Interview
Læsetid: 6 min.

En Vinnie Who-plade og en potteskjuler, tak

Vinnie Whos nye album, ’Harmony’, er trykt i et gigantisk førsteoplag, der ikke er set i Danmark siden 1990’erne, og sælges udelukkende i Tigers lavprisbutikker. ’Ny tendens’ og ’nødvendighedens politik’, siger kunstner og pladeselskaber – men hvor går grænsen, når virksomheder leger det 21. århundredes kunstmæcener?
Vinnie Whos nye album skal sælges i 425 butikker i 25 lande. Det kommer til at koste 30 kroner. ’Det åbner en masse døre for mig,’ lyder det fra musikeren.

Christian Lindgren

Kultur
11. marts 2015

»Hvad fanden har du gang i?« var Vinnie Whos første reaktion, da hans pladeselskab Fake Diamond Records første gang foreslog at sælge det nye album, Harmony, gennem Tigers lavprisbutikker. Til 30 kroner for en cd og en lp for en flad halvtreller.

»Jeg troede, vi skulle gøre, som vi plejer: Lægge pladen ud i Fona og håbe på, at de gider at sætte en plakat eller to op, der giver lidt opmærksomhed. Jeg havde slet ikke tænkt på det som en mulighed,« forklarer Vinnie Who, der til daglig går under navnet Niels Bagge Hansen.

»Tiger er for mig et sted, hvor jeg går ned og køber gaffatape til studiet eller en billig Pepsi Max. Men da jeg hørte, at Tiger ville udgive mit album i så stort oplag, syntes jeg lige pludselig, at det var smadderinteressant,« fortæller Niels Bagge med et grin.

Der er da også masser at more sig over. Med aftalen, der er indgået med Tigers pladeselskab, Tiger Music, udkommer Harmony i et førsteoplag på 20.000 cd’er. Det er en størrelse, kun Danmarks største kunstnere som Rasmus Seebach eller Medina normalt kan prale af, viser en rundringning til landets største pladeselskaber. Lp-førsteoplaget på 10.000 lakskiver kan ingen huske at have set på denne side af 1990. Så for en relativt smal indiekunstner er aftalen decideret vanvittig: Vinnie Whos første to plader har »højst solgt en tiendedel« af tredjepladens førsteoplag, oplyser Jacob Kampp, ejer af Fake Diamond Records.

Det var et tilbud, Niels Bagge Hansen ikke kunne sige nej til. Han har arbejdet to år med pladen, som han selv kalder sin mest »helstøbte«. Et old school album, der skal lyttes fra start til slut. Men det gør folk ikke længere i Spotify-tidsalderen:

»Når man udgiver et album i dag, kan man nemt føle, at det ryger ud i vasken med det samme. Det er kun singlerne, der får opmærksomhed,« siger Niels Bagge Hansen.

»Men du kan først elske et album virkelig højt, når du har hørt det flere gange. Tiger tager det fysiske medie seriøst, for aftalen giver folk mulighed for at købe albummet billigt og forhåbentlig lytte til det som et samlet værk,« lyder det. Han er overbevist om, at flere danske kunstnere fremover vil søge den slags alternative samarbejder for at give deres album mere eksponering.

»Det er klart en tendens, at musikere begynder at lede efter andre muligheder i dag, hvor det fysiske salg er småt, og folk ikke vil betale 150 kr. for en cd. Det er også underligt, at det skal være så dyrt. Derfor er aftalen med Tiger super spændende … Og hvis der er nogle af mine plader, som ville kunne holde til at blive solgt ved siden af Snickers-is, så er det denne!«

Kunstmæcener

Siden Kong Elvis var knægt, har virksomheder indgået reklamesamarbejder med musikere, hvor kunstneren har udlånt sit brand og integritet til et produkt mod at få en pose penge. Men det er nyt i Danmark, at en virksomhed, der ellers intet har at gøre med musik, opretter et pladeselskab og indgår distributionsaftaler med musikere, som det er tilfældet med Tiger Music. Det vel nok mest kendte eksempel er L.O.C, der i 2012 lagde sit album Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 gratis op på nettet i tre uger gennem et samarbejde med TDC, hvilket angiveligt kastede to-tre millioner kroner af sig. I USA har firmaer i årevis koblet deres produkter op på musikindustrien, som kaffekonglomeratet Starbucks, der udover at lave hiphop-compilation cd’er også sælger loungemusikken, der flyder ud af højttalerne på cafeerne i USA.

Tiger Music blev stiftet i 2006, men har primært udgivet niche- albummer som klezmerbandet Klezmofobia eller Carsten Dahls nyfortolkninger af Johann Sebastian Bach. Vinnie Who er den klart mest mainstream kunstner, pladeselskabet endnu har samarbejdet med, forklarer Anne Busacker, der er chef for Tiger Music.

»Vi udgiver kun musik, som har kant, og som vi mener passer godt til Tigers kunder. For det er ingen hemmelighed, at det ikke er cd’er, vi lever af. Vi sælger tusind gange flere ’dimser og dutter’ og kopper og krus, så det her handler om, at vi i Tiger vil satse på kvalitet til vores kunder. Og når du står med et Vinnie Who-album i hånden, så ved du, det er kvalitet – også selv om det kun koster 30 kroner. Det viser, at du ikke kan sætte pris op i mod kvaliteten,« siger Anne Busacker.

– Det må være lækkert at kunne associere sig selv med Vinnie Who?

»Selvfølgelig. Men det er ikke det, der er i højsædet for os. Aftalerne skal være på musikernes præmisser, så det ikke bliver en prostitution af kunstnerne, men et samarbejde, de også synes er spændende. Det skal være givende for alle parter.«

Tiger satser i det hele taget hårdt på kulturproduktion både i og uden for Danmark. Udover et pladeselskab udgiver Tiger også bøger, afholder den årlige internationale fotokonkurrence ’Tiger Camera’ og samarbejder med kulturinstitutioner som Kunsthal Charlottenborg, Statens Museum for Kunst og CPH:DOX. Anne Busacker undrer sig over, at der ikke er flere danske virksomheder, som går i Tigers fodspor:

»Flere virksomheder ude i Danmark burde åbne øjnene. Der er oceaner af muligheder for at indgå kulturelle samarbejder, der kunne gavne både dansk kultur og virksomhederne selv. Vi kunne lave så mange spændende ting sammen, og jeg forstår ikke, at der ikke er flere virksomheder, der har set potentialet.«

Noget for noget

Kulturpurister vil måske finde det problematisk, at kunsten på den måde kobles sammen med Frappuccinoer eller prisvenlige Tiger-altankasser. Virksomheder som det 21. århundredes mæcener. Men det er nødvendigt at tænke ud af boksen i dag for at overleve i musikbranchen, mener Jacob Kampp fra Fake Diamond Records:

»Cd-markedet i dag er ikkeeksisterende. Det findes simpelthen ikke. Så det er rigtigt spændende at være firstmovere på et projekt som det her. Det er mig bekendt den første aftale i Danmark, hvor en landskendt kunstner indgår et samarbejde på denne måde,« siger Kampp og indrømmer, at han først var betænkelig ved samarbejdet.

»Jeg har brugt 10-12 år på at bygge et label op med en stærk indieprofil. Så det er at sætte alting på spidsen at samarbejde med Tiger. Det kan virke lidt provokerende, men for os er det også kendetegnende for et stærkt brand, at vi udgiver musik, som vi har lyst til og ikke følger normerne. Men hvis det nu havde været Bilka, der ville sælge pladen billigt, havde vi nok ikke sagt ja. Det er i høj grad, fordi Tiger Music er et rigtigt pladeselskab som os selv.«

– Men hvad hvis de lavede Bilka Music – det ville vel være det samme?

»Njaah, det ville det ikke. Det afgørende for os er, at Tiger Music oprigtigt vil noget med kultur og har et ønske om at udgive kvalitetskulturprodukter.«

– Det kunne Bilka Music vel strengt taget også?

»Det kunne de godt. Bilka er måske ikke det bedste eksempel. Men for os handler det om, at Tiger Music er klar til at lægge al deres energi i det, og at de er seriøse folk. Derfor samarbejder vi, og selvfølgelig er det noget for noget. Tiger risikerer økonomien, mens vi risikerer det renomme, vi har bygget op både som kunstner og pladeselskab.«

Heller ikke Niels Bagge Hansen har et problem med, at Vinnie Who-brandet bliver lånt ud til Tiger. »Selvfølgelig gjorde jeg mig overvejelser om det, men de tager produktet meget seriøst, og det åbner en masse døre for mig i andre lande,« forklarer Vinnie Who med henvisning til, at Harmony vil ligge på disken i 425 butikker i 25 lande, fra Italien til Japan.

– Kommer vi fremover til at se dig i Tiger-solbriller på Orange Scene med en Tiger-snickers i hånden?

»Haha, overhovedet ikke. Tiger har ikke bedt mig stå i deres reklamer eller lægge ansigt til deres brand. De er en butikskæde, der sælger min musik, og det er jeg glad for. Men jeg skal ikke rende rundt med deres solbriller på.«

– Hvor går grænsen som kunstner, når man låner sit brand ud til en virksomhed?

»Det er vel individuelt. Min grænse, i hvert til at starte med, er meget fint sat her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

I firserne var der kasettebåndsselskaber, der brugte jyske tankstationer som distributionsnet. Man kunne altid købe et bånd med Kandis, døgnet rundt, hvis man gad køre lidt.

Hvad der undrer mig mere er, at folk i dag køber cd-er. LP-er kan jeg forstå, der vil altid være nørder, men hvorfor dog købe en cd? Jeg troede bare, man downloadede på sin telefon. Men hvad ved jeg.

Julian Christmas

Det er en yderst interessant udvikling.

Jeg tror det er nødvendigt at tænke i helt nye baner hvis de danske musikere skal bevare en vis del af kontrollen med distributionen af deres musik. På det seneste har vi også set at en kunstner som Thomas Buttenschøn ikke har ville frigive sit nyeste album til streaming tjenesterne. Det har kun været muligt at købe til hans koncerter. Jeg vil mene den slags "begrænsninger" skaber et tættere forhold imellem kunsteneren og publikummet.

Det bliver spændende at se hvad det næste bliver for musik industrien.