Læsetid: 6 min.

’Hun smadrer det smukke’

Fem forfattere om, hvad Tove Ditlevsen betyder for dem i dag, næsten fyrre år efter hendes død
13. marts 2015

Olga Ravn: Vildt selvudleverende

– Ditlevsen var produktiv. Udover bøger er der en store mængder andet materiale. Hvilken rolle spiller det?

»Min påstand er, at vi går glip af en vigtig del af Tove Ditlevsens forfatterskab, hvis vi ikke tager klummerne og de andre non-fiktiontekster med. Ikke kun fordi det er fantastiske tekster, men også fordi de giver et helt særligt indblik i, hvordan Tove Ditlevsen bevidst har leget med sin rolle som offentlig og kulturel figur. Hun skrev vildt selvudleverede om f.eks. at være alkoholisk eller indlagt på psykiatrisk afdeling. I sin datid er den slags tekster mest blevet mødt som sensationer, mens vi nu måske kan se dem mere for deres kunstneriske værdi.«

– Hvordan skal vi se på Toves offentlige persona?

»Hvis det havde været en forfatter i dag, der skrev den slags klummer, så tror jeg, folk ville gå amok over hendes arbejde med selvfremstilling, maske og den medierede kunstner. Og man kan jo kun spekulere i, hvor bevidst Tove selv har været omkring de her ting. Men kigger man på værket en rum tid efter hendes død, kaster det meget af sig at se på det som kunstnerisk praksis. Hun var så stor en berømthed. Det i sig selv har nok skygget for det litterære arbejde, hendes tekster også var.«

– Hvad er den største arv, vi kan tage med os fra Tove Ditlevsen?

»Hvad bruger man et godt forfatterskab til? Til at lære, hvor svært det er at være menneske! Personligt har det betydet meget for mig at læse om, hvordan en kunstner forsøger at få sit liv til at fungere, om hvordan det er at leve et liv, som ikke minder om normalen. Det er kunst, der forsøger at undersøge, hvilket liv der kommer af, at man ikke lever i centrum af samfundet. Længslen efter at tilhøre det normale, og driften efter at rive idyllen ned, fordi den ikke kan rumme én, og man ikke kan holde det ud.«
kultur@information.dk

Olga Ravn har redigeret bogen ’Jeg ville være enke, og jeg ville være digter – glemte tekster af Tove Ditlevsen’, forlaget Gyldendal

Mette Moestrup: Kompromisløs

– Hvordan lærte du Tove Ditlevsen at kende?

»Jeg tror mest, det var hendes digte, jeg læste som yngre. Jeg var meget interesseret i digte, og det jeg lagde mærke til var, at de var meget vedkommende. Man kunne nemt forstå dem. De handlede om konkrete steder og mennesker. Det var nok min første Tove-bølge. Og det var før jeg overhovedet blev teenager. Tove Ditlevsen har betydet forskellige ting for mig i forskellige aldre.«

– Kan du bruge Tove Ditlevsen til noget?

»Ja. Jeg tænker tit på ting, hun har skrevet. På den kompromisløshed, der ligger i et værk som Gift. Den måde, hun bruger det  selvbiografiske. Tove går linen ud. Man siger, at der er svaghed forbundet med hende, men jeg tænker tit, at man finder en stor styrke og drivkraft i hendes skrift. Alt det mest forfærdelige, der sker, skaber meget stærk skrift. Det kunstneriske er det, der tager over. Jeg synes bare, det er fantastisk. Det er en utroligt inspirerende – for det er så ufattelig godt skrevet.«

– Tove Ditlevsen havde en enorm folkelig succes og er ofte blevet overset i akademiske og litterære kredse. Hvorfor?

»Gift og Vilhelms Værelse er to eksempler på værker, som det er utroligt, at man fra akademisk side har kunnet pakke ned. Hun er på højde med de største prosaister. F.eks. synes jeg Gift kan sidestilles med Marguerite Duras. I dem kan man se, at de fordomme, der er blevet lagt ned over hendes forfatterskab, er uberettigede. Hendes folkelige gennemslagskraft har fået den litterære kritiker og akademiet til at standse op og sige ’kan det nu også passe?’«

Fuldstændigt intetkøn: Kamilla Hega Holst

– Hvad kan du bruge Tove Ditlevsen til?

»Mens jeg har siddet og arbejdet med min nye bog På træk, har jeg flere gange læst Gift. Dens ’jeg’ er så paradoksalt. Det er jo også i høj grad indbefattet i titlen. Der er en tråd igennem Gift, et paradoks mellem at ønske sig en borgerlighed og ønske sig væk fra den barndom, hun har haft. Hun siger selv i Gift, at hun ikke kan holde forankring ud. Hun vil gøre noget, så hun føler sig i live.«

– Ditlevsen blev i sin samtid set ned på bl.a. pga. sin folkelighed og sine hverdagsemner. Var det berettiget?

»Når hun fortæller om sine skilsmisser, sit forhold til at være mor og sin drift, får hun det hele tiden til at være en generel betragtning omkring smerte, afmagt og kærlighed. Det er også derfor, det er litteratur og ikke bare en bekendelsesdagbogstekst. Det virker så let, når Tove skriver. For hun skriver sig jo ind i noget, vi alle sammen kan forholde os til, på et sprog, vi alle kan forstå.«

– Hvad er karakteristisk For Tove Ditlevsen?

»Jeg kan ikke rigtig komme på andre forfattere i Danmark, som skriver med sådan et mod som hende. Hun er hensynsløs. Der er noget meget solidarisk i hendes måde at skrive på. Hun giver af alt det, man ikke skal give af. Når vi normalt snakker sammen, har omgang med hinanden – og også i litteratur – kan særligt kvinder være forsigtige med at vise deres grimme sider. Dem læsser hun ud af. Kønnet er opløst. Jeg synes, hun er fuldstændigt intetkøn.«

Daniel Dalgaard: Vedrører mænd som kvinder

– Hvad er dit forhold til Tove Ditlevsen?

»Jeg genlæste noget af Gift i formiddag, og det slog mig, at hun tit bliver talt om, som om det er nogle meget specifikt kvindelige problemstillinger, hun forholder sig til. Og det har det måske også været dengang. Men når jeg læser bogen nu, virker den enormt universel. Og omhandler noget, der i ligeså høj grad vedrører mænd som kvinder.«

– Kvinder er jo ofte blevet associeret med det nære og hverdagsagtige?

»Jeg tror helt klart, at der er nogen af de problemstillinger, der tidligere er blevet oplevet som kvindeproblemer og kvindeliv. Ting som identitet og hverdagsliv og ens forhold til børn og  ægtefæller, er ikke længere  stemplet som noget ulitterært eller ikkeværdigt.  Hun kan ikke rigtig finde sin egen ’ting’ i sit liv, samtidig med at hun virkelig finder sin ’ting’ ved at skrive. Det tror jeg enormt mange yngre mennesker kan genkende. At man er meget i tvivl om, hvem man er, og hvad ens rolle er. Det appellerer meget mere til nutiden, end det måske gjorde for 45-50 år siden.«

– Ditlevsen var meget kendt i sin samtid. Hvad har det betydet for hendes virke?

»Hun arbejdede både med og mod de forventninger og forestillinger, som folk har om hende selv, og om hende som figur, og på en måde er folk med deres forestillinger hele tiden med som redskab i teksten. Også når de  ikke er det. Hun taler bag om ryggen på sig selv hele tiden.«

Stine Pilgaard: Elsker sine karakterer

– Hvornår var dit første møde med Tove Ditlevsen?

»Hun var et af mine første møder med litteratur i folkeskolen. Det første digt jeg husker er stadig et af mine yndlingsdigte: »Erkendelse«. Et kærlighedsbillede om, hvor svært det er at være elsket, og den lyst nogen mennesker kan have til at smadre ting. Jeg kan huske, at jeg var afsindigt berørt af det. Jeg følte mig så genkendt. Det var en enormt skamfuld følelse. At have lyst til at smadre det smukke.«

– Hvilket tema associerer du med Tove Ditlevsen?

»Historier om kærlighed både i litteratur og i medier er ofte eventyr. Kærlighed er noget godt. Og noget af det, som Tove arbejder med igen og igen, er, at kærlighed ikke nødvendigvis er godt. Det synes jeg er frygtelig sørgeligt. Men jeg tror også, det er noget, mange mennesker kan genkende. Det er egentlig mærkeligt, hvor tabuiseret det er. Det er svært at lade sig elske. Det er et unikt tema.«

– Hvad var Tove Ditlevsens  forhold til sine karakterer?

»Jeg synes, man kan mærke en menneskeglæde i hendes karakterbeskrivelser. Man kan ikke skrive så godt, hvis ikke man elsker sine karakterer. Og man kan godt udstille og elske dem på samme tid! Det har jeg lært af hende. Jeg har aldrig skrevet om en karakter, jeg ikke elskede. Det er så nemt at lave karikaturer. Hun var god til at ramme det præcise. Man kan ikke se ting så præcist, hvis ikke man holder af det – hvis ikke man finder en glæde og fascination i det. Jeg tror faktisk også, at hun var et lyst menneske. Det lyse og mørke kæmpede side om side.«

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu