Læsetid: 5 min.

Reality-tv’s popfabrik

X-Factor har ikke givet rigtige popstjerner herhjemme. Men i England og USA har musikkonkurrencerne rykket ved det musikalske landskab og genindført popgrupperne i kulturen
18. marts 2015

Det er en alment anerkendt X Factor-sandhed, at den svære kategori, den som dommerne altid frygter, er grupperne. Kun én ud af syv sæsoner har en gruppe vundet her til lands, og selve kategorien må gang på gang reddes af en dommer, der selv laver konstellationer på baggrund af vragede solister. Grupperne kræver mere arbejde og mere koncept end solister, og så passer de dårligt til tidsånden. Kigger man på hitlisterne de sidste 10 år, kan man i hvert fald konstatere, at deres popularitet er faldet i virkeligheden og ikke kun på reality-tv.

Siden årtusindskiftet har popmusikken været mere eller mindre ryddet for grupper, efter at de i 00 erne og 90’erne gjorde stor succes. De sidste par år har X Factor-udsendelserne i USA og England imidlertid affødt små og store succeser, der langsomt vender industriens syn på sagen. Det kommercielt set vigtigste eksempel er drengebandet One Direction, der har haft massiv succes, og som var fem vragede soloartister, som Simon Cowell sammensatte på det engelske X Factor. De kom kun på tredjepladsen i konkurrencen, men har sidenhen vist deres værd (specifikt 75 mio. dollar om året ifølge Forbes). Så, City Boys, hvis I gør jer umage, er der klejner.

Teenagesprog anno 2015

Tilbagekomsten af drengebands har sjovt nok ikke været fulgt af pigebands. Da Beyoncé besluttede at lukke Destiny’s Child og starte sin solokarriere, lukkede hun tilsyneladende en epoke i pophistorien. Pigebandpoppen haft kæmpe succes fra 60’ernes The Supremes til 90’ernes Spice Girls, men de sidste 10-15 år har genren ligget så godt som død. Men nu har X Factor endelig affødt et godt bud på et sandt pigeband: Fifth Harmony. Deres første album, Reflection, er en girl-power-popbombe af dimensioner, som bør klinge på alle ungdomsværelser. Jeg citerer fra titelnummeret: »Oh, where you from? / Must be heaven / You’d be rich if looking good was your profession / Think I’m in love, ‘cause you so sexy / Boy, I ain’t talkin’ about you, I’m talking to my own reflection.« Snap! Så sad man lige og blev smigret, og så fik man én over fingrene.

5H (forkortelsen for Fifth Harmony) har virkelig god og intelligent teenhumor, spækket med samtidsmarkører og popkulturelle referencer a la: »Do you ever post your pics with no filter? / Hashtag I woke up like this too«. Oversættelse til forældre: Der er ikke tale om kaffefiltre, men om billedfiltre, som folk bruger på Instagram til at forskønne deres selfies (et udbredt hashtag er #nofilter, som betyder, at ens billede er ubehandlet). »I woke up like this« er et citat fra en Beyoncé-sang, der blev et populært hashtag sidste år, og som bruges til selfies, kort efter man er vågnet op. Det betyder: Her ser du mig uden filter, uden make-up osv. Er I med? Det er teenpigesprog anno 2015, og det handler ret meget om at placere en stilethæl i hjertet af socialt pres, (teen) kønsroller og selvfølgelig drenge. Kærlig stilethæl til søde drenge, giftig stilethæl til åndssvage drenge.

Sangskrivningsmæssigt er Reflection af fineste kvalitet. Hookene er både overraskende og voldsomt catchy, og sangene passer godt til gruppens lyd, der er blevet mere r&b end glanspop i sammenligning med deres tidligere singler. Selv om pladen ikke indeholder en eneste takt nyskabende produktion, så er håndværket så fint og de små valg så gode, at man glemmer hvor medløberagtigt det er. »Sledgehammer« er gruppens hidtil stærkeste og mest radioegnede hit, som jeg straks vil anbefale alle danske radiostationer at sætte i rotation.

Drenge vinder over piger

Selvom gruppen er lavet som en spejling af One Direction, og på mange punkter har langt mere at byde på end drengene, så har de haft svært ved at opnå samme niveau af succes. Gruppen har endnu ikke slået igennem på radio. Ligesom deres kolleger i pigebandet Little Mix (også et X-Factor-fænomen), har de et kæmpe følgeskab online, der kan matche hitlistedronninger som Katy Perry, men de har svært ved at ramme hitlisternes øverste lag.

I industrien grubler man over, hvorfor boybands som One Direction har heldet med sig, mens pigegrupperne halter bagefter. En del af forklaring kan være den stadig stærkere teenagekultur. Tidligere pigegrupper som Destiny’s Child eller TLC talte ikke entydigt til teenagere, men i dag henvender både drenge- og pigebands sig ret specifikt til unge teenpiger, og i den konkurrence vinder drengenes cuteness-faktor over pigernes girl power. En anden mulig forklaring er, at pigebands har stået bagerst i køen hos sangskriverne, fordi hitlisterne har været domineret af kvindelige solister, som stod først i køen. Under alle omstændigheder så viser 5H, at pigebandet kan være på vej tilbage ind i manegen.

Åleglat og påståelig

Endnu før X Factor fandtes, var der Idol. Den første vinder nogensinde af American Idol, Kelly Clarkson, er den eneste vinder fra showet, der har fået international succes. Hun har netop udgivet sin syvende plade, Piece by Piece, 17 Eurovision-agtige ballader, der er nærmest umulige at skelne fra hinanden. Selv den geniale sangskriver Sias bidrag, »Invincible«, er en kraftfuld, men konfliktsky affære, ligesom produktionen hele vejen er poleret og ufarlig.

For 10 år siden stod Kelly Clarkson ellers for en ny bølge i pop. Da hun i 2002 trådte ind på scenen som den første Idol-stjerne blev hun mødt med skepsis. Dengang var kritikkerne stadig stærkt præget af den såkaldte rockisme, som definerede den gode smag ud fra et ideal om, at musikere skulle skrive deres egne sange, spille instrumenter (helst guitar), være rebelske og synge rock.

Popfabrikker som Idol og X Factor stod for alt det modsatte: et uautentisk, kommercielt maskineri, der sælger pænhed på dåse med sangere, der ikke har noget på hjertet, men elsker berømmelse. En rigtig musiker, lød devisen, har spillet på tusind små rockbarer, før de får succes, og hvis man lytter til pop er det en guilty pleasure.

I starten af nullerne begyndte stemningen at vende, da New York Times-journalisten Kelefa Sanneh skrev den legendariske artikel »The Rap Against Rockism«, hvor hun rettede en hård kritik mod kritikerstandens forældede idealer. På den musikalske front var Kelly Clarkson en af dem, der først brød muren mellem rock og pop. Hendes hit »Since U Been Gone« vandt bred anerkendelse med dens blanding af et Yeah Yeah Yeah-inspireret guitarriff og et stærkt popomkvæd. Clarkson blev et slags symbol på en ny tid, hvor kulturmedier fandt en ny kærlighed til pop, og hendes plade Breakaway fik vilde anmeldelser og sikrede hende flere Grammys. Det momentum, som Clarkson vandt med Breakaway, forsvandt imidlertid lige så hurtigt, som det kom, da pladeselskabet som følge af succesen lod hende skrive sangene selv på den næste plade.

I dag står Clarkson for den genre, som betegnes med den uskønne titel ’adult contemporary’, tidligere også kaldet soft rock eller på dansk puddelrock. På Piece by Piece er musikken både åleglat og irriterende påståelig. Det melodiske materiale er så banalt, at det får karakter af børnevise, hvilket står i generende kontrast til sangenes ’voksne’ konservatisme, en særligt indbildsk forestilling, som hersker blandt visse producere, om at der findes en slags tidløs balladepop, der afviger fra moderigtige trends, til gengæld for at tale et mere bredt og sandt musikalsk sprog.

Fifth Harmony: Reflection (Epis / Syco)

Kelly Clarkson: Piece By Piece (EDM)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu