Læsetid: 7 min.

Det store tabu: Den dårlige mor

Der er parforholdsproblemer, man kan bitche over sammen med veninderne. Og så er der dem, der er for skamfulde, hvor man føler sig som et dårligt menneske, fordi man ikke er den mor, man tror, man skal være. Om det har Katrine Grünfeld skrevet en bog, hun ikke kunne gøre for
I Katrine Grünfelds bog kobles kvindens krise til klimaforandringerne. For det er ret humoristisk, mener forfatteren, at stormen Bodil lyder som en blød kvinde med ravkæder og lilla velour, der nu vender tilbage som en rasende furie.
6. marts 2015

Katrine Grünfeld debuterede sent. Hun arbejdede som projektleder for flygtningeindsatsen i Lyngby-Taarbæk Kommune, men på et tidspunkt var hun blevet så vred over kommunens behandling af flygtningene, at hun ikke ville fortsætte, og så sagde hendes veninde til hende: »Nu gør du altså noget ved dine skriverier!«

»Så skrev jeg min debutroman, Mindre pletter,« fortæller hun. Da var hun 40 år.

»Men jeg har skrevet, siden jeg var lille. Jeg har fire romaner i skuffen, og jeg har mange flere i hovedet!«

Bag sig har Katrine Grünfeld en uddannelse som cand.mag. i psykologi og litteratur, og når hun fortæller om bøgerne, mærker man, at hun er psykolog og litterat. Der er forfattere, som er ude af stand til at sige to ord om det, de selv har skrevet. Katrine Grünfeld kan analysere sine egne tekster, og hun er i stand til at fortælle, hvad hun gerne vil sige med dem.

Tematisk kredser hendes forfatterskab om kvinders forsøg på at finde sig til rette i livet og samtidig finde ud af sig selv – to bestræbelser, som kan kollidere på mange forskellige planer. Hendes debutbog var en undersøgelse af, hvad mindreværd i barndommen kan betyde for, hvordan man navigerer i livet, forklarer hun. Mie, som hovedpersonen hedder, er kontorchef og »ekstremt kontrolleret«, fortæller hun og opsummerer: »Den handler om, hvordan man overlever sin barndom.«

Nummer to, Sommerferie, er »et kammerspil om uopfyldte længsler.«

En kvinde finder ud af, at hendes forhold til sin mand efterlader huller i hendes liv, som han ikke kan udfylde. Hun er ham utro, og så går han sin vej, hvorefter hun opdager, at hun har mistet det vigtigste vidne til sit liv.

»Den handler om ikke at tage ansvar for sit eget liv.«

Endelig kredser den tredje, Et hjem i Mørke, om idealbilleder.

»En kvinde, der ikke kan rumme verden, gemmer sig i et skab, hun er bange for at skulle være mor. Parret flytter til byen Mørke, hvor han bygger et hus og drømmer om børn, mens hun går på biblioteket og gemmer sig på alle mulige måder.«

»Men den er skæg, og det er de andre egentlig også. På deres egen vis, hvis jeg selv skal sige det« forsikrer Katrine Grünfeld – lidt til min overraskelse.

En kvinde går i hundene

Skæg kan man i det mindste ikke kalde hendes fjerde roman, Stormskader, der udkommer på tirsdag. Her møder vi en kvinde i akut krisetilstand, »skrevet i en mere lyrisk prosa end de foregående bøger«, fortæller hun. Kvinden er taget op i familiens sommerhus, er flygtet fra mand og børn, som hun i sin nuværende tilstand slet ikke kan forholde sig til. Vi følger hende i korte forløb, vrimlende af ukontrollerede og ukronologiske tilbageblik, så vi mere og mere forstår, at mange forskellige ting har presset hende.

Første gang, vi møder hende, står hun på gulvet i sommerhuset:

»Se, hvordan her ser ud.

Se, hvordan flasken er væltet, hvordan kludetæppet opsuger den røde vin. Cigaretterne hulter til bulter i askebægeret. Hun har trådt på en udbrændt tændstik. Det sorte svovl trækker en streg hen over gulvet.

Se den uudpakkede rullekuffert med tøjet væltende ud, som et trafikuheld.«

Men Katrine Grünfeld bryder sig ikke om, at man taler om kvindens ’krise’, det lyder tamt og udvandet. Der er mere på spil.

»Hun er gået i hundene, vil jeg hellere sige. Når man taler om at ’gå i hundene’, er der normalt tale om mænd, og så er det lidt fandenivoldsk, hvorimod det, hvis det er en kvinde – en mor – den blide, milde hånd, der mister grebet, så er det angstfyldt, ynkeligt og skamfuldt. Her er bogen skrevet på en slags trods. Kvinden flygter vitterligt fra sine børn og sin familie, og hun havner i et helvedesrum. Bogen handler om noget ekstremt tabuiseret, nemlig om den dårlige mor.«

»Hun er taget op i sommerhuset for at få en pause fra sin uformåenhed og utilstrækkelighed, men det, hun møder, er sig selv i et forvrænget spejlkabinet, hun møder sin egen ensomhed.«

»Men måske møder hun også et tredje blik i spejlet, der kan hjælpe hende til at rengøre sig selv fra de idealer, hun kæmper med, skabe klarhed,« overvejer litteraten Grünfeld analyserende.

Taktiske tanker om opvaskemaskiner

Jeg bemærker, at jeg ikke havde svært ved at genkende kvinden, og jeg tror egentlig, at de fleste kvinder vil kunne genkende noget i hende. I mine øjne handler bogen især om en uafrystelig følelse af at blive objektgjort, hele tiden at være iagttaget og samtidig føle sig uden for det fællesskab, som mand og børn udgør, siger jeg.

»Og være ekstremt selvkritisk,« tilføjer Katrine Grünfeld. »Hun får aldrig fred.«

– Det var især en scene i begyndelsen, der slog mig. Nemlig at hun venter med at fylde opvaskemaskinen, til hendes mand kommer ud i køkkenet, så han kan se, at hun gør noget!

»Paradokset er jo, at dem hun elsker højst, sine børn og sin mand, samtidig sidder som igler, som tæger på hendes krop. Og sådan skal det være, men hun kan ikke holde det ud, og hun skammer sig over ikke at kunne holde det ud. Hun elsker dem nogle gange mest på afstand, tæller timerne til børnene sover.«

»Hun tror, hun kan flygte fra dem, men lige præcis dem, kan hun ikke flygte fra, de er inden i hende, og der vil de være resten af livet.«

Klimakritik

– Man kan vel også læse bogen som et koncentrat af alle de følelser, der kan dukke op på en rigtig dårlig dag?

Det mener Katrine Grünfeld udmærket, at man kan.

»Det er som at lægge en bakterie i en petriskål og se på bakterien gennem et mikroskop, måske skildrer hele bogen i virkeligheden en følelse, der bare varer fem minutter,« foreslår hun og fortæller, at hun til forskel fra sine tidligere bøger ikke har haft nogen ydre inspirationskilder.

»Jeg kunne ikke gøre for denne her. Jeg havde hverken noget forberedt plot eller tematikken i tankerne. Faktisk skrev jeg på en novellesamling. Men den her ville ud, ligesom en meget anstrengende fødsel.«

»Det er dog også en klimakritisk bog,« tilføjer hun, og så fortæller hun, at inspirationen kom til hende en dag, hvor hun gik tur ved Hornbæk kort efter stormen Bodils rasen og så arrene i klitterne. Hun følte en stor afmagt, for der var jo ikke bare tale om en enkeltstående storm, »vandet er på vej,« som hun siger.

»Jeg tror, at afmagten internaliseres i psyken. Som frygten for atomkrig da jeg var lille. Den sætter en art fortvivlelse i gang, som sætter sig. Jeg tror, at noget så stort som klimaændringer tærer på filteret til omverdenen. Kvinden i bogen går på stranden, hun er psykisk ustabil, hun ser Bodils efterladenskaber, der blander sig i hendes tankekaos og bliver en del af det, hun er afmægtig overfor. Det sætter sig som en sjælelig anstrengthed, for hvad kan hun gøre? Vi har politikere, der ikke tager stilling, som bliver ved med at udsætte at træffe nogle forholdsregler, fordi de er mest optaget af meningsmålinger og økonomi.«

»Jeg bliver rasende,« tilføjer Katrine Grünfeld med noget, der vist er et helt privat vredesudbrud.

– Men hvorfor skal netop klimaændringerne kobles til kvindens krise?

»Fordi det formodentlig var udgangspunktet for min inspiration. Jeg havde en dag, hvor jeg var led og ked af en episode, som var sket i min familie, og hvor jeg ikke selv var noget særligt strålende forbillede. Jeg var trist og hudløs og gik en tur på stranden. Og så væltede efterbillederne af stormen ind over mig.«

»Samtidig synes jeg, at det er ret humoristisk, at den storm hed Bodil. Bodil, det er sådan en stor kvinde med ravperlekæde og tøj i lilla velour, blød og varm, måske en socialpædagog, der i sin tid gik i demonstrationer mod atomkraft – og nu vender hun tilbage som en rasende furie.«

»Jeg håber, jeg har skabt et rum, som jeg kan tilbyde andre kvinder at gå ind i, netop et spejlkabinet. Jeg håber, de føler lettelse, at de ikke er alene, at de måske kan finde noget af sig selv i bogen – også fædre!«

– Hvor meget bygger på dine egne erfaringer?

»Man skriver jo ud fra sine erfaringer, men bogen består også af iagttagelser af andre menneskers liv.« Nu er det psykologen Katrine Grünfeld, der svarer. »Jeg har det sådan, at jeg kan mærke mine medmenneskers desperation. Og jeg tror, at mange skilsmisser ville kunne afværges, hvis man aftabuiserede skammen.«

Det skamfulde niveau

– Er det en avanceret selvhjælpsbog, du har skrevet?

»Nej, og det er heller ikke en kronik. Sådan skriver jeg slet ikke. Jeg tænker meget lidt over, hvad jeg vil med mine bøger, det er først bagefter, hvor jeg taler med mine tætteste. Jeg spørger dem om, hvad de tænker, bogen handler om. Jeg har forberedt mig til det her interview med dig, fordi det er vigtigt for mig, at tabuet om den dårlige mor bliver ordentlig fremlagt.«

»Men man kan jo betragte problematikken på flere niveauer. Der er det niveau, hvor en gruppe kvinder mødes og sidder og bitcher over deres mænd og børn og deres småborgerlige hverdagsliv. I den situation kan man godt komme med små modbydelige hverdagsbekendelser.«

»Men der er også det niveau, hvor tilstanden føles helt ind i hjertet, som en sorg over ikke at føle kærlighed til sine børn uafbrudt, den følelse der ikke er en anekdote, men som sætter spørgsmålstegn ved, om man i virkeligheden er sund og rask i hovedet. Og det niveau er man nødt til at skjule. Det er dette, skjulte, skamfulde niveau, det at føle sig som et dårligt menneske, fordi man ikke kan være den mor, man tror, man skal være, bogen forsøger at få frem i lyset.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
  • Birgitte D Pedersen
  • randi christiansen
  • Morten Jespersen
  • Peter Carnera
Ingrid Uma, Birgitte D Pedersen, randi christiansen, Morten Jespersen og Peter Carnera anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

'Bæen på bordet' som vi sagde hos økologiske igangsættere i femserne - eller den mere stuerene : Selverkendelse er første vej til forbedring.

Når virkeligheden ses så fordomsfrit og ufiltreret i øjnene, som det er muligt, risikerer hidtil usete årsagssammenhænge jo at komme op til overfladen - og så kan man først rigtig studere dem. Det er både godt og nødvendigt.

Gert Selmer Jensen

Jeg synes man skal hylde muligheden for fravalg af børn. Hvis man ikke magter opgaven, hvad jeg fuldt ud forstår, skulle man måske bruge tid på noget selvransagelse, inden man får børnene.
De er jo helt uskyldige i denne sammenhæng.! Men også pr. automatik henvist til offerrollen.
Det er ikke rimeligt.! De har ikke noget valgt. Det har forældrene.! Og så kan forældrene klynke alt
det de vil. Det kan børn ikke bruge til noget.

Birgitte D Pedersen

Kvinder med selvindsigt, selverkendelse og emotionel begavelse - som denne kvinde må betegnes som en meget kompetent mor

"Katrine Grünfeld debuterede sent"

40 år er da ikke sent, man skal ligesom have noget livserfaring først...

Gert Selmer Jensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar