dagbogsnotater. Et par af disse er anskueliggjort med animationer, der udfylder hullet dér, hvor videooptagelserne pludselig stopper i Cobains fortumlede teenageår, da han gik på omgang blandt flere forskellige familiemedlemmer. På det ene bånd høres Cobain berette om et tidligt forsøg på at slippe af med sin uskyld og den efterfølgende ydmygelse i skolen.

Ud over de personlige dagbøger og hemmelige lydbånd, indeholder filmen videoer og fotos af Cobain og Courtney Love i mere eller mindre afklædt tilstand.

Var der nogensinde et tidspunkt, hvor Morgen tænkte, at noget var for personligt at offentliggøre? »Nej. Kurts mor og søster ville have foretrukket, at visse elementer var udeladt, og jeg kan sagtens følge dem og forstå deres følelser, men jeg har ikke lavet filmen for dem. I sidste ende er det min egen version af Kurt, men den er baseret på de primære kilder. Jeg føler, at den eneste, jeg for alvor har haft et ansvar over for, er Kurt.«

De scener, han taler om, er dem, der viser heroinens ødelæggende virkninger på Cobain: Hen imod slutningen viger de familieoptagelser, der var fulde af liv og glæde, for klip, der dokumenterer stofafhængighedens realiteter. Et af de mest hjerteskærende viser den første gang, datteren Frances skal have klippet sit hår. Det er en stor begivenhed, og hele familien er samlet for at fange det på kamera. Men Cobains blik er tomt og hans ansigt dækket af sår. Øjeblikkets betydning trænger ikke ind i hans sind.

Cobains søster siger i filmen, at han var flov over sit stofmisbrug og ikke ønskede at blive set som en narkoman, en junkie.

»Der er dem, der har villet romantisere Kurts heroinmisbrug,« siger Morgen, »så jeg har taget et par sekvenser med i filmen, hvor man ser virkeligheden bag. Det er ikke dér, at filmens tyngde ligger, men jeg er optimistisk nok til at håbe på, at nogle af dem, der ser denne film, vil beslutte sig for, at de aldrig i deres liv vil røre heroin«. Morgen siger, at han selv »festede meget som ung«, men var for skræmt til at prøve heroin efter at have set Uli Edels film om Christiane F (en prostitueret børnenarkoman, som blev berømt, da hun skrev selvbiografien Wir Kinder vom Bahnhof Zoo) fra 1981.

For Morgen er det vigtigste, siger han, at Cobains datter, Frances, er tilfreds med filmen. Han husker deres første møde: Frances var kun to år, da hendes far døde – i dag er hun 22 – så hun har ingen erindringer om ham.

»Du gav mig et par timer sammen med en far, jeg aldrig har haft,« sagde hun til Morgen, da hun havde set filmen. Det samme sagde Courney Love: »Så tæt har jeg ikke været på ham i 20 år.«

Morgens stemme knækker igen over, da han fortæller om Frances. »Hun havde ikke set noget af materialet, ikke så meget som et brev. Hun kendte ikke til disse optagelsers eksistens«.

Med hjælp fra Frances fik Morgen overtalt Cobains forældre og søster til at tale ud om Kurt for første gang. Ud over Cobains familie er der også samtaler med Nirvanas bassist og medstifter Krist Novoselic, med trommeslageren Dave Grohl og med Cobains første kæreste, Tracy Marander, der fortæller om deres oplevelse af deres tid sammen med Kurt og hans udvikling som kunstner i disse år. Morgen siger, at det var vigtigt for ham kun at tale med dem, der var tættest på Cobain: »Det skulle være mennesker, der ville være taget til Kurts begravelse, hvis han havde været pedel – mennesker, der kendte ham bedre end nogen andre i verden.«

Interviewet med Courtney Love står centralt i filmen. Hun ses af mange som en splittelsens figur, tilbedes af nogle og dæmoniseres af andre – senest af Cobains ven Kim Gordon i dennes erindringsbog, Girl in a Band. Filmen indeholder lidt af begge sider: Morgen spørger ind til beskyldningen om, at Love tog heroin, da hun var gravid, og – for første gang – indrømmer Love, at det gjorde hun (»Jeg tog det kun én gang og holdt så op – jeg vidste, at min datter nok skulle klare sig«). Trods dette virker Love i store dele af filmen væsentlig mere sympatisk, menneskelig og varm, end publikum måske ville forvente.

