Klumme
Læsetid: 7 min.

’Jeg læser for at få analyser af den europæiske ånd’

’Jeg har altid skrevet litteratur for at kunne leve i den. Min metode har været at hellige mig udforskningen af det eneste eksemplar af menneskearten, jeg er i stand til at anskue indefra: mig selv.’ Det skriver den rumænske forfatter Mircea Cartarescu i dette essay om europæisk identitet
’Jeg har altid skrevet litteratur for at kunne leve i den. Min metode har været at hellige mig udforskningen af det eneste eksemplar af menneskearten, jeg er i stand til at anskue indefra: mig selv.’ Det skriver den rumænske forfatter Mircea Cartarescu i dette essay om europæisk identitet

Freja Hougaard Bagge/iBureauet

Kultur
27. marts 2015

At sammenfatte mine næsten fyrre år i litteraturen, falder mig ikke let. Men så meget kan jeg sige, at jeg ikke erindrer at have levet noget andet sted, endsige at have haft ønske om dette. For mig har litteraturen altid været det, den bør vedblive at være: en løbende indre dagbog, en vedvarende dialog med mig selv.

Jeg har altid skrevet litteratur, men ikke for at udgive bøger. Mine bøger er blot slutproduktet af den proces, hvorved jeg erkender verden og mig selv. De står tilbage som de tomme skaller, forladt af det bløddyr, der engang beboede dem. Jeg har altid skrevet litteratur for at kunne leve i den, dvs. for at værdsætte dens landskaber og ordkemi, dens sætningers elasticitet og fleksibilitet, den moralske dilemmaers rensende lidelse, dens betragtninger om menneskets inderste væsen. Min metode har været at hellige mig udforskningen af det eneste eksemplar af menneskearten, jeg er i stand til at anskue indefra: mig selv.

I sidste ende har dette således gjort mig til en ’cartaresculog’ – den eneste i verden af sin art. I hele mit liv har jeg studeret et enkelt menneskes anatomi, fysiologi, psykologi, adfærd, etik, æstetik og metafysik. Dog har jeg gjort det i håbet om, at det mikrokosmos, der findes bag mit kranium, kan spejle hele menneskeheden i dens tragedier og lidelser, i dens triumfer og katastrofer, i dens galskab og visdom og med dens helte og elendighed.

Denne indre verden, som jeg har skrevet om i næsten 40 år, er både vores hukommelses forvalter og motoren for alt, hvad der sker i samfundet og historien. I dag forekommer netop dette indre liv og dets erfaringer mig imidlertid at have fået sværere ved at finde et fristed. Der er ikke længere samme tid til fordybelse, til konstant og omhyggelig selvransagelse, til drømme, dagdrømme og mentale processer – kort sagt til alt, hvad der gør mennesket menneskeligt.

Forfattere, der bringer det indre livs grubeblomster for dagens lys, forstår at skrive i det sandt menneskeliges ånd og modstå bog-industriens forlokkelser, risikerer at blive permanent forvist til tusmørkerandzoner. For så vidt at denne risiko også er mit vilkår, tager jeg den på mig. For jeg ved, hvad den er, litteraturen. Jeg har lært min kunst ved flittigt at studere de store mestre. Jeg har overtaget den fra dem. Og ingen kan ved hverken forledelse eller forførelse få mig væk fra mine kunstneriske overbevisninger og trossætninger.

En særlig ’staldlugt’

I dag, i Leipzig, har I valgt at hædre mig med en af de fineste litteraturpriser i Europa: Leipziger Buchpreis für Europäische Verständigung. Hvor meget en pris er værd, kan man måle ud fra dens tradition og ved kvaliteten af de forfattere, som igennem årene er blevet fundet værdige til at modtage den. Så hvordan kan man blive andet end overrasket og glad, når ens navn føjes til en liste, der i forvejen tæller forfattere som Imre Kertész, Claudio Magris, Péter Nádas, Slavenka Drakulić, Svetlana Aleksijevijt, Ryszard Kapuściński og Hugo Claus foruden adskillige andre af samme rang?

Hertil kommer, at der er tale om en litteraturpris, der gives på en yderligere præmis: Den pris, skal samtidig fejre Europa og dets kunstnere og intellektuelle.

Vi må aldrig glemme, at Den Europæiske Union, et af ​​de mest fremsynede og mest komplekse projekter efter Anden Verdenskrig, med sine politisk-økonomiske, sociale, finansielle og strategiske elementer i selve sit fundament bygger på kultur.

Jeg er ikke den første, der siger dette: I den udstrækning at vi kan identificere en europæisk identitet, en særlig ’staldlugt’, som skulle kendetegne borgerne på dette kontinent uanset nationalitet, så kan den henføres til den særlige stråleglans, der kastes af Europas tænkere og kunstnere. Fra den græsk-jødiske antik og frem til i dag. Jeg ser mig selv som europæisk forfatter, fremfor alt. Jeg har altid anset kontinentets nationale identiteter for lokale varianter af et grundlæggende europæisk tilhørsforhold. Som tysker, rumæner, italiener, litauer, svensker eller portugiser må man indse, at sproget i ens egen kultur er en dialekt af Europas store kultursprog – af det sprog, som Sokrates, Homer, Dante, Leonardo da Vinci, Bach, Shakespeare, Balzac, Rilke, Picasso, Joyce talte, og som titusinder af europæiske kunstnere taler i dag.

Derfor håber jeg også, at jeg ved min forfattervirksomhed selv kan yde et bidrag, selv nok så beskedent, til et forenet Europas intellektuelle stabilitet og sammenhæng. I den nuværende geopolitiske situation har Europa påtrængende behov for at trække på alle sine kræfter, også de kunstneriske og litterære.

Jeg er ikke ’en forfatter fra Østeuropa’, for jeg anerkender ikke den trezonedeling, ifølge hvilken Europa skulle bestå af et civiliseret Vest-, et neurotisk Central- og et kaotisk Østeuropa. Hverken geopolitisk, kulturelt, religiøst eller i øvrigt anerkender jeg den. Jeg drømmer i stedet om et Europa, der er mangeartet, men ikke skizofrent. Jeg læste ikke Musil ud fra formodningen om, at forfatteren var en drøvtygger fra Kakanien. Jeg læste ham som en fortællende analytiker af den europæiske ånd. Det er for mig underordnet, i hvilket land André Breton levede og skrev. Jeg aner ikke, hvor Bulgakovs Kijev befinder sig på landkortet. Ej heller måtte jeg slå op i et atlas for at finde Catul eller Rabelais, Cantemir eller Virginia Woolf, for jeg fandt dem alle på biblioteket, hvor bøgerne står side om side.

Modersmålets søde fælde

De bøger, jeg selv skriver, er ikke fulde af hvide lam fra den rumænske folklore eller af ortodokse rosenkranse. Snarere er de påvirket af Dantes stjerner, af John Donnes kompas, af Cervantes lanse, af Kafkas bille, af Prousts Madeleine-kage og Günter Grass’ flynder.

Jeg ser ikke mig selv som tilhørende en gruppe af rumænske forfattere. Ej heller har jeg noget ønske om at blive målt op imod bulgarere, russere, serbere, tjekker, polakker eller andre forfattere fra min del af verden. Snarere føler jeg et større og overgribende fællesskab med alle de forfattere, jeg beundrer og elsker. Vel har omstændighederne gjort, at mit romanstof og mine rekvisitter er rumænske, og vel røber mit sprog, hvilket psykolingvistisk rum jeg tilhører. Men mine temaer må nødvendigvis være den europæiske traditions, og disse temaer var de samme for Euripides som for Joyce. De påvirkninger, jeg har indoptaget fra poesi som fra prosa (men især igennem eftertanken, der, som George Enescu skrev, er kunstnerens vigtigste beskæftigelse) stammer alt overvejende fra forrige århundreds store modernistiske litteratur. Både den internationale og den rumænske, for lykkeligvis er den litterære modernisme i Rumænien lige så kompleks og rig som de tilsvarende traditioner i andre europæiske lande.

De rumænske forfattere, som har formået at overvinde grænserne mellem den østlige og vestlige mentalitet, (og som derved for så vidt har bekræftet deres eksistens), har vist sig at være stjerner af første størrelsesorden på den europæiske kulturhimmel: Tristan Tzara, Eugen Ionescu, Emil Cioran. Men mange andre – og i fald nogle af dem var ikke ringere end disse – blev fanget i deres modersmåls søde fælde. De skrev på et uendeligt udtryksfuldt og netop derfor uoversætteligt sprog: Urmuz, Tudor Arghezi, Lucian Blaga og mange andre er følgelig forblevet ukendte uden for Rumænien.

Trods al respekt, jeg føler for dem, ønsker jeg ikke at dele deres skæbne. Jeg ønsker ikke, at være den ’tjenestegørende rumæner’, som med jævne mellemrum inviteres til konferencer som repræsentant for sit land. Jeg repræsenterer ikke andet end mig selv og mine teksters fædreland. Jeg kunne for den sags skyld være portugiser, ester eller schweizer. Eller jeg kunne være kvinde, hellener eller barbar: Mine teksters stoflighed ville naturligvis blive en anden, men deres ånd ville uvægerligt forblive den samme. For Valéry var ikke helt på vildspor, da han hævdede, at man kan tilskrive alle de digte, der nogensinde er skrevet, en eneste tidløs digter: den skabende ånd.

En europæisk ånd

Så langt vil jeg ikke gå. Men det står klart for mig, at alle de værker, vi regner til højkulturen har et fællestræk, der gennemsyrer dem alle, hvor end de er opstået: en europæisk ånd. I det perspektiv er også Garcia Márquez og Thomas Pynchon europæere, mens Kawabata er det ikke mindre. Måske ikke i holdning og ideologi, men så afgjort i deres værkers store kollektive underbevidsthed, i deres ’filosofi’, i deres centrale forudsætninger – i alt det, som forbliver uudtalt, men er afgørende for en litterær tekst.

Som forfatter fra den østlige del af kontinentet fornemmer jeg i disse dage alle spændingerne fra den konflikt, der truer Europa. Den smerte, jeg føler, er for mig lige så stor, som var de med magt forrykkede grænser tatoveret direkte i huden. Af al kraft må jeg beklage, at en verden, som havde indrettet sig i en illusion om stabilitet, nu igen hjemsøges af paranoia og irrationalitet. Med min svage stemme, som dog er blevet styrket ved jeres pristildeling, skal jeg hermed appellere til Europas enhed og til de europæiske værdier om at modstå kaoskræfterne og deres ødelæggelser. Vi er nødt til at forsvare alle de værdifulde ting på vores kontinent: demokrati, tolerance, den skeptiske ånd, det kunstneriske geni – alt det, som bidrager til, at Europa også fremover kan forblive et kontinent med civilisation og kultur.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her