Læsetid: 10 min.

»En levedygtig palæstinensisk stat er den eneste mulige garanti for Israels overlevelse«

Alternativet er et jødisk racistisk diktatur, der før eller siden vil bryde sammen – og blive erstattet af en arabisk stat fra havet til floden. Det skriver den israelske forfatter Amos Oz i anledning af det israelske valg
’At forestille sig, at palæstinenserne og israelerne, der igennem så lang tid har gjort hinanden så meget ondt, skulle vende på en tallerken og pludselig kunne overgå til harmonisk og fredelig sameksistens i én og samme stat, er illusorisk,’ skriver Amoz Oz. Men efter adskillelse vil de måske i fremtiden beslutte sig for en eller anden fælles administrativ ramme.

Jakob Dall

20. marts 2015

Lad os begynde med det vigtigste: med et spørgsmål om liv og død: Kan der ikke blive to stater, vil der kun være én. Bliver der kun én, vil den være arabisk. Og skal den være arabisk, er skæbnen uvis. Både for vores børn og for palæstinensernes.

Bemærk: Jeg taler om en arabisk stat, fra havet til floden. Ikke om en binational stat. Ser vi bort fra den schweiziske undtagelse er binationale og multinationale stater ikke eksempler til efterfølgelse: I dem lurer opløsningen som vedvarende trussel. Undertiden bliver den også blodig realitet.

At forestille sig, at palæstinenserne og israelerne, der igennem så lang tid har gjort hinanden så meget ondt, skulle vende på en tallerken og pludselig kunne overgå til harmonisk og fredelig sameksistens i én og samme stat, er illusorisk. Efter adskillelse vil de måske i fremtiden beslutte sig for en eller anden fælles administrativ ramme. Men først når palæstinenserne har oplevet den frihed og værdighed, som – det kender vi fra os selv – kommer af uafhængighed.

I fraværet af to stater og i erkendelsen af, at binational sameksistens er en fantasi, truer udsigten til én arabisk stat med at slå vores zionistiske drøm i stykker.

I et forsøg på at udskyde det uafvendelige vil landet, som strækker sig fra Jordan til Middelhavet, måske i en periode blive styret af et uforsonligt jødisk og racistisk diktatur, som vil sætte sin vilje igennem, både over for det arabiske flertal og over for sine jødiske modstandere. Men som andre mindretalsdiktaturer i moderne tid vil heller ikke dette kunne overleve. International boykot udefra og blodbad indefra – eller begge dele – vil til sidst tvinge det til at give efter: En arabisk stat fra havet til floden vil da være en realitet. Og tostatsløsningen? Mange i Israel støtter visionen herom, men hævder også, at en sådan løsning på konflikten for øjeblikket ikke er i syne. For dem var Yasser Arafat for stærk og havde ondsindede bagtanker, hvorimod hans mere fornuftige efterfølger, Mahmoud Abbas (Abu Mazen) er for svag. Derfor taler de for i det mindste at holde tostatsløsningen i live igennem såkaldt ’konflikthåndtering’.

Ak, bare sidste sommer oplevede vi, hvad ’håndtering’ kan betyde. Konflikthåndtering dømmer os til nye Libanon-krige, til nye Gaza-krige og til en tredje, fjerde og femte intifada i Jerusalem og på Vestbredden, der alle vil brede sig til vores gader. Med den følgevirkning, at PA, De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder, bryder sammen, og at Hamas eller mere ekstreme efterfølgere tager over. Det vil give store tab på begge sider. Og dette vil være den logiske konsekvens af ’konflikthåndteringen’.

Oplagt tidspunkt

Men hvorfor nøjes med at håndtere en konflikt, når man kan søge at løse den? Jeg vil påstå, at i 100 år har der ikke eksisteret et mere oplagt øjeblik til at få afsluttet denne konflikt end i dag. Ikke sådan at forstå, at vores naboer pludselig har konverteret til zionismen eller accepterer vores ret til denne jord. Men fordi de store regionale aktører – Egypten, Jordan, Saudi-Arabien foruden de øvrige Golfnationer og de nordafrikanske lande i dag står over for en destruktiv, overhængende og langsigtet trussel, som de generelt ser som mere farlig for dem end Israel. For nogle er det Iran, som topper listen over de onde kræfter, for andre IS. Men Teheran og IS er skyld i mange søvnløse nætter i disse hovedstæder. Det er på den baggrund, at Israel nu snarere ses som en del af løsningen, hvis blot et samarbejde med os kunne legitimeres ved, at vi afslutter vores besættelser og følger dette op med andre skridt, der kan virkeliggøre de palæstinensiske forhåbninger til at få deres egen stat.

For tolv år siden blev vi præsenteret for Det saudiske fredsinitiativ, der siden (med visse ændringer) er relanceret som Den Arabiske Ligas initiativ. Jeg anbefaler ikke, at vi går ind på forslaget i dets foreliggende form. Men jeg opfordrer indtrængende til, at vi engagerer saudierne og andre i en diskussion af vores forbehold. Det må være på høje tid, at vi kommer med et velovervejet, men positivt svar på denne historiske situation, hvor araberne ikke kategorisk afviser Israels ret til at eksistere. Og herved vil døren kunne åbnes for et samarbejde om både en tostatsløsning og en regional sikkerhedsaftale.

Det er en uafviselig, om end kontroversiel sandhed, at Seksdageskrigen i 1967 var Israels sidste afgørende sejr. Siden har intet udfald på slagmarken kvalificeret som sejr. For i krig er sejrherren ikke den, der påfører modstanderen størst ødelæggelse, men den, der når sit mål. Og da vi ikke har sat os klare definerede politiske mål for vores seneste krige, kan vi ikke forvente at gøre krav på sejre i dem. Fraværet af denne målbevidsthed afspejler en virkelighed, hvor ingen af ​​vores nationale mål kan opnås med magt.

Dermed være ikke sagt, at militær magt er ubrugelig. Den er tværtimod vigtig for vores overlevelse. Ja, sandt at sige har den kun alt for ofte beskyttet os mod ødelæggelse. Den har tjent som afskrækkelse. Og, når afskrækkelsen er mislykkedes, til at besejre alle modstandere. Det har den gjort til gavns. Men lad os ikke forveksle et legitimt selvforsvar – hvor ingen kompromiser kan indgås – med den illusion, at vi med magt kan påtvinge andre vores vilje.

Fordi vi igen og igen støder på grænserne for vores militære magt, må vi indse, at ’konflikthåndtering’ kun er opskriften på nye problemer. Og fordi strategien er dømt til at mislykkes, må den falde til fordel for en fornyet, vedvarende og oprigtig bestræbelse på konfliktløsning. Alt for mange israelere hylder fortsat den opfattelse, at alt, hvad der kræves, er en større kølle og en større viljestyrke end modparten, hvormed vi kan ’lære’ araberne at føje sig for vores vilje. Med erkendelsen af, at vores større kølle er blevet utilstrækkelig, er det på tide at anerkende arrogancen og håbløsheden i forestillingen om, at vi kan »forankre vores overherredømme i deres bevidsthed«.

Alligevel udformes vores politik til stadighed med henblik på at tvinge vores vilje igennem med magt. Derfor er der nu en overhængende risiko for PA’s sammenbrud på Vestbredden, hvilket vil lukke døren for en vital sikkerhedskoordinering. Står døren først på vid gab, vil Hamas og mere ekstreme grupper hurtigt udfylde tomrummet.

Den eksklusive ret

Bosættere og deres tilhængere i ind- og udland fortæller os, at dette land retmæssigt er vores. Men hvoraf udleder de denne ret? Kan der ikke drages nogen konklusion ud fra den omstændighed, at det meste af verden – herunder det meste af den arabiske verden – nok anerkender vores ret til staten Israel bag ’Den Grønne Linje’, men samtidig enstemmigt afviser, at vi skulle have nogen ret til resten? Og at man tilsvarende anerkender palæstinensernes ret til en stat ved siden af ​​vores, men afviser deres krav om mere? Meget lig deres ekstreme modstykker blandt palæstinenserne er vores bosættere ikke i stand til at indse, at rettigheder – de være sig nok så guddommelige – der ikke nyder international legitimitet, hører til i bønnebøger og ikke på den politiske dagsorden. Kravet på den eksklusive ret til Israels land er for dem en ’religiøs pligt’ til ikke at vige en tomme. Når de insisterer på at ændre status quo på Tempelbjerget, lader de fuldkommen hånt om, at også andre har stærke følelser for dette steds status som helligt. For dem ligner en fornærmelse af 200 millioner arabere blot første stadie i en konfrontation med en milliard muslimer verden over.

Til dem, der går efter at udløse en religiøs krig om karakteren af de bønner, der skal bedes på Tempelbjerget, siger jeg: ikke i mit navn. Ikke på vegne af mine børn, mine børnebørn eller nogen anden, der er mig kær eller er enig med mig. Vi ser nu også bestræbelser på at diktere USA, hvilken politik det skal føre, helt uagtet hvad konsekvenserne kan blive for Israels vigtigste strategiske alliance. Ved at indrømme vores egne ekstreme højreorienterede ret til at trumfe det traditionelle tværpolitiske fundament for relationen til USA er disse hensynsløse politikere i færd med at undergrave vores nationale sikkerhed. Arrogant udtaler de nu, at »Den Frie Verdens sande leder må nu kæmpe alene mod den iranske trussel – hvor vover Obama at stille sig i vejen for dette?«

Vores historie tæller flere begivenheder, hvor vi har valgt at trodse verden. Mere end en gang er resultatet blevet en katastrofe. David Ben-Gurion drog den rette konklusion, da han lærte os, at staten Israel aldrig vil kunne finde sig selv til rette uden en stærk global allieret. Selv om vores alliance med USA endnu er solid, kan vi ikke anse dens holdbarhed for ubetinget. Alliancer skal passes og plejes. De må i særledeshed ikke udsættes for gentagne ondsindede udfordringer.

I denne som i andre sammenhænge må vi skelne det permanente fra det forbigående. Vores alliance med USA kan meget vel være forbigående. Det påhviler os konstant at investere i den for at fastholde den. På den anden side er vores tilstedeværelse ved siden af ​​palæstinenserne og midt i den arabiske verden to faste og uforanderlige elementer i vores virkelighed, og dette bør influere på vores valg. De kræfter, som er os fjendtligt stemt – fra terrorister til atommagter – er tilsvarende under stadig forandring. Følgelig må vores forsvarskapacitet forblive permanent overlegen. Men skal vi varetage sikkerheden adækvat og imødegå alle udfordringer af den, vil intet være mere ødelæggende end at gå enegang. Dette vil kun samle det internationale samfund imod os og undergrave vores alliance med USA. Omvendt kan vi ved at sætte gang i en dynamisk fredsindsats med vores palæstinensiske naboer under Det Arabiske Fredsiniativs auspicier komme langt i retning af at skabe internationale og regionale støttekoalitioner og mindske spændingerne i de besatte områder, hvilket alt sammen vil bidrage til den nationale sikkerhed.

Mit forsvar for en fornyet fredsindsats er ikke funderet i naive forventninger til vanskelighederne ved at slå bro over de forskelle, som de uforsonlige parter på begge sider repræsenterer. Fred er ikke et stykke legetøj, der ligger på en hylde, og som vi blot kan række ud efter. At vi ikke har fået det, skyldes ikke kun, at vores ’fædre‘ – Rabin, Barak eller Olmert – ikke har villet betale prisen. Der skal to til en tango, også omkring forhandlingsbordet og vores palæstinensiske kolleger har i ikke ringe grad bidraget til mange af de tidligere fiaskoer. Men der er sandt at sige rigeligt med skyld til fordeling mellem alle parter, tredjeparter og forbundsfæller inkluderet.

Legitim frygt

Derfor kan jeg heller ikke love hurtige løsninger i bestræbelserne på at udforme en aftale. Ej heller bliver det let at føre den ud i livet, endsige at finde patentløsninger for den den tid, der følger efter en aftale. Men jeg forudser alvorlige konsekvenser, hvis vi ikke slår følge med palæstinenserne. For jeg kan ikke gentage dette ofte nok: Vores valg står mellem en tostatsmodel, vi selv kan have indflydelse på, eller én enkelt arabisk stat.

Jeg vil ikke bebrejde de millioner af israelere, der på den ene side anerkender behovet for at opgive de besatte områder, men på den anden side ikke har tillid til, at palæstinenserne til gengæld vil levere det ene, vi forlanger af dem: sikkerhed. Jeg kan fuldt ud leve mig ind i denne legitime frygt, og jeg vil ikke tage let på den. Faktisk vil jeg hævde, at fredslejren og dens ledere har et særligt ansvar for at søge nye veje til sikkerhedsgarantier (og også andre end dem, der foreslås af Det Arabiske Fredsinitiativ) – ikke mindst for at overbevise skeptikerne om en fredsaftales bæredygtighed. Min zionistiske forudsætning er enkel: Vi ikke er alene på denne jord, og vi er heller ikke de eneste ejere af Jerusalem. Til mine palæstinensiske venner, siger jeg det samme: I er heller ikke alene her. Dette vort lille hus må deles op i to mindre lejligheder. Og lad der imellem dem være en passende skillevæg, der kan bidrage til det gode naboskab.

Når vi så først er skilt, så lad os opleve en fælles sameksistens og overlade enhver forestilling om eventuelt at flytte sammen – i en forbundsstat eller på anden måde – til kommende generationer. Vores historie er ikke som en Hollywood-western om det gode versus det onde. Den er en tragedie i det virkelige liv om to nationale aspirationer i en konflikt, der bliver ved med at skabe ny uretfærdighed. De kan fortsætte med at støde sammen med ny smerte til følge. Men de kan også forenes via separation og kompromis.

Bebor man bibelsk land, er det skræmmende svært at konkurrere med de legendariske profeter fra de gamle tider. Alligevel kan man roligt sige, at i Mellemøstens levetid svarer ’aldrig’ eller ’altid’ blot til tidsrum på fra tre måneder til 30 år. Det utænkelige, da jeg selv var i uniform under Seksdageskrigen, blev muligt den dag, jeg fik både egyptiske og jordanske visum-stempler i mit pas. De, som argumenterede så heftigt imod at afgive territorium i Sinai – »tre gange større end Israel« – for at få fred med Egypten, forestillede sig næppe, at denne fred stadig varer ved årtier frem efter at have overlevet alle udfordringer undervejs. Deres argumenter dengang og nu mod fred med palæstinenserne afspejler den samme frygt for det ukendte, den samme modvilje mod at løbe risici for at få en bedre fremtid, skønt de burde sande, at opretholdelse af status quo er en illusion, der kun kan blive erstattet med noget uacceptabelt. Ganske som med Egypten og Jordan kan vores uenighed med palæstinenserne ikke løses fra den ene dag til den anden. Men med det rette lederskab kan ’det umulige’ også her vise sig, at have kort holdbarhedsdato.

 

 

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Benno Hansen
  • Bente Simonsen
  • Troels Ken Pedersen
  • Rasmus Knus
  • Tom Paamand
  • Ernst Enevoldsen
  • Carsten Hansen
  • Michael Bruus
  • Torben R. Jensen
  • Carsten Pedersen
Henrik Christensen, Benno Hansen, Bente Simonsen, Troels Ken Pedersen, Rasmus Knus, Tom Paamand, Ernst Enevoldsen, Carsten Hansen, Michael Bruus, Torben R. Jensen og Carsten Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Pedersen

Det er godt nok det mest fornuftigste jeg endnu har hørt fra det hjørne af verden :-)

Henrik Christensen, Preben Haagensen, Jens Jørn Pedersen, Peter Ole Kvint, Mads Berg, Lennart Kampmann, Carsten Hansen, Daniel Hansen, Lilli Wendt, lars abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lars-Emil Nissen

Det er selvfølgelig dejligt med fredstanker, og jeg er sikker på, at det ville gå Israel bedre med en politik som Amos Oz'.

Men sådan at afvise en binational stat - vel vidende at Israel allerede bebos af masser af palæstinensere - er for mig at slukke håbet. Oz accepterer uden videre at Israel skal fortsætte med at være en 'jødisk' stat, hvilket jeg har svært ved at forestille mig som andet end diskriminerende for det store palæstinensiske mindretal. "The facts on the ground", som Israels politikere ynder at sige, er, at der findes én stat, Israel, med masser af palæstinensere i. Skal de alle flytte til Gaza eller Vestbredden? Eller skal de bare finde sig i at blive behandlet som 2.-rangsborgere? Man bliver i Israel nødt til at acceptere at man allerede lever i et "multinationalt" samfund, og prøve på at fjerne de diskriminerende love. Foruden alt dette kommer spørgsmålet om de 700.000 palæstinensiske flygtninge. Hvor skal de tage hen i en tostatsløsning? Vestbredden? De kommer jo ikke derfra, men fra territoriet der nu er Israel.

Og snakken om at araberne har åbnet et historisk vindue for fred er i øvrigt helt ved siden af. Araberne har længe været åbne for fred, bare ikke på Israels præmisser.

Artiklen fortæller mig mest af alt, at selv Israels fredsfløj har en forskruet tilgang til situationen, omend den selvfølgelig er bedre end Netanyahu. Øv.

Mads Berg, lars abildgaard, Peter Jensen, Daniel Hansen, Ivonne Cordes, Lilli Wendt, Steffen Gliese, Rune Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Rabin betalte den højeste ultimative pris i 1995, i november 1995,da han brutalt blev myrdet.
Af en højreekstrem nationalist og zionist som ikke brød sig om Rabins forhandlinger med palæstinenserne. Og det efter et stort fredsmøde med mere end 200.000 deltagere :( Og lige siden dengang har fredsprocessen mellem Israels ledere og Palæstinas ledere ligget i dybfryseren! Og jeg kan tydeligt huske det, fordi det her blev transmitteret i fjernsynet, af DR TV i november 1995.

randi christiansen

Når nu zionisterne i sin tid syntes, at det var en god idé lige midt i fjendeland at annektere andre menneskers land, så er det egl ret utroligt, at de overfor deres nye naboer i stedet for pragmatisk forhandlingvilje har fastholdt en så uforsonlig overherrementalitet. Og netop dette, at de ikke er eneejere af Jerusalem og tempelbjerget, burde mane til ydmyghed og taknemlighed over overhovedet at få lov til at være der.

På baggrund af jødernes lidelseshistorie er det psykologisk set forståeligt, at de reagerer, som de gør, men det er ikke hensigtsmæssigt, og det burde ikke tillades af Verdenssamfundet, som bør insistere på og facilitere en to stats løsning. Som Amos Oz påpeger, har Israel kunnet stole på aftalerne med Egypten og Jordan. Med opbakning fra den arabiske verden kan Israel ikke længere tillade sig at betvivle de tilbudte freds-og sikkerhedsgarantier.

Karla F. Fontane, Bente Simonsen og Daniel Hansen anbefalede denne kommentar

For mig at se, kan en stat ikke være jødisk, arabisk, katolsk, ortodoks eller noget andet. En stat skal være et demokratisk og samfundsmæssigt fællesskab, der bygger på lige rettigheder for de mennesker, der bor der. - Punkt slut.

Hvis nogle palæstinensere vil bo i staten Israel på lige fod med landets øvrige befolkning, skal det absolut være muligt. Og hvis jøder eller andre vil bo i Palæstina, skal dette også være muligt.

Det må stå helt klart, at både Israel og Palæstina skal være helt uafhængige suveræne stater.
Det må også stå klart, at grænserne mellem landene skal være præcis dem, der var før 1966. Men så må det være muligt, at landene kan forhandle sig til visse grænsejusteringer, der selvsagt skal til folkeafstemning i begge lande.

Og endelig skal det stå klart, at verdenssamfundet må ind for at sikre fred og grænserne i mindst 10 år. Ligesom verdenssamfundet skal opbygge Palæstina med både infrastruktur og demokrati.

Desuden må verdenssamfundet tage alle episoder mellem landene fra 1966 op i en række retssager. Og her er det vigtigt, at der fastlægges staternes ansvar, enkeltpersoners ansvar, og at der beregnes en økonomisk erstatning til alle, der har lidt skade.

Steffen Gliese

Jeg tror, det vil være i både israelernes og palæstinensernes interesse at skabe en samlet stat, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være umuligt, fordi fordelene er så entydige.
Ovenpå Omars patetiske forbrydelse får vi dagligt mere og mere billedet af, hvor langt mere nuanceret samlivet mellem jøder og arabere er - til den gode side. Strid bilægges, når gevinsten ved fred er større.

Michael Skaarup

- En anden vej ? - http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2591390/israelsk-bosaetterled...

"Der er ingen moralsk retfærdighed i de forskellige retsvilkår for palæstinensere og israelere, siger Dani Dayan, der i 26 år har boet i et af de samfund, som han ikke selv vil kalde 'bosættelser'."

(...)"han mener, at Israel skal gøre livet lettere for palæstinensere. Han vil have dem ud af flygtningelejre, ud af slum, ud af arbejdsløshed. Han vil give dem fuld adgang til Israels arbejdsmarked. Han vil satse på at vælte »sikkerhedsbarrieren« – det omstridte hegn og mur mellem Vestbredden og Israel. Han vil give palæstinensere adgang til israelske universiteter. Og så må den formelle afslutning på konflikten komme en anden gang."

Karsten Aaen, Torben Kjeldsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

Uri Avnery's notater fra perioden efter seksdags krigen viser sig at være profetisk.

In an article soon after, I told a story about how to capture monkeys. One attaches a bottle to the branch of a tree and puts a fruit into it. The monkey puts his hand into the bottle, takes hold of the fruit and tries to pull it out, but his fist enclosing the fruit is much too big. Thus he is captured. He could, of course, get free any moment by letting go of the fruit, but, craving for the fruit, is unable to do so. In the same way, holding on to the occupied territories, we were hostages of our own greed.

http://zope.gush-shalom.org/home/en/channels/archive/1182406019/

Thomas Borghus, Bente Simonsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Glimrende artikel lige efter mit hovede.

Hvis man vil finde holdbare løsninger må der tages hensyn til alle parter. Enklere kan det vel ikke være.

Oprettelsen af staten Israel er det internationale samfunds (læs; USA, Frankrig og Englands) største fejltagelse nogensinde.
Ingen anden beslutning i moderne tid har skabt så meget ulykke, uretfærdighed og lidelse, for så mange, fuldstændigt sagesløse og uskyldige mennesker - de oprindelige palæstinensere.

Jøderne skulle naturligvis have kompensation og oprejsning efter flere hundrede år med europæisk svigt, kulminerende med 2.verdenskrigs ufattelige forbrydelser. Men det var sindssygt og arrogant udover enhver normal fatteevne at man forestillede sig at man bare kunne stjæle nogle andres land.
Jøderne skulle have haft Tyrol eller en anden lækker Tysk delstat og generationers oprejsning og goodwill.

I dag har staten Israel har ingen eksistensberettigelse, intet historisk krav på det areal den dækker og absolut ingen moralsk legitimitet - overhovedet.

Denne konflikt slutter først når Israel som stat er opløst og ophørt.
Israel som Ide kan fint leve videre i revideret form blandt jødiske samfund bosat i Palæstina(og andre steder) i fredelig sameksistens med områdets oprindelige borgere.

Men det bliver op til de arabiske palæstinensere om de er villige til at tilgive 100 års brutal forfølgelse, morderisk undertrykkelse, ydmygelse, umyndiggørelse og generelt episk umenneskelig behandling.
Jeg tvivler.

Torben Selch, Hans Jensen, randi christiansen, Mads Berg og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Carsten - nuværende situation er komplet surreel, betinget af zionisters religiøse vanvid, urimelige krav og helt igennem urealistiske forestillinger - her kommer man tydeligvis ingen vegne med almindelig sund fornuft og jordbunden realisme

Ernst Enevoldsen

"Jeg vil ikke bebrejde de millioner af israelere, der på den ene side anerkender behovet for at opgive de besatte områder, men på den anden side ikke har tillid til, at palæstinenserne til gengæld vil levere det ene, vi forlanger af dem: sikkerhed."

Ganske præcist.

Preben Haagensen, ellen nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Carsten Hansen,
Nej, ikke realistisk.
Undtaget en total zionistisk renæssance, tror jeg desværre at udviklingen med meget stor sikkerhed vil bevæge sig mod det pessimistiske scenarie som anført af Amos Oz ovenfor.
Fortsat palæstinensisk udrensning og endlösung. Israel som tiltagende totalitær racistisk korrupt militærstat der som en cancer smadrer mulighed for regional og i nogen grad også international healing. Indtil denne udvikling til sidst vil medføre israelsk sammenbrud og sikkert en ny omgang jødeudrensning derefter.

Jeg ser pt kun en vej.
Palæstina fra floden til havet og Sinai til Libanon under total FN-administration sandsynligvis i adskillige generationer samt total afvæbning af begge sider.

Steffen Gliese

Men det ville altså være en bedre, hurtigere og mere fremkommelig løsning at ligestille palæstinenserne indenfor Israels grænser. Utallige er de samfund - ikke kun Schweiz, hvor forskellige folk lever fredeligt indenfor statens rammer - i Mellemøsten jo i også i de 600 år, det osmanniske rige bestod.

Peter Hansen,
Mener du at vi accepterer 'Eretz Israel' men kræver total accept og inddragelse af palæstinensiske arabere ?
Som løsning er det en sympatisk tanke. Men den er også gratis - for alle andre end palæstinenserne.

Carsten Hansen

Der er ingen nemme løsninger.

Kun en løsning hvor alle parter er villige til indrømmelser dur.
Begge folk skal have en følelse af værdighed. Begge folk skal have en følelse af en levedygtig fremtid.. Begge parter skal have en følelses af ligeværd.

I min optik er hele tanken om stater baseret på religion ganske absurd; Dette uanset om det er jødisk eller muslimsk. Så længe det er udgangspunktet, så ser jeg kun ringe muligheder.

Hurdlerne virker uoverkommelige , men så længe overliggeren sættes højere og højere, jo sværere bliver det at komme over.

Artiklens forfatter spår om fremtiden hvis det fortsætter som nu. Det kan han få ret i, men det er som bekendt svært at spå om fremtiden.
Alle de røster der går ud på at Israel skal opløses eller at palæstinenserne aldrig skal have en egen stat, finder jeg ikke alene urealistiske, men også konfronterende yderligtgående destruktivt.

En levedygtigt to-statsløsning er eneste reelle mulighed.
At fremtiden så forhåbentlig vil afskaffe stater baseret på religion, er en anden sag.

randi christiansen

Som sagt er parterne tydeligvis helt ude af stand til at nå et kompromis - deadline for den mulighed er for længst død. Derfor må de ansvarlige for oprettelsen af staten Israel påtage sig ansvaret for at implementere, facilitere og insistere på en bæredygtig løsning, som israel er nødt til at underlægge sig. Nu må israels posttraumatiske paranoia, megalomane religiøse vanvid og tyranni af alle høre op.

Torben Arendal

En stat bestående af flere religioner, jødisk, muslimsk, kristen, buddhist m. fl. som lever i fredelig sammeneksistens. Jøderne kalder landet for Israel, muslimmerne kalder landet for Palæstina, de Kristen kalder landet for Det Hellige land osv.

Landet skal hverken være et Islamiske stat, eller Jødiske stat(som nu) eller Kristen stat, men et stat med samme menneskerettigheder for alle befolkningsgrupper.

Holger Madsen, Steffen Gliese og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Selvom det vil være en stenet vej her og nu, vil det også sætte en udvikling i gang, der i bedste fald ender med, at folk ikke bedømmes ud fra deres etnicitet, men deres personlighed og rolle i samfundet.

Der er vel kun den radikale løsning tilbage.

Giv parterne fem år til at forhandle og implementere en fredsaftale (fx via sikkerhedsrådet). Hvis dette ikke lykkedes bør verdenssamfundet sende et signal og tvangsdeportere samtlige mennesker væk fra disse områder til andre dele af verden. Gerne steder, hvor man skal bruge megen energi på at holde sig i live, så potientialet for konflikter er minimalt, fx arktiske egne.

Områderne kunne man så gøre til mindesteder for den menneskelige dumhed.

"Jøderne skulle have haft Tyrol eller en anden lækker Tysk delstat og generationers oprejsning og goodwill."

Eller Hviderusland for de massive forfølgelser jøderne har været udsat for i Rusland.

Morten Kjeldgaard

Det er de grønne områder på kortet her tostatsfortalerne forestiller sig skal udgøre en stat. Og det sidste kort er fra 2000, man kan jo selv ekstrapolere. Det er urealistisk. Et stort flertal af israelerne ønsker et stor-israel fra Middelhavet til Jordanfloden, men beboerne i disse områder skal være fuldgyldige borgere, med samme rettigheder og pligter som de jødiske medborgere. Sådan er det nemlig i en demokratisk retsstat, og det bør være det internationale samfunds betingelser for oprettelsen af en storisraelsk stat. Noget for noget.

Torben Arendal

I 1903 forslog Joseph Chamberlain Chaim Weizmann at Jøderne kun overtage Uganda fra den Britiske stat og bygge deres ny hjem der, når nu Herzls bestræbelse for at få Palæstina fra den Osmanaske rige mislykket.

randi christiansen

Og Israels seneste argument mod en palæstinensisk stat, at is rykker nærmere, er en situation, som israel og Verdenssamfundet selv har fremprovokeret.

Freds-og konfliktmægling er den eneste farbare vej frem

randi christiansen

Vi er alle primært verdensborgere og som sådan bør, må og skal vi samarbejde i vort fælles hjem. Alt andet er forbryderisk.

Colin Bradley

Israelerne ved og har vidst i snart et halv århundred, at der ingen fremtid er i en etnisk udrensning i stilen med den der skete under 48 krigen, medmindre det kan lykkes dem at fremprovokere en krig, hvor de selv kan fremstå som parten, der står på randen til udryddelse, men hvor de selvfølgelig i ellevte time får vendt katastrofen til total sejr. Netanyahu tror sandsynligt på dette projekt, og har således svært brug for en troværdigt stærk og tydelig fjende. Ikke sindssyge israeler, som Oz ved at det realpolitiske valg står mellem one state løsning hvor jøderne ville komme i mindretal således at det ville være umuligt både at have en jødisk stat som også er demokratisk, - ergo det ville blive en åbenlyst apartheid stat, som ville miste vestens støtte, - og to stats løsning, som ville kræve vilje til at gå i forhandling med Abbas, som ligeværdig forhandlingspartner - dvs IKKE udefra en forestilling om at det må være os der får sidste ord fordi vi har den militære magt. Ved at opretholde besættelsen uden at annektere Vestbredden har israelerne kunne bevare illusionen om områdets eneste demokrati, og samtidigt nyder frugten af det besatte land, mens de har nægtet en hel befolkning demokratisk indflydelse i eget liv og land. Men om de så kan bevare dette utålelige tilstand 50 år mere er den til sidst dømt til at mislykkes.

Efter så mange år kommer det til at gøre ondt på israelerne at give slip på Vestbredden men der er ingen andre løsning.

Det historiske eksperiment at oprette en stat, omgivet af fjender, og som kun kan eksistere ved hjælp at støtte fra partner langt fra, er ikke lykkes. Hvor Israel nok har haft støtte fra den brede befolkning i Europa og USA, så smuldre denne støtte. Det er også fuldstændig urealistisk at tro at Israel kan bevare deres økonomiske og militære støtte 50, 100 eller 200 år frem i tiden. Israel har ikke evnet at opnå en bære dygtig fred med naboer og palæstinenser. Man kan også se at Netanyahu nu søger støtte hos den amerikanske højre yderfløj, og ikke bredt i den amerikanske befolkning. Netanyahu er jo selv med til at legitimere, at de mere moderate i USA og EU ikke mere vil støtte Israel. USA og vesten vil ændre sig meget fremover. Den demografiske sammensætning USA vil ændre sig, så det ikke er den hvide mellemklasse der dominere. Den globale magt vil ændre sig, så USA ikke i al fremtid vil være den militære supermagt, men Israels geografiske placering imellem arabiske stater vil forblive, indtil Israel ikke eksistere mere. Israel bevæger sig også mere og mere over mod en jødisk fundamental religiøs stat.

Torben Selch, Torben Arendal og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Israel fremprovokerer mao sin egen undergang. Israel har ikke formået at forvalte sit mandat til den gensidige glæde og fremgang, som var en forudsætning for, at eksperimentet skulle lykkes. Israel er en failed state.

Alle konflikters ophav handler om, hvorledes vi behandler hinanden og dermed om, hvordan vi opdrager vores børn. Lyt til dette inspirerende input :

Slip for konflikter med dine børn med forståelse for amygdala
I DAG,KL. 09:14
En pige på 7 bliver sat til at rydde sit værelse op. Det er ikke urimeligt, for det er hendes eget rod, og hun kan i øvrigt godt lide, når der er pænt og ryddeligt. Alligevel udvikler moderens ordre sig til en konflikt, hvor barnet hyler og moderen råber. Hvorfor det sker, det kan Anette Prehn være med til at forklare. Medvirkende: Anette Prehn, Sociolog, foredragsholder - og forfatter til bogen 'Hjernesmarte børn - styrk dit barns hjerne for livet
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2015-03-21/#!/01:07:09

ellen nielsen

...Og at man tilsvarende anerkender palæstinensernes ret til en stat ved siden af vores, men afviser deres krav om mere?

Ved siden af = på begge sider af

Dette vort lille hus må deles op i to mindre lejligheder. Og lad der imellem dem være en passende skillevæg

En skillevæg = flere skillevægge.

Det er en uafviselig, om end kontroversiel sandhed, at Seksdageskrigen i 1967 var Israels sidste afgørende sejr..

Krigen i 1973, hvor Israel blev angrebet af de arabiske lande i et lynangreb
og med nød og næppe fik vendt krigen og overlevede,
er tilsyneladende helt glemt af Oz.

Før nogen begynder at tale om, hvordan denne ene palæstinensiske skal se ud i praksis,
taler man utopisk....efter min mening.

ellen nielsen

Ups..
een palæstinensisk STAT...

Forglemmelsen skyldes nok,
at jeg ikke kan se denne eene stat
med Israel imellem!

Carsten Hansen

Det er nok det store problem Ellen.

Parterne kan ikke enes om noget som helst.
Kan man ikke tænke "ud af boksen" så bliver det svært.
Jerusalem er det største hurdle.

Men bliver man enige ( når fornuften endelig indtræder hos begge parter), så er der ikke længere brug for mure. Og måske trækkes grænser som ingen har tænkt på endnu.

Har man derimod den holdning , at den ene part skal sluge alle kamelerne, så er man naturligvis helt uden interesse i at finde en holdbar løsning.

Herman Hansen

Hele mellem østen har smadret rundt på hinanden i over 1.300 år af religiøse årsager. Men ærlig talt, det må de selv råde rundt med i deres religions cirkus. Jeg er bedøvende ligeglad, så længe det ikke rammer min baghave.

Morten Kjeldgaard

Jamen det er i din baghave, Herman Hansen. Vi kan takke israelerne for de mange millioner mennesker, de har fordrevet fra området, og som nu lever som krigsskadede og traumatiserede flygtninge i Danmark og mange andre lande i verden.

Steffen Gliese

Mange af de almindeligvis fremsatte holdninger bygger måske på en forkert præmis: at jøder og palæstinensere har forskellige interesser og derfor nødvendigvis kæmper.
Men indenfor den samme stat med lige muligheder og plads til alle er dette ikke tilfældet - her er det tværtimod en fælles interesse for at sikre statens levedygtighed og tilstrækkelige velstand, der nødvendigvis må forene grupperne.

randi christiansen

Peter, du glemmer parternes religiøse fanatisme, ja vanvid, som fuldstændig spolerer deres evne til at opføre sig ordentligt. Det er så vanvittigt, fordi de åbenbart ikke kan/vil forstå, at deres projekt ikke er gudgivent, i og med den gud, som de refererer til, er en gud, som de selv har skabt. Som om religiøs fanatisme borteroderer intelligens, almindelig sund sans og jordforbindelse. Vor frue bevar os vel og vær os nådig for nogen adfærdsforstyrrede terrortumber. Og de er ikke alene - det globale vanvid spreder sig stadig mere - og det gode spørgsmål er : hvor er ondets rod? En afbrændt amygdala ?(hjernens alarmklokke) - som Annette Prehn i dag i p1 morgen fortalte om, arvesynden (virkelig mange afbrændte amygdalaer - fædrenes synder nedarves) eller hvad skal vi små stakler dog klynge os til.

Steffen Gliese

Man skal ikke overdrive denne religiøsitet, der først og fremmest næres af modsætningsforholdet, Randi Christiansen. Jeg ville også gerne vide, hvordan du så skråsikkert kan fastslå, at de selv har opfundet deres Gud. Det vil jeg mene, overstiger din kompetence.

Touhami Bennour

Ikke kun Oz har tilsyneladende glemt at nævne 73 krigen ,jeg har hørt flere konferencer afholdt af israeler eller nogle med dobbelt nationalitet, de glemmer at tale om 73 krigen.Jeg spurgte en engang hvorfor han ikke talte om 73 krig han sagde at han kan ikke tale om alt, men han glemte ikke 67 krigen. Det er misinformation sikkert.

randi christiansen

Peter - hvor er tilladelsen fra 'gud' til at tale på hans vegne? Indtil en sådan - som ikke er hjemmelavet, dvs menneskeskabt - tilvejebringes, kan ingen tiltage sig eneagenturet som guds budbringer. Det er nærmest blasfemisk og gudsbespotteligt, således at okkupere pladsen imellem mennesket og gud og dermed frarøve den enkelte en af de vigtigste af alle friheder > religionsfrihed.

Preben Haagensen

Det er utroligt så lidt historisk bevidsthed der findes i disse kommentarer. Israel blev ikke oprettet af det internationale samfund, det klarede de sandelig selv. Historien er i 1937 og igen i 1939 prøvede englænderne, at dele Palæstina da de 2 folkegrupper arabere og jøder ikke kunne arbejde sammen, men araberne sagde nej. I 1947 var englænderne blevet så trætte af historien, at de opgav Palæstina mandatet, og ville trække sig ud i 1948. Det hele blev så overgivet til FN hvor der sidst i 1947 blev afholdt en afstemning om at dele området i en jødisk og arabisk stat, jøderne sagde ja og som sædvanlig sagde araberne nej, men afstemningen gik igennem, og der var Sovjetunionen og Folkedemokratierne en ledende kraft.
Englænderne trak sig som lovet ud i maj 1948, og staten Israel blev oprettet og udråbt om aftenen den 14. maj med ikrafttræden den 15. maj 1948.
I samme øjeblik Israel kom til verden, startede alle de omgivende lande krigen mod Israel. Hverken USA eller Frankrig hjalp Israel, og Storbritannien var indirekte krigsførende på arabernes side med våben og officerer. Israel ville nok ikke have vundet sin selvstændighed, hvis ikke Sovjetunionen og folkedemokratierne igen var kommen Israel til hjælp. Sovjetunionen anså Israel og Zionismen for en progressiv kraft der ville få englændernes kolonirige i Mellemøsten til at bryde sammen, og det var nøjagtig hvad der skete. Fra Tjekkoslovakiet gik der våben som israelerne havde brug for. Ganske vist kom der ca. 3000 frivillige fra de vestlige lande for, at kæmpe for israelerne, men hvad der battede noget var at Sovjetunionen og folkedemokratierne, i løbet af ingen tid sendte 200.000 jøder til Israel for at kæmpe, og så må man ikke glemme den store støtte Israel havde fra venstreorienterede i hele verden. Det er den sande historie om Israels oprettelse som man enten ikke ved eller belejligt glemmer.
Israels våbenfælle i de første år ind til krigen 1967 var Frankrig som forsynede Israel med våben og uddannelse af deres soldater. USA kom først rigtig ind i billedet i 1967, da Charles de Gaulle opsagde alliancen med Israel, og ja Storbritannien har aldrig støttet Israel da de ikke glemmer Israel var skyld i, at de måtte trække sig ud af Mellemøsten.

Jan Mogensen, Per Torbensen, Jan Svenson og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar
Karla F. Fontane

Så vidt jeg kan se, er der ret mange jøder som ønsker fred. Problemet er bare en højrerekstrem regering, som bliver genvalgt gentagne gange. Siden Rabbin blev myrdet af hans eget folk, har fredsforhandlingerne ligget på køl.

At Israel med sin imperialistiske tankegang indtager mere og mere land i Palæstina, det kan jeg godt forstå. Lande elsker at ekspandere - indtil der er nogen som sætter grænser. Man bør da blot se på Europakortet før EU. Jeg synes Verdenssamfundet burde ligge pres på Israel - med saktioner som vi gør det med Rusland. Det kan ikke passe, at vi tillader folkemord. Der skal en to stats løsning på bordet, Israel SKAL acceptere Palæstina som en suveræn stat, og Israel skal give de besatte områder tilbage. Det er ikke løsningen på alle problemer, men en start. Det er vores opgave som Verdenssamfund at ligge pres på Israel, for at få den evig værende krig til at stoppe. Derefter bør vi (Verdenssamfund og Israel) hjælpe Palæstina med infrastruktur, huse, mad, vand, medicin og uddannelse.

Lennart Kampmann

@ Preben Haagensen

spot on!
Der er heller ikke nogen der husker at Israel har/har ikke atomvåben, sådan for lige at holde de værste aggressorer stangen.

Med venlig hilsen
Lennart

Touhami Bennour

Ja men også Israel blev tilbudt et hjem I Uganda fra England og hvad sagde Israel? ved du det.
Jøderne blev tvunget at forlade Palestina I Jesus tid og udvandrede til mange lande omkring I verden undtagen Amerika. Altså efter 2000 år kommr de og vil dele landet med Palestineser og araberne sagde nej? til hvad, efter 2000 år? Det er intet normal her. Der skal to stater til begge folk, det er den bedste løsning. Historien kan ikke bruges til noget da jøderne ikke har kunnet skabe et hjem for sig som alle andre folke slag. Måske dette skyldes at de var fra begydelsen anklaget for mord på Jesus. Der begyndte deres ulykke. Men ok vi giver alle araber er enig(eller næsten alle) at give dem det halve af palestina. Det må være stor sindet ikke.

Sider