Læsetid: 4 min.

Jeg, en smoothie

Når man når min alder formodes man at blive mere forsonlig. En slags biologisk og åndelig smoothie, nem at fordøje, forhåbentlig en smule velsmagende, men uden særlig næringsværdi. Man kan blive så forsonlig og velsmagende, at den unge mand indeni en er ved at brække sig
Når man når min alder formodes man at blive mere forsonlig. En slags biologisk og åndelig smoothie, nem at fordøje, forhåbentlig en smule velsmagende, men uden særlig næringsværdi. Man kan blive så forsonlig og velsmagende, at den unge mand indeni en er ved at brække sig

Ib Kjeldsmark

20. marts 2015

Jeg anerkender ikke nogen, der ikke anerkender mig.« Sådan skrev Christopher Isherwood engang. Anledningen var, at han pludselig fik at vide, at han alligevel ikke fik lov til at deltage i en stor, international forfatterkongres. Arrangørerne havde i sidste øjeblik besluttet, for ikke at provokere værtslandet Spanien, at homoseksuelle forfattere som Isherwood ikke måtte deltage. Isherwoods bemærkning faldt, da han blev spurgt om sin reaktion på udelukkelsen. Jeg anerkender ikke nogen, der ikke anerkender mig. Man kan selvfølgelig gætte på, at det måske ikke har været helt så smertefrit for ham, men det var altså den attitude han valgte at indtage. De kunne rende ham, med andre ord.

Bemærkningen er et udmærket motto at have. Det holder en sund og fri for forsurende tanker om hvorvidt man nu også er god nok, eller om der er noget galt med en. Jeg selv bruger det også, ærlig talt. Jeg er aldrig blevet holdt ude på grund af min seksualitet, ganske vist, men når man stammer fra en pløjemark i Vendsyssel, undgår man selvfølgelig ikke at rende ind i fordomme. Dog: selv om der er tale om et glimrende, absolut anvendeligt motto, er det ikke noget mirakelmiddel. I tilfælde af ulykkelig forelskelse kommer det til kort. Om man vil eller ej, er det jo muligt at elske nogen, der ikke elsker en. Og når det viser sig virkningsfuldt over for en eller anden fordomsfuld idiot af degnetypen, med skånelapper på såvel ærmer som begge hjernehalvdele, er det selvfølgelig fordi han – eller hun – alligevel ikke er anerkendelse værd. Så som så mange andre mottoer, er det måske mest af alt en besværgelse. Men hellere det end bare bøje nakken. Så jeg fastholder min Isherwood, om ikke andet så som et instrument til den mentale sundheds fremme. Jeg anerkender ikke nogen, der ikke anerkender mig, basta.

Alderssvarende arrigskab

Når man når min alder – det lige siden en berømt Beatles-sang fireogtresindstyvende år – formodes man at blive mere forsonlig. En slags biologisk og åndelig smoothie, nem at fordøje, forhåbentlig en smule velsmagende, men uden særlig næringsværdi. Man kan blive så forsonlig og velsmagende, at den unge mand indeni en er ved at brække sig. Man er begyndt at trække på skulderen. Som en anden Kristus sender man en anmodning opad i systemet og ber’ Altings Kontorchef om at tilgive grådige bankdirektører, moralsk anløbne politikere og dumme journalister. De er nogle stakler, de ved ikke, hvad de gør. Eller o.k., det gør de måske, nogle af dem, mange af dem, de fleste af dem, o.k., praktisk taget dem alle sammen. Men sådan har Du vel skabt dem, din psykopat? Det kunne du jo bare have ladet være med. Den indre unge sprutter af alderssvarende arrigskab: jamen, jamen, siger han, snothvalpen, skal de da slet ikke have tæsk? Skal de ikke straffes? Skal de ikke i det mindste fratages deres rigdomme og deres privilegier? Dunkes på maven? NEJ, lyder det fireogtresårigt. Man gider ikke alt besværet. For hvert eneste røvhul, man får neutraliseret, vil der straks dukke et nyt op. Eller to. Man er nødt til at sætte den unge mand på plads, han kan godt holde en vågen om natten – og man har som smoothie mere brug for sin nattesøvn end nogensinde. Hør, siger man snedigt, det det drejer sig om, er at ændre selve systemet. Indefra, ikke? Hm, siger han så, tankefuldt. Netop: hm, opmuntrer man. Så har man da ro et stykke tid. Selv om man er voksen og fornuftig, bliver man også uendelig trist: behøver han virkelig at være så medgørlig, den dumme knægt? Men det er vel at mærke kun nogle gange, man udnytter sin alder og sin erfaring til at tryne ungdommen. Andre gange er det omvendt. Så viser det sig, at det alligevel ikke virker. Man er ikke, når det kommer til stykket, blevet en skid mere forsonlig end man altid har været. Hvis man som barn og ung bare en gang har oplevet klassesamfundet i funktion, at blive afvist fordi man ikke var ’fin’ nok, fordi ’vores datter’ fortjener noget bedre end ’sådan en’, og at måtte slås med de andre fattigrøve om de sidste smuler fra de riges bord – hvis man har oplevet både det og mere til, så glemmer man det aldrig. Og når det dukker op til overfladen, er det den indre, unge mand, der tager fat i kraven på en. Hør nu, gamle mand, siger han, du klarer dig sgu da meget godt. Hvorfor nu alt det piv og klynk? Gamle fjols, drik dig en flaske rødvin og gå i seng. Sove? Vil du have, at jeg skal sove? råber man så det gjalder over hele Nykøbing F. Jeg skal fandme ikke sove! I unge, I er kraftedeme så veltilpassede og sløve, så helvedes fornuftige, I gider ikke engang være kriminelle mere! Fængslerne står tomme – har du tænkt over det? I er en flok hjernedøde zombier med kurs direkte mod Ingenting! Så her skal ikke soves, det gælder tværtimod om at holde sig vågen. Uafbrudt!

En afsluttende bemærkning: hvor er det dog ikke bare trist, men pisseirriterende at Inge Eriksen er død! Når hun var i farvandet, var der aldrig nogen, der fik lov til at sove. Der vankede ingen tilgivelse for det utilgivelige. Hun anerkendte heller ikke nogen, der ikke anerkendte hende. Og de slap under ingen omstændigheder for at høre på hende. Sidst jeg mødte hende var i 2011, oppe i Aalborg. Hun fortalte mig, at hun var ved at skrive sine erindringer. De slutter i 2001, sagde hun. Lige siden har der ikke været noget rigtigt Danmark mere. Det meste er bare lort!

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Grethe Preisler
Maj-Britt Kent Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu