Læsetid: 7 min.

Jagten på den perfekte orkesterkemi

Lige nu kæmper dirigenter i Koncerthuset om Malko Konkurrencens eftertragtede priser, der sikrer koncerter med blandt andre Wiener Filharmonikerne
Kun én gang har en kvinde vundet Malkos førstepris i løbet af de 16 gange, den er blevet uddelt. I år er 26-årige Anna Rakitina, der stadig studerer direktion på konservatoriet i Moskva, blandt finalisterne

Kun én gang har en kvinde vundet Malkos førstepris i løbet af de 16 gange, den er blevet uddelt. I år er 26-årige Anna Rakitina, der stadig studerer direktion på konservatoriet i Moskva, blandt finalisterne

Nicolai Michelsen

Kultur
30. april 2015

Nobelt klædt i jakkesæt hopper Nicholas Hersh op på dirigentpodiet, lægger sine partiturer på nodestativet og siger et par høflighedsfraser til orkestret. Hver af de 24, der er udvalgt blandt 317 ansøgere, har i 1. runde sølle syv minutter til at øve fire værkuddrag med DR SymfoniOrkestret. Den 26-årige amerikaner vælger at begynde med forspillet til Wagners Tristan og Isolde: »Vi starter ved seks takter før bogstav C. Må jeg bede om violinerne alene, tak«, begynder han. »Ikke noget C?«. En repræsentant fra orkestret kommer op til podiet: Noderne hos de rundt regnet hundrede musikere er fra en anden udgave end Hershs. Et kostbart minut går med at udrede denne logistik, men det lykkes kandidaten at bevare roen, så han nu styrer symfonikerne ud i en selvsikker udlægning af Wagners længselsfulde musik. At sidde med forskellige partiturudgaver kan hænde, men til en tidspresset konkurrence med meget på spil er det ikke en ønskestart.

Malko Konkurrencen er opkaldt efter den ukrainske dirigent Nikolai Malko (1883-1961), der var stærkt medvirkende til at etablere DR SymfoniOrkestets i den spæde begyndelse. Konkurrencen blev indstiftet på initiativ af enken og det danske orkester i 1965, så den nu har 50-års-jubilæum. DR-orkestret selv har stået for arrangementet, men siden 2012 har det eksterne Nordic Artists Management været primus motor.

Hvad bruger Nicholas Hersh så sine resterende, hurtigttikkende minutter til? Ikke alle Malko-deltagerne har stået foran et professionelt orkester af dette format, men Hersh virker allerede rutineret og gennemspiller den bumlende slutning i Stravinskijs Symfoni i tre satser.

Bagefter fortæller han Information om, hvordan han oplever forskellen på amerikanske og europæiske orkestre, især betoner han forskellen på reaktionstiden i forhold til dirigentens såkaldte ictus, en del af slagteknikken, der viser musikkens puls. Den forskel kan godt »mess with you mentally«, som Hersh formulerer det mandag eftermiddag. Han deltog også i Malko i 2012, og er siden blevet assisterende dirigent for et større symfoniorkester i USA. Nu har han som den første af mandagens 12 deltagere dirigeret fire uddrag – Tjajkovskij, Puccini, Wagner og Stravinskij – og afventer juryens afgørelse tirsdag eftermiddag, efter hans medkandidater har vist deres værd.

Slagkraftig letvægter

Kun én gang har en kvinde vundet Malkos førstepris i løbet af de 16 gange, den er blevet uddelt. I år er der tre kvinder blandt de 24 kandidater, en af dem er 26-årige Anna Rakitina, der stadig studerer direktion på konservatoriet i Moskva. Spinkel, lav af højde og med ternet skjorte uden på bukserne sætter hun uimponeret orkestret i gang.

Uden den mindste tøven giver hun dem præcise beskeder og dirigerer Stravinskijs