Kommentar
Læsetid: 3 min.

Og prisen går til den generøse arkitektur ...

Det blev arkitekten Dan Stubbergaard fra tegnestuen COBE, der løb med dette års mest fornemme arkitekturpris, Dreyers Fonds Hæderspris. Et godt valg, for Stubbergaard er en af de vigtigste skikkelser i en generation af arkitekter, der i 00’erne bragede gennem glasloftet og skabte en ny bølge i dansk arkitektur
Kultur
11. marts 2015

Det sker, men det er sjældent. At et nybrud i arkitekturens verden sætter sig igennem med så stor kraft, at det giver dønninger, der når hele vejen ud i verden. Et nybrud anført af en generation af arkitekter, der respektløst rystede de feudale dyder, trofasthed og loyalitet over for den nordiske designtradition af sig.

De vendte blikket mod internationale strømninger i arkitekturen i opgøret med den højpandede indforståethed og lammende, småborgerlige pænhed udtrykt i Jacobsen- og Wegner- klassikerfetichisme, som man mente var blevet dansk arkitekturs adelsmærke. Det blev primært den arkitektoniske fritænkning i Holland i 1980’erne og 90’erne med arkitekten og anarkisten Rem Koolhaas i spidsen som den utilnærmelige faderfigur, der tjente som inspirationskilde for de unge løver, der så sig selv som arkitekturens libertinere.

Med mere eller mindre kontroversielle projekter som biblioteket på Rentemestervej i København, Ny Nørreport Station og Israels Plads har Stubbergaard været med til at give krop til nybruddet i dansk arkitektur. Andre markante projekter tæller masterplanen for hovedstadens største byudviklingsprojekt, Nordhavn, det kommende Danmarks Rockmuseum i Roskilde og tøjmærket Adidas’ nye hovedsæde i Tyskland.

I en branche, hvor de færreste får mulighed for – og lov til – at bygge noget som helst af varig kvalitet, før pensionsalderen nærmer sig, er det en bedrift i sig selv at have så lang en liste af projekter på sit cv allerede.

De gode intentioner

COBE’s arkitektur kombinerer et eksperimenterende formsprog med forståelse for den danske kollektivisme og velfærdstænkning, der sætter rammerne for alt byggeri herhjemme. Det vil sig fornemmelsen for den politiske og sociale sammenhæng, der bygges i. Ikke forstået i betydningen ’tilpasningsarkitektur’, der underkaster sig omgivelserne som en undskyldning for sig selv. Det er snarere i den betydning, at det er arkitekturens pligt og raison d’etre at give noget tilbage til det offentlige rum, den optager. Generøs arkitektur er det blevet kaldt. Arkitekturen som æstetisk projekt er altid underlagt et krav om at servicere det offentlige rum og ikke blot en stiløvelse.

Stubbergaard har udtalt, at hans mission er at skabe arkitektur, som lægfolk er med på og forstår. Det kræver, at arkitektur tegnes og kommunikeres på en måde, så bygningernes indre logik bliver tydelig og aflæselig for udenforstående.

Det er en bevægelse væk fra arkitekturen som drevet af et kunstnerisk projekt over mod en tilgængelig, ligefrem og antispekulativ arkitektur i ’øjenhøjde’. COBE’s holdning til, hvad arkitektur bør være, er nøglen til at forstå tegnestuens succes. Og samtidig nøglen til at forstå den kritik de møder.

Til trods for de gode intentioner er det blevet kaldt larmende og opmærksomhedskrævende arkitektur, der ikke forstår professionens ydmyghed. Der er stadig i visse kredse i dansk arkitektur en dyb, neokonservativ modstand mod det formsprog og de eksperimenter, COBE repræsenterer. En konservatisme rodfæstet i en opdateret version af arkitektonisk nationalromantik, hvor den danske designtradition med stort D og lokal forankring er ledestjerner, der ikke tillader, at man skejer ud. Arkitekten er nærmest pr. definition megaloman.

Når byer og bygninger tegnes, er det for evigheden (eller noget, der virker sådan). Den største kunst blandt arkitekter er imidlertid ikke at sidde mageligt tilbagelænet i elfenbenstårnet og udkaste store visioner for verden, som ingen hopper på. Den største kunst er at få en bygherre overbevist om at rykke nogle grænser og prøve noget nyt. Det kræver argumenter og overtalelsesevne. Det kræver et helt særligt talent at omsætte idealisme og vilde ideer til konkrete projekter, så det bliver indlysende for de mennesker, der træffer beslutningerne, at det er det rigtige at satse på.

Den gamle overbevisning om, at arkitekturen altid vil være den mest bundne kunstart med sin dybe afhængighed af økonomi og politik, er mere sand end nogensinde. COBE’s genistreg er at gøre den modstand til en drivende kraft i tegnestuens arkitektur.

Der er få betydningsfuld arkitekturpriser i Danmark. Med tildelingen af Dreyers Fonds Hæderspris har Dan Stubbergaard endnu engang demonstreret, at det, han og COBE står for, er kommet for at blive som en væsentlig fornyelse og udvikling af dansk arkitektur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her