Med en æselrygs rekvisitter gennem Guantánamos bjerge

Guantánamo er andet end tilholdsstedet for en amerikansk militærbase. Siden 1991 har en cubansk teaterkaravane hvert år bragt scenekunst ud til befolkningen i den fjerne provins, hvor kunst er en social nødvendighed – og i år fik karavanen deltagelse af danske teatre. Tag med på et road trip til udkanten af Cuba
Nørregaards Teater spiller forestillingen ’Rejsen’ i en skolegård lidt uden for landsbyen Los Llanos. Meget af den cubanske provins måtte se deres kulturinstitutioner forsvinde, da Sovjet kollapsede, og Cuba mistede sin sponsor, men turneteatret La Cruzada Teatral holder kunsten i live – også med udenlandsk hjælp.

Nørregaards Teater spiller forestillingen ’Rejsen’ i en skolegård lidt uden for landsbyen Los Llanos. Meget af den cubanske provins måtte se deres kulturinstitutioner forsvinde, da Sovjet kollapsede, og Cuba mistede sin sponsor, men turneteatret La Cruzada Teatral holder kunsten i live – også med udenlandsk hjælp.

Torben Stig Hansen
22. april 2015

Capero!« Advarslen lyder flerstemmigt fra en klynge skuespillere med udsigt hen over førerhuset på den gyngende lastbil, og som rutinerede trucksurfers dukker vi hovederne, inden palmegrenene fejer gennem luften over os.

Vi er omkring 60 teaterfolk, som støtter os til hinandens kroppe for at holde balancen på ladet af den militærgrønne russiske truck, som skramler gennem junglen ad smalle og absurd hullede rødjordsveje. Den sejlivede maskines trofaste følgesvend skimtes længere bag os: en lyseblå lastbil med sit overdådige læs af 14 teatergruppers scenografi og kostumer, rygsække og madrasser, plus køleskab og sække med ris og bønner. Middagssolen brænder, og hen over himlen kredser de sorte gribbe med deres enorme vingefang.

Efterhånden som en lille forsamling træhuse kommer til syne på en bakketop i det fjerne, mærker jeg en stille, koncentreret jubel brede sig blandt køretøjets ladning af skuespillere fra Cuba, Colombia, Spanien og Danmark. Denne festival kan noget særligt. Den giver spillerne mulighed for at præsentere deres scenekunst for befolkningen i Cubas allerfjerneste afkroge: landsbysamfundene i den bjergrige Guantánamo-provins.

La Cruzada Teatral er navnet på festivalen, som i 1991 spirede frem i kølvandet af Sovjetunionens kollaps. Cuba var stærkt afhængig af handelsaftalerne med Sovjet, og sammenbruddet sendte det latinamerikanske land ud i en mangeårig økonomisk krise, som kunne mærkes i alle lag af samfundet. Det blev en slidsom kamp at skaffe mad på bordet og tøj på kroppen, og pga. ressourcemanglen måtte mange stationære scener dreje nøglen om, og borgerne holdt op med at gå i teatret.

En gruppe unge skuespillere fra byen Guantánamo var dog så stålsatte på at møde deres publikum, at de arrangerede en turné fra Guan- tánamo til Baracoa på Cubas østkyst, læssede scenografi og oppakning på en flok æsler og vandrede afsted fra landsby til landsby, idet ethvert kulturhus og klasselokale undervejs kunne fungere som scene.

Sidenhen kom La Cruzada på statsbudgettet som et skoleeksempel på ’socio-kulturelt’ arbejde i forlængelse af den cubanske regerings langvarige satsning på uddannelse og lægehjælp til borgere i selv de fjerneste områder. Og pakæslerne blev udskiftet med to prustende lastbiler, som hvert år i perioden 28. januar – 3. marts tilbagelægger 1.800 kilometer på deres ekspedition ud til 200 landsbyer med omkring 145.000 beboere.

Årets eneste kulturoplevelse

Længe før motorerne er slukket og skuespillerne sprunget ned fra ladet, er teaterkaravanen blevet omringet af en flok skolebørn i deres hvide skjorter og bordeaux shorts eller nederdele. På et højdedrag med blå himmel og den frugtbare jungle i baggrunden troner den beskedne skolebygning med sit tag af bølgeblik, og rundt om i landskabet hviler træhytterne i solen. El Naranjo, som landsbyen hedder, befolkes af et par hundrede mennesker, og skolens 16 børn og tre lærere har glædet sig i månedsvis til den 17. februar, hvor La Cruzada planmæssigt kommer forbi og giver dem årets eneste kulturoplevelse. Forventningsfuldt løber børnene over til en åben bygning, som består af et stråtag på nogle pæle: Det er områdets kulturhus, og her skal forestillingerne opføres.

De to mandlige skuespillere fra El Dramático Guantánamo får de grinende unger til at hjælpe sig med at fortælle den skøre og hæsblæsende La Historia de la Cucarachita (Historien om den lille kakerlak), hvorefter skuespillerinden fra El Arca spiller alle rollerne i den poetiske dukkeforestilling Cuento con Caricia (Fortælling med kærtegn) til stille, intens indlevelse fra børnene.

Mens teaterfolkene klatrer ombord på lastbilen igen, fortæller den 52-årige lærerinde Irene Muguercia, at skolen altid bruger teaterbesøgene i undervisningen. Børnene taler om, hvordan de har oplevet forestillingerne, og hjemme hos deres familier genopfører de teaterstykkerne igen og igen. Den sjældne kunstoplevelse giver på den måde børnene næring i deres videre dannelse, og mange får lyst til at blive dramaundervisere. Sommetider bliver et barn grebet af drømmen om at leve som skuespiller, og indimellem går drømmen i opfyldelse, som vi om lidt skal se et eksempel på.

Kunstnerisk inspiration

Rejsen fortsætter gennem land- distrikterne, og ud på eftermiddagen ankommer vi til Los Llanos og et ganske særligt herberg. Cubanske børn i 7.–9. klasse skal hvert år i praktik en måneds tid på landet og deltage i markarbejde, og i den periode bor de på landejendomme som den, vi nu flytter al vores habengut ind i. Sovesalen rummer 25 køjesenge lavet af gamle metalstativer med sengebunde af skæve, splintrede brædder, og her placerer vi vores smuldrende skumgummimadrasser. Overalt på vægge og træbjælker har børnene skrevet deres navne med tandpasta: »Ruben«, »Margarita«, »El Chico«.

Højlydt snak og latter bølger gennem sovesalen, mens vi pakker ud. Normalt kan La Cruzada Teatral præsentere 10-12 cubanske grupper, men på grund af festivalens 25-års jubilæum i år medvirker hele 20 teatergrupper fra seks lande i løbet af festivalperioden, og atmosfæren emmer af lyst til at lære hinanden at kende socialt og fagligt. Fra Danmark medvirker Teater Tix, Nørregaards Teater, MishMash International Theatre Company og Sofie Faurschou fra Arrièregarden i en coproduktion med den cubanske gruppe Teatro Andante.

»De udenlandske teatre – og ikke mindst de danske – giver helt sikkert La Cruzada en indsprøjtning af kunstnerisk inspiration,« siger festivalens leder gennem tre år, Emilio Vizcaíno Ávila. »Det betyder meget for den fortsatte udvikling af teatersproget, især i Guantánamo-provinsen, men også i resten af Cuba. Og desuden er den internationale deltagelse helt grundlæggende med til at sikre og udbygge støtten fra vore statslige institutioner, påpeger festivallederen.

Dogmeteater på æselryg

Danskerne deltager takket være et udvekslingssamarbejde mellem den danske og cubanske afdeling af ASSITEJ, som er den internationale organisation for scenekunst for børn og unge. ’Teater på æselryg’ hedder projektet, som ASSITEJ Danmark har undfanget for at sætte fokus på muligheden af at skabe scenekunst med en udpræget grad af flytbarhed og evne til at kommunikere universelt. Som et led i den kunstneriske udfordring har deltagerne sagt ja til at underlægge sig nogle dogmer: 1) forestillingen må ikke primært være baseret på tekst, 2) den må højst vare 25 minutter, og 3) den samlede scenografi til hver forestilling skal kunne transporteres på én æselryg som i den oprindelige Cruzada.

Som Sofie Faurschou fortæller, indebærer projektet nogle ganske anderledes arbejdsforhold, end hun er vant til:

»Egentlig har jeg altid følt mig mest tryg på en mørk scene, hvor jeg kan spille uden at se publikum i øjnene,« siger hun. »Men lige nu er jeg vildt imponeret over mine medspilleres evne til at være på for fuld styrke, så snart vi er sprunget af lastbilen i en ny landsby – helt kulrede og dehydrerede efter den lange bjergkørsel. Der er jo for det meste ingen tid til opvarmning eller mental forberedelse. Publikum står allerede parat og følger opmærksomt med, når vi gør rekvisitterne klar og hopper i kostumer – og ja, så er forestillingen jo allerede i gang. Det er grænseoverskridende, men også vildt inspirerende.«

Sofie Faurschou ser eftertænksomt frem for sig, inden hun tilføjer:

»Jeg elsker tanken om, at teatret kommer til folk, lige der hvor de er.«

Social nødvendighed

Ana Chelys Matos Toirac var seks år gammel, da hun mødte klovnen Tío Tato og blev ven med ham. Det var i 1996, da La Cruzada passerede forbi hendes hjemby, La Máquina, få kilometer fra Los Llanos. Tío Tato (alias Carlos Pérez) tilhørte teatergruppen Teatro Guiñol de Guantánamo, og Ana Chelys rejste videre sammen med gruppen og så alle Tío Tatos forestillinger. Da festivalen var forbi, havde hun besluttet sig: hun ville være professionel skuespiller og deltage i La Cruzada. 12 år senere afsluttede hun sin teateruddannelse med et praktikophold hos Guiñol de Guantánamo, men det er sammen med Teatro Ríos, at hun i dette års La Cruzada demonstrerer sit store komiske talent i cowboyfarcen Pepín el Burrito.

»Det bedste ved La Cruzada er kærligheden mellem teatre og publikum,« siger hun. »Vi tænker altid på publikum herude, når vi laver vores forestillinger. Mange har ikke set teater før, og de opfatter en dukke som ny teknologi på linje med et fjernsyn. Men det vigtigste ved en teaterforestilling er nok, at den sætter et spejl op for publikums eget liv.«

Ana Chelys Matos Toirac har flere gange turneret med forestillingen La decisión es tuya (’Beslutningen er jeres’) om alkoholisme og hustruvold, og den har altid fremkaldt spontane udråb fra publikum, fordi der i enhver landsby er en alkoholiker, som slår sin kone, fortæller hun.

»Når tilskuerne genkender sig selv, reflekterer de over deres liv. Og når mændene ser den forestilling, jeg nævner her, begynder de at tænke over den behandling, de giver deres egne koner. Folk vokser i deres åndsliv, de steder hvor vi spiller. La Cruzada er blevet en social nødvendighed.«

Vil gerne blive længere

Festivalleder Emilio Vizcaíno Ávila kunne ikke være mere enig. Og han håber, at La Cruzada i fremtiden får mulighed for at bosætte sig i hvert landsbysamfund en hel uge af gangen.

»Det er vigtigt at udvikle et dybere forhold til befolkningen. Bjergområderne i Guantánamo er meget forskellige, men en god kontakt til landsbyernes lærere kan hjælpe os til en forståelse af, hvad det enkelte samfund har brug for. Og så skal vi afsætte ressourcer til at lave workshops med publikum og de lokale dramalærere,« siger festivallederen, som erkender, at hans vision kræver en betydelig forhøjelse af den statslige støtte til La Cruzada og i sidste instans, at Cuba udvikler en bedre økonomi.

Som de fleste andre cubanere krydser han fingre for, at det aktuelle tøbrud mellem USA og Cuba snarest muligt medfører, at USA ophæver den 55 år gamle handelsblokade. At de to lande åbner sig for hinanden er absolut påkrævet, mener lederen af Teatro Andante, Juan González Fiffe.

»Det er vigtigt at vedligeholde den cubanske kulturs egenart. Men vi må samtidig huske på, at i mangfoldigheden ligger den store menneskelige rigdom,« siger Fiffe.

»Det amerikanske og cubanske folk har brug for at samarbejde og udveksle erfaringer. Men forholdet mellem Cuba og USA kommer ikke til at bevæge sig fremad, med mindre vi indser nødvendigheden af gensidig respekt.«

Borgere tager ejerskab

Efter tre dage i Los Llanos fortsætter vi rejsen mod øst. Og en strålende solskinsdag triller de to teaterbelæssede trucks hårnålesvingende ned ad en junglebeklædt bjergside og havner i byen Yumurí ved havet. I Yumurí og omegn skal teaterfolkene spille en snes forestillinger, og i mellemtiden bor vi i private hjem sammen med beboerne: La Cruzada Teatral fungerer i høj grad, fordi almindelige mennesker tager ejerskab over projektet.

Danskerholdet – som mere præcist består af 11 danskere, fire cubanere, to tyrkere og en finne – er flyttet ind hos Mercedes Capdesuñer, en 49-årig enlig mor med fem børn. Vi deles om en træhytte med veranda og gårdsplads i tæt samliv med høns, hunde og ikke mindst to søer og 18 pattegrise, som futter omkring på gårdspladsen, stikker trynen i vores efterladte kokosnødder og daser i solen.

Mercedes Capdesuñer bliver meget følelsesladet, når hun skal forklare, hvad La Cruzada betyder for hende. Hun var 24 år gammel, da teaterkaravanen nåede frem til Yumurí første gang, og ligesom hun dengang uden tøven besluttede at udlåne sit hjem til skuespillerne, har hun gennem samtlige år både stillet sit hjem til rådighed, men også hjulpet med madlavningen til teaterfolkene. Da vi nogle dage senere må tage afsked med hende, fortæller hun os, at hun er så glad og stolt over, at La Cruzada endnu engang har besøgt byen, og at vi har boet i hendes hjem.

»I hører alle sammen til min familie.«

Torben Stig Hansen er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og administrator for Teatergruppen Batida og Teater Nordvest

Cubanske teaterfolk besøger i denne uge Aprilfestivalen i Frederikssund. Festivalleder Emilio Vizcaíno Ávila holder oplæg om La Cruzada Teatral ved arrangementet International Platform torsdag. Seks cubanske teaterfolk besøger Danmark frem til 2. maj som en del af et udvekslingssamarbejde mellem ASSITEJ Danmark og ASSITEJ Cuba. De besøger Aprilfestivalen i Frederikssund (20.-26. april).

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Cruzadas teaterkaravane tilbagelægger 1.800 kilometer igennem Cubas mest afsides egne for at bringe teater ud til folket i små landsbyer. Dog ikke længere på æselryg.

Foto: 
Torben Stig Hansen

Forsiden lige nu

Kommentarer