Baggrund
Læsetid: 5 min.

Sommerfuglen er fløjet

Forfatteren, debattøren, livstykket og kosmopolitten Inge Eriksen er død. Hun havde en uforfærdet stemme og insisterede på at tage udgangspunkt i hverdagslivet, i hvis usynlige sammenhængskraft hun placerede sin tiltro, da samfundet drejede mod højre
Kultur
16. marts 2015
Inge Eriksen var erklæret anarkist og lod sig ikke skræmme, hvis hendes synspunkter kom i strid modvind. Så stillede hun sig på bagbenene og kæmpede. For man måtte tænke selv, mente hun. Alt andet kunne hun ikke holde ud.

Inge Eriksen var erklæret anarkist og lod sig ikke skræmme, hvis hendes synspunkter kom i strid modvind. Så stillede hun sig på bagbenene og kæmpede. For man måtte tænke selv, mente hun. Alt andet kunne hun ikke holde ud.

Polfoto

1935-2015

Noget af det første, jeg forbinder med Inge Eriksen, nu da hun er væk, og vi må nøjes med at mindes hende, er de overraskende måder, hun var i stand til at skabe sammenhænge på.

Da hun havde afsluttet et af sine store trebindsværker Sommerfuglens vinge (1997-2001) om konsekvenserne af Murens fald, og med en gruppe af sin egen generations kvinder som omdrejningspunkt, forklarede hun i et interview, at hun altid gerne ville »slutte på en opgående tone, give folk en fornemmelse af, at teksten var skrevet på et overskud.« – Hvorefter hun tilføjede: »Det har jeg lært af Johan Cruyff.«

At lære forfatterhåndværk af en fodboldspiller var for Inge Eriksen lige så naturligt som at lade sine kvindelige hovedpersoner elske at reparere cykler, blive udlært som skomager eller have malerarbejdet som erhverv. Hun var vidt berejst, og hun iagttog verden gennem sine egne øjne, hvilket førte til mange originale konklusioner. Og hun lagde vægt på selv at drage dem.

Tidligt erfaren

Født i Skørping som datter af en jernbanefunktionær og en sygeplejerske tilbragte hun sin tidlige ungdom med en mangfoldighed af småjobs, læste desuden litteratur på Aarhus Universitet, flyttede til København, var med til at danne Venstresocialisterne, som hun igen forlod i protest mod dogmatiseringen af partiet. Hendes erfaringer var allerede på det tidspunkt mangeartede, hvortil kom, at hun fra barnsben havde oplevet smerte og sorg. Hendes far, der var modstandsmand, blev taget af tyskerne, en uge før Inge fyldte ti år.

»Jeg blev voksen en uge før jeg fyldte ti,« har hun sagt.

Faren døde i februar 1945 i en arbejdskolonne i Hamborgs havn umiddelbart inden krigens afslutning.

At tænke selv

Af mangfoldigheden af såvel ydre som indre erfaringer uddrog Inge Eriksen den lære, at det vigtigste var at tænke selvstændigt. I 1973 tog hun en seminarieuddannelse og kunne konstatere, at det var de mest oprørske, der fik de bedste eksaminer, »for de kunne tænke selv,« som hun understregede. Typisk for Inge Eriksen var forklaringen på de mange usædvanlige kvindesysler i hendes bøger heller ikke, at hun dermed ville slå et slag for ligeberettigelsen. At kvinder var stærke og kunne klare sig selv var for hende en selvfølge. Men der var noget andet, som hun ville have fat i.

»Det er de ydmyge professioner, der interesserer mig, ikke fordi jeg er romantiker, men fordi det er let nok at forstå systemkritiske intellektuelle, der kæmper for demokratiet, hvorimod de, der er på modtagersiden af demokratiet, og som skal overkomme meget mere end en konservatorieuddannet fløjtespiller, ingen opmærksomhed får.«

Venstreorienteret anarkist

Inge Eriksen var en græsrod, og hun insisterede på at tage udgangspunkt i hverdagslivet og forankre visionerne dér.

Som erklæret anarkist stillede hun sig glad og gerne på bagbenene og forsvarede sine synspunkter i strid modvind fra dogmatiske strømninger i venstrefløjen og kvindebevægelsen. Hun tænkte selv, og når højredrejningen af det danske samfund efter 2001 kunne gøre hende helt dårlig, var det præcis manglen på evne og vilje til at tænke selv og argumentere for sine synspunkter, hun ikke kunne holde ud.

»De år, vi har levet, nej overlevet, med Fogh Rasmussen-regeringen har det været typisk for de borgerlige, at de aldrig laver konsekvensbeskrivelser af noget som helst. For det kræver en tankevirksomhed, de helst undgår,« konstaterede hun i 2007 og spurgte:

»Måske er det borgerlige menneske, altså centrum-højre, frygtsomt og ikke villigt til at risikere noget, Måske kræver det stik og nagelfaste kasser, forbud, påbud og kontrol?«

Som sprogmenneske græmmede hun sig over det nysprog, regeringen indførte med ord som ’udlændingeservice.’

»Men en af pointerne med en uafhængig tankegang er, at man ikke bare siger nej, når de andre siger ja. Man kreerer sine egne præmisser og diskuterer ud fra dem,« fastslog hun.

Kosmopolit

Det princip fulgte Inge Eriksen hele livet, ligesom hun ikke på noget tidspunkt følte behov for stik og nagelfaste forbud eller påbud, endsige kontrol. Dertil var hun alt for internationalt orienteret og kunne ikke drømme om at opfatte Danmark som adskilt fra resten af verden.

»Vi har de samme problemer som de andre lande i Europa. Det gælder socialdemokratiernes krise, det gælder for eksempel spørgsmålet om indvandring,« konstaterede hun.

Hun rejste vidt omkring, i Europa, Østen og USA. Hun dyrkede vidsynet, men en enkelt gang kom hun netop af den grund i bekneb, da hun i Sommerfuglens vinge indførte en indisk mand, og det gik op for hende, at hun blev nødt til at sætte sig ind i hans baggrund og bevidsthed. Og kosmopolitten, der ofte ’følte sig indespærret i Danmark’, havde aldrig været i Indien. »Der har jeg givet mig selv et problem,« stønnede hun.

At blive gammel

Inge Eriksen tænkte i sine senere år meget på døden.

»At blive gammel er en kunstform, det er ikke nemt,« sagde hun.

»De opskrifter, man kender, kan ikke bruges.«

Til gengæld fik hun »en forsigtighed med for store bevægelser og en større opmærksomhed på nuet.«

Som årene gik gjorde samfundets højredrejning hende dog i stigende grad deprimeret: »Selvmordet er en permanent følgesvend, når man som jeg hader virkeligheden,« erklærede hun i 2005 med en formulering, som ikke lader en Tove Ditlevsen noget efter.

»Det bliver jo værre og værre for fa’en! hvem fa’en kan elske virkeligheden? En mand som præsident Bush er jo hinsides kendte kategorier, han repræsenterer en skamløshed, der får ens tænder til at klirre!«

Men samtidig vendte hendes tiltro sig i stigende grad mod hverdagslivet og den sammenhængskraft, som »de, der er på modtagersiden af demokratiet«, repræsenterede.

Med en stemmeføring, der lader hendes karakteristiske diktion træde lyslevende frem, erklærede hun til mig i et interview, at »sagen er, fru Syberg, at det var et chok at vågne op og erkende, at det nu var højrefløjen, der satte dagsordenen. Nu er det højrefløjen, der definerer, hvad medieverdenen diskuterer, og det vil tage år at få vendt den supertanker«.

Men så tilføjede hun: »Der skal være en sammenhængskraft i hverdagslivet, og den har det måske bedst med at være usynlig.«

Og op af alderdommens ’indre tåger’ dukkede der »langsomt en barnebevidsthed, der kunne være en forfinelse af det at blive gammel«.

Milepæle

Inge Eriksen nåede meget. Ud over hendes uforfærdede stemme, der løbende kommenterede den politiske udvikling, og hendes eksistentielle og vidsynede overvejelser, som akkompagnerede den samfundsmæssige og menneskelige, står tilbage et litterært værk med milepæle som Victoria og Verdensrevolutionen I-III (1973-1979) og Sommerfuglens vinge.

I alt skrev hun halvtreds bøger, romaner, essays, og dramaer. Samarbejdet om Kællinger i Danmark (1975) med kunstneren Jytte Rex om de to kvinders helt eget syn på kvindebevægelsen, samt erindringerne Brød og Roser må også mindes.

Inge Eriksen døde den 13. marts, 79 år gammel. Hun efterlader sig en søn og et barnebarn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Æret være hendes minde!

Hans Jørn Storgaard Andersen, Brian Pedersen, David Zennaro, Hanne Ribens, Eva Bertram, Jens Frederiksen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Erindringsbogen Brød og roser fra 2009 er lagt frem på natbordet til genlæsning.

Yes it is bread we fight for - but we
fight for Roses, too
.

Elmer Pedersen

Flot skrevet, Karen Syberg.
Og Inge Eriksen havde jo fuldkommen ret i, at det er højrefløjen som bl.a. bestemmer, hvad medieverdenen diskuterer. Og at det vil tage forbandet mange år at få vendt den supertanker. (Hvis det i det hele taget er muligt)

Brian Pedersen, Christel Gruner-Olesen, Eva Bertram og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Jeg er enig, Elmer Pedersen - at Karen Syberg har skrevet en meget smuk nekrolog over Inge Eriksen.

Det fik mig til at tænke på engang, hvor Inge Eriksen lærte mig noget om blomsten - en kobjælde, der kun vokser på nordkysten af Sjællands Odde.

Det var ved en sammenkomst i Modersmål-Selskabet, hvor hun læste et digt fra sin digtsamling: Forbudte Følelser, Klitrose, 1979.

Det har jeg et videoklip af, hvor Inge Eriksen læser det op - startende med:
"Når jeg er død, så vil jeg gå rundt i paradis og lede efter marker .. bløde af kobjælder ..."

https://www.youtube.com/watch?v=S3gVUZzduQQ