Læsetid: 8 min.

Er det racistisk, når hvide maler sig sorte?

I Tyskland er ordet 'blackface' netop blevet kåret til årets anglicisme, og man diskuterer nu heftigt, om det er i orden at male sig sort i ansigtet, når man selv er hvid
Grammofonstjerne og minstrelsanger Al Jolson.

Photo Researchers

10. marts 2015

Det begyndte ved teatrene. Først med Schlosspark Theater i Berlin, der hyrede en hvid skuespiller til – med brun maling i ansigtet – at spille rollen som en afroamerikansk mand i stykket Ich bin nicht Rappaport. Og senere med Deutschen Theater, der til stykket Unschuld havde hyret to hvide skuespillere, der ligeledes var malet brune i ansigtet, men som desuden havde påmalet store røde læber. Begge teatre mødte kritik for deres valg af skuespillere og for rammerne for opsætningen. Og under en af opførslerne af Unschuld havde aktivistgruppen Bühnenwatch arrangeret, at en del af publikum forlod salen, så snart den første brunmalede skuespiller trådte ind på scenen.

Efter det var der VM i fodbold. Til kampen mellem Tyskland og Ghana havde nogle tyske fodboldfans malet sig sorte i ansigtet og taget sorte krølhårede parykker på. Twitter-brugere gav udtryk for deres vrede, og på opfordring fra antidiskriminationsgruppen FARE undersøgte det internationale fodboldforbund FIFA sagen. FIFA tog afstand fra hændelserne, men mente ikke, at der var grundlag for at konfrontere supporterne.

Og for nylig var der så det tyske liberale parti FDP og krybbespillene. I forbindelse med partiets landsmøde i januar blev der lagt billeder ud af partiets leder, Christian Lindner, sammen med en sortsminket konge, en af de hellige tre, der sang salmer i en slags tysk krybbespil – de såkaldte Sternsingers. Aktivister kritiserede FDP, som beklagede, men som samtidig sendte bolden videre til kirken i det pågældende sogn, der stod for at arrangere koret med de hellige trekonger.

Blind vinkel

»Det at male sig sort eller brun i ansigtet er et fænomen, der har eksisteret længe i Tyskland,« siger Julia Lemmle, som er underviser ved Freie Universität i Berlin og medlem af aktivistgruppen Bühnenwatch.

»Men det har ligget i en slags kollektiv blind vinkel. Det har været så integreret i de tyske traditioner, at man ikke har stillet spørgsmål ved det. Og ja, det er jo meget sigende, at vi indtil for ganske nylig ikke engang kendte til noget begreb for det i Tyskland.«

Fænomenet går under navnet blackface og stammer fra USA, hvor det er yderst tabubelagt. I Tyskland er det relativt nyt, at man overhovedet diskuterer fænomenet, men nu har en jury af tyske sprogforskere kåret blackface til årets anglicisme i Tyskland – og også i andre lande i Europa er man begyndt at diskutere fænomenet. I Holland har man taget den gamle tradition med julemandens sort- eller brunmalede hjælper Zwarte Piet op til revurdering. Og i Sverige blev en kvinde i 2013 anklaget for racisme, da hun malede sig sort i forbindelse med en gay pride-parade.

»Der sker noget i disse år,« siger Julia Lemmle. »Også i den hvide del af befolkningen i flere af de nordeuropæiske lande begynder man at få øjnene op for, at mange traditioner og tankemønstre er dybt problematiske.«

Blackfacedebatten

Men det er ikke alle, der ser problemet i at bruge blackface. I Tyskland er debatten grundlæggende delt i to fløje.

På den ene side er der dem, der mener, at kritikken af blackface er udtryk for politisk korrekt hysteri, og som siger, at kritikken begrænser ytringsfriheden og den kreative frihed.

Den argumentation har flere af teatrene brugt, når de forsvarede sig imod kritik, og den var også central i en anden fase af debatten, nemlig der hvor blackfacedebatten blandede sig med den tyske børnebogsdebat. Det skete, da litteraturkritikeren Denis Scheck i 2013 udtalte sig på litteraturprogrammet Druckfrisch på stationen ARD. Her kritiserede han den ’farlige’ politiske korrekthed, som han mente var på spil, da de to tyske forlag Oetinger og Thienemann foreslog at fjerne visse ord fra gamle børnebøger. Hans argumenter blev ikke i sig selv betragtet som problematiske. Problemet var, at han til lejligheden havde sminket sig sort i ansigtet.

Han forsvarede sig bagefter med, at indslaget ikke var racistisk ment. Men Julia Lemmle, som tilhører den anden side af debatten, mener, at dette udsagn i bedste fald er naivt: »Blackfacing er aldrig neutralt, når man anvender det i hvide majoritetssamfund, som for eksempel det tyske og velsagtens også det danske. Der er mange problemer ved blackfacing, men et af de mest vægtige er, at når man bruger det i et samfund som det tyske, så skaber man for det meste en situation, der understreger, at det hvide er det normale, mens det sorte er det fremmede, det påmalede eller ’det andet’,« siger hun.

Minstrel Shows

Historisk er blackface forbundet med de amerikanske komik-, danse- og musikshows The Minstrel Shows fra det 19. århundrede. Her blev blackface brugt som argument for at bevare slaveriet.

The Minstrel Shows startede i 1820’erne i USA, hvor blackface var et af flere indslag, og hvor showene i bredere forstand handlede om at nedgøre underklassen. Men fra 1830’erne forsvandt det bredere klasseaspekt, og The Minstrel Shows handlede nu udelukkende om at latterliggøre den sorte del af befolkningen. Og det havde en politisk og racistisk funktion, fortæller redaktør på magasinet Friktion, Nazila Kivi.

»The Minstrel Shows’ skildring af sorte udviklede sig med tiden til et politisk middel, som blev brugt som argument imod abolitions-bevægelserne, altså imod argumenterne for slaveriets ophør,« siger hun. »De fremstillede sorte som dumme, glade og fjollede personer, der havde det bedst med at være slaver, og som derfor – i showets logik – slet ikke ønskede friheden.«

Det mener Joy Kristin Kalu, som er forsker ved Teatervidenskab på Freie Universität i Berlin også. »The Minstrel Shows havde som funktion at stabilisere de hvides herredømme og at styrke slaveriet som institution,« siger hun. »Og det gjorde man altså ikke mindst ved at nedgøre slaverne. Man fremstillede dem som infantile og lalleglade, og man viste, hvor lykkelige de var for at leve og arbejde i plantagerne i Sydstaterne.«

I løbet af showenes historie udviklede man flere gennemgående og yderst stereotype karakterer: figurer som Mammy og ikke mindst Jim Crow-karakteren, en bortløben slave, som ikke kunne finde ud af at klare sig på egen hånd, og som derfor understøttede en idé om, at de sorte havde det bedst med at være under de hvides ’beskyttelse’ i plantagerne.

Stereotyperne har levet videre i den vestlige underholdningsindustri lige siden. Blandt andet i amerikansk komik, hvor der helt indtil midten af det 20. århundred var flere komikere, der brugte roller fra The Minstrel Shows i deres performances. Men de lever også videre i andre former i dag, siger Nazila Kivi:

»Man ser det blandt andet i film og tv-serier, hvor for eksempel den sorte butler, som jo er en slags videreførelse af kapoen, den overordnede slave, der tjente den hvide familie i plantagerne, lever videre i bedste velgående. Der er oven i købet sådan en butler-karakter i Will Smiths 90’er-sitcom Rap fyr i L.A., selv om Will Smith særligt i starten af sin karriere fremstod meget bevidst om det sorte USA’s historie. Det siger noget om, hvor indgroede disse figurer er i vores fælles kulturelle referencer. Vi tror, vi har lagt det bag os, men det har vi overhovedet ikke.«

Denis Schecks optræden i litteraturprogrammet Druckfrisch refererede direkte til The Minstrel Shows, siger Joy Kristin Kalu: »Udover den sorte sminke, han havde i ansigtet, var han iført hvide handsker, og på den måde henviste han eksplicit til den racistiske tradition fra The Minstrel Shows,« siger hun og understreger, at selv om Denis Scheck kalder sin optræden for ’satire’, så kan han altså ikke på den måde neutralisere betydningen af de racistiske markører, som knytter sig til The Minstrel Shows.

Men brugen af blackface i Tyskland i dag viderefører også racehierarkier fra kolonitiden, mener Julia Lemmle, fordi man som tidligere nævnt skaber en situation, der fremstiller det hvide som det oprindelige, det ægte: »I kolonitiden blev det hvide også i allerhøjeste grad set som det rigtige og det oprindelige. Selv om mange tyskere gerne vil glemme det, man kan måske sige, at den del af historien også har ligget i en slags blind vinkel, så har Tyskland altså også en kolonial fortid, og man kan simpelthen ikke komme uden om, at man refererer til den del af historien, når man bruger blackface

’Med andre øjne’

Blackface er blevet brugt på flere forskellige måder i Tyskland i nyere tid. Nogle har brugt det, som Denis Scheck, til at provokere. Flere tyske teatre har brugt det, fordi de – efter eget udsagn – ikke kunne finde sorte skuespillere til bestemte roller. Og nogle teatre siger, at deres projekter med blackface er decideret antiracistiske projekter, der skal undersøge eller belyse racisme ved hjælp af den brune sminke.

Det sidste ser man også et eksempel på hos det danske teaterkompagni Global Stories’ projekt Med andre øjne, som blev taget af plakaten til Malmöfestivalen sidste år, men som nu laver events rundt omkring i Danmark. De giver frivillige deltagere mulighed for at blive sminket med en anden hudfarve end deres egen og for en stund opleve, hvordan det føles at være i en krop, som bliver oplevet anderledes af omverdenen.

Global Stories mener, at de gennem deres projekt kan undersøge racismen i det danske samfund. Men Nazila Kivi – som dog understreger, at hun ikke har haft mulighed for at se projektet Med andre øjne – mener, at selv om projektet måske kan rykke lidt ved den enkelte deltagers bevidsthed, så er projektet grundlæggende udtryk for et forsimplet blik på racisme:

»Det er et meget privilegeret valg at kunne sige, ’nå, nu vil jeg prøve at være sort i et par timer.’ Og selv om projektet sikkert er velment, tænker jeg umiddelbart, at det banaliserer erfaringen af, hvad det vil sige at være ’farvet’ i et hvidt samfund,« siger hun. »Racialiserede mennesker har ikke mulighed for at tage en maske af og på, det er noget, man bærer på sin krop hver dag hele livet. Og så giver projektet også deltagerne en bekvem idé om nu at kende alt til, hvordan racisme føles. Men det er ikke en erfaring, man kan tilegne sig ved blot at gå ned igennem Strøget i to timer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Da de fremhævede butleren fra Rap fyr i LA faldt kæden af.. Familien er sorte og det er butleren også, men han er typisk britisk (og det er der joken ligger) ..

Uffe Illum, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Carsten Pedersen og Erik ludvisen anbefalede denne kommentar

Her i europa har minstrel-shows og blackface aldrig været en del af vores kultur. Trods dette er det dog slående, at hvis man beder en dansker tegne en "neger", tegner han med 100% sandsynlighed noget der præcis ligner typisk blackface-makeup. Hvis man derimod beder samme dansker tegne en "hvid", er han på bar bund. Hvordan gør man det? For en hvid er jo blot et normalt menneske.

Når hvide syntes det er sjovt at male sig sorte i ansigtet er det næppe for at lave et racistisk statement. Dog tror jeg der mangler en form for indlevelse; for dem er det bare en sjov figur - en "neger". De er blinde for, at det faktisk er deres medmenneskers identitet de reducerer til en klovnefigur.

Uffe Illum, Karsten Aaen, Christel Gruner-Olesen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Torben Pedersen

Jamen G.F. altså,
Når jeg så for nogle år siden på gaden i Tokyo kunne se unge piger der (udover grimt tøj) brugte tidens hotteste trend, nemligt at tage så meget sol at de var nærmest mørke i huden og dertil afblege deres hår (google ganguro), skulle jeg så have fundet sammen med den første 'sorte' jeg kunne finde og sagsøge dem, fordi jeg som 'hvid' skulle føle mig stødt over deres lyse hår, som åbenlyst ikke var naturligt...

Søren Sørensen

Det interessante ved alle disse argumenter (for at x eller y er racistisk)er at de er hentet direkte fra USA hvor der har været en institutionaliseret racisme gennem flere århundreder, netop fordi de har haft store befolkningsandele der er sorte, og som ganske reelt har været undertrykte og betragtet som undermennesker.

Disse argumenter kan bare ikke anvendes på "den europæiske tankegang" netop fordi der i europa faktisk ikke har været en stor andel af befolkningen der var sort, hvilket betyder at den "racisme" der postuleres har sine rødder et andet sted, nemlig i den (naturlige*) undren man har over for "det fremmede".

Tager vi "blackfacing" helt konkret så ja, i USA henviser det jo til de gamle racistiske fremstillinger i "minstrel shows", og kan derfor ses som værende en underliggende racistisk handling - men denne specifikke kulturelle kontekst findes jo simpelthen ikke i den europæiske almenhed, hvorfor det er noget dubiøst at anklage europæere der maler sig sorte for at være racister.

...

* Når jeg skriver "naturlige" så er det jo et velkendt faktum for de der har rejst i de varme lande at specielt børn i u-landes mere afsidesliggende distrikter går nærmest amok når de ser en rød (ja, vi er faktisk som regel røde under ækvators sol) person (barnestemmer der utrætteligt råber "mzungu"[flertal wazungu] i swahilitalende lande er nok velkendte for de der rejser uden for de gængse turistzoner), men selv hos voksne afrikanere vækker fremmedartetheden ved en anderledes hudfarve altså også stor nysgerrighed. (Og man kunne formode, også en del morskab over underligt udseende og opførsel - når udlændingen ikke er tilstede, høflighed er jo også en dyd i landene syd for sahara...)

...

Egentligt ved jeg slet ikke hvorfor jeg skriver dette her - hele den politisk korrekte bevægelse er jo et resultat af nogle absurde teoretiske forestillinger om hvordan verden hænger sammen (sort = uskyldig, hvid = skyldig), sammenblandet med et kaukasisk-protestantisk selvhad hvor kaukasieren bør gøre afbigt for fortidens synder, udelukkende på grund af sin hudfarve.

Man får intet ud af at diskutere med semireligiøse argumentresistente mennesker der a priori ved hvordan verden hænger sammen alligevel.

René Skov, Peter Günther, Helge Rasmussen, Kjeld Smed, Emil Bisgaard Commerou, Karsten Aaen, Levi Jahnsen, Tommy Gundestrup Schou, Carsten Wienholtz, Vibeke Rasmussen, Jacob Jensen og Bent Jensen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

For nylig, da jeg en dag stod ved et lyskryds midt i København, mødtes jeg af et fantastisk syn: Imod mig kom en halv snes kulsorte mænd i selvlysende, skriggrønne arbejdsdragter.

Mens de passerede mig, udvekslede vi kæmpestore smil, vinkede og sagde 'hej-hej', og bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde fået spurgt dem, hvor de kom fra, hvad de lavede her, osv. At jeg ikke fik snakket med dem, havde dog ikke noget med pc-politiets dekret om, at man ikke må spørge anderledes udseende mennesker, hvor de kommer fra, at gøre, for det vil jeg blæse på. Og jeg er i øvrigt helt sikkert på, at denne flok mænd med glæde og stolthed ville have oplyst mig. Jeg blev bare simpelthen så 'glad i låget' over synet og de store smil, at jeg ikke sansede at indlede en samtale, inden det var for sent.

Men helt overordnet er det et særsyn, at se helt sorte mennesker i gadebilledet, og når det sker, har det aldrig været mit indtryk, at der blev set anderledes eller mere på dem end på alle andre. Jeg er helt enig med Søren Sørensen – og som han, véd jeg heller ikke rigtig, hvorfor jeg skriver dette :) – at den hér postulerede racisme først og fremmest er et amerikansk problem, opstået i USA, og at 'vi' ikke rigtig har, om jeg så må sige, det krævede 'befolkningsunderlag' for samme.

Dermed ikke sagt at racismen ikke også findes her, men det for mig nye udtryk, introduceret i ovenstående, "racialiserede mennesker", får mig nu alligevel til at sukke tungt og resigneret. På et eller andet plan passer metaforen 'ny hammer = alt ligner søm' også på det udtryk. :(

Peter Nielsen

Politisk korrekthed vil ingen ende tage.
Jørgen Clevins bog Lille Sorte Sambo blev fjernet for mange år side - argumentet var at den var racistisk.
Gad vide om det samme var hændt hvis den hed Lille Hvide Christian.
Tintin i Congo var også en tur igennem møllen, det samme er Astrid Lindgren i det evigt korrekte Sverige.
Blackface, White trash, Nigger, Redneck, Perker, Muhammedaner, skævøje, Kinøjser...
Der er satme nogen der har for meget tid, og for lidt at give sig til.
Lad der ingen tvivl være; racisme trives i alle lande og i større eller mindre omfang. I USA er det accepteret at der er racisme fra sorte (afroamerikanere - for ikke at såre nogen) mod hvide. Den modsatrettede racisme er den eneste der vækker debat.
Det samme gør sig gældende overalt i den her verden - vi er hurtige til at pege fingre af det der er anderledes, herunder mennesker med en anden hudfarve.
Skabsracisten stikker sit grimme ansigt frem overalt, men fordelen med en skabsracist er at når det blvier sat på spidsen så er de fleste faktisk ikke mere racist end jeg er lille sorte sambo.

Christina Søs Guldhammer

Det må være den globale opvarming, der gør at den 1. April falder tidligt i år.

Bo Carlsen, Ole Hansen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Er sorte mennesker racister, hvis de klæder sig ud og sminker sig lyse?
Er det ikke lidt stærkt at påstå, at det ALTID er racistisk at sminke sig sort?
I eksemplet med "med andre øjne" - bliver det så racistisk, fordi det er forsimplet?

Blackface har rødder i racismen. Men dermed ikke sagt, at det betyder det samme for aktørerne og publikummerne, i dag.

Bjørn Pedersen

"Der er mange problemer ved blackfacing, men et af de mest vægtige er, at når man bruger det i et samfund som det tyske, så skaber man for det meste en situation, der understreger, at det hvide er det normale, mens det sorte er det fremmede, det påmalede eller ’det andet’,« siger hun."

Og hvordan er det et problem? I Tyskland er det at have en "hvid" hudfarve normalen, og det at have en sort hudfarve ikke-normalen. Det er vel kun et problem, hvis man ser det at være "unormal" som lig med "underlegen" eller en trussel. Hvis Julia Lemmle identificerer det at være "unormal" eller se unormal ud med det at være underlegen, kan jeg godt forstå hun kan blive forulempet af at nogen påpeger at der er flere såkaldt "hvide" end "sorte" i Tyskland.

"Racialiserede mennesker har ikke mulighed for at tage en maske af og på, det er noget, man bærer på sin krop hver dag hele livet."

Utvivlsomt, men hvem er det helt præcist der racialiserer? Racialisering er at påføre en "race-mæssig" eller etnisk gruppe et sæt af identiteter, de ikke selv identificerer sig med. Er det ikke netop at påføre alle "sorte mennesker" én identitet baseret på hudfarve, at alle med sort hudfarve af afrikansk afstamning i hele verden vil reagere på "blackface" nøjagtig ligesom en amerikansk sort med en særegen afroamerikansk kulturhistorisk baggrund ville reagere?

Her er vist snarere tale om projektion end nogen form for samfundsvidenskabelig saglighed. Tyv tror hver mand stjæler.

Emil Bisgaard Commerou

Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på filmen "White Chicks", der efter min mening er en ret morsom parodi på hvide kvindelige popstjerner, spillet af Wayans brødrene. En overskyggende del af morskaben er naturligvis de hvidmalede brødre. Der findes mennesker der oprigtigt mener og tror man kommer racisme til livs ved at bandlyse ord og ansigtsmaling. Det er ikke min opfattelse at dem der virkeligt er racister rent faktisk overholder "retningslinjerne" alligevel. Tværtimod bliver det lettere og lettere at blive misforstået som racist selvom det ikke er tilfældet. For mig at se er det vigtigste i denne situation, at høre den naturligt mørke del af den tyske befolkning om de føler sig stødt. Hvis de allesammen opfatter det som et entydigt racistisk udsagn, er der ikke noget at rafle om, selvfølgelig.

Hvis en uvidende person tramper rundt i referencer, som jeg ikke kender, så fortæller mine allierede mig, at jeg skal stoppe straks, fordi jeg uforvarende krænker andre.

Hvis jeg så fortsætter, og kommer med fantastiske forklaringer på, hvorfor referencerne ikke er referencer for mig, så er jeg ikke bare uvidende, men lider af lidt for langsom indfølelse.

Den racistiske klassekamp imod negre og latinoer i USA har varet i over hundrede år, så det er lidt skuffende, at nogle tosser stadig ikke synes, det er en del af vores kulturarv. Vi ser trods alt flere amerikanske film end danske.

Det er ikke anstændigt at tage en festlig omgang sminke på og fornægte vores historie. Hvis jeg optræder i en offentlig event med sort sminke, vil det blive set af tusinder af ofre for nutidig racisme.

Føj!

Michael Lomborg

@ Uffe Hellum, det forekommer mig at være en sølle støtte, du viser over for dine farvede medmennesker. Du fastholder dem jo i, at de er mindreværdige, med nogle historiske henvisninger, men uden øje for det moderne menneskesyn, som er helt anderledes åbent og tolerant. Personligt er jeg opvokset med en klippefast tro på alle menneskers ligeværd, og jeg bilder mig ind, at det gælder hele min generation. Så hvorfor i alverden skal jeg hykle medlidenhed med de farvedes stilling i verden - og i Danmark - i dag, samtidig med at jeg er fuldstændig fri for racemæssige fordomme, og møder hvert enkelt menneske som person og individ, men ikke som repræsentant for en race? Det giver ingen mening for mig at skulle gå bodsgang for noget, jeg ikke har nogen del i. Og jeg synes ikke at det er rimeligt, at vi skal behandle vore farvede medmennesker ud fra et apologetisk skyldkompleks - hvem skulle dog have glæde af det? Denne konstante problematisering af virkeligheden har jo i virkeligheden sendt verden i en slags selvsving, som belærer også nye generationer af sorte om at de åbenbart er mindreværdige, siden enhver handling, som hentyder til deres hudfarve, betragtes som en fornærmelse.

Næ, så hellere lidt god gammel 'I'm black and I'm proud', i stedet for al den pylren.

Forresten, Martin Luther King brugte jo konsekvent betegnelsen 'neger' om sig selv, sin familie og om sine tilhængere. Var han så også racist?

René Skov, Kjeld Smed og odd bjertnes anbefalede denne kommentar

Der findes faktisk folk som går i solarier og rejser langvejs for at ligge på en strand og stege.
Hvorfor. For at blive mørkere og mørkere.

Erik Fleischer

Lad mig straks melde ud at racisme er ikke er mit ekspertise område.
Og som hvid midaldrende mand er jeg også klar over at jeg er blind over for den institutionaliserende racisme jeg udøver.
Derfor henvender jeg mig til medlemmerne i tråden om at vejlede mig.

Vi er et par stykker som ønsker at opføre skuespillet Othello.
Men hvad gør vi nu med hovedrolle indehaveren?

Kan vi annoncere efter en meget kraftig pigmenteret mand?
Det forekommer mig at vi vil komme på kant med loven, da vi specifikt spørger efter både
A) en mand
B) en specifik hudfarve

Og jeg kan også forstå at det ville være racistisk at male en af vores frivillige mørk i ansigtet.

Hvad skal jeg gøre?

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Bo Carlsen og René Skov anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Hej Erik Fleischer

Jeg vil først og fremmest ønske dig tillykke med initiativet. Othello er en rigtig god lagkage og et næsten lige så godt skuespil.

Jeg vil foreslå dig, at du i annoncen efterlyser en skuespiller til at bestride rollen som Othello. Helt simpelt. De fleste aspirerende scenekunstnere vil være bekendt med rollens art og etnicitet, og du behøver således ikke uddybe yderligere, men kan i ro og mag læne dig til bage - helt uden frygt - og afvente samt senere afvise eventuelle aspiranter, der måtte møde op til audition og ikke leve op til dine eller rollens forventninger.

Held og lykke med projektet!

Betyder det også, at 'den jødiske skomager' kun må spilles af et medlem af den jødiske tro ?

Og Shylock?

Resten er tavshed....