Læsetid: 6 min.

’Verden burde klappe af de særligt sensitive’

Landet over profiteres der på foredrag, terapi og bøger med fokus på et diffust karaktertræk hos en anslået femtedel af befolkningen. Gruppen af såkaldt særligt sensitive mennesker hungrer efter oplysninger om deres karaktertræk, men bliver ofte spist af med positiv psykologi og tomme kalorier fra livsstilsvirksomheder og selvhjælpsbøger
Landet over profiteres der på foredrag, terapi og bøger med fokus på et diffust karaktertræk hos en anslået femtedel af befolkningen. Gruppen af såkaldt særligt sensitive mennesker hungrer efter oplysninger om deres karaktertræk, men bliver ofte spist af med positiv psykologi og tomme kalorier fra livsstilsvirksomheder og selvhjælpsbøger

Josephine Kyhn/iBureauet

25. marts 2015

Tiden er kommet til, at de særligt sensitive bliver anerkendt og set på med respekt,« siger dagens foredragsholder, der kommer fra behandlervirksomheden Sensitiv Eksistens. Lene Misfeldt er cand.psyk. og selverklæret særligt sensitiv.

Flere hundrede mennesker er samlet i auditoriet til Folkeuniversitetets udsolgte heldagsseminar om særligt sensitive.

Mens Ea sidder lidt anstrengt og spiser sin madpakke i pausen, forsøger jeg at få hende til at forklare, hvordan hendes særlige sensitivitet kommer til udtryk.

»Når jeg går en tur med mine veninder, ser jeg 100 fantastiske detaljer, som de aldrig lægger mærke til. Man er simpelthen en mere registrerende person som særligt sensitiv. Jeg kan for eksempel svare ja til næsten alle de ting, som foredragsholderen snakker om.«

Ea henviser til en personlighedstest, som tusindvis af danskere i forskellige reviderede udgaver har taget for at lade sig bekræfte i, at de er særligt sensitive personer eller HSP (højsensitiv person), som det med en diagnostisk ordlyd stadig kaldes.

Selve begrebsdannelsen af HSP tager afsæt i den amerikanske forskerpioner og psykiater Elaine Arons arbejde og især i bogen Særligt sensitive mennesker fra 1996, som blev oversat til dansk på Borgens Forlag i 2008.

I Arons oprindelige bog finder man en selvtest på 23 spørgsmål, hvor man blandt andet bliver spurgt: »Bliver du dybt bevæget af kunst og musik?«, »Har du et rigt, sammensat indre liv?« og »Bliver du let overvældet af stærke lugte, kradsende tøj, stærkt lys eller sirener lige i nærheden?«

Gennem flere års forskning er Elaine Aron kommet frem til, at 15 til 20 procent af befolkningen er født med et biologisk nedarvet nervesystem, der gør, at man er disponeret for at bearbejde stimuli dybere end gennemsnittet.

Denne gruppe af mennesker har ifølge Elaine Aron en fælles genetisk variation, der giver nervesystemet en bestemt karakter, som hun i videnskabelige termer kalder Sensory Processing Sensitivity (SPS). Karaktertrækket gør altså, at den enkelte er disponeret for at være mere modtagelig over for stimuli fra omverden.

Bekymring og ideer

HSP-foreningen i Danmark holder jævnligt foredrag om særligt sensitive mennesker, som de har erfaret er mere idérige, kvalitetsbevidste og intuitive end andre mennesker.

Til Information siger HSP-foreningens formand, Athina Delskov, at hun med udgangspunkt i ti års arbejde i Danmark har erfaret, hvad det vil sige for mange mennesker at være særligt sensitiv:

»Det her let bevægelige og fintmærkende nervesystem kan betyde, at man bekymrer sig meget, men det kan også give mange ideer.«

For nylig har livsstilsjournalist og cand.mag. i sprogpsykologi Ulla Hinge Thomsen med afsæt i den nye forskning skrevet selvhjælpsbogen Særligt sensitiv – guide til det gode liv med den anslåede femtedel af befolkningen som målgruppe.

Bogen har ligget i toppen af alle danske boghandleres bestsellerlister i flere uger siden udgivelsen på Rosinante & Co. i starten af 2015.

Thomsens vinkel er modsat mange tidligere udgivelser om emnet – og i tråd med Lene Misfeldts budskab på Folkeuniversitet – mere fokuseret på de positive aspekter ved at være særligt sensitiv.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Thomsen i bogen lovpriser den særligt sensitive læser:

»Din naturlige og medfødte evne til at skelne subtile nuancer, gå i dybden og have fine fornemmelser på den fede måde er helt speciel, og verden burde klappe, hver gang du viser dig.«

Ph.d. i neurobiologi og videnskabsjournalist Lone Frank mener, det er tvivlsomt, at stimuli hos nogle mennesker »bearbejdes dybere og mere nuanceret end hos andre«, selv om HSP-foreningen, Misfeldt og mange andre aktører i branchen påstår netop det.

»Jeg kan ikke finde store undersøgelser, der viser, at nervesystemet hos de her særligt sensitive skulle være væsentligt forskelligt. Der er selvfølgelig variationer i vores nervesystem. Men at disse mennesker så skulle være mere eftertænksomme, eller at de er en slags poeter, det har jeg altså ikke set evidens for,« siger Lone Frank.

Analogien til ADHD

Selv om ordlyden og retorikken omkring højsensitive personer stadig bærer præg af at være diagnostisk og handle om sygdom, er tendensen til at fokusere på de positive egenskaber ved at være særligt sensitiv måske et forsøg på at undgå patologiseringen af et karaktertræk, som har fået mange til at sammenligne interessen for HSP med ADHD-diagnosens tidlige udvikling.

Den pensionerede psykolog Dodo, som Information også møder i auditoriet, er ikke et øjeblik i tvivl:

»Det er så godt, at karaktertrækket bliver trukket ud, og at det bliver accepteret som noget andet end en diagnose.«

At karaktertrækket sjældent anerkendes i diagnostiske sammenhænge får tilbuddene uden for det etablerede lægesystem til at vokse eksplosivt med foredrag, særligt målrettede terapiforløb og selvhjælpsbøger til de mange borgere, som føler sig særligt sensitive.

Landet over afholdes der i små forsamlingshuse, store foredragssale, biblioteker og kursuscentre ugentligt foredrag om voksne, børn og hele familier, som er bærere af det omstridte karaktertræk.

Gennem domænenavne som elskdigselv.dk og levlykkeligt.dk finder man vej til et væld af terapiforløb for særligt sensitive, hvor man betaler op til flere hundrede kroner for deltagelse.

I reklamen for et seminar i maj, hvor pioneren Elaine Aron og den danske pioner Lise August holder et seminar til 640 kroner pr. billet, hedder det blandt andet:

»Seminaret viser, hvordan alle – både meget og mindre sensitive – kan lære at forstå de sensitive fordele.«

I hver region af Danmark finder man populære virksomhedsnavne som Sensitiv Frihed og Sensitiv Eksistens, og den måske største af slagsen, Sensitiv Balance, har base i København. Alle aktører kæmper for at få deres del af kagen – af mennesker, der gennem deres nyfundne identitet som særligt sensitive søger mange af virksomhedernes tilbud.

’Lær at leve med det’

Interessen i at profitere på gruppen af mennesker med ondt i livet vil utvivlsomt fortsætte, men spørgsmålet er, om betegnelsen særligt sensitiv og den positive ladning af karaktertrækket har en fremtid.

Mikael Thastum, professor i psykologi på Aarhus Universitet, har i mange år forsket i angstlidelser og genkender nogle af problemstillingerne i forhold til særligt sensitive. Han frygter, at det på sigt kan udvikle sig til endnu en modediagnose.

»De fleste mennesker skal jo lære at kunne begå sig i det liv og det samfund, som de er til stede i. Det er man så nødt til at kunne gøre med de ressourcer og begrænsninger, som man har. Vi er jo alle sammen forskellige. Nogle gange er vi så forskellige, at det hæmmer os vældig meget i vores dagligdag. Og så er der grund til at hjælpe de mennesker, som er sarte, men de fleste af os er jo inden for et eller andet normalspektrum. Så må vi jo bare lære at leve med det. Der er ingen grund til at diagnosticere de karaktertræk eller give dem særlige udtryk som særligt sensitiv.«

Lone Frank ser heller ikke den store fidus i de særligt sensitives gruppeidentitet og de positive attributter, som man forsøger at tillægge karaktertrækket.

»Det med at tillægge de særligt sensitive nogle positive egenskaber, det er jo bare en salgsstrategi. Jeg synes, at det er en latterlig tendens. At folk overhovedet gider at skabe sig en gruppeidentitet på sådan en baggrund er til grin. Men det ser man jo til alle tider. Nogle smarte forretningsfolk ser en niche, og så hopper folk på den, fordi trangen til en identitet og trangen til at føle sig bedre er stærk.«

Var tæt på at gå

Gruppen af særligt sensitive er efterhånden en stor patientgruppe for en række omstillingsparate behandlervirksomheder, der ser deres snit til at lokke nogle mennesker i terapi, som mange før i tiden blot ville betegne som folk med ondt i livet.

En af de sidste deltagere, Information møder på Folkeuniversitetet, er pensionisten Vagn, der skiller sig ud i et ellers kvindedomineret publikum.

Han griner lidt i forlegenhed over det faktum, at han kunne genkende sig selv som »lidt ekstra sensitiv«, som han siger.

»Men jeg har været tæt på at gå. Det virker som basis for en ny terapiretning. Jeg er ret skuffet over det her tilbud.«

Vagn er glad for Folkeuniversitetets andre tilbud, men han fornemmer en usikkerhed om evidensen i forskningen bag foredraget om særligt sensitive, og han havde i det hele taget forventet en mere videnskabelig udredning af fænomenet.

I stedet får han en god portion positiv psykologi, praktiske råd til livet som særligt sensitiv og et tilbud om nyhedsbreve forklædt som en slags reklamefremstød for Misfeldts virksomhed Sensitiv Eksistens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kirsten Svejgaard

At være særligt sensitiv er ikke en sygdom, men et karaktertræk - et talent. Præcis som når visse mennesker er særligt musikalske, særligt matematisk begavede, særligt filosofiske osv.

Det er en evne "på godt og ondt". Når en hel del mennesker afviser denne evne, er det naturligvis, fordi de ikke genkender den fra sig selv og derfor ikke kan leve sig ind i, hvordan det opleves.

Jeg tror ikke, man nødvendigvis skal være særligt sensitiv for at være dybttænkende og -følende, men særligt sensitive mennesker registrerer flere signaler og indtryk og reagerer derfor også stærkere på de tanker og følelser, der opstår i mødet med omverdenen, og er måske derfor også lettere at stresse. Derfor vil de have større behov for og være mere tilbøjelige til at søge relativt rolige og harmoniske omgivelser, hvor andre trives bedst i "larm" og i nogle tilfælde måske ligefrem nyder "et godt skænderi".

Og nu skal det her ikke blive til en ny artikel...

jonas larsen, Anne Eriksen, Søren Roepstorff, Anne Schøtt, Heidi Larsen, Sabine Behrmann, Gert Selmer Jensen, Britta Hansen, Britt Kristensen, John Fredsted, Emil Urhammer, Michael Bruus, Mette Hansen, lars abildgaard, Aksel Gasbjerg, peter fonnesbech, Michael Madsen, Birgitte D Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Birgitte D Pedersen

Susanne Møberg, specialt på området, beskriver /
Sensitivitet er et karaktertræk, ikke en diagnose.
Kærligt, kreativt, intuitivt potentiale - besidder særlig sensitive personer.
Store empatiske, medfølende og næstekærlige kvaliteter, som verden har brug for..

Desværre er emotionel intelligens, som er 1 af vore 7 intelligenser, stærkt undervurderet
- mener jeg

Gert Selmer Jensen, Vivi Rindom og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Sensitivitet handler vel grundlæggende om en umiddelbar stærk kontakt med perceptionen mere eller mindre på alle niveauer.

Det samfund og den virkelighed som vi lever i er omgivet af støjsendere fra morgen til aften, så det ofte er en kamp at bevare den perception mere eller mindre frisk og modtagelig.

Visse individer har udviklet en sublimt evne til at lukke ned for alt det, som de ikke lige kan bruge på det pågældende tidspunkt. Jeg tror det hedder noget med skyklapper , men jeg ved ikke hvad diagnosen hedder.

Men det skal nok komme, og så vil der osse blive udbudt kurser til den gruppe.

Kirsten Svejgaard

.... Og så hedder det 'klappe ad', Information!

uffe hellum, Britta Hansen, Henrik Nielsen, Sabine Behrmann, Gert Selmer Jensen og Ole Meyer anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det er helt utroligt som mennesker samler sig - eller samles af andre - i grupperinger af den ene eller anden art.
Hvad blev der af bare at være 'sig'/Lise Lotte/Peter/Kirsten/Sanne.. fortsæt selv?
Skal man nu samles i grupper af f.eks LiseLotter og håbe på, at LiseLotter vil kunne definere særligt positive liselottetheder, som man kan fremhæve og bede om hensyntagen til?

Det er jo absurd.
Men er det verden, som ikke vil acceptere individer med individuelle sammensatte karaktertræk - eller er det individerne, som finder verden så utryg og upåvirkelig, at de er nødt til at finde sammen af små trygge enklaver af mennesker med samme karaktermæssige særligheder?
Denne liselottethed undrer sig.

Holger B. Trankjær, Henrik Nielsen, Brian Pedersen, Michael Madsen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Duus Nielsen, Peter Poulsen og Birgitte D Pedersen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Mennesker har vel altid haft brug for at identificere sig gennem grupper, kig blot på danskernes forenings-mani.
De tider vi lever i levner mindre og mindre plads, så det er vel en naturlig udvikling at nye grupperinger opstår. Måske især nogle med fokus på følsomhed! ..........ihukommende f.eks. Mette Frederiksens menneskerettigheds-syn!
Det er jo højeste mode at udtrykke nultolerance!

jonas larsen, Niels Duus Nielsen og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Men Carsten Mortensen,
det jeg opponerer mod er forsamlingen om karaktertræk.

Jeg er selv med i forskellige foreninger, hvor vi forsamles om fælles interesser. Altså om noget, som ligger udenfor os selv.
Men at forsamles om at have nogle karaktertræk og så oven i købet fremhæve dem som af særlig positiv værdi.. det virker usmageligt og selvhævdende på netop den måde, de jo IKKE skulle være, fordi de er så sensitive.

Brian Pedersen, Michael Madsen, Niels Duus Nielsen og Annika Tiin Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er ikke særlige karaktertræk, det er noget, som ganske vist grundlægges tidligt i barndommen - måske allerede i fostertilstande - hvis man udsættes for musik og bestemte tilstande, som man senere vil søge i livet, f.eks. kroppens reaktion på litteratur.

Henrik Brøndum

Os der er det modsatte - de lidet følsomme handlingsmænd der får tingene gjort - synes også vi trænger til nogle nye betegnelser. Der har længe klæbet nogle ord med negative konnotationer (kyniske, kolde, magtsyge etc.) til os ...er der ikke nogen der kan forske i hvordan vi kommer af med dem?

randi christiansen, Peter Poulsen og Annika Tiin Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Henrik Brøndum, for der er godt og skidt i verden, og kynisme, kulde og magtsyge er negative værdier. Hvad gik der galt?

jonas larsen, Brian Pedersen, Michael Madsen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar

Henrik Brøndum kunne du forestille dig en verden hvor lørdag aftens gyser på DR1 - uge efter uge omhandlede spændingstemaet - "De gode mod de gode" eller gentagne repriser af Clint Eastwoods "Den gode, den rare og den smukke" ? ;)

Anne Eriksen, Michael Madsen, Steffen Gliese og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Lise Lotte Rahbek

Lise lotte gruppen er allerede oprettet, den består af mennesker som er særligt senstive over for skævheder og påpeger dem så snart de opstår.( smiler, (det er venligt ment)

Og andre sensetvie, har andre kvaliteter, en af dem er evnen til så spotte dårligt arbejdsmiljø længe inde det udvikler sig og når deres kvaliteter bliver brugt rigtigt, kan de modvirke stress. I skoler og børnehaver kan de spotte problemer længe inden de udvikler sig, samfundet skal blot få øjnene op for det.

Torben Pedersen

Er der nogen, der vil være med til at danne en gruppe af folk der opfatter sig selv som gennemsnitlig og 'normal'. Folk der hverken opfatter sig selv som specielt aggressive, hysteriske, sensitive, ømfindige eller andet i samme stil. Bare...almindelig.
Vi må efterhånden være så få at vi kan få en diagnose, behandling og statsstøtte...
Jeg mener - at opfatte sig selv som normal er jo efterhånden unormalt.

Min lillesøster har i mange år forsøgt at pådutte mig 'diagnosen'. Jeg er generelt skeptisk overfor diagnoser og personlighedsmodeller af enhver art. Men jo, jeg kan da godt se hendes pointer. Jeg tuder for et godt ord, har brug for relativt megen (uproportionelt vil nogen sikert mene) alenetid imellem sociale aktiviteter, har svært ved at håndtere andre folks lidelse - det gør simpelt hen ondt, og så videre- listen er lang. Så vidt jeg kan forstå opereres der også med flere forskellige sensitivitetsklasser: Den emotionelle, den sanselige, den sociale, sågar den spirituelle... (jeg kan ikke huske dem alle sammen).

Men altså, i 'gamle' dage, da jeg gik i skole hed det sig at jeg var en 'følsom' dreng med en 'livlig fantasi'. Hvis jeg gik til psykiater eller psykolog ville jeg sikkert også få en vifte af passende diagnoser vedhæftet, alt efter hvem der lige sidder med hænderne inde i hovedet på mig. Hvis man tyr til amerikaniseret Jungiansk personligheds typologi passer HSP diagnosen som fod i hose med INFP typen. Og så er der astrologi og jeg ved ikke hvad. Der er rigeligt med modeller at vælge imellem hvis det klør i navlen og man har brug for at spejle sig. Og nye forklaringsmodeller skal da være så velkomne, så længe de bliver taget for hvad de er: modeller.

Det store problem jeg ser her er den lukrative selvhjælpsindustris slåen plat på tingene- i det komplekse fænomener på en gang forsimples og vulgariseres altimens de samtidig fremstilles som lovmæssigheder. Og det er ikke engang det værste. At tjene penge på at lære folk at 'leve med' deres instinktive ubehag ved uretfærdighed, eller forvoksede empati, så de kan være lykkelige og ligeglade er efter mine begreber perverst. Men sådan er der så meget, og det er jo ikke værre end hvad man eksempelvis udsættes for som licensbetalende fjernseer.

jonas larsen, Anne Eriksen, Brian Pedersen, Michael Madsen, Magnus Frimer-Larsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Nemlig, Michael Bruus, at der findes mennesker, der kan se endnu voldsommere problemer, hvor andre ser nemme og smarte løsninger, kan have uhyre stor værdi for det samfund, der gider at lytte.

Jeg er logisk sensitiv, jeg får det dårligt, hver gang jeg møder en absurditet. Jeg har fundet, at den bedste kur mod de ubehagelige følgevirkninger af logisk sensitivitet er samvær med mennesker, der ikke tager modsigelserne helt så tungt. Altså det modsatte af, hvad terapeuterne her anbefaler.

Det er selvfølgelig op ad bakke at skulle overbevise de ubekymrede om, at der er grund til bekymring, det kræver en vis selvtillid at være en brokkerøv, som vi logisk sensitive kaldes i vore dage. På den anden side, når jeg hele tiden registrerer absurditeter i den politiske og journalistiske diskurs, er det altså svært bare at holde kæft.

Så atter en gang tak til de dele af kommentatorkorpset, der har blik for absurditeterne, men har overskuddet til at forvandle meningsløsheden til sort humor. Det har reddet mit humør på mangen en dårlig dag.

Brian Pedersen, Michael Madsen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lad os stå fast på astrologien, Rune Lund, den er gennemgående det mest retvisende. Men tiltroen er nu også stærkt forbundet med det tegn, man er født i. ;-)

Steffen Gliese

Jeg tror, at videnskaben om føje år vil gøre en chokerende oplevelse: at personlighed netop er fuldkommen individuel, at folk fødes med alle mulige anlæg i alle mulige retninger, og at det er helt tilfældigt, hvordan forskellige påvirkninger virker ind i et kompliceret samspil på den enkeltes udvikling og liv. I samspil med omverdenen.

jonas larsen, Anne Eriksen, Rune Lund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Tjoh, Peter Hansen... Astrologien var vist også en videnskabelig model en gang. Og videnskaben kan jo dårligt klare sig uden modeller af den ene eller anden art. Bohr havde som bekendt ringe tiltro til de modeller han selv opstillede. Men det ville da være klædeligt om videnskabsmænd og andre teoretikere udtrykte den form skeptisk klarsyn lidt oftere...

Gert Selmer Jensen

Denne artikel fløj åbenbart lige hen over hovedet på debattørerne, her på tråden.?
Kommentarerne er forsimplede og forudindtagede, og antyder uvidenhed om fænomenet, som
slet ikke kan henkastes i bunken af "popdiagnoser". Uvidenhed er jo ikke fremherskende hos
Panelet, men her knækkede filmen åbenbart.!

Mikael Thastum: "De fleste mennesker skal jo lære at kunne begå sig i det liv og det samfund, som de er til stede i". De fleste mennesker bestemmer slagets umusikalske gang, det er da til, at føle på.

Måske psykolog Mikael Thastum skulle blive ansat i en virksomhed med angstlidelse for manglende afkast i stedet for, at køre rundt i rationel tomgang.

Lise Lotte, Carsten m.fl.

Det handler netop ikke om at danne gruppe men at skabe synlighed om fænomenet. I den forstand er det en politisk forsamling, men grunden til at de bliver nød til at kæmpe er fordi følsomhed eller særlig sensitivitet er karaktertræk verden slet ikke er indrettet efter. For en kæmpe gruppe af samfundet er vores supermarkeder, arbejdspladser, skoler, sociale mødesteder kakofoniske helveder, der overstimulerer og udmatter dem. Og det er bare lydsiden.

De særligt sensitive findes, sammen med en gruppe af tilstødende men hyppigt forekommende karaktertræk, er og skal være en del af normalitetsbegrebet, og når I vil lave "en klub for normale" er det netop som om "I" understreger at "de" ikke er det. Og dette er enormt destruktivt for debatten, for normalitetsbegrebet er det mest politiske af alle begreber, IE kampen om 'hvem der er os'.

Britta Hansen, peter fonnesbech, Heidi Larsen, Birgitte D Pedersen, Sabine Behrmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Artiklen skeptisk og lader latterliggørende eller nivellerende forskere have det sidste ord. Læg mærke til hvordan emnet bliver præsenteret. Vi får at vide at det er en pengemaskine (640 kr.!), en industri, men modsvarende er korte og unuancerede og citaterne fra bogen af Elaine N. Aron er meget selektive.

Bogen er skrevet for at være et modsvar og forsvar for en udsat position; det er skrevet til de særligt sensitive i den ekstremt ekstroverte amerikanske kultur og så er det klart at retorikken kan være fremmedgørende for andre kulturer. Pointen er netop at kulturer er forskellig hvad normalitetsbegrebet angår.

Det revolutionære er at folk der tror at de er forkerte finder ud af at der er videnskabelig basis for at tale om at grundlæggende forskellige måder at behandle stimuli er normalt forekommende. MAO der ikke nødvendigvis noget galt med dig hvis du synes Roskilde er et helvede uden helt at kunne forklare hvorfor.

Som Elaine skriver "Et problem er, at det at være sensitiv også betyder at være forstående og opmærksom. Både særligt sensitive og ikke særligt sensitive kan have disse egenskaber, som bliver optimerede, når vi har det godt".

Behovet er der for en mytologi, en fortælling der gør det okay at være særlig sensitiv. Kig for eksempel på de her hurtigt fundne jobannoncer:

"Hindsgavl Slot søger udadvendt konferencekoordinator"

"Pharmadanmark søger udadvendt juridisk konsulent"

"Allerød Biblioteker søger udadvendt og engageret vikar med en glødende interesse for udlånsarbejde"

"Selvstændig og udadvendt SALGS-/SEKRETARIATSMEDARBEJDER søges"

"Udadvendt og proaktiv REGNSKABSASSISTENT søges til Document Business Center i Greve"

Er udadvendthed virkeligt nødvendigt for at være dygtig og kompetent til disse job? Eller er det fordi vi har en (job)kultur hvor "udadvendthed" er et positivt plusord. "Du skal i hvert ikke være indadvendt" synes vi at sige.

Hvorfor ikke? Hvad er der galt med dem?

jonas larsen, Sven Elming, Gert Selmer Jensen, Britta Hansen, Nanna Wulff M., peter fonnesbech, Mads Meltorn, Karsten Aaen, Michael Madsen, Heidi Larsen, Peter Jensen, Steffen Gliese, Rune Lund og Peter Günther anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Ja, at være særligt sensitiv er med sikkerhed en udfordring, især fordi en ikke særlig sensitiv social omgangskreds vil have travlt med at fixe dig. Personlighedstrækket er en styrke, hvis man formår at forstår og beherske kompetencen, en forbandelse, hvis man lade sig skubbe ind i en diagnose..

Gert Selmer Jensen, peter fonnesbech og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Er sensitiv det samme som at være introvert/indadvendt/lejlighedsvis usocial?

jeg forstår stadig ikke formålet med at lave en klub om det..

Thomas Jacobsen

Der er da al mulig god grund til at sætte ord på et fænomen som efter sigende en femtedel af alle mennesker oplever. Særlig sensitivitet kan netop hurtigt gøre at folk får Mikael Thastums negativt klingende mærkat "sart" sat på sig. Når folk i stedet begynder at udforske, forstå og vedkende sig (måske endda se gode ting ved) dette karaktertræk så hjælper det med til at fjerne (selv)-stigmaet. Det handler om at kunne rumme ens måde at være i verden på. Bl.a. ved at normalisere, eller re-frame, det at leve med karaktertrækket. Artiklen her sigter på latterliggørelse af industrien - måske fortjent på nogle punkter - men man fremstiller samtidig de særligt sensitive som lidt forvirrede, småselvoptagede individer i stedet for at give dem en stemme.

Britta Hansen, Nanna Wulff M., Steffen Gliese, Heidi Larsen og Teis Iversen anbefalede denne kommentar

"Hvorfor ikke? Hvad er der galt med dem?"

Der er ingen våde dollas i dem?

En række af de oplevelser og fænomener, som knytter sig til diskursen om særligt sensitive mennesker minder påfaldende om noget, ethvert menneske - passende situeret - i princippet kan opleve. Det bekymrende er ikke om vi kan skelne mellem sensitive og f.eks. blaserte mennesker - men snarere at fænomenerne mødes med forventning om at der kan sondres og udredes eksakt.

Rune Lund, Brian Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Lise Lotte Rahbek, nej, særlig sensitiv er ikke det samme som at være introvert, du kan sagtens være særlig sensitiv og ekstrovert.

At være særlig sensitiv er ikke en sygdom, det er ikke en diagnose og det skal det heller ikke gøres til. Men faktum er, at vi er nogle mennesker der er mere sensitive og det på godt og ondt - som Kirsten Svejgaard skriver øverst. Og det er så irriterende når "normale" mennesker trækker "du er også så sart"-kortet. Nej, jeg er ikke sart, jeg er bare mere sensitiv og opfatter verden anerledes og mere intenst og er mere følsom overfor stimuli.

Hvis folk kan acceptere der er introverte og extroverte, hvilket heller ikke er sygdomme, hvorfor kan folk så ikke acceptere at nogle er mere sensitive end andre uden vi skal latterliggøres og endda sygeliggøres?

jonas larsen, Gert Selmer Jensen, Britta Hansen, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Birgitte D Pedersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Psykologer, psykiatere og andet godtfolk kommer aldrig til at begribe det menneskelige sind. Dertil er de for normale.

Lise Lotte Rahbek

Heidi Larsen

Jeg spurgte på baggrund af Teis Asbjørn Iversens indlæg, hvor han taler om indadvendthed og udadvendthed, om det var det samme som sensitiviteten, da jeg efter at have læst hans indlæg kom i tvivl om, om der var tale om det samme eller om to forskellige karaktertræk.
Pas.
Jeg ved ikke, hvorfor folk ikke kan forstå at alle mennesker har deres helt egen særegne kombination af karaktertræk.
Ikke desto mindre vil jeg da give dig ret i, at det er hamrende irriterende når andre vil forsøge at 'motivere' mennesker til at være ens.
Jeg har mine egne følsomheder, hvoraf særligt lydfølsomhed kan være .. problematisk. Og kan opfattes som sart. Men nu har jeg så heller ikke noget problem med sarthed.

Latterliggørelse .. tjah. Det er vel også noget af et problem ikke at være i stand til at acceptere, at mennesker er forskellige og har forskellige tolerancegrænser. Faktisk et noget større problem, end 'sarthed' set med mine øjne

Lise Lotte Rahbek, jeg mener ikke at det er det samme, indadvendthed og særlig følsomhed, men at der er et sammenfald, både statistisk; men også diskursivt, som modsætning til hvad der forstås som normalt, ie. ønskværdigt som personlighedstræk jf. de jobannoncer jeg nævner.

Jeg håber ikke jeg er kommet til stå som repræsentant for folk der "ikke kan forstå at alle mennesker har deres helt egen særegne kombination af karaktertræk". Lad mig igen citere Elaine's udmærkede bog:

"Denne bog er baseret på den opfattelse, at du besidder et karaktertræk, som er fælles for mange. Det vil sige, at det rubricerer dig. Fordelen er, at du kan føle dig normal og drage fordel af andres erfaring og forskning. Men ingen som helst etiket kan beskrive det enestående ved dig. Særligt sensitive er indbyrdes helt forskellige, selv med deres fælles karaktertræk."

Det kan være fedt at møde en gruppe af mennesker som har helt andre opfattelse af hvad et godt indeklima, lysniveau og lysforhold er. Det kan være en kamp at "også skulle være der", og det gør os sårbare hvis vi hele tiden skal retfærdiggøre og forsvare vores behov. Men jeg får indskydelse at vi ikke rigtig er uenige her.

Britta Hansen, Nanna Wulff M., Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Nejnej, Teis Asbjørn Iversen,
jeg forsøger bare at forstå det folk skriver og ud fra hvilke forudsætninger og hvad der går galt, når jeg ikke forstår det.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har altid undret mig over udtrykket: "Nogle er mere tykhudede end andre". Tvivler på at hudens tykkelse varierer på den måde, men det subkutane fedtlag kan naturligvis variere. Nej, jeg tror mere på, at forskellen i følsomhed skyldes evnen til, eller navnlig lysten til, at ignorere følelsesmæssige påvirkninger. Det er velkendt, at man kortvarigt kan tage på endog meget varme emner, uden at blive forbrændt. Det hænger sammen evnen og lysten/viljen til at ignorere den smerte, der faktisk eksisterer, men som hjernen kan beslutte sig til, sammen med sin indehaver, at se bort fra. De sensitive har mindre tilbøjelighed til at se bort de faktiske følelser, tror jeg.

Vibeke Rasmussen

Hm, når jeg læser om 'domænenavne' som elskdigselv.dk og levlykkeligt.dk, må jeg indrømme, at jeg bliver … sensitiv. På en ret negativ måde!

Vibeke Rasmussen

"Lise Lotte gruppen er allerede oprettet …"

Det tror jeg nu ikke, Lise Lotte er helt indforstået med.

… æhm, eller der mangler måske bare et komma? ;)

Man bør altid undlade at klappe ad en særligt sensitiv person.
Denne støjende adfærd opfattes af særligt sensitive som ekstraordinært grænseoverskridende , hvad der i nogle tilfælde kan have ødelæggende konsekvenser.

Torben Nielsen, Henriette Bøhne og Egon Maltzon anbefalede denne kommentar
randi christiansen

I gamle dage hed det bare følsom. Og det vi jo godt, at der er forskel på - hvorfor, er så det gode spørgsmål, som der sikkert er lige så gode, interessante og ubesvarede svar på. Hvis man anser sig selv for at være meget følsom, så er man det nok også, eller hvad? At være følsom er godt, at være overfølsom mindre godt - med mindre det kan omsættes positivt, i fx kunst og videnskabelig forskning. Evnen til indføling er vel også en forudsætning i omsorgs-og pædagogfag.

I denne tid vi nu lever i, er den introverte da udfordret på sin natur eller ligefrem forkertgjort?
Jeg tænker også, at introvert måske er et misbrugt begreb og et begreb med negativ ladning drejende sig omkring mennesket der ikke markerer sig, viser sig, hvor det i denne tid ville være en fordel for personen selv at vise sig. En fordel defineret ud fra en medstrøm til succes, en succes defineret som individuelt at sælge sig selv, med lethed at kunne socialisere nemt i det ydre lag og dermed skaffe sig netværk, mange kontakter og dermed fordele i denne tid.
Meget teknologi fremmer at være på, at være i hurtig kontakt, at dele bollebagning og jeg oplever at den hurtige og overfladiske kontakt er en fordel i dette "hamsterjul", som en kær veninde udtrykte det en dag.

Når jeg læser Carl Gustav Jungs definition af introvert er en oversættelse til dansk blevet til:
Den introverte personlighed (indadrettede) relaterer sig til sit eget indre, mens indtrykkene fra omverden er sekundære. Disse personer er mere tøvende i deres reaktionsmønstre, tingene skal lige prøves af først på den indre tankeverden. Personen vil søge efter formål og motiv bag handlingerne og kan være distræt (en typisk 'professor-type').
Jung satte de introverte højt. De introverte ser og deltager i den ydre verden, ganske som ekstroverte. Men så har de den ekstra kvalitet, at deres liv er beriget med en omfattende og yderst spændende indre verden. Jung siger i et interview i 1957, at en virkelig introvert slet ikke kan fortælle om alle sine indre oplevelser - de vil virke så underlige og afvigende, at ekstroverte ville løbe skrigende bort. Men disse indre kvaliteter er i den grad med til at berige vores kultur.

Det er klart, at det ikke er en fordel at være 100% introvert eller ekstrovert, men tænker at den meget introverte har svære kår i mange tilfælde og en betydelig del af skolesystemet er måske mere opmærksom på problematikker i det introverte en kvaliteten. En bemærkning ved evaluering af den introverte skoleelev kunne være "Du har som den eneste i klassen lavet alle opgaver rigtige i i matematiktesten, men jeg ved simpelthen ikke hvad du kan mundtligt og det tæller en trediedel de kommende år"...
Man kan sige, det må skolen selvom, men man fortæller måske et barn, at det skal være naturstridigt for at klare sig. Det er sikkert rigtigt, for at klare sig i denne tid, men jeg bliver så forbandet høj af at tænke på, hvad man kunne gøre for mere at dyrke det introverte talent, I hvilke længerevarende sammenhænge de kunne føle sig mere hjemme og dele ud af den indre verden...?
Jeg har læst, at man regner med, at cirka 25% af befolkningen er introverte. Dermed er samfund/skoler/familier måske ofte indrettet på de ekstrovertes betingelser. Et introvert barn, der vokser op i et miljø, der kun i ringe grad tager hensyn til barnets personlighedstype, vil måske derfor ofte trives dårligt og ikke få realiseret sit potentiale.

Karsten Aaen, randi christiansen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

SSP'er er en pestilens. Ikke fordi de ikke vil, men de kan ikke opfatte verden omkring sig og forholde sig til den som GSP'er (gennemsnitligt sensitive personer). Det gør dem til nogle vanskelige individer. De føler sig forkerte og bliver også anskuet som værende mærkelige. De griner måske ikke ad platte vittigheder, distancerer sig hurtigere og mere bestemt fra enhver form for uretfærdighed. Det er virkelig ubehageligt! Man kan slet ikke være 'sig selv', når de er tilstede.

Det er skrækkeligt, når man bare vil 'drille' nogen og en SSP reagerer skarpt på udsagn som: 'Det var jo kun for sjov!' SSP'eren kan måske ikke acceptere det og gennemskuer omgående det virkelige indhold i budskabet. De kan også være ironiresistente og kritiske over for enhver form for latterliggørelse af andre - også af personer, de ellers ikke bryder sig om. Nej, det er ikke sjovt, at være omgivet af denne slags alvorlige og 'nærtagende' personer. Ikke en gang en vittighed er tilladt! For slet ikke at tale om deres retfærdighedsiver! Puha...

Men disse SSP'er kan nu alligevel bruges til noget: som termostater. Anbring en SSP'er i en nærmest vilkårlig sammenhæng i et socialt omfelt, en arbejdsplads eller andetsteds og bed dem bagefter berette det den har observeret. SSP'eren kan hurtigt udpege mulige potentielle eller eksisterende brændpunkter, konfliktzoner, uhensigtsmæssige forhold og m.m. Observationerne er pålidelige, og mange GSP'er vil kunne se det efterfølgende. At bruge en SSP'er som termostat sparer mange ressourcer, der ellers bruges til undersøgelser af det respektive omfelt og udarbejdelse af management-rapporter. Så de er endda økonomiske i brug!

Stilling søges!

randi christiansen, Henriette Bøhne, Lise Lotte Rahbek, Rune Lund, Steffen Gliese og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Forhøjet sensitivitet, og introverthed, gå hånd i hånd.! Det er logik for burhøns.!!
Læs i øvrigt Ilse sand omkring "fænomenet".!!

Britta Hansen

Birgitte, det var maksimum af ironi, jeg kan svinge mig op til. Bemærk venligst sidste sætning i to ord ;-)

Gert Selmer Jensen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Dejlig ironisk, Britta Hansen - men man kan nu godt være i besiddelse af en betydelig humor; men retfærdighedssansen genkendte jeg, og jeg kan altså ikke overbevises om, at den ikke også gælder "de andre".

@Peter: Nej, det er svært at tro at "de andre" ikke besidder retfærdighedssans. Det tror jeg såmænd heller ikke de ikke gør. Det er nok nærmere noget med i hvor høj grad man påvirkes, eller lader sig påvirke af denne. MHT humor, så er der, jvf retfærdighedssansen, én slags jeg ikke kan tolerere. Det er den der [a]sociale magtkonsoliderende hån. Somme tider ganske subtil. Til tider enddog forklædt som jovial og venskabelig. Det er ren gift...

@Gert - jeg ved ikke om dit indlæg henvender sig til mit- jeg var ude med den kritiske rive tidligere. Jeg har brugt en del tid på at sætte mig ind i fænomenet, og mener ikke at det er noget sludder. Men som andre også har påpeget er der problematiske aspekter ved at koge selvhjælps suppe på andre menneskers sårbarheder. Peter Jensens indlæg rammer mere præcist end mit gør.

Betegnelsen SSP er efter min mening i bedste fald en nyttig generelisering. Jeg kunne godt ønske mig at man i stedet for at gå i kommercielt selvhjælpssving, bragte fokus på de kvaliteter den påståede femtedel af befolningen besidder. Du ved, tænk hvis vi i stedet for at råbe højt om vores ret til at blive anerkendt som ganske særlige, kunne have en diskussion om værdigen (eller *gisp* nødvendigheden) af eksempelvis empati i et samfundsmæssigt perspektiv. Det ville da være pragtfuldt. Men jeg gør mig ingen forhåbninger...

Gert Selmer Jensen, randi christiansen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Enig, Rune! :-) Vi holder af de mere subtile, mere fiktive og mere raffinerede former for sarkasme, når det skal være. Med dobbeltstreg under FIKTIV.
Det er jo så reelt, at vi nok allesammen har prøvet at blive kaldt sarte - og personligt kunne jeg tvinge de voksne til at diskutere uretfærdigheden i at drille (mig). Drønirriterende, sikkert, men forhåbentligt lærte de noget pli.
Jeg har ingen planer om at ændre på det, i det hele taget synes jeg, at denne trang til at lave om på sig selv er et sygeligt fænomen. Jeg tager hensyn, det har andre kraftedeme også at gøre.
Nåh, men det er ofte folk i samme tegn som mig selv, jeg oplever er særligt sensitive. Måske fordi min sensitivitet også som oftest registrerer denne lighed imellem os og bringer os sammen. Og så i øvrigt udfolde de samme synspunkter, erfaringer og reaktioner.

Gert Selmer Jensen, randi christiansen, Anne Eriksen og Rune Lund anbefalede denne kommentar

Sider