Interview
Læsetid: 7 min.

’Pioner? Jo, det har jeg vel været’

Hun var hele landets legefrøken og en musiker, der lagde stemme til 1970’ernes tiltagende kvindebevidsthed. I en alder af 70 har Trille skrevet sine erindringer – om glæder, sorger og svimlende sanseindtryk, der stadig overvælder hende
Trille i hendes hjem i Næstved

Trille i hendes hjem i Næstved

Kultur
20. marts 2015

Nytårsdag fandt naboerne Trilles kat død på gårdspladsen. Fjorten år gammel blev den. Så nu er det kun hende selv og to svajende birketræer til højre for indkørslen, der byder velkommen i det gamle bondehus uden for Næstved, hvor hun har boet de sidste fyrre år.

Sangeren, sangskriveren og fjernsynspersonligheden Trille er fyldt 70 år, og det synes hun er en passende anledning til at udgive sine erindringer. Altid har jeg længsel hedder bogen, og det er også titlen på en plade, hun udgav i 1979.

Det har været en god oplevelse at få sat styr på det liv, som hun ikke har oplevet som kausalt fremadskridende, men snarere som situationer, møder og steder – Pilestræde, Købmagergade og Sønderho på Fanø, hvor hun som 19-årig mødte sin datters far – der i hendes erindring er forbundet med en særlig energi.

»At fortælle er jo en måde at skabe orden på. Man kan spørge, hvordan et liv hænger sammen. Og så kunne jeg svare, at i virkeligheden hænger det jo slet ikke sammen. Det er bare noget, vi siger for at overleve, fordi vi gerne vil føle en eller anden mening med det hele. Men den mening er der jo sådan set ikke rigtig,« siger Trille. Hun griner mørkt. »Man kan jo gå helt tilbage til Tusind og en nat for at få bekræftet, at det at fortælle er at holde sig i live.«

Poetisk fintfølende plader

Der er spor af liv overalt i hendes hus, hvor man skal bukke sig under den rødmalede dørkarm for ikke at blive angrebet af en dinglende vindharpe, og hvor vindueskarmens pelargoniestiklinger skutter sig i striben af forårssol ved siden af en gammel, sønderelsket teddybjørn.

Mange, der er ude over den første ungdom, har nok stadig et stærkt billede i erindringen af kvinden med de skælmske dådyrøjne under det lange pandehår, som med en guitar om halsen sang børnesange i fjernsynet. Og Trille står også som en af landets største kvindelige folkesangere gennem tiden, som med en række personlige og poetisk fintfølende plader op gennem 1970’erne på uvurderlig vis talte på vegne af mange kvinder og skrev sig ind i den danske sangtradition med uopslidelige nyklassikere som »Min lille sol« og »Et lille lys i mørket«.

Det var nu ikke den slags ambitioner, Trille Nielsen fra Amager havde, da hun i midten af tresserne i forbindelse med sin studentertjans som underholdningspianist på værtshuset Kontoret blev opdaget af Cy Nicklin fra den britisk-fransk-danske folktrio Cy, Maia og Robert.

Hendes første plade var en samling dansksprogede fortolkinger af uartige franske viser. Dengang var folkmusikere som Per Dich, Cæsar og Povl Dissing de musikalske repræsentanter for den gryende protestbevægelse i ungdommen. Men Trille følte sig aldrig indlemmet i det miljø. Under et studieophold i USA i gymnasietiden havde hun stiftet bekendtskab med Joan Baez, som hun lyttede meget til. I den socialt engagerede folkesangerinde med den klokkerene stemme oplevede hun en form for genkendelse, og det var rart. Men ud over Maia Aarskov fra førnævnte trio husker hun ingen andre kvinder i datidens hjemlige musikverden.

»En slags pioner, jo, det har jeg vel været,« siger Trille. »Men det var overhovedet ikke noget, jeg tænkte over. Det var først senere, jeg kunne se, at jeg havde været skideheldig. Jeg fik hurtigt en del opmærksomhed, selv om jeg ikke sang som Maria Callas,« siger hun med et grin.

»Der tror jeg, jeg har nydt godt af at være det sted på det tidspunkt.«

I dag orker hun ikke at tale om den skandaleombruste sang om »Guds øje i det høje«, som i 1970 førte til sagsanlæg mod Danmarks Radio for blasfemi. Hun ærgrer sig over, at den er kommet til at overskygge hendes øvrige produktion. Men hvis der er en rød tråd i hendes musik, så er det, at det skal ville noget. Det skal kunne bevæge folk. Der skal være noget saft og kraft.

»Det kan jeg godt savne nu, når jeg hører unge sangerinder. Hvor er vreden? Hvor er engagementet? Ikke fordi jeg er så velbevandret, men jeg savner sgu nogen med lidt kant. Jeg synes tit, jeg har oplevet, at der er noget æterisk og forsagt over det, når de åbner munden. Så tænker jeg: Come on!«

Sanselighed betyder alt

Da Trille første gang så det gamle bondehus, der var til salg, var hun kærester med en rigmandssøn. Det lå lidt i luften, at han måske skulle købe huset.

»Men efter vi havde set det, var jeg fast besluttet: Det hus skulle være mit, og vi skulle ikke være kærester længere,« siger hun og slår en skraldlatter op.

Nu er hun så småt begyndt at affinde sig med, at skøre knogler og behovet for moderne bekvemmeligheder inden længe vil tvinge hende til at flytte fra det hus, som hun som 30-årig flyttede ind i sammen med datteren Sille.

Som hun skriver i bogen, forlod hun dengang »alt det københavnerliv, jeg havde elsket og nydt godt af: Montmartre, jazz, de eksotiske gratinerede muslinger, Drop Inn, mændene, de potentielle kærester, det hippe liv.«

Men på landet endte hun altså. Og afskeden med huset bliver ikke nem. »Det er jo helt groet sammen med mig,« som hun siger.

Fuld af erotik

Vi sidder ved et langt egetræsbord, hvor små dyr gennem tiden har gnavet kanaler i bordpladen. I den knitrende brændeovn af smedejern – husets eneste varmekilde – kan man høre vinden suse op gennem skorstenen.

Omgivelserne stimulerer sanserne, og det er en af grundene til, at hun har valgt at bo herude blandt rådyr, harer og lavtflyvende svaler, forklarer hun. Lige siden hun i 1970 tonede frem i tv-programmet Musikalske venner med svulmende bryster under den stramme rullekravetrøje og sang frejdigt om kristendommens seksualforskrækkelse, har det sanselige fyldt meget både i hendes liv og hendes kunst.

Hendes lyrik er fuld af erotik, eksempelvis når hun synger om at »mærke natten på sin hud«, eller »hvor var det fint sådan rigtig at ku’ trænge/ hvor var det smukt sådan rigtig at ku’ gi’«.

»Sanselighed betyder alt, i virkeligheden. Jeg mener, at jeg tænker med ord, men jeg erkender med sanserne. Sansningerne er jo de dybe skakter, man kan falde ned i,« siger Trille. Og skakterne bliver ved med at åbne sig, selv om synet ikke er, hvad det har været.

»I sommer, da jeg skulle vande, faldt jeg fuldstændig i staver over det klare, fine vand, der bare kom væltende ud af vandhanen. Det var ikke noget, jeg stod og filosoferede over, det var bare et sanseindtryk, der overvældede mig. Jeg tror, det sanselige bestemmer utrolig meget over vores liv,« siger hun.

Nu bor Trille altså alene herude mellem markerne, og hun betegner også sig selv som lidt af en enegænger – en anarkist af sind, der aldrig har associeret sig med bestemte sociale bevægelser eller musikgenrer. Når hun holdt sig fri af andre, gav det hende en frihed til at farve sit udtryk selv. Det skulle ikke ligne noget bestemt. Hun har ikke fulgt en på forhånd udstukket rute, men bare grebet de chancer, der bød sig, forklarer hun og griber fat i rollatoren – Rulle-Marie som hun kalder den – for at proppe flere briketter i den forslugne ovn.

»Sangene ramte jo ind i en tid, hvor kvinder kunne genkende sig selv i de ord, jeg skrev. Jeg havde ikke en bestemt målgruppe, det blev bare sådan.«

Hun tror, det skyldes, at hun satte ord på nogle almene kvindelige erfaringer: begær, hengivelse, moderskab.

»Det er jo de erfaringer, jeg har! Jeg har ikke andre. Det var det råstof, der var at bruge. Så måtte jeg prøve at finde en form på det.«

Alligevel følte hun sig omklamret af visse dele af 1970’ernes kvindebevægelse. Hendes figur var offer for mange fordomme – både fra kvindesagskvinder, der bebrejdede hende, at hun sang begærligt om mænd, og fra mænd, der absurd nok opfattede hende som en mandehader.

Den i dag stadig omdiskuterede kvindekamp har hun egentlig ikke oplevet som en ’kamp’ som sådan.

»Sådan har jeg ikke haft det. Min veninde sagde på et tidspunkt: Ih, hvor har det været hårdt, Trille. Jeg synes ikke, det har været hårdt. Det har været skideskægt!« siger hun og skraldgriner.

»Men også krævende, selvfølgelig.«

Hun fortæller, at en af medlæserne på bogens kapitel om en barndom fyldt med klaver-, ballet- og blokfløjteundervisning bemærkede, at det nærmest var, som om Trille havde suget til sig som en svamp.

»Og det har jeg vel nok. Jeg har haft en sult efter nye opdagelser. Hvis det havde været en træls kamp, så havde jeg nok ikke fået udrettet så meget. Men nej, det har været sjovt.«

Trille Nielsens erindringer ‘Altid har jeg længsel’ udkommer den 23. marts på forlaget Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hej Trille!
Jeg var vild med din sang - dit nærvær med os børn og du var anderledes sej end mange damer man kendte. Jeg var ikke klar over at du var i krig med nogen, jeg synes du var fantastisk til at skabe et rum omkring dig fuld af ro. TAK!