Læsetid: 19 min.

Angst

Klaus Rifbjerg døde i lørdags, 83 år. Her bringer Information novellen ’Angst’ fra hans novellesamling ’Besat’, der netop er udkommet
Klaus Rifbjerg døde i lørdags, 83 år. Her bringer Information novellen ’Angst’ fra hans novellesamling ’Besat’, der netop er udkommet

Freja Hougaard Bagge/iBureauet

Kultur
10. april 2015

Jeg er altid bange. Det kan være mere eller mindre, og de fleste har ingen anelse om, hvor bange jeg er, for det kan jo ikke nytte noget. Det kan ikke nytte noget, at folk går og siger, at jeg er en bangebuks eller en tøsedreng eller det, der er værre. Hvis man kan forestille sig det. Derfor har jeg også tillagt mig en stil, som gør det meget svært for ikke at sige umuligt – hvis man altså ikke kender mig meget godt – at se, hvor bange jeg i virkeligheden er.

Det underlige er imidlertid, at det, jeg burde være rigtig bange for, ikke gør mig nær så angst som noget, andre ikke kan se, man overhovedet har grund til at være bange for. Jeg var ikke bange, da vi havde fundet ud af, at flyvemaskinerne, der fløj lige hen over hovedet på os, var tyske. Der er naturligvis den skræk, jeg altid slæber rundt på, men hvis jeg skal være ærlig, glemte jeg den næsten, da jeg så de flyvere. Dér fløj de oppe den ene efter den anden (nogle også ved siden af hinanden), men de var ikke skrækindjagende, snarere tværtimod, jeg havde set billeder af dem alle sammen før og vidste, at de var tyske, men vidste ikke, hvad de ville, og hvorfor de fløj netop dér over vores kvarter. Det gjorde de bare, og vi stod og gloede, og da jeg mærkede, at min far og mor var mere urolige, end jeg selv var, blev jeg endnu mere rolig, ja, næsten som en konfirmand, der står i sit nye tøj og med pomade i håret og en cigaret mellem fingrene og er helt sikker på, at nu er han voksen og har lov til en masse, han ikke måtte før.

Helt anderledes nytårsaften, hvor det var meget mørkt allerede tidligt, og jeg sad ved bordet og ventede, fordi vi skulle af sted og over til min farmor og min faster. Pludselig kom der en lyd ind gennem vinduet, jeg aldrig havde hørt før, en stigende og faldende tone, ingen havde forberedt mig på, en lyd som fra en mund, man har sat hænderne for, for at gøre klangen mere gennemtrængende og koncentreret, en slange, der kom nærmere og nærmere og nåede helt ind gennem vinduerne, selv om de var lukket, trængte sig igennem murene, en lyd, som ville ind i mig, selv om jeg tiggede og bad den om at lade være.

Af al magt prøvede jeg at holde op med at ryste og klapre tænder, og det lykkedes da også nogenlunde, men min mor må have opdaget et eller andet (hun var én af de få, der vidste, jeg var en tøsedreng og havde en anelse om, hvor bange jeg var), for hun spurgte, mens hun gik forbi i sin sorte silkekjole, om der var noget i vejen.

»Nej, der er ikke noget i vejen,« sagde jeg. »Du ser bleg ud.«

»Det er lyden.«

»Nåh, det er bare sirenen.«

Slangen lå iskold om min hals og snørede den sammen.

»Sirenen?«

»De prøver luftværnssirenen. Det stod i avisen ...«

Hun gik ind i den anden stue, hvor min far sad og ventede og røg en cigar. Lyset fra standerlampen faldt ned over hans skulder og avisen, som lå i skødet. Der var næsten en glorie omkring ham.

»Vi går vel?« sagde min mor.

»Selvfølgelig. Det stykke. Men hvad med dine sko?

»Der er fliser hele vejen …«

Mens de talte, holdt lyden udefra op, men den rungede stadigvæk inden i mit hoved og fremkaldte en sugende rædsel som en iskold vind over et øde landskab. Lidt efter begyndte lyden igen. Det var først som en indånding, så blev den til et langt åndedrag, en pusten gennem mørket, jævn, insisterende, målrettet, kommanderende.

»Afblæsning,« sagde min mor, der var kommet ind i spisestuen igen og stod foran buffeten og rettede på sin frisure bag hårnettet.

»Vi kommer for sent. Der stod, at de prøvede luftværnssirenen klokken seks ...«

Det knitrede, mens avisen blev lagt sammen. Afblæsningens sidste lyd var som en dyb rallen.

»Kommer du?«

»Ja,« sagde jeg.

Stolen skrabede, da jeg rejste mig op. Så skubbede jeg den på plads under spisebordet. Røgen dannede en hvirvel, da min far gik bagefter min mor ud i entreen. Først havde jeg besvær med at bevæge fødderne, så skyndte jeg mig ud og fik frakken på.

»Husk din hue,« sagde min mor.

Den lå i vindueskarmen, og jeg tog den og satte den på hovedet. Det var ingen hue, men en flyverhjelm med en rem forneden, der kunne lukkes, hvis det blæste eller var meget koldt. Et stykke af remmen stak ud under låsen og smagte godt af vådt læder, hvis man stak det i munden og tyggede. Jeg stak det i munden og tyggede.

Så er det, man spørger: Hvorfor er det mere skrækindjagende at høre en luftværnssirene nytårsaften 1939-40 end at se en hel luftarmada flyve hen over hovedet på én som optakten til ens fædrelands besættelse? Jeg ved det faktisk ikke, og det er selvfølgelig derfor, jeg spørger. Og bliver ved med at spørge, for det kunne jo have noget at gøre med den indvendige sirenelyd, jeg altid har kørende, og lader, som om jeg har styr på, og siger til mig selv, egentlig slet ikke findes. For jeg er jo ikke bange! Folk, dvs. mine kammerater og min familie (måske lige bortset fra min mor), synes nærmest, jeg er alt for påfaldende god til at stikke næsen frem og såmænd også god til at stikke den i sager, der dybest set ikke vedkommer mig. Men de skulle vide, de skulle bare vide, hvor stiv af skræk jeg var, da den store lyd udefra pludselig og helt uventet begyndte at bore sig ind i mit hoved og besætte hele min krop. Det var som et overgreb, hvis unævnelige dybde rummede en sorthed, der kunne måle sig med gravens – hvis hemmelighed jeg af gode grunde ikke kender, men som fylder mig med rædsel.

Alligevel forbandt jeg ingen skræk med oplevelsen af mine bedsteforældre, som med deres svimlende høje alder var langt nærmere mørket end min far og mor og mig selv og min søster og mine fætre og kusiner. Det var blot et andet folkefærd, der gik i noget gammeldags tøj, ingen andre ville finde på at gå i, ja, det gik så vidt, at min mormor, der var over halvfems, ved visse lejligheder bar en kyse.

De kaldte én »stump« og »bøllefrø« og »starut«, måske var det derfor, man faktisk blev mindre og mere fjollet, end man var ifølge ens alder ... men hele fætterskabet fór rundt som en stormvind, når vi var sammen, og det blev en sport at kravle ind under det lange bord med den tunge dug og famle sig frem mellem støvler og laksko og måske oven i købet binde snørebåndene sammen, så de voksne tumlede rundt, når de prøvede at rejse sig, hvis de ikke havde opdaget vores skarnsstreger inden.

Selvfølgelig red angsten med, men den var i den grad stuvet af vejen, at den næsten ikke var værd at bemærke, mens tumulterne foldede sig ud, men så var der de dage, hvor vi besøgte mormor og moster alene og deres mægtige schæfer kom springende med sin mundkurv på og et par øjne, der varslede både håb og fortvivlelse og aggressivitet og en knurren, der steg op fra et ubeskriveligt sted og fremkaldte en lige så ubeskrivelig angst. Der var ikke noget at tage fejl af.

Men det er selvfølgelig noget særligt og til at tage og føle på. Selv om jeg stadig synes, det er underligt, at min mormor, der er gammel og meget lille og let som fjer, skal have sådan en stor børste af en hund, der kommer farende med vilde øjne og pelsen strittende, mens hun af al magt prøver at holde den tilbage i snoren, så den ikke pludselig farer på mig og spytter mundkurven af og æder mig med hud og hår. Jeg er virkelig bange for den køter, og mens jeg går med min mor i hånden, for at komme ned til min mormors hus, stiger angsten. Den bor i tjørnehækkene og i buksbomhækkene og bag stakitterne imellem stauderne, og det sære er, at rædslen synes at smitte af på husene og på dem, jeg ved bor derinde. Det kunne udmærket ske, at hr. Hjørholt ville åbne sin dør og komme ned ad havegangen og få øje på os, og skønt han ikke lignede en bjørn eller en trold, ville der alligevel være noget frygtindgydende ved ham, når han løftede hånden og lettede på den bløde hat og måske vekslede nogle ord med min mor, han var jo fremmed, skønt vi altså kendte ham eller så ham af og til og snakkede med ham, fordi han boede i kvarteret og var en dannet mand.

Hr. Hjørholt var farlig ligesom damen med det gule hår, der tit kom til syne mellem gardinerne i den lille karnap, der stak ud fra taget i huset, hvor hun boede. Men det sære er, at de jo slet ikke gjorde noget, det var mere det, at de var der, som fik én til at ryste i bukserne, hvad de bestemt aldrig opdagede, for jeg stod der jo bare med min mor i hånden og var en dreng i lys frakke og med halvstrømper; de ville aldrig have den mindste anelse om, hvilket indtryk deres tilstedeværelse og gule øjne betød, og hvilke følelser de fremkaldte, og hvis jeg skal være helt ærlig, så forstod jeg det heller ikke selv, men skød al skylden over på hunden, vi skulle besøge, og som sikkert allerede stod savlende med halvåben mund og tænderne parat til at bide hvem som helst og hvad som helst og når som helst, men indtil nu var blevet forhindret i det, fordi den var i snor og havde mundkurv på – i hvert fald når min mor og jeg kom og besøgte min mormor.

Hvorfor jeg ikke var lige så bange, da jeg fik blindtarmsbetændelse og skulle opereres midt om natten, forstår jeg ikke. Måske fordi et hospital er et sted, hvor man er helt sikker på, det er nødvendigt at opføre sig ordentligt og vise sig som en mand (den mand, man ikke er?). Der var ellers grund nok til at være skrækslagen, overladt som man var i fremmede menneskers varetægt. Et eller andet sted var jeg selvfølgelig som altid bange, men ellers næsten overdrevent kålhøgen, ja, det var ikke meget galt, at jeg grinede, da jeg lå nøgen på en briks, og den unge læge spurgte, om der var gået noget luft i dagens løb, men skyndte sig at rette spørgsmålet til det mere folkelige »om jeg havde slået nogen prutter«, fordi han åbenbart troede, at jeg ellers ikke forstod, hvad han sagde.

Det var lige ved at være muntert, og det fortsatte på operationsstuen, hvor der var flere sygeplejersker til stede, og den unge læge havde fået maske på, og jeg udbredte mig om en ring, jeg havde, som forestillede en ugle med to grønne glassten som øjne, og som jeg havde fået lov til at få, selv om jeg hellere ville have haft en med røde øjne (også af glas), der forestillede et dødningehoved. Den ville min mor ikke have, jeg skulle have, og så fik jeg uglen i stedet for, og nu kom spørgsmålet så, om jeg kunne få lov til at beholde den på, mens jeg blev opereret, men der kom ikke rigtig noget svar, til gengæld blev der smilet, og så kom gummimasken med sin stank, og jeg forsvandt i et rungende rum, hvor alting kørte rundt, og der ikke var plads til hverken smil eller angst eller noget som helst, men kun en følelse af at blive kvalt, mens alt, hvad jeg kendte og kunne lide eller var bange for, forsvandt på en sky, der i rasende fart fløj væk og gemte sig et sted hinsides horisonten, hvor jeg aldrig skulle komme hen.

Men et eller andet sted blev en lyd tilbage, ja måske ikke engang lyden selv, men rædslen for den. Vi tog af sted i den lyse aften for at sejle nordpå, og det store kling-klang på havnen mellem biler og dragere og spil var befriende ligesom taxaen selv, der havde transporteret os og kurvekufferten til kajen, et fantastisk fartøj med sort kaleche og et udvendigt båthorn, som aktiveredes med venstre hånd af chaufføren, et autoritativt apparat, der holdt forstyrrende trafik på afstand og altså næsten også skrækken for det hvæs, jeg vidste ikke kunne undgås, når damperen lagde ud og forlod kajen og stævnede mod havnehullet. Så kan man kalde mig gal, så meget man vil, men når den lille angst forvandles til den store, er der ingen vej tilbage, forsvaret bryder sammen, og det sære er, at bortset fra den kæmpemæssige schæferhund med det savlende gab og tænderne, der trods mundkurven var farlig, og sirenen, der borede sig igennem mørket med sin slangelyd og uforklarligt varslede kommende rædsler og død, kunne angsten aktiveres af noget, som ved gud i himlen ikke var noget at være bange for. En skibssirene, herregud, hvordan kunne man være stiv af skræk ved tanken om, at fløjten, der sad på siden af den sorte skorsten med det røde bånd, på et tidspunkt skulle bruges og ville frembringe en lyd af en vis varighed og styrke, men som dog snart igen holdt op og vel nærmest måtte opfattes som en hilsen eller en gestus, der signalerede overskud og aktiv glæde, energi og fremdrift, ja, målrettethed?

Jeg kunne have grædt. Jeg havde lyst til at bore ansigtet ned i min mors skød, for nu måtte det komme, der var ingen vej udenom, brølet ville lyde og jeg ville ... ja, hvad ville egentlig jeg? Man kunne måske være bange for dybet under kølen, og hvad der foregik dér af ubegribelige sager. Man kunne teoretisk også være på vagt overfor slæbebådens wire, der blev strammere og strammere, efterhånden som damperen svajede rundt. Sprang den, wiren, og svirpede til, kunne man miste hovedet, men hvem tænkte på den slags usandsynligheder, når det var mere end sandsynligt, ja, en historisk kendsgerning, at damperen om lidt ville udsende sit brøl og hjertet synke ned i maven og forsvinde i et gys, hvis dybde kun kunne sammenlignes med et bundløst kar eller røret i en brønd, hvis vandflade skal søges i nærheden af jordens inderste indre eller for at sige det lige ud: i helvede.

Tyskerne rørte mig en fjer. De lugtede ganske vist an- derledes end danske soldater, lidt strammere, lidt mere kemisk og filtagtigt, men de gjorde ikke noget, de var der bare, stod på sporvognens bagperron og stirrede frem for sig helt stille, måske fordi de gerne ville være usynlige eller i hvert fald ikke til ulejlighed. De sagde aldrig noget eller slog ud med armene og rørte ved hinanden og lo, og det var kun officererne, der gik rigtigt ind i vognen og satte sig, hvis der var plads, men sprang op, hvis der kom en dame ind, og der ikke var flere siddepladser. Var nervøsiteten eller den lille angst der alligevel et eller andet sted, virkede det nærmest, som om den var jævnt fordelt over alle passagererne, der kastede skjulte blikke til de fremmede, men i øvrigt – lidt ligesom soldaterne – så ud, som om de ikke så noget som helst, heller ikke konduktøren og vognstyreren, det var bare om at komme af sted, til man stod af, eller vogntoget bakkede ind i remisen med sit kling-kling-kling, som konduktøren frembragte for at gøre opmærksom på den særlige manøvre, så alle i trafikken kunne være opmærksom på, hvad der skete, og ingen heste bissede og løb løbsk med det hvide ud af øjnene og skum om mulen.

Jeg mener: Hvad var der at være bange for? Det var nærmest lidt komisk, når min onkel Nikolaj dukkede op og lagde en stor knippel på kommoden i entréen og sagde, at den gik han altid med under sin tunge, sorte vinterfrakke, for det var trods alt urolige tider, så man kunne aldrig vide, men det gjaldt nu ikke tyskerne, som onkel Nikolaj talte varmt om, for de havde orden på tingene, deres uniformer sad meget, meget bedre, end dem de danske soldater var iført, og sydpå vidste enhver, hvad han og hun havde at rette sig efter, det var jo nærmest et mirakel, hvad der var udrettet i Tyskland, hvor kaos havde været dagens orden, men nu var det anderledes, helt anderledes. Det sagde han selvfølgelig ikke til mig, men til min far og mor, der nærmest lyttede og ikke sagde så meget, for hvad skulle de sige, de ville ikke udfordre onkel Nikolaj, selv om de ikke var enige med ham, det ville være uhøfligt. Måske var de også bange, lidt bange, men ikke på samme måde som mig, jeg var bange på min måde, men følte mig også udmærket skønt en lille smule flov og nervøs, når onkel Nikolaj tog min hånd og pressede en tokrone ned i den, for det gjorde han altid. En hel tokrone, der altid så ny ud, som om den lige var lavet.

Lidt bange var jeg, når vi skulle i kælderen, og jeg blev vækket og ikke vidste, hvor jeg var, og hvad der foregik. Men der skete aldrig noget, og i stilheden lyttede jeg til mit hjerte, der slog og slog og sikkert ville blive ved med at slå til evig tid, hvis jeg ikke døde af skræk i mellemtiden. Ha ha.

Jeg burde have været bange, den aften i januar, hvor vi gik ud efter dansetimen, og himlen stod i flammer. Men jeg var ikke bange, jeg var nærmest lidt stolt og flot indvendig. Jeg gik foran de andre med Eva lidt bagefter, hende havde jeg danset med og lagt armen om og holdt i hånden. Vi havde danset godt, syntes jeg, og selv om vi blev lidt svedige i hænderne, og grammofonen skrattede med de plader, danselærerinden spillede igen og igen, så var det også, som om rotationerne fortsatte, nu da vi skulle hjem, og himlen stod i flammer, og vi blev skruet et stykke op over fliserne og svævede, jeg gjorde i hvert fald, jeg var smart, og det der brændte langt væk, det kom os ikke ved lige nu, det var måske lidt spændende, men ikke frygtindgydende, vi hørte, at der var blevet bombet, og hvad så?

Ja, det burde jeg nok have spurgt mig selv om med større alvor, for da jeg stod i kolonnaden ved Nationalmuseet i Stormgade nogle dage senere sammen med min mor, og sporvognene ikke kørte længere, men holdt i lange rækker, fordi ueksploderede bomber skulle bringes til sprængning i havnen, og trafikken over broerne af den grund var spærret, kom rædslen som et isnende slag og gjorde mig stum. Jeg rystede af kulde og fik fat i min mors hånd, og da hun trøstede mig og forsikrede mig om, at der bestemt ikke skete noget, ikke noget, der kunne ramme os, hjalp det ikke, for kulden lå under det dunkle tag i kolonnaden og rundt omkring i mørket gik folk og gemte sig i deres eget kravetøj og løftede skuldrene mod kulden, og selv konduktørerne og vognstyrerne var stået af og stod og røg og kvolmede skyer fra den dårlige tobak op i luften, og vognenes røde mørklægningsgardiner, hvor jeg havde set to lopper i en fold i stoffet på en linje tretten, var trukket for, skønt der næsten intet lys var inde i vognene.

Vandet i havnen må have kvalt lyden af de eksploderende bomber, eller måske var de slet ikke blevet sprængt? Jeg ved knap, hvad jeg følte, da der pludselig efter en times tid kom bevægelse i omgivelserne. Vi satte os på plads i ikkeryger-vognen foran, og lidt efter kørte vi. Gennem en sprække mellem mørklægningsgardinerne kunne jeg skimte havneløbet og et par udbrændte bygninger på kajen. Ellers var der ikke noget, jo, måske en lettelse, en lettelse.

Mens vi kørte ad den lange gade ud til dér, hvor vi boede, kiggede jeg indimellem på min mor og de andre passagerer, der sad rundt omkring i vognen. Der var ikke noget at se på dem. De var blege og lidt forkomne efter at have stået i mørket i kolonnaden, men ellers var der ikke noget. Hvad skulle det også være? Der var jo ikke sket noget som helst, der var ingen høje brag, ja, ikke engang en rystelse, der tydede på, at en bombe under vandet i havnen var bragt til eksplosion. »Bragt til eksplosion«, det var sådan noget, man sagde, eller som stod i avisen. Men ingen i sporvognen sagde det, måske fordi de ikke normalt ville bruge den slags ord.

Indimellem åbnede konduktøren døren fra perronen og gik ned mellem sæderne, hvor vi sad. Det var én af den slags vogne, hvor sæderne sad på langs og blev delt af runde håndgreb af guld, som selvfølgelig ikke var guld, men messing. Konduktøren havde sin klippetang i højre hånd, og mens han gik gennem vognen og så til højre og venstre, slog han med klippetangen ganske let mod den kant af messing, der sad for oven på den store lædertaske, hvor han havde sine penge og alle billetterne. Han havde ikke travlt, for der var ingen ny passagerer, men sært nok virkede han ikke beroligende, i hvert fald ikke på mig, jeg begyndte straks at tænke på, om de billetter, vi havde købt, stadigvæk duede, eller om vi skulle have nye, men så havde jeg alligevel hoved nok til at indse, at de blev nødt til at lade os køre videre på de samme, for det var jo ikke vores skyld, at der var bomber i havnebassinet, som endnu ikke var bragt til eksplosion eller måske var bragt til eksplosion, uden at vi havde bemærket det, for nu kørte vi jo videre og var på vej hjem, og der var ikke sket noget, og konduktøren havde absolut ikke skældt ud eller bedt om flere penge, og folk sad bare og stirrede, uden at man kunne se, om de var bange eller ikke bange, eller hvad de var.

Pludselig opdagede jeg, at jeg sad og tænkte på fisk. Der var ingen tvivl, at under overfladen i havnebassinet gik der fisk. Jeg vidste ikke, hvad det var for nogen og havde ikke fantasi til at forestille mig, hvad der ville ske med dem, når bomberne sprang. Til gengæld kunne jeg se en ganske bestemt fisk for mig, og hvis jeg havde været bange før, var det ikke noget imod, hvad jeg nu var. Måske fordi den fisk, jeg havde set, dukkede op så uventet, at man (jeg) tabte vejret. Den burde ikke være der, alligevel var den der helt tydeligt, og som min kammerat så overlegent sagde, var den sikkert undsluppet fra et hyttefad fra én af de mange fiskerbåde, der lå i kanalen. Men det blev den ikke mindre underlig af, til gengæld mærkede jeg, at den rædsel, jeg følte for fisken, også var forbundet med spænding. Tænk, hvis man kunne fange den! Tænk, hvis man turde fange den fisk!

Lyden af de tyske vagtsoldaters sømbeslåede støvler mod fliserne blev tydeligere, mens vi lå og gloede ned på fisken, der langsomt syntes at synke om på siden, uden at det rigtig skete, fordi finnerne gik og gik. Det var nærmest til at blive vred over, men man kan ikke blive vred på en fisk, i hvert fald kun hvis man ikke er rigtig klog. Alligevel blev jeg rasende, og et øjeblik var jeg slet ikke bange, heller ikke for de to tyskere med deres dumme blikskilt om halsen. De så faktisk ud til at have lyst til at standse op for at se, hvad vi gloede på. Men samtidig var vi jo børn, og de to soldater havde sikkert deres ordrer og var ikke interesseret i en enlig fisk og et par drenge i en fremmed by.

Vi kunne heller ikke blive liggende dér og glo til evig tid på en skide halvdød fisk, så vi rejste os op og gik i den modsatte retning af soldaterne.

Alting var meget gråt, husene grå, skyerne lave, grå. Jeg var stadig bange, ikke voldsomt, mere som almindeligt. Vi talte ret højt om alt muligt, som man gør, og det var sikkert kun mig, der indimellem glimtvis så fisken for mig. Så selv om man måske kan sige, at min angst aldrig er bragt til eksplosion, er jeg alligevel altid bange.

Novellen er bragt med Gyldendals tilladelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Sørensen

Rifbjerg beskriver det at være være angst for nye lyde og erfaringer som barn og med en krigstilstand som baggrund, der rent objektivt burde være mere skræmmende end signal lyden har en sirene - tjae ...jeg føler mig ikke besat af denne novelle, men måske har jeg bare ikke forstået den.

Peter Nørgaard

Tak for en dejlig novelle og Rif´ske nuancer: "... og selv om vi blev lidt svedige i hænderne ...".

Søren Kristensen

"Det var nærmest til at blive vred over, men man kan ikke blive vred på en fisk, i hvert fald kun hvis man ikke er rigtig klog. " jo, Rifbjerg var vel nok et stort og fornemt sludrecharol.

Peter Nørgaard

Pli
fordres
men
forventes
ikke