Læsetid: 7 min.

Man lærer ikke en soldat at give op

De var parate til at dø for Gud, konge og fædreland. Men en tidlig forårsmorgen i 1940 blev en gruppe danske soldater i Sønderjylland svigtet af den danske regering og deres befalingsmænd. Sendt i armene på en overmagt som det reelt aldrig var hensigten at sætte sig imod. De mistede kammerater og siden forsvandt deres fortælling. Det har de accepteret. Det vil filminstruktør Roni Ezra ikke
Roni Ezra blev klar over, at der var en historie, der manglede at blive fortalt, da han i en antikvariatsbog læste om, hvordan de sønderjyske soldater blev vildledt og fejlinformeret forud for kampene den 9. april 1940.

Sigrid Nygaard

12. marts 2015

Der er ingen storpolitik i Roni Ezras film om den 9. april 1940. Ingen tysk gesandt, der opsøger udenrigsminister P. Munch med 13 krav. Ingen omtale af Operation Weserübung Süd og Nord. Ingen årelang nedrustnings- og neutralitetspolitik. Intet tidligt møde på Amalienborg mellem Christian X, regering og militær, der bekymrede diskuterer, hvordan udlandet og befolkningen mon vil reagere, hvis de standser kampene så tidligt.

Der er bare en cykeldeling fra den jyske division. En samling 18-årige mænd, der tror, de skal på øvelse. Indtil de kl. 4.30 om morgenen bliver vækket og sendt i krig. Med deres våben spændt fast på herrecyklen hopper de op på sadlen og cykler ned mod grænsen, hvorfra verdens mest veludrustede og veltrænede hær er på vej mod dem i panservogne.

»Alle krige er forskellige. Og der kan være mange forskellige meninger om den samme krig. Men hvad der altid er i alle krige, er unge mænd, der er villige til at dø for en sag. Vi skylder dem sandheden om, hvorfor de bliver sendt i kamp. Det gjorde vi dengang. Og det gør vi i dag,« siger filminstruktør Roni Ezra.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Christian Svenstrup Harder
  • Niels Duus Nielsen
  • Nic Pedersen
  • Charlotte Vestergaard
  • Niels Engelsted
Christian Svenstrup Harder, Niels Duus Nielsen, Nic Pedersen, Charlotte Vestergaard og Niels Engelsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det blev efter krigen bestemt, at ingen modstandsfolk skulle ha medaljer, svarede Anders Fogh Rasmussen i et brev, da jeg spurgte om ikke min far skulle ha een..

Denne historie har mange facetter, og selv om historien fortælles på en helt anden måde nu, end da jeg gik i skole, er der fortsat meget, der ikke kommer frem.

Da jeg som ganske ung officerselev blev undervist i bl.a. historie på Holmen i København, blev følgende version af denne historie fortalt i undervisningen:
Bl.a. at kongen og den øverste hærledelse dagen før 9. april havde befalet hele hæren i Jylland til at gennemføre en militærøvelse i Nordjylland, hvilket aldrig tidligere var sket. Tilbage ved grænsen var kun denne lille flok ungersvende, som tilsyneladende var glemt.
Og samtidig fik hele det danske søværn, lige så umotiveret, ordre til at lægge ind på Holmen d. 9. april kl. 16:00. - Her stod tyskerne klar til at overtage fartøjerne.

Under en pause i undervisningen kom underviseren, en ældre søofficer, ud og fortalte helt uformel en ganske anden version, som jeg ikke vil gengive her. Derefter så han os alle fast i øjnene, og sagde; - "aldrig mere en 9. april", "lov mig det", "lov mig det", "aldrig, aldrig mere".

Han havde deltaget, og han følte, at kongen, den øverste militære ledelse og måske regeringen havde svigtet, og havde inviteret tyskerne til at komme og beskytte Danmark mod England. Og med til historien hørte, at dronningen var datter af Preussens kejser, og forblev tyskvenlig - også efter at Hitler havde beskyldt hendes far, kejseren, for at have sat ild til Rigsdagsbygningen i Berlin, og derefter havde beordret kejseren henrettet ved en skueproces.

Med til historien hørte også, at Danmark ikke, som andre lande, modtog krigsskadeerstatning efter krigen, fordi de allierede, der styrede dette, var overbevidste om, at Danmark har allieret med Tyskland i starten af krigen. Og lige præcis den udlægning blev jeg senere præsenteret for - og flere gange, da jeg i en periode var udstationeret som ung dansk officer i Portsmouth.