»Det var bestemt ikke målet med at lave den,« siger Morgen. »Jeg tror, at mange af de problemer, som Courtney slås med, har at gøre med kønsrelaterede fordomme. Hun er en stærk kvinde, og det skræmmer folk. Jeg tror også, det var derfor Kurt elskede hende. Kurt var feminist, og jeg tror, ​​han elskede, at hun var stærk. Men Kurt var også selv en stærk personlighed. De havde et temmelig afbalanceret forhold.«

»Når man ser optagelserne fra den gang, kan man se, hvor megen kærlighed, der er mellem dem – en lidenskabelig kærlighed mellem to 25-årige. Det står helt klart for mig, at Kurt var forelsket i hende, og hvad han så i hende. Og hvor godt de passede sammen på et niveau, samtidig med at de var giftige for hinanden på et andet«.

Den sjove Kurt Cobain

Filmen koncentrerer sig om Cobains liv i stedet for hans død og slutter derfor ret brat med bandets Unplugged-koncert i New York, optaget den 18. november 1993. Der er ingen optagelser fra dagene op til hans død den 5. april 1994 eller dens eftervirkninger. Men selv om Morgen ikke spekulerer eksplicit over årsagerne til Cobains selvmord, dukker et par mulige motiver op i interviewene.

Der er ikke ét enkelt svar, siger han, men flere: en blanding af aldrig diagnosticerede kroniske mavesmerter, der betød, at Cobain begyndte at ’selvmedicinere’ sig med heroin; barndomsidyllens pludselige kollaps, da hans forældre gik fra hinanden, en generel følelse af skam og det uventede pres fra berømmelsen, en følelse af at have forrådt punkmiljøet ved at blive hitlisteidol og så selvfølgelig stofmisbruget.

»Jeg tror, ​​hans familie er plaget af selvbebrejdelser. Men jeg synes ikke, at nogen skal gå rundt og føle skyld for Kurts død. En del af tragedien er, at det ikke var nogens skyld.«

»I sine optrædener og interview med medier, fremstillede Kurt sig selv som den ynkelige fyr, så det er ikke offentlighedens skyld, hvis det er sådan, den ser ham«, siger Morgen.

»Men manden er så meget mere indtagende end myten. Jeg tror, at når publikum ser denne film, vil det forelske sig i ham, og det kan næsten få ens hjerte til at briste. For på et eller andet tidspunkt indser man, hvor dynamisk og sjov og vidunderlig han var. Og hvor mange store ting med Kurt vi aldrig fik lov til at opleve. En ting, jeg fandt en masse eksempler på i optagelserne med Kurt og Courtney, var, at de var virkelig sjove. Det var næsten som at se et reality-show. Kun de, som kendte Kurt, vidste, hvor sjov han var. Hans venner og familier vidste det, men ikke alle os andre. Jeg ville ønske, han havde været mere tryg ved at dele det med os.«

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

’Cobain: Montage of Heck’ får dansk premiere den 23. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Den film glæder jeg mig til. Fik nemlig aldrig rigtig fat i hvem denne Kurt var og hvorfor alt opmærksomheden andet end, at hvis man skifter b´et i Cobain så står der Cocain.

Brian Pedersen

Det er uanstændigt ikke at have respekt for hans familie, jeg har gjort det for Kurt, jamen han er død, Brett Morgen virker en anelse for egoistisk.

Sådanne typer har vi desværre ikke længere.