Klumme
Læsetid: 7 min.

Thomas Boberg: I taxa gennem byen

Overalt i verden er taxachaufføren en kilde til information, også på den dag i sidste uge, hvor forfatter Thomas Boberg kørte rundt i de københavnske gader og spurgte til terror på Krudttønden, til ytringsfrihed, til radikalisering i hemmelige kældre og til hvor lille en gud kan blive
Overalt i verden er taxachaufføren en kilde til information, også på den dag i sidste uge, hvor forfatter Thomas Boberg kørte rundt i de københavnske gader og spurgte til terror på Krudttønden, til ytringsfrihed, til radikalisering i hemmelige kældre og til hvor lille en gud kan blive

Ditte Ahlgren

Kultur
6. marts 2015

I sidste uge kom min ven digteren Terje Dragseth fra Norge til København for at besøge mig. Dagen efter, onsdag d 18 februar, skulle vi til vores fællesven, digteren Jens Asbjørn Seehusens bisættelse. Det var kort efter terrorangrebet i weekenden, så stemningen i byen, alle samtaler, medier dirrede af den begivenhed.

Samme onsdag skulle jeg om morgenen i radioen for at snakke om netop dette med tre andre forfattere. Først radioen, så bisættelse, og om aftenen skulle jeg læse op med digteren Lars Skinnebach i Bakkehuset. Det blev en af de travle dage i mit liv. Terje var med hele vejen. Vi tog en taxa til DR byen.

Taxachauffører er generelt en kilde til oplysning over hele verden. De første historier jeg får i Lima, når jeg befinder mig der, kommer fra en taxachauffør fra lufthavnen, de sidste kommer også fra en taxachauffør på vej til lufthavnen. Jeg kunne se, at vores chauffør var dansker af anden etnisk oprindelse, og kunne ikke dy mig for at spørge ham, hvordan han havde oplevet terrorangrebet. Han var i tyverne, vil jeg skyde på, søn af kurdiske indvandrere, sagde han, og var selv muslim. Hans far havde væddet om gerningsmandens etniske identitet, og han havde fået ret: Han var araber.

Vi hader terrorister, sagde chaufføren og fnøs, de er altid arabere, de yngler som rotter. Det sagde han virkelig. Det er også arabere, der har skabt IS, fortsatte han, vi hader dem. Terje ville vide, om han mærkede danskernes racisme. Først forstod han ikke spørgsmålet, så svarede han, nej, det var ikke noget, han eller hans forældre mærkede noget til. Men hvordan forholdt han sig så til Muhammed-tegningerne?

For min skyld, sagde han, kan man tegne, hvad man vil, jeg forstår bare ikke, hvorfor man vil håne hele tiden med de tegninger.

Efter radioen besluttede vi os for at spadsere til Esajaskirken på Østerbro, hvor bisættelsen skulle foregå. Vi drak kaffe på Wilders café på Christianshavn og snakkede om gamle dage, dengang vi også kom her. Om firserne, en helt anden tid, hvor vi selvfølgelig også talte om politik, men aldrig ytringsfrihed og islam. Vi gik forbi Havnegade, hvor Poul Borum havde boet i lejligheden et par etager over Copenhagen Strand Hotel. Historier om Poul Borum, digtere og kunstnere, døde som levende, ganske mange døde. Terje boede i København i firserne, han gik på filmskolen, han boede i en periode i Poul Borums lejlighed. Vi hang ud sammen, også med Seehusen og Strunge. Så nåede vi frem til kirken. Der var folk, vi ikke havde set i mange år. Kisten foran alteret, hvori Jens Asbjørn tilsyneladende lå. Halen af blomster. Som en sær hval i kirkerummets hav, måske et billede der kunne have stået i et digt af Jens Asbjørn Seehusen.

 

Fra bisættelsen gik vi til Kruts Karport få hundreder meter derfra, hvor Seehusens mor havde inviteret på kage og kaffe. Kruts Karport var også Strunges sted, han boede i Webersgade tæt ved, Seehusen boede i Lille Farimagsgade, også tæt ved. Vi gik fra Kruts Karport gennem Webersgade, Nørrebro og ud til Nordvest, hvor jeg har boet i snart halvandet år. Jeg ville vise Terje Nordvest, denne bydel, som har storbypræg, Svanevej hvor politiet havde skudt terroristen Omar, hvor jeg havde set blomsterne, som siden var blevet fjernet, hvor vi skulle passere Hells Angels rockerborg, inden vi nåede til dødspletten ved hjørnet af Frederikssundsvej tæt ved Nørrebro Station. Jeg ville vise ham den nye spektakulære Imam Ali moské på Vibevej, jeg selv havde opdaget få dage før. Hvorfor havde jeg aldrig hørt om den? Måske er nyheden bare gået forbi min næse, men moskeen i Rovsinggade havde ikke desto mindre været meget omtalt. Moskeen på Vibevej er meget mere synlig end stormoskeen i Rovsinggade, som ligner endnu en af gadens mange bilforretninger, minareten er så uanselig, at man let ser forbi den.

Min egen teori er, at man har forsøgt at skabe en bygning, der netop ikke skulle vække opsigt. Ikke sådan med moskeen på Vibevej, der ligner noget fra et persisk eventyr, men snarere er virkeliggørelsen af Pia Kjærsgaards mareridt. Azurblå kuppel og to azurblå minareter. Den er endnu ikke helt færdigbygget, men om kort tid står den funklende klar. Moskeen i Rovsinggade er finansieret af Qatar. Moskeen på Vibevej er finansieret af Iran, fortalte en forbipasserende, som stoppede op, da han så, vi kiggede på den, for at udtrykke sin store glæde ved moskeens realitet. Han sagde ikke, hvad han hed, han talte et udmærket dansk med accent og var selv muslim. Han inviterede os til at besøge moskeen, den var åben for alle, han sagde, at det var stormoskeen i Rovsinggade også, denne her var bare langt flottere. Han mente, det var et værn mod radikaliseringen, at man nu kom ud af de hemmelige kældre og kunne gå til fredagsbøn i en stor og smuk og åben moske.

Stormoskeen i Rovsinggade må så være sunniinspireret, mens denne er shia. Hvad det vil betyde i den københavnske virkelighed, har jeg ingen anelse om, men i Mellemøsten er de to islamiske retninger midt i en slags dommedagskrig med hinanden.

 

Senere tog vi taxa til Bakkehuset. Chaufføren var ikke overraskende af anden etnisk oprindelse. Men denne var at dømme efter udseendet troende muslim, kalotten, mullahskægget så veltrimmet som nogen moderne hipsters. Er det derfor, de hellige krigere virker så fotogene i deres propagandavideoer? De minder jo om hipstere, eller er det omvendt? Han var ung, slank, han havde et brændende fast blik. Jeg følte mig utryg, for jeg ønskede at tale med ham. Om begivenhederne. Om ytringsfrihed. Så jeg lagde forsigtigt ud med et spørgsmål om hans syn på terroranslaget.

At håne profeten har konsekvenser, sagde han helt roligt. Jeg vejede mine ord, forsøgte at finde de mest diplomatiske gloser frem, for mig var ytringsfriheden i denne taxa truet, men det var måske bare gamle fordomme næret af en sindssyg og aktuel begivenhed. Kunne han finde på at trække en pistol og dræbe mig lige her i taxaen, hvis jeg verbalt kom til at pisse på profeten? Jeg var lige ved at sige noget dumt, men det lykkedes mig at dæmpe min aggressive forvirring. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at lufte en tvivl, der også rummede en hån:

Det har altid undret mig, sagde jeg, at Gud kan være så lille, at han lader sig provokere af en latterlig tegning, hvordan kan det være? Chaufføren, som talte et klart dansk uden accent, svarede kontant, men velvilligt og helt uden vrede, hvilket senere, da jeg tænkte over det, gjorde mig endnu mere bekymret:

Man må ikke håne profeten, det siger Koranen, det er det vi forholder os til, det har konsekvenser.

Shiamuslimerne har jo ikke noget billedforbud, sagde jeg.

Shiamuslimerne læser Koranen forkert, svarede han.

Mener du også, at Yahya Hassan skal straffes?

Han har bandet ad Allah, det har konsekvenser, sådan er det.

Men hvad med dem, som ikke har noget at gøre med spot, som manden der blev dræbt til mødet i Krudttønden.

Der står i Koranen, at man ikke må dræbe uskyldige, så det er forkert.

Var den jødiske vagtmand i Krystalgade, som blev skudt bagefter, da skyldig?

Der er noget mærkeligt ved den historie, sagde han, hvem tror på, at en mand, der lige har udført den handling, går hjem, skifter tøj, og går videre og gør det en gang til? Det hænger ikke sammen.

Sådan var det, chaufføren troede ikke på, det var den samme mand, så den ville han slet ikke diskutere. Jeg spurgte ham om hans syn på IS.

Meget af det, de gør, er rigtigt, sagde han, stadig helt roligt, tålmodigt, som om jeg var en elev, der var uvidende om de store sandheder, men de læser også visse ting i Koranen forkert.

Det var alt, hvad jeg kunne få ham til at sige om den sag. Terje spurgte ham, om han og hans trosfæller havde oplevet racisme efter terrorangrebet. Han sagde, at det havde der været mange eksempler på, søstre som blev skubbet, spyttet på gaden, som havde fået revet tørklædet af.

Så nåede vi Bakkehuset på Frederiksberg. Vi tog en høflig afsked med chaufføren. Jeg vidste nu, hvad jeg skulle læse op, på en mærkelig og ubehagelig måde var Hesteæderbøgerne fra 2010 og 2011 blevet heftigt aktuelle igen. Jeg ville læse digte op derfra.

Bagefter tog vi på værtshus med gode venner. Vi endte på Alleenberg, i folkemunde Psykopaten, hvor jeg selv havde oplevet lidt af hvert gennem årene. Ytringsfrihed og islamisme og terror gled i baggrunden. Vi sludrede om kunst, digtning, rejser, film. Da klokken var to, brød vi op. Vi tog en taxa til Nordvest. Chaufføren var ikke overraskende af anden etnisk oprindelse, han snakkede et gebrokkent dansk. Vi vendte tilbage til dagens tema. Chaufføren var i fyrrerne, forstiller jeg mig, og han var fra Tyrkiet, det sagde han selv. Hvad tænkte han om begivenhederne? Han var tydeligt ikke begejstret for det, han var faktisk rædselsslagen. Som var det en besværgelse gentog hen flere gange: Det kommer ikke til Danmark, Danmark for lille, Danmark meget lille land, det kommer ikke hertil. Han mente terroren, men det var jo lige sket. Han sagde bare, det kommer ikke hertil, det kan det ikke.

Men hvad med Muhammedtegningerne, hvad mener du om dem?

Det er helt forkert, man må ikke håne og spotte, men det hele helt forkert, man skal slet ikke sige noget, det er storpolitik det hele. Men Danmark meget lille land, det kommer ikke hertil. Det er storpolitik det hele.

Er du religiøs? spurgte Terje.

Nej, nej, det er jeg ikke. Man skal bare holde munden lukket, ikke sige noget om det, ingenting, det er dumt at sige noget. Det skal man slet ikke, så man ikke kommer derud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her