Læsetid: 4 min.

Voldtægtskultur tur/retur

Søndag kan du på DR1 se den fantastiske, men barske dokumentarfilm ’Indiens døtre’ om en ung kvinde, der blev voldtaget i Indien i 2012. Se den, men husk, at voldtægstkultur ikke bare er noget, der trives på den anden siden af Jorden
’Indiens døtre’ handler gruppevoldtægten af en ung kvinde i New Delhi i 2012. Filmen er blevet forbudt i Indien af frygt for, at den vil udløse nye uroligheder.

Plus Pictures

7. marts 2015

Husker du Jyoti? Den unge kvinde, der blev voldtaget af seks mænd i en bus i New Delhi i december 2012. De hev hendes indvolde ud gennem skeden og smed dem ud af den kørende bus, og hun døde senere af sine kvæstelser. Fire af de seks mænd blev dømt til døden, og voldtægten førte til massive protester i flere indiske byer.

Jyoti kom fra en fattig familie, men hendes motto var, at »en pige kan gøre hvad som helst«. Hun brugte de penge, der var gemt til hendes bryllup, på at læse til læge og drømte om at vende tilbage til landsbyen og bygge et hospital til de fattige. Gerningsmændene var fordrukne slagsbrødre fra New Delhis slumområder. Setuppet var tydeligt som i et eventyr.

Jyoti blev symbol på en håbefuld generation under Indiens voksende økonomi – den unge, veluddannede kvinde, der skulle føre Indien ud af fattigdom og vold – og måske netop fordi setuppet var så klart, slap hendes voldtægt alle de undertrykte kvinders opsparede vrede fri i enorme protester fra en ungdom, der nægtede at lade sig trænge tilbage ind i fortidens mørke.

Søndag, på Kvindernes Internationale Kampdag, viser DR1 Indiens døtre, Leslee Udwins yderst vellykkede dokumentar om hændelserne. Udwin har samlet et imponerende persongalleri og blandt andet interviewet en af gerningsmændene i fængslet, før han blev hængt. Han fortæller i detaljer om voldtægten og sit syn på kvinder. Filmen blev tidligere på ugen forbudt i Indien – af frygt for, at den vil udløse nye uroligheder.

Voldtægtskultur

Indiens døtre er en vigtig film, fordi den vover at være mere end en film om en voldtægt. Den sætter voldtægten i en kontekst og undersøger den kultur, der indrammer og muliggør voldtægt, og som en af aktivisterne i filmen kalder voldtægtskultur.

»En kvinde er som en blomst,« siger forsvarsadvokat M.L. Sharma »… blød og indtagende. En mand derimod er som en torn. Stærk og hård. En dame (…) er mere dyrebar end en ædelsten. En diamant. Det er op til dig, hvordan du passer på den diamant. Hvis du lægger diamanten på gaden, kommer hundene selvfølgelig og tager den«.

Og med sin poesi forsvarer Sharma mere end de seks voldtægtsmænd. Han forsvarer den ideologi, som voldtægten er den yderste konsekvens af. Jyoti var selv skyld i det, der skete, mener han. Hun skulle ikke have været ude på gaden så sent som klokken 20.30.

I voldtægtskulturen ligger både ideen om mandens ret til kvindens krop (»det er min ret«) og til at definere, hvad hun er (blomst, diamant, et stykke kød, medskyldig). Og uverificerbare teorier om mandens natur som dyrisk og vild og kvindens som passiv og dydig legitimerer overgreb af enhver karakter.

Kvindens evige skyld og en kulturel accept af at udspørge voldtægtsofre om deres påklædning, som man gør i det danske retsvæsen, og floskler som »hun bad om det«, er udtryk for den voldtægtskultur, som er et kontinuum, hvor selve voldtægten kun er toppen af problemet.

Ikke kun i syd

I Indien sker der en voldtægt hvert 20. minut. Herhjemme regner forskere med op til 10.000 voldtægter om året, og det er mere end én i timen. Indiens døtre er danskproduceret og bliver desværre kun vist i vestlige lande. Og det skulle være min eneste anke mod filmen, at det kan forstås sådan, at voldtægt er et tredjeverdensproblem. Det ubehagelige er behageligt placeret på den anden side af planeten, hvor det kan bortforklares med religion, fattigdom, kultur eller etnicitet, og det civiliserede Vesten er lykkeligt befriet for den slags.

Men voldtægtskultur er langtfra et lokalt problem, og hvis man kan undgå den fejlslutning, så er der meget at lære af Indiens døtre.

PS. I denne uge havde de to Vild med Dans-kendisser Lai Yde og Mie Moltke premiere på deres tv-program Sex, Lai og Mie på Kanal 5, hvor de guider danske par til et bedre sexliv.

I en teaser for programmet demonstrerer Lai med en judo-agtig fældning, hvordan man kan »nedlægge sin kvinde«. Lai kaster Mie mod gulvet, hvor han holder hende fast og tvinger hendes ben fra hinanden med sine knæ. Hverken Lai eller Mie har, så vidt jeg kan forstå, nogen kvalificerende uddannelse, alligevel er Lai fuldstændigt skråsikker, når han råder David til at ignorere sin partners følelser og »bare tage hende«. Og hvis hun skriger »lad være!« og gør modstand, er det ifølge Mie bare, fordi hun vil teste, »om han er mand nok til at gøre det alligevel«.

Der er meget godt at sige om at lege med grænser og dominans med en indforstået partner, men når uansvarlige tv-værter uden anden kvalifikation end deres eget sexliv trækker hjemmestrikkede teorier om »kvindens naturlige lyst til at blive taget« og »mandens ustyrlige sexdrift« ned over hovedet på seerne – som tusindvis af tv-sexologer før dem – er det ikke bare dårligt tv, så er det voldtægtskultur.

’Indiens døtre’ vises på DR1 søndag klokken 22.10. ’Sex, Lai og Mie’ vises på Kanal 5 tirsdag klokken 22

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor kommer tallet 10.000 voldtægter i Danmark om året fra? I bagsidelederen også fra i dag, "At løbe en risiko", er det antydet til 3.600. De 10.000 giver, som der står i artiklen, "mere end én i timen" (1,15); de 3.600 giver 0,41. Begge tal er foruroligende høje, men hvilket af dem skal vi tro på?