Læsetid: 8 min.

Kvinden med den formidable selvindsigt

Hun er til stadighed en vigtig inspiration for nye generationer af forfattere. Men selv om hun er blevet kaldt traditionalist og aldrig forsonede sig med modernismen, så er hendes digte fri af traditionelle bånd. Realist var hun ikke, og hun byggede med sin kunst en verden uden for verden
Tove Ditlevsen (1917-1976).

Jette Ladegaard

13. marts 2015

Tove Ditlevsen, den unge, lyse arbejderpige fra det københavnske Vesterbro, var lidt af en sensation, da hendes første bøger udkom. Først kom i 1939 digtsamlingen Pigesind, efterfulgt i 1942 af Lille verden. Bøgerne blev modtaget med begejstring af kritikken. Men da hun i 1947 udgav Blinkende lygter stødte Tove Ditlevsen mod en ny tid. Mellem Lille Verden og Blinkende Lygter var Tove Ditlevsen med sin tredje mand, lægen Carl Rybergs velvillige bistand, blevet narkoman og stort set gledet ud af offentligheden. Mens hun var ved at miste livet og til sidst blev indlagt på Oringe Sindssygehospital ved Vordingborg, havde Anden Verdenskrig fundet sin afslutning, og modernismen havde holdt sit indtog som den nye, dominerende lyriske retning.

Tove Ditlevsen vågnede til sin skræk op som ’traditionalist’, ’lyrikkens barpianist’, som en svensk kritiker kaldte hende.

Hun reagerede med vrede og hån og forsonede sig aldrig med modernismen, »følte aldrig trang til at bryde ud i sang om rustne vandrør og kloakafløb ... som gav mig indtryk af, at næsten alle landets digtere pludselig havde kastet sig over blikkenslagerfaget«, som hun skriver så sent som i 1975.

Sprogets digter

Men på mange måder er hendes digtning i virkeligheden fri af traditionelle bånd på trods af digtenes traditionelle, rimede form.

Tove Ditlevsen er sprogets digter. Ordenes klang betyder noget helt særligt for hende, og de digte, der på overfladen kan tage sig traditionelle ud, er fulde af overraskende billeder af stor visuel og kunstnerisk værdi. Som når hun om en sindssyg kvinde skriver, at »hendes øjne brænder/som skinnede fluer/der summer omkring et lig.«

Hvor særlig hun er, kan man se, hvis man i stedet for at sammenligne hende med en T.S. Eliot eller en Jess Ørnsbo sammenligner hende med nogle af hendes egne forbilleder: lyrikere som Thøger Larsen og ikke mindst Ludvig Holstein. Disse har en landlig baggrund med et sanseapparat, der er formet tæt på naturen, og de skildrer den med landboens selvfølgelige viden. Tove Ditlevsen er vokset op i Hedebygade på det københavnske Vesterbro og kan knap nok skelne en solsort fra en måge.

Men ligesom Ludvig Holstein, der besynger æbletræets blussende gren digter også Tove Ditlevsen om æbler. Blot med et helt andet resultat. Hos Holstein blåner himlen dyb og varm og ren, hos Tove Ditlevsen er elementerne ikke forankret i sansningen, men i sproget. I digtet »Den niende måned« fra Kvindesind 1955 falder æblerne og træernes blade samtidig og dugdråber falder »som gråd fra et væsen/der føler sig bange og ene«.

De to følgende strofer lyder: »Ude i rummet trædes den store/vugge på lydløse gænger/til en efter en de ufødte vågner/og ikke kan sove længer.// Så falder de også, som æblerne falder/blandt alle de faldende blade,/til moderhjertet, der ømt betynget/sanker sin høst i lade.«//

Vuggen i rummet antyder en panteistisk dimension, et sted hvor alt bliver til, småbørn såvel som æbler. Det finder vi også hos Ludvig Holstein og Thøger Larsen. Men hvor de to ville vide, at løvfaldsmåneden ikke er september og aldrig drømme om at lade dugdråber falde som tårer, da de ved, at dug først samler sig til dråber, når den er faldet, bliver naturelementerne hos Tove Ditlevsen til sprog. Det hedder dråber, ergo kan de falde! Hun kan også lade de ufødte vågne ved den handling, man normalt vugger børn i søvn ved, og hun kan lade et hjerte sanke sin høst i lade. Hvor eksempelvis Thøger Larsens ungdom, der »jubler sin lovsang ud/kun klædt i solskin og brunet hud« kan fremkalde Willumsens billede af badende børn på nethinden, er det snarere Salvador Dali, der melder sig, hvis man alligevel forsøger at se »Den niende måned« for sig med faldende babyer, blade og dugdråber og hjertet og laden i bunden af billedet. Realisme er det ikke, men et fascinerende resultat af en sproglig proces, hvor naturelementerne ikke udøver deres realistiske tvang over digteren. Tove Ditlevsens bevidsthed er mere moderne end forbillederne, kalejdoskopisk som storbyen og fyldt af sprog frem for sansninger.

Allerede et tidligt digt som »Erindringens Blomster« fra Pigesind er én lang gang raffineret vokalmusik:

»Tungsindets blomst er en dejlig og døende drøm./Glidende blidt ad en tindrende tårefuld strøm/spredes den blødende luft, der er smertelig øm.«

Hæfter man sig kun ved indhold og rim, går man helt glip af de strømmende for- og bagtungevokaler.

Lyse ordstrømme

Digtningen var for Tove Ditlevsen en tilflugt og et helle i hendes omskiftelige liv, og hun søger i høj grad tilflugt i det sprog, som hun opfinder inde i hovedet.

»Jeg føler mig meget lykkelig og lange sørgmodige verselinjer drager gennem mit sind,« skriver hun i erindringerne. Og fortsætter: »Når disse lyse bølger af ord gennemstrømmede mig, vidste jeg, at min mor ikke kunne gøre mig noget, for hun holdt op med at betyde noget for mig.«

Citatet er centralt, fordi Tove Ditlevsens lunefulde, tyranniske og uberegnelige mor så at sige forfulgte hende resten af livet i stadig nye skikkelser. Forstået på den måde, at hun bestandig blev tiltrukket af netop morens egenskaber, mest påfaldende i sit ægteskab med Victor Andreasen, Ekstra Bladets chefredaktør, som blev hendes største og vigtigste kærlighed.

I Vilhelms Værelse, hendes sidste roman, der skildrer deres lidenskabelige og turbulente ægteskab, står der for eksempel: »Hvis jeg havde valgt Vilhelm ud af hundrede tusinde muligheder, ville jeg ikke have kunnet finde et menneske, der lignede min mor mere.«

Og i en efterladt skitse skriver hun:

»Nogle mennesker råder over et blik, der når det hviler på mig, i et eneste nu knuser min vilje, nedbryder min ånd og fylder mit hjerte med angst.«

Men karakteristisk slutter skitsen med, at hun takker sin skaber, »fordi han har nægtet mig evnen til at se således på nogen anden levende skabning ...«.

Hellere være den lidende part end den, der tiltager sig magt over andre. Tove Ditlevsen anbragte sig tidligt i positionen som den passive, lidende og magtesløse over for verdens ondskab. Allerede som 12-årig forsøgte hun at begå selvmord, fortæller hun i erindringerne. Og slående er det, at hendes barndomsfantasier om døden beskrives med ord, der minder om de lange lyse ordstrømme:

»Kun døden kan befri én fra barndommen, og derfor tænker man meget på døden og forestiller sig den som en hvidklædt og lysende engel, der en nat vil kysse ens øjenlåg, så de aldrig mere kan åbnes.«

Døden er hvidklædt, lysende som engle og sørgmodig – ligesom bølgerne af ord. Døden bliver for Tove Ditlevsen et tilflugtssted på linje med digtningen – som bekendt forsøgte hun talrige gange at begå selvmord, før det i 1976 lykkedes.

At hun skrev nogle af sine vigtigste værker, når hun var indlagt efter et selvmordsforsøg og i en periode var beskyttet mod ’virkeligheden’, understreger sammenhængen mellem digtning og død. Tove Ditlevsen bygger en verden uden for verden og skaber sin kunst som en verden i sig selv.

Humor og angst

Dette betød imidlertid ikke, at Tove Ditlevsen ikke selv kunne være rå, grov – og morsom. Til en ældre herre, der udbredte sig om, hvordan kvinder efter hans mening burde være, svarede hun: »I din alder har du da lov til at holde op!«

Og i sine ægteskaber kunne hun så sandelig være en frygtindgydende modstander.

Hendes humor er legendarisk, men »det at sige en vittighed i minuttet« var også »en måde at holde sig mennesker fra livet på,« som hun forklarer et sted. Tove Ditlevsen er fuld af modsætninger, livstykke, rapkæftet proletar, selskabets midtpunkt, men også lukket inde i sig selv i et liv, som hun med årene kommer til at synes mindre og mindre om.

»Nej, jeg kan ikke fordrage verden og virkeligheden – for hvad er verden? Verden trænger sig ind på én, man kan ikke komme uden om den,« siger hun i et interview nogle år før sin død.

Og i digtsamlingen Det runde værelse taler hun om »et helt rundt værelse/med det eneste nødvendige hos mig:/en blikdåse hvis låg passer/og til uendelig henrykkelse/glider på plads uden en lyd.«

Måske kan det hele sammenfattes i bemærkningen: »Af angst for at blive forladt, forlod jeg selv,« et tema der allerede anslås i Barndommens Gade, debutromanen.

Livssynet

Ved at forfølge Tove Ditlevsens beskrivelse af kærligheden, kan man se, hvordan hendes livssyn udvikler sig gennem forfatterskabet.

»Jeg havde fået det med at skrive, som om jeg var en ældgammel kvinde, hvem livet ikke mere kunne berede nogen overraskelse, endsige glæde,« skriver hun som 30-årig, ikke uden humor. Men ikke desto mindre sandt.

»Jeg har levet ved din side, og jeg delte alting med dig,/ ... Jeg har hvilet ved dit hjerte, og nu slår det ikke mere,« står der eksempelvis i Pigesind. Da var hun 21.

Men med tiden bliver hendes digtede forudanelser udskiftet med levet erfaring.

Man kan se det ved at følge hendes digte om hjertet, et organ der optræder hyppigt gennem forfatterskabet.

Pigesind: »Mit hjerte er blevet borte,/kan ingen finde det til mig?/Det var et rødt lille hjerte/let at gøre fortræd.// ... »Nu går jeg min ungdoms veje/og leder blandt sten og snavs/ efter de brændende tårer,/efter den lidende længsel,/efter mit levende hjerte.«

Her er »den ældgamle kvindes« morale, at det er bedre at elske og lide end at skjule sig af angst for at blive såret.

Også i Lille Verden kan hjertet »knuses – men kun af dig«. Troen på kærligheden lever, iblandet en smule angst for knusning.

Men med Kvindesind behøver Tove Ditlevsen ikke længere at digte sig til erfaringen. Nu hedder det med den voksne kvindes kynisme:

»Mit hjerte ligger på alfarvej/jeg bruger det ikke mer.«

Dog er der stadig erfaringer at gøre. Nu møder hun Victor Andreasen og deres ægteskab bliver både en stormfuld affære og hendes livs vigtigste inspirationskilde. Jeg har allerede nævnt Vilhelms Værelse, men også romanen To som elsker hinanden er med hendes egen karakteristiske formulering »et rent orgie af Victors mest ubehagelige egenskaber«.

Hos Tove Ditlevsen kan levet liv og digtning ikke adskilles, hendes skarpe psykologiske indsigt i forholdet mellem kønnene beror på egen erfaring. Det er næsten rystende at se, hvordan forudgribelserne i de første digtsamlinger efterhånden erstattes af erfaring. Fordi de rammer plet. Den unge Tove Ditlevsen har været en højst vidende kvinde. Men efter alle storme lyder konklusionen: »Sig ja til kærligheden. Den er sjælden/mens lykken er almindelig og bleg ...«.

Lykkelige eller ulykkelige hjerter er ikke længere vigtigst. Kærligheden er blevet en almen værdi, der ikke er bundet til de enkelte hjerter. Tove Ditlevsens ægteskaber gik i stykker, hun følte sig som en dårlig mor, en dårlig hustru, hun kunne ikke lave mad, hun var i det hele taget temmelig ude af stand til at få andet end digtningen til at lykkes. Hendes tilværelse var angstfyldt, forreven og til tider tragisk. Men hun ville også sin skæbne, for hun så den som betingelsen for, at hun kunne skrive. Hendes selvindsigt er formidabel, hendes ærlighed nøgtern og skånselsløs, og vel netop derfor kan hun i sine værker hæve sig over smerten og angsten og gøre sine private erfaringer til kunst.

»Jeg elsker det mørke og svære, der spænder en ukendt kraft og volde en sødme, lykken aldrig har haft.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Tommy Knudsen
  • Ejvind Larsen
Tino Rozzo, Tommy Knudsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med i beretningen hører, at hun praktiserede en til vanvid grænsende skinsyge. Naive, unge ukendte poeter sendte i deres naivitet deres digte til Tove Ditlevsen til bedømmelse. Og næsten mekanisk var svaret: "Det var noget bras det hele.". Hun vogtede sin egen position på parnasset som en drage. Ingen over og ingen ved siden af Tove Ditlevsen. Men dette er et helt almindeligt fænomen. En ting, man aldrig skal gøre, er at sende et litterært produkt til bedømmelse af kendte mennesker.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har det altid lidt svært med fortolkere, der vil udforske, omfavne, omklamre og begribe forfatteres hele liv ud fra deres tekster, i stedet for at lade teksterne svæve frit og tale for sig selv.

Hun kunne fandme skrive, den fordrukne, narkomane Tove - når hun af og til kom ud af sine tåger.
Men enhver frelsende engel, der kom forbi, fik et spark i skridtet.