Claus Petersen

Gert Romme:
"Og med til historien hørte, at dronningen var datter af Preussens kejser, og forblev tyskvenlig - også efter at Hitler havde beskyldt hendes far, kejseren, for at have sat ild til Rigsdagsbygningen i Berlin, og derefter havde beordret kejseren henrettet ved en skueproces."

Meget interessant historiefortælling, Gert Romme - kan du ikke dokumentere 2 ting med links?
Meget simpelt:
- Hitlers beskyldning af kejseren for Rigsdagsbranden (som jo er i total modstrid med nazisternes beskyldinger mod kommunisterne for branden)
- Kejserens henrettelse (beordret af Hitler) (Wilhelm 2. døde i stilhed, ingen skueproces og ingen henrettelse)

(I øvrigt - dronning Alexandrine var IKKE datter af Preussens kejser, hun var datter af storhertug Frederik Frans 3., som døde i 1897. Og han var bror til Wilhelm 2.)

Jeg ser frem til dokumentationen af dine - som altid - vidtløftige og yderst patroniserende indlæg om Danmark.

Niels Duus Nielsen, Claus Nielsen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Det fremgår af wikipedia at den sporadiske danske modstand faktisk forårsagede en del materiel skade hos tyskerne.
Men af samme side fremgår de tyske tabstal til at være alt fra 2 til 203 døde som følge af den danske modstand.
Er der nogen der kender et mere præcist tal?

Michael Kongstad Nielsen

En anden interessant historie kunne være den om Københavns besættelse. Kanonen på Middelgrundsfortet var i uorden, og de tyske tropper blev landsat på Langelinje kl. 4.30, mens kongen indkaldte værncheferne, krigsministeren, Stauning og Munch til konference på Amalienborg. Den øverste general Prior foreslog, at kongen og regeringen skulle flygte til Høvelte-lejren og derfra eventuelt videre til England. Den idé var der ingen opbakning til blandt de tilstedeværende. Det var ellers en god idé, efter min mening.

Og så er der beretningen om en maler, der stod på sit stillads i Kruså, mener jeg det var, da den første deling tyskere marcherede forbi nedenfor, og han greb resolut sin spand med hvidtekalk og hældte indholdet ud over delingen. Han blev skudt på stedet. Danmarks første frihedskæmper i den krig. Æret være hans minde.

Kanonen på Middelgrundsfortet var ikke i uorden, der var en del flere end en, og selv da de tyske soldater var ved at blive landsat, kunne alle 800 så let som ingenting være sendt til bunds i havnen. Niels Juel lå lige overfor. Flåden ventede blot på en ordre, der aldrig kom. Til dels fordi Rechnitzer var en slatten suppevisk som chef.

Michael Kongstad Nielsen

En tredje god historie kunne være den om 10. april, hvor Danmarks ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, gjorde det, kongen og regeringen skulle have gjort, nemlig nægtede at overgive sig, dog uden nødvendigvis at kæmpe militært, men ved at trække sig, som den norske kong Haakon og hans regering gjorde.

Gert Romme - jeg trr din hukommelse spiller dig et puds. Hele hæren var slet ikke indkaldt, det var kun en sikringsstyre på ca. 6000 mand, den var heller ikke ved grænsen, men på kasernerne, hvilket netop var problemet, da de så ikke var i de forberedte stillinger til at tage imod tyskerne. Flåden blev ikke overtaget af tyskerne, den sænkede sig selv 29. august 1943. Udtrykket "Aldrig mere 9. April" tilskrives normalt de yngre socialdemokrater, der hermed lagde kraftigt afstand til Staunings generation, Buhl blev jo også meget hurtigt smidt væk efter krigen. Din ældre søofficer kan umuligt have været uvidende om, at Kongen g den øverste militære ledelse selvfølgelig ikke havde megen indflydelse på beslutningen om aktiv modstand, det var regeringen, der havde det fulde ansvar, dengang som nu.
Der var gudskelov, i sammenligning med andre lande, ikke helt så store krigsskadeserstatningskrav fra dansk side som fra andre lande, men det er fremsat, og bestod for det meste af balancen på clearingkontoen, den konto tyskerne rent teknisk trak på i Nationalbanken for alt, der blev leveret til tyskerne. Som for grækernes vedkommende består kravet vel teoretisk stadig, men få gennemførte kravene, dels af dårlige erfaringer fra 1. Verdenskrig, dels fordi der ikke var et samlet Tyskland.