Læsetid 10 min.

’Jeg kunne vel være blevet rockmusiker, hvis jeg havde glemt alt det, jeg i virkeligheden er …’

En ny bog om Benny Holst registrerer en karriere med udgangspunkt i den sorte blues og den danske visetradition, som Holst har fusioneret i et originalt værk med et langt svinkeærinde til den politiske programmusik
’Jeg lærte, at mine sange skal handle om noget, ha’ en historie, de skal være rigtige. De skal have rim og rytme og alt det der,’ siger Benny Holst.

’Jeg lærte, at mine sange skal handle om noget, ha’ en historie, de skal være rigtige. De skal have rim og rytme og alt det der,’ siger Benny Holst.

Jakob Dall
28. marts 2015

Da Sømanden havde spillet ’Du är den ende’, så ikke ét af over 200 par øjne var tørt, sagde han med trækharmonikaen hvilende på knæet: »Skal vi ta’ en til?« Det gjorde han så, selv om det tydeligvis ikke var meningen i programmet.

Men heller ikke til at komme uden om, for det var Benny Holsts 75 års fødselsdagskoncert i kulturhuset Kilden i Brøndby, og her kan Sømanden ikke affejes med ét enkelt nummer. Således afmærkede Niels Pedersen, som Sømanden hedder på sygesikringsbeviset, den ene ende af hovedpersonens spændvidde som sangskriver og musiker. Den anden ende tog Ole Ficks slide-guitar sig af i den improviserede blues-jam, der lukkede festen med »Rejsende i musik«. I sin tid skrevet til Povl Dissing, der blev genkendt i salen med sin bløde hat tillige med mange andre fra det grånende musikalske univers, Holst er rundet af: danskrocken og gårdsangen, skillingsvisen og spillemandsfiolen, højskolesangbogen og den politiske parolemusik – de traditioner, der lægger bund til hans særlige danske blues-tone med rødder i såvel Chicago som Nyhavn. Og som han demonstrerede med sin trio med violinisten Martin Andersen og guitaristen Jacob Rathje, der med virtuos tilbageholdenhed matcher sangenes tone af kontrolleret melankoli, selv når de er mest muntre. Der er rigtige tårer lige under den nu og da morbide humor.

Bennys bog

Nogle dage før festen var en mursten landet på mit bord: Rejsende i musik – En bog om Benny Holst. Mere end 300 siders minutiøs skildring af karrieren, men kun stedvist søger forfatteren, Espen Strunk, en dybere forståelse af en både politisk og socialt spraglet livsbane – det er mest anekdoter, nogle med kant, som da Holst efter indspilningen af LP’en Skolesange forskrækkes ved synet af marcherende børn bevæbnet med kosteskafter fra studenteraktivisten Finn Ejnar Madsens ’proletariske friskole’. Det var ikke lige hans mening med den plade.

I en højkomisk episode fortæller Arne Würgler (der selv nævner, at han har studentereksamen) om, hvordan Jesper Jensen før premieren på Fiolteatrets Husker du vor skoletid? i 1971 indfandt sig i musikernes omklædningsrum for at forære dem Marx og Engels’ Det kommunistiske manifest – med en personlig hilsen!

»At læse manifestet var en åbenbaring for os alle sammen. Lige pludselig kom der totalt styr på alting,« fortæller Würgler og tilføjer: »Det var meget forjættende.«

Da jeg læste det, tænkte jeg, at Benny Holst næppe oplevede nogen »forjættende åbenbaring«. Og fik han overhovedet læst gaven? »Nej, nej,« svarer han.

Venstrefløjen

Med sin opvækst i et arbejderhjem og læreplads som grafisk retouchør efter 7. klasse leverede Holst fornøden ’proletarisk autenticitet’, da ungdomsoprøret fik studenterhue og blev politisk bevidst, og i dag smiler han lidt godmodigt til – ikke af – datidens marxist-scene, der fylder i hans produktion, men ret beset er en parentes i det samlede værk. Efter 1980’erne holdt samarbejdet med Würgler bare op.

»Jeg var jo imponeret i 1971, da Jesper Jensen bad mig skrive musik til sine tekster, hvoraf der var nogle, jeg faktisk ikke forstod. Jeg var ikke politisk skolet på den måde, men jeg var socialt bevidst, og altså politisk bevidst på et andet plan, og kunne jo kun komme med min egen tradition. Så jeg satte mig ned og satte musik til de sange, der blev til Den Første Maj-pladen, og da Jesper Jensen hørte »Sang om at sige nej«, var hans kommentar: »Den er smuk. Jeg må indrømme, at jeg havde forestillet mig den som en march.«

Den Første Maj er en sangbar og sine steder smuk musikalsk gave til Jensens tekster, så her er pointen, at Holst leverede mindst lige så meget til Jensen (og de andre venstrefløjs-akademikere, han arbejdede med), som de gav til ham. Perioden med Demos og Agitpop-gruppen kastede glansnumre af sig, som (med hans egne ord i en sang) »ethvert barn af 60’erne kender«. Men det var også firkantet musik, hvis tre-akkorder-kedsomhed ikke havde andre nødudgange end dem, han selv åbnede på mere personlige plader.

Det virker faktisk forulempende på Holsts kunstneriske integritet, at Würgler i en kommentar til de to soloplader, indspillet mens Agitpop-duoen var mest efterspurgt i 70’erne, gør gældende, at Benny Holst var »imponeret af« og »lå på maven for« guitaristen Peter Thorup med den »internationale lyd«.

Virkeligheden er snarere, at Holst og Thorup var betagede af hinanden i deres udveksling af blues, men fra hver sit udgangspunkt. Thorup ’smed tørv på’ Holsts sange, akkurat som Jacob Rathje gør i trioen i dag, og hvor man indimellem sanser en hilsen til Thorups typisk kontrapunktiske nedslag hen over melodilinjen – som et fjernt ekko af en åndfuld musiker.

Holst var imponeret af de intellektuelle, der på deres side så åbenbaringer i hans folkelige udtryk, og solopladerne var tiltrængte pauser fra et marxistisk skoleridt, han nok aldrig følte sig rigtigt hjemme i – heller ikke, eller måske netop derfor, da han tilførte Den Første Maj-pladen dens poetiske dimension, hvorfor den da også nu genudgives på cd. Hvad der er tilbage i ham fra den plade, er »Sang om merværdi« – nu som rock’n’roll!

Lydsporet

Som andre i generationens lydspor – Larsen, C.V., Sebastian, Skousen – synger også Holst stort set den samme sang. Selv siger han:

»Båden er jo den samme, det er de samme årer, der ror, det samme sejl, der hejses, men du er selvfølgelig hele tiden i bevægelse.«

Man genkender altid lyden, grundtonen, som folkemindeforskeren Thorkild Knudsen også hæftede sig ved, da han tilfældigt hørte Holst og Dissing i slutningen af 60’erne på en blokvogn med deres helt egne versioner af »Sølvstænk i dit gyldne hår«, »Du lille svale«, »Lille sommerfugl« etc.

Holst siger:

»Thorkild Knudsen gik efter den rene vare, som han udtrykte det, og han hørte noget hos mig, der fangede ham, hvor konen, Annelise, hørte noget andet hos Povl. Der var heller ikke mange at tage af dengang. Den folkemusik, man gik ud og hørte, var oftest en sangerinde foran to tyndarmede guitarister, hvoraf den ene – hvis de var heldige – var kejthåndet, så guitarerne vendte symmetrisk, og som med bøjede hoveder sang: »Hang down your head, Tom Dooley« … Det var folkescenen dengang.

Med EF-folkeafstemningen i 1972 blev folke- og spillemandsmusikken efter årtiers museums-eksil et offentligt anliggende, hvor Holst, især Dissing (og Kim Larsen) forlenede den danske sang og trivialpop med en usentimental sjæl, hvad enhver kan høre, der husker Bjørn Tidmands »Lille sommerfugl« over for Dissing-Holsts version. De var kulturelle kontraspioner på samme måde som Lars H.U.G. i dag, og Holst observerer:

»Når jeg hører Lars H.U.G.’s udgave af ’Når lygterne tændes’, hører jeg en dansk blues, der er bedre end dens forlæg, ’Red Sails in The Sunset’.«

Traditionen

Holst blev tilknyttet ægteparret Knudsens ’folkemusikhus’ i Hogager i begyndelsen af 70’erne og deltog i mange af de ’åbent hus’-arrangementer og seminarer, de organiserede, bl.a. med Holsts mormor, Julie Petersen, i hvis sangskat de fandt »Balladen om Peter Svinedreng«.

»Jeg havde ved en tidligere lejlighed sagt til Thorkild Knudsen, at min mormor sang nogle gamle sange, og da han spurgte ind til det, havde jeg svaret: Det er sådan noget med ’lo tra lo, tra la la la la lo’ fra ’svinedrengen’. Thorkild blev fyr og flamme, for det omkvæd havde man ikke live, men kun i nedskrevet form. Det blev så til, at hun som ’meddeler’ indsang en stor del af sine sange til arkiverne.«

»Hun er traditionen for mig. Det er ligesom med vittigheder: Når de fortælles rigtigt, kan man grine af dem igen og igen, og sådan kunne hun synge de sange, så jeg tudede hver gang. Og lærte for eksempel, at mine sange skal handle om noget, ha’ en historie, de skal være rigtige. For det første skal de have rim og rytme og alt det der, for at det hænger sammen med det, jeg fik lært. Heldigvis kommer det let til mig med rim, og så kan jeg godt, for min egen fornøjelse, lide bogstavrim. Som i en sang til min datter: Vi fik forår i februar i år fordi/ da du blev født Johanne/var vinteren forbi.«

»Hvis vi skal snakke om traditionen, så bruger jeg den ikke i den betydning, at nu skal vi ha’ visen om Hjalmar og Hulda eller andre gamle sange, jeg er vokset op med. Men den er hele tiden med, også da jeg skrev en sang til Dorthe, min kæreste – jeg skriver ikke alt med udgivelse for øje, men hvis jeg beslutter at skrive en sang, sætter jeg mig ned og skriver den.«

Sidste vers af sangen til Dorthe:

Du sagde: Kom
og læg dig ved min side
her hvor rosen blomstrer hjertet leer
men min ven
en ting skal du vide
når en rose først er visnet
blomstrer den aldrig mer.

Bob Mogensen

En anden tradition, Benny Holst bærer med sig er Bob Dylans – som bærer hele den amerikanske tradition i sit spinkle spurvehoved. Heri adskiller Holst sig ikke fra de fleste store sangskrivere på denne side af 60’erne. Da han vandt en konkurrence, Politiken havde udskrevet for bedste danske Dylan-gendigtning af »Forever Young«, skrev han »Til evig tid« med umiskendelig Holst-diktion.

»Den er overhovedet ikke Dylan,« som han siger. Men det, han mener, er, at det ægte udsagn altid går tilbage til den enkeltes egen tradition. Da Benny Holst begyndte at spille og ryge cigaretter med en kammerat fra nabolaget, sang han Elvis – »og det sagde mig ikke en skid – jeg var på sorte bluesmusikere, jo mere blinde og døve, de var, jo bedre – og Elvis havde jo aflyttet sin tradition, den var rigtig for ham. Det er det samme med Dylan. Hver gang jeg hører en ny plade med ham, tænker jeg: Han er jo folkemusiker, det kommer han aldrig ud over – og sådan er jeg også. Jeg kunne vel være blevet rockmusiker, hvis jeg havde glemt alt det, jeg i virkeligheden er, og fået lang rem og langt hår. Da jeg begyndte at spille for alvor, fik jeg tilsendt plader og guitar-tabulatur fra en amerikaner, Hal Edgar, som spillede en forrygende flat picking. Jeg gik i gang, men hvor jeg så tænkte: Hvorfor fa’en skal jeg lære at spille som Doc Watson, for det gør han jo så udmærket selv. Jeg har en meget fin elektrisk Gibson fra 1965, men har aldrig udforsket den. I trioen er det unødvendigt, for der spiller jeg med to supermusikere. Man giver plads og har roller. Jeg spiller jo heller ikke i de skalaer, Jacob og Ole Fick spiller, jeg er mest dur-menneske.«

På samme måde omtaler han samspillet med Dissing, Würgler og Thorup.

»Dissings guitarspil, der lever sit helt eget liv som arketypisk version af dansk blues, der er så enkel, at det er smukt.«

Til Arne Würglers distinkte lige-ud-ad-landevejen-akkorder leverede han finurlig ciselering.

