Læsetid: 4 min.

Professioner

Man kunne være kioskejer. Så kunne man sælge aviser og cigaretter til folk, sludre lidt om vind og vejr, feje mønter ned i kasseapparatet og ellers være lykkeligt fri for at tage stilling til noget som helst. Det lyder fristende nok, bestemt
Man kunne være kioskejer. Så kunne man sælge aviser og cigaretter til folk, sludre lidt om vind og vejr, feje mønter ned i kasseapparatet og ellers være lykkeligt fri for at tage stilling til noget som helst. Det lyder fristende nok, bestemt

Ib Kjeldsmark

13. marts 2015

Man kunne være taxichauffør. Taxichauffører fungerer tit som sjælesørgere, alt hvad man skal gøre er at lade kunden snakke. Måske komme med et par gode råd under talestrømmen, et par almindeligheder eller, når lejligheden byder sig, et par personlige betragtninger. En anden af taxichaufførens funktioner er at være Folkets Stemme. Hvis kunden nu er toppolitiker, f.eks. Hvis han demonstrativt demokratisk sætter sig foran og giver den som helt-almindelig og begge-ben-solidt-plantet-i-den-danske-muld for fuld udblæsning. Så ved enhver erfaren taxichauffør, at det er nu. Han ved, at når fyren er blevet sat af ude ved DR-byen, og er blevet sminket og sat foran kameraet, så vil han med garanti citere den meget interessante samtale, han lige har haft med taxichaufføren, underforstået: en af dem, der virkelig er das volk, en mand med den rigtige virkelighed tæt inde på kroppen. Bum bum, tænker taxichaufføren, hvad skal jeg nu sige til idioten? Jo, nu ved han det. Der er ved at være lige lovlig mange jyder i København, siger han. Kunne man ikke lave en slags bopælspligt for folk fra Udkantsdanmark, altså sådan at forstå, at de bare har at blive der, hvor de kommer fra. De er dumme at høre på, når man holder på Rådhuspladsen, og de siger, at de gerne vil køres til »Tivli«. De ser også mærkelige ud. Lidt senere sidder Rasmus Jarlov og siger til tv-kameraet, at det af hensyn til københavnerne ville være ønskeligt, hvis endagsturismen fra Jylland blev begrænset en smule. Københavnerne har som alle andre et ønske om at være lidt i fred i deres egen by. Hvor ved du det fra, dit skvadderhoved? spørger Martin Krasnik. Jo, svarer Rasmus Jarlov, jeg talte med en taxichauffør på vejen herud. Martin Krasnik bliver straks helt ærbødig at se på. Re-spækt! siger han anerkendende.

Folkets stemme

Men så på den anden side: taxichauffører har meget lange arbejdsdage, og de tjener heller ikke ret meget. Og det med at være folkets stemme i tide og utide, hvem gider det? Man kunne også blive en velbetalt gymnasielærer, der bruger hver eneste af de lange feriedage på at skrive essaysamlingen 2100 Dansk Litteratur med særligt henblik på parforholdskriser. Nej, det er noget pjank. De fleste hovedstadsbaserede forfattere bor på Nørrebro, det er nu engang, hvad de har råd til, og desuden hører der jo undervisningspligt til, når man skal være lærer. Og hvorfor skal så mange af en ungdomsårgang overhovedet gå i gymnasiet, alt for mange af dem ville jo helst være fri? Da man engang spurgte Lawrence Ferlinghetti, hvad han helst ville lave, hvis han ikke havde været digter og forlægger, svarede han: kioskejer. Så kunne man sælge aviser og cigaretter til folk, sludre lidt om vind og vejr, feje mønter ned i kasseapparatet og ellers være lykkeligt fri for at tage stilling til noget som helst. Det lyder fristende nok, bestemt. Men folk gider jo ikke læse aviser mere, de sidder i stedet for derhjemme, midt om natten, og skriver svineri om hinanden på deres computere. Når de vakler hen i kiosken for at købe friske forsyninger af smøger og dåseøl, har de rødsprængte øjne og er alt for udmattede til at snakke om noget som helst. Den slags mennesker er der ingen fornøjelse ved. Hvad så med boghandler? Joe, men så skulle det da være antikvar. Ved nærmere eftertanke: det kunne jeg egentlig godt tænke mig. Sådan en evighedsstudenttype med et tresårigt hageskæg, der smider folk ud, hvis de ’understår’ sig i at spørge, om man har noget af Jussi Adler Olsen. Men der var måske en anden mulighed her: man kunne være Jussi Adler Olsen, være mild og overbærende over for hadefulde forfattere med et salg på max. 400 eks. og i det hele taget være en irriterende flink fyr. Og tælle egne millioner – nej, det gider jeg alligevel ikke. Jeg vil hellere have mange penge end få, eller evt. slet ingen, men den eneste fornuftige mening i at have penge, må da være, at man så bliver fri for at tænke på dem. Som det hedder hos Gustav Wied: Én er ikke materialist, Mortensen, gid faen havde den hoste! Så lad os forlade bogbranchen med tilliggender. Direktør for Saxo Bank? Jo, og så købe et politisk parti og så lade dem agitere for det synspunkt, at når nogle mennesker er rige, så er det fordi de har fortjent det. Og, modsat, når nogle mennesker er nogle fattigrøve, så er det fordi de ikke er født til noget andet. Penge behøver man vel ikke tænke på, når man har så mange af dem som direktøren for Saxo Bank? En vældig fordel. Men hvad skulle man få tiden til at gå med? Og hvis det er et krav, at man som partiejer har pligt til at føre politiske samtaler med Anders Samuelsen f.eks. en gang om måneden, så glem alt om det! Så er det ikke mig, heller ikke selv om samtalerne er telefoniske og man ikke behøver at sige andet end grynt, grynt, nå, jeg sidder lige midt i en whisky, du må have mig undskyldt, fa’vel, fa’vel, Anders, hils endelig Joachim og de andre på lønningslisten. Så kort må det kunne gøres, men det er allerede for meget for mig. Jeg vil gerne have et job med indhold og livsfylde, bare lidt jævn glæde ved tilværelsen. Politisk kommentator på TV 2-News? Så er det fandme godt! Hvor kom den lige fra? Lars Trier Mogensen? Nå, han er hos frisøren, javel. Men den var ikke af egen tilvirkning, det kan jeg garantere. Det kan godt være jeg er lidt udannet, men jeg har aldrig været direkte sjofel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tanni Kromann
  • Tino Rozzo
  • Steffen Gliese
  • Rebekka Birk Krarup
  • Lise Lotte Rahbek
Tanni Kromann, Tino Rozzo, Steffen Gliese, Rebekka Birk Krarup og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charlotte Lorentzen

Godt skrevet. Jeg kørte taxa i Århus i 80´erne og kan bekræfte det med at være sjælesørger. Jeg blev faktisk fortalt en del menneskers livshistorie.

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, Søren Nellemann, det har jeg også oplevet - blot den anden vej. Som kunde har jeg de senere måneder kørt meget i taxa. Og fået mangt en taxachaufførs livshistorie fortalt.

Der er få steder, man så hurtigt og ubesværet kommer så tæt på andre ukendte mennesker som netop i en taxa.

Hjertet på rette sted - en ægte vendelbo - og så kan han oven i købet skrive.
Vi venter på den næste tankbestyrer, Bent.