Læsetid: 7 min.

Man lærer ikke en soldat at give op

De var parate til at dø for Gud, konge og fædreland. Men en tidlig forårsmorgen i 1940 blev en gruppe danske soldater i Sønderjylland svigtet af den danske regering og deres befalingsmænd. Sendt i armene på en overmagt som det reelt aldrig var hensigten at sætte sig imod. De mistede kammerater og siden forsvandt deres fortælling. Det har de accepteret. Det vil filminstruktør Roni Ezra ikke
Roni Ezra blev klar over, at der var en historie, der manglede at blive fortalt, da han i en antikvariatsbog læste om, hvordan de sønderjyske soldater blev vildledt og fejlinformeret forud for kampene den 9. april 1940.
12. marts 2015

Der er ingen storpolitik i Roni Ezras film om den 9. april 1940. Ingen tysk gesandt, der opsøger udenrigsminister P. Munch med 13 krav. Ingen omtale af Operation Weserübung Süd og Nord. Ingen årelang nedrustnings- og neutralitetspolitik. Intet tidligt møde på Amalienborg mellem Christian X, regering og militær, der bekymrede diskuterer, hvordan udlandet og befolkningen mon vil reagere, hvis de standser kampene så tidligt.

Der er bare en cykeldeling fra den jyske division. En samling 18-årige mænd, der tror, de skal på øvelse. Indtil de kl. 4.30 om morgenen bliver vækket og sendt i krig. Med deres våben spændt fast på herrecyklen hopper de op på sadlen og cykler ned mod grænsen, hvorfra verdens mest veludrustede og veltrænede hær er på vej mod dem i panservogne.

»Alle krige er forskellige. Og der kan være mange forskellige meninger om den samme krig. Men hvad der altid er i alle krige, er unge mænd, der er villige til at dø for en sag. Vi skylder dem sandheden om, hvorfor de bliver sendt i kamp. Det gjorde vi dengang. Og det gør vi i dag,« siger filminstruktør Roni Ezra.

Det er det 9. april handler om. Historien om en lille gruppe danske mænd, der mistede kammerater i en kamp, som alle andre end de vidste var tabt på forhånd. Selv deres nærmeste befalingsmænd vidste, at det var meningen, de skulle overgive sig. Spørgsmålet var bare hvornår. Beskeden om regeringens kapitulation nåede tilmed først Sønderjylland kl. 8 om morgenen. To timer efter den var en realitet. Da var 16 danske mænd blevet dræbt og 23 såret.

Et svigt

Det var en fascination, der havde ulmet siden barndommen, og en bog i et antikvariat, der fik Roni Ezra til at påbegynde flere års arbejde med at kunne debutere som spillefilmsinstruktør med 9. april. Bogen om besættelsesdagen faldt han tilfældigt over, men da han læste de sønderjyske soldaters rapporter fra kampene og indså, hvor fejlinformeret og vildledt de var blevet, blev han klar over, at her var en historie, der burde fortælles.

»Da jeg mødte veteranerne, havde de faktisk forlængst opgivet at få en plads i historiebøgerne og accepteret, at der nok var en grund til, at deres historie ikke skulle fortælles. I regeringens og militærets øjne var det en skamplet. Og den narrativ fortalte de faktisk også om sig selv. De så på sig selv som nogle, der havde bidraget til den skam. En skam over at måtte give op.«

9. april er en lavmælt film. Det samme er Roni Ezra. I sit sprogbrug er han afdæmpet. Den daværende regerings militærstrategi er ’halvhjertet’, og soldaterne fra Sønderjylland blev ’svigtet’, og det var ’lusket’ gjort. Hans fortælling mimer veteranernes desillusionerede accept af tingenes tilstand. Ordet ’lusket’ har han fra deres beskrivelse. Men alligevel er der ingen tvivl om, at han også er ude på at give veteranerne en anstændig afslutning på deres kapitel. Ikke et helteepos. Men en anerkendelse af den urimelige situation de blev placeret i, af dem de ville gå i døden for.

»Det er ret specielt at møde en generation for hvem ordene Gud, konge og fædreland faktisk betyder noget,« siger Roni Ezra.

Soldaterkammerater

Han havde slet ikke regnet med, at der ville være nogle veteraner tilbage. Da han kontaktede Haderslev Kaserne, var det egentlig bare for at skaffe mere research- og billedmateriale, men seniorsergenten, han fik i røret, foreslog straks, at »han da skulle tale med veteranerne«.

»I dag tror jeg ikke, filmen ville være blevet til noget, hvis ikke jeg havde mødt dem,« siger Roni Ezra.

Inden han tog ud for at tale med dem, troede han, at han ville få en masse soldateranekdoter fra en svunden tid, men det gik hurtigt op for ham, at veteranerne dengang havde været en flok 18-årige drenge, der opførte sig nogenlunde, ligesom 18-årige drenge gør i dag. »De talte om damer, lavede latrinære jokes, og jyder og københavnere hyggerivaliserede.«

Og så den der umiddelbare accept af, at man risikerer døden for andres beslutninger.

»Unge mennesker er det bedste råmateriale for militæret. Det er nemt at indgyde en pligtfølelse i dem og få dem til at føle sig som en del af noget større.«

Roni Ezra læste ikke kun besættelsestidshistorie og talte ikke kun med Anden Verdenskrigssoldater i sit researcharbejde. Han gennemgik også interview med soldater fra amerikanske operationer i Irak og genkaldte sig venners erfaringer som danske veteraner fra Kosovo.

»I lang tid var det en del af den amerikanske militære strategi, at Fallujah for alt i verden ikke måtte falde. Indtil det ikke var det mere. Ledelsen besluttede at opgive byen, og det efterlod soldater, der havde mistet utallige kammerater i forsvaret for byen, med følelsen: ’Hvad har vi egentlig kæmpet for?’ Og det var der ikke et godt svar på. Man giver dem en simpel ordre i en situation, der langt fra er simpel – i stedet for at forberede dem på, at det sjældent handler om at vinde eller tabe. Man tror åbenbart ikke på, at de kan håndtere kompleksitet. Jeg kan genkende den desillusion, som de sønderjyske veteraner oplevede i de amerikanske soldaters beretninger.«

Mange danske soldater vender også hjem fra krigshandlinger med en følelse af afmægtighed.

»Jeg har haft venner, der var på selvmordets rand, fordi de i Kosovo havde oplevet situationer, hvor de følte, de kunne have gjort en forskel, men ikke havde ordrerne til det.«

I Roni Ezras film er det en tysk officer, der fortæller den lille cykeldeling, at regeringen forlængst har overgivet sig. Venligt og forundret over, at danskerne fortsatte en åbenlyst ulige kamp, spørger han: »Vidste I ikke det?«. Nej, det vidste de ikke. De reagerer ikke med vrede, men med apati.

»Vi skylder unge mennesker, vi sender i krig, ærlighed,« siger Ezra.

Det var brud på et meget sårbart kommunikationsnet, der gjorde, at beskeden om kapitulationen først nåede sønderjyderne to timer senere end resten af landet. Men man kan ikke fortænke nogen i at spekulere i, om man valgte at ofre nogle soldaters liv for at øge chancen for, at de allierede ikke ville opfatte Danmark som tyskvenlig. Danmarks position mellem de kæmpende parter i et strategisk vigtigt farvand var skrøbelig.

»Men det tror jeg nu også, soldaterne ville have accepteret, siger Roni Ezra: »For dem var det afgørende, at kampen tjente et højere formål. At det, de gjorde, var vigtigt. Det var der aldrig nogen, der fortalte dem, at det var.«

Hvad der heller aldrig var nogen, der fortalte dem, var, hvordan man overgiver sig. Det lærer man ikke en soldat.

»Den tanke skal simpelthen ikke være present for dem. De lærer selvfølgelig, hvordan man skal agere, hvis man bliver taget til fange, men ikke hvordan man giver op. Derfor er de jo heller ikke forberedt på det at vende hjem fra en mission, hvor de ikke føler, opgaven er løst.«

Krig er kynisk

Befalingsmændene vidste, hvad der ventede soldaterne. Den oplysning har gennem hele forløbet betydet noget særligt for Roni Ezra og manuskriptforfatter Tobias Lindholm. »Da vi fandt ud af det, vidste vi, at dér havde vi vores hovedperson. Tænk at cykle mod grænsen sammen med mændene med den viden og med ordre om ikke at fortælle dem det.«

Pilou Asbæk spiller sekondløjtnant Sand. Han triller sammen med delingen ned ad hovedvej 10, beordrer dem til at indtage forsvarsstilling i et budskads og klargøre rekylgeværet, som er denne delings eneste reelle forsvar mod tyskernes panservogne. De formår faktisk at holde stand i nogle minutter, men i træfningen bliver en soldat dræbt. Efter at være flygtet gennem skoven, når de et lille hus, hvor de finder ly et øjeblik, inden de skal tilbage til en kommandopost for at få nye ordrer. Her holder sekondløjtnant Sand en lille motivationstale for sine mænd: »Vi har mistet en god mand i dag, 217, han kæmpede, men måtte bøje sig for Guds vilje.«

Talen stammer fra en af veteranerne, som selv oplevede at den blev fremført.

»Dengang var den danske hær ikke som den amerikanske, hvor strukturen var fladere. Den mindede mere om den franske. Befalingsmændene havde sjældent noget at gøre med deres mænd. Men i de intense timer den morgen begynder cifrene jo at blive til mennesker for Sand. De bliver til unge mænd med drømme om fremtiden, som han har taget ansvaret for. Og da endnu en soldat bliver dræbt, vælger han blot at dele en cigaret med sine mænd. Og det er det, vi også gerne vil se ske for publikum.«

Roni Ezra vender tilbage til pointen om, at politiske og militære ledere skal være deres ansvar bevidst, når de sender soldater i krig: »Men jeg har for længst erkendt, at politik er kynisk. Især i en krigssituation. Selv når man spørger veteranerne, er de meget afklarede over, hvad der er sket. Også de spørger: Hvad kunne man have gjort anderledes?«

Nej, Roni Ezras lavmælte krigsfilm leverer ikke umiddelbart ammunition til en indædt diskussion om historieskrivning. Det er ikke hans ærinde at anfægte danskernes kollektive erindring ej heller at bidrage til fejringen af modstanden eller kritikken af samarbejdspolitikken. Hans ærinde er at fortælle historien om en cykeldeling bestående af en flok 18-årige drenge, der ikke vidste, hvad der ventede dem. Det burde nogen have fortalt dem. De var jo nok taget afsted alligevel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Harder
  • Niels Duus Nielsen
  • Nic Pedersen
  • Charlotte Vestergaard
  • Niels Engelsted
Christian Harder, Niels Duus Nielsen, Nic Pedersen, Charlotte Vestergaard og Niels Engelsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det blev efter krigen bestemt, at ingen modstandsfolk skulle ha medaljer, svarede Anders Fogh Rasmussen i et brev, da jeg spurgte om ikke min far skulle ha een..

Denne historie har mange facetter, og selv om historien fortælles på en helt anden måde nu, end da jeg gik i skole, er der fortsat meget, der ikke kommer frem.

Da jeg som ganske ung officerselev blev undervist i bl.a. historie på Holmen i København, blev følgende version af denne historie fortalt i undervisningen:
Bl.a. at kongen og den øverste hærledelse dagen før 9. april havde befalet hele hæren i Jylland til at gennemføre en militærøvelse i Nordjylland, hvilket aldrig tidligere var sket. Tilbage ved grænsen var kun denne lille flok ungersvende, som tilsyneladende var glemt.
Og samtidig fik hele det danske søværn, lige så umotiveret, ordre til at lægge ind på Holmen d. 9. april kl. 16:00. - Her stod tyskerne klar til at overtage fartøjerne.

Under en pause i undervisningen kom underviseren, en ældre søofficer, ud og fortalte helt uformel en ganske anden version, som jeg ikke vil gengive her. Derefter så han os alle fast i øjnene, og sagde; - "aldrig mere en 9. april", "lov mig det", "lov mig det", "aldrig, aldrig mere".

Han havde deltaget, og han følte, at kongen, den øverste militære ledelse og måske regeringen havde svigtet, og havde inviteret tyskerne til at komme og beskytte Danmark mod England. Og med til historien hørte, at dronningen var datter af Preussens kejser, og forblev tyskvenlig - også efter at Hitler havde beskyldt hendes far, kejseren, for at have sat ild til Rigsdagsbygningen i Berlin, og derefter havde beordret kejseren henrettet ved en skueproces.

Med til historien hørte også, at Danmark ikke, som andre lande, modtog krigsskadeerstatning efter krigen, fordi de allierede, der styrede dette, var overbevidste om, at Danmark har allieret med Tyskland i starten af krigen. Og lige præcis den udlægning blev jeg senere præsenteret for - og flere gange, da jeg i en periode var udstationeret som ung dansk officer i Portsmouth.

Claus Petersen

Gert Romme:
"Og med til historien hørte, at dronningen var datter af Preussens kejser, og forblev tyskvenlig - også efter at Hitler havde beskyldt hendes far, kejseren, for at have sat ild til Rigsdagsbygningen i Berlin, og derefter havde beordret kejseren henrettet ved en skueproces."

Meget interessant historiefortælling, Gert Romme - kan du ikke dokumentere 2 ting med links?
Meget simpelt:
- Hitlers beskyldning af kejseren for Rigsdagsbranden (som jo er i total modstrid med nazisternes beskyldinger mod kommunisterne for branden)
- Kejserens henrettelse (beordret af Hitler) (Wilhelm 2. døde i stilhed, ingen skueproces og ingen henrettelse)

(I øvrigt - dronning Alexandrine var IKKE datter af Preussens kejser, hun var datter af storhertug Frederik Frans 3., som døde i 1897. Og han var bror til Wilhelm 2.)

Jeg ser frem til dokumentationen af dine - som altid - vidtløftige og yderst patroniserende indlæg om Danmark.

Niels Duus Nielsen, Claus Nielsen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Det fremgår af wikipedia at den sporadiske danske modstand faktisk forårsagede en del materiel skade hos tyskerne.
Men af samme side fremgår de tyske tabstal til at være alt fra 2 til 203 døde som følge af den danske modstand.
Er der nogen der kender et mere præcist tal?

Michael Kongstad Nielsen

En anden interessant historie kunne være den om Københavns besættelse. Kanonen på Middelgrundsfortet var i uorden, og de tyske tropper blev landsat på Langelinje kl. 4.30, mens kongen indkaldte værncheferne, krigsministeren, Stauning og Munch til konference på Amalienborg. Den øverste general Prior foreslog, at kongen og regeringen skulle flygte til Høvelte-lejren og derfra eventuelt videre til England. Den idé var der ingen opbakning til blandt de tilstedeværende. Det var ellers en god idé, efter min mening.

Og så er der beretningen om en maler, der stod på sit stillads i Kruså, mener jeg det var, da den første deling tyskere marcherede forbi nedenfor, og han greb resolut sin spand med hvidtekalk og hældte indholdet ud over delingen. Han blev skudt på stedet. Danmarks første frihedskæmper i den krig. Æret være hans minde.

Kanonen på Middelgrundsfortet var ikke i uorden, der var en del flere end en, og selv da de tyske soldater var ved at blive landsat, kunne alle 800 så let som ingenting være sendt til bunds i havnen. Niels Juel lå lige overfor. Flåden ventede blot på en ordre, der aldrig kom. Til dels fordi Rechnitzer var en slatten suppevisk som chef.

Michael Kongstad Nielsen

En tredje god historie kunne være den om 10. april, hvor Danmarks ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, gjorde det, kongen og regeringen skulle have gjort, nemlig nægtede at overgive sig, dog uden nødvendigvis at kæmpe militært, men ved at trække sig, som den norske kong Haakon og hans regering gjorde.

Gert Romme - jeg trr din hukommelse spiller dig et puds. Hele hæren var slet ikke indkaldt, det var kun en sikringsstyre på ca. 6000 mand, den var heller ikke ved grænsen, men på kasernerne, hvilket netop var problemet, da de så ikke var i de forberedte stillinger til at tage imod tyskerne. Flåden blev ikke overtaget af tyskerne, den sænkede sig selv 29. august 1943. Udtrykket "Aldrig mere 9. April" tilskrives normalt de yngre socialdemokrater, der hermed lagde kraftigt afstand til Staunings generation, Buhl blev jo også meget hurtigt smidt væk efter krigen. Din ældre søofficer kan umuligt have været uvidende om, at Kongen g den øverste militære ledelse selvfølgelig ikke havde megen indflydelse på beslutningen om aktiv modstand, det var regeringen, der havde det fulde ansvar, dengang som nu.
Der var gudskelov, i sammenligning med andre lande, ikke helt så store krigsskadeserstatningskrav fra dansk side som fra andre lande, men det er fremsat, og bestod for det meste af balancen på clearingkontoen, den konto tyskerne rent teknisk trak på i Nationalbanken for alt, der blev leveret til tyskerne. Som for grækernes vedkommende består kravet vel teoretisk stadig, men få gennemførte kravene, dels af dårlige erfaringer fra 1. Verdenskrig, dels fordi der ikke var et samlet Tyskland.