»Både Dissing og Würgler er jo akkord-musikere og styrede den del. Det gav så mig mulighed for at udvikle min egen hjemmestrikkede stil op ad brættet.«

»Peter Thorup savner jeg sgu meget, ham havde – og har – jeg dyb respekt for.«

Holst synger de første strofer af sin sang til Peter Thorup: »Når støvet har lagt sig/ og livet har strakt sig/ så langt du nu ku …«

Thorup-citatet fører videre til hans agtelse for det ægte, også når det er kulturelt og socialt ukorrekt:

»Når jeg møder folk, der spørger, om jeg stadig er socialt engageret og alt det der, jeg kan blive træt i hovedet af at høre på, så er det, jeg siger: Kender du spillet Terra med de fem marmorterninger – jo mere, man spiller det, jo rundere bliver de i hjørnerne. Og sådan er jeg også blevet. Nu nævnte du ikke Keld Heick, men jeg synes, han er en skidegod guitarist, der kan sin rytmeting – og lad det dog køre, for vi skal jo ikke ha’ det sådan, at der graves sorte huller. Det er ligesom sofastykker, vi skal ikke alle sammen have Jorn hængende på væggen, det er da i orden med en kronhjort. Ikke at jeg er rindalist, men der skal være plads til det hele, synes jeg, og for eksempel har jeg respekt for Dario Campeotto som sanger. Til en sommerfest i artistforbundet var han indkaldt til at synge med det band, der spillede, og hvad gør han? Han går op og fyrer den af som suveræn entertainer med ’hvor eeeer du deeeejlig Angelique’. Den har vi jo hørt mange gange, og jeg tænkte, det var sjovt at høre den live – indtil trommeslageren sagde ’tre-fire’, så blev sangen ren rock og rul. Jeg får helt gåsehud, når jeg tænker på det. Dario, mand! Han gik bare ned i knæ. Og så rullede det.«

»Og jo, jeg skelner da mellem det genuine og det forlorne, men hvad så? Så pyt med det, hvis folk vil høre det, de får bare ikke the soul med. Det er en pengemaskine, men det er o.k., og jeg kan jo ikke gøre noget ved det. Jeg kan spille den musik, jeg spiller, og synge de sange, jeg synger.«

Her husker jeg Benny Holst på, at han turnerede i 12 år som John Mogensens reinkarnation i Erik Thygesens teaterstykke Så længe jeg lever, og »ja,« svarer han, »det er et sprog; han kunne skrive på dansk. Da jeg første gang hørte stroferne ’to mennesker på en strand/ to hjerter i brand’, tænkte jeg: Go’nat, nu stopper du. Men sådan er den jo ikke, det er ikke sådan, han har skrevet den, han har skrevet den med hjertet. Som når han skriver: ’Jeg fiser op og ned ad gulvet så jeg støver, kors hvor jeg støver’ – det er rigtigt dansk.«

And so is Benny Holst.

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for jonas larsen
    jonas larsen
  • Brugerbillede for Niels P Sønderskov
    Niels P Sønderskov
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
jonas larsen, Niels P Sønderskov og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Rockmusikere uden talent kan ofte kendes på, at de frakender andre musikere talent. "Det kunne jeg gøre meget bedre", som det hedder i jargonen.

Brugerbillede for jonas larsen

Benny Holst skrev en meget smuk sang til sin bedstemor, Julie Petersen, da hun fyldte 75 år i 1976, "Julies Sprog", hvorfra jeg vil citere nogle strofer, fordi sangens budskab er meget vigtigt både dengang og nu:

"Det sprog stjal man fra os og gav os en snak
linien var sløret men klar
det er lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har.

Det sprog Julie ejer som ku' være vores
var vi med til at brække itu
vi er fremmed' for hinanden det er vores kors
vi raver i blinde nu.

Men midt i alt mørket der brænder et lys
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes
vi må lære det gamle igen."

(Højskolesangbogen 18. udgave nr. 168)

http://www.gomusicvideo.com/songs/benny-holst/julies-sprog/
https://www.youtube.com/watch?v=0YkbBZjP0GE
http://www.festabc.dk/1/julies-sprog
http://www.information.dk/227764
http://www.information.dk/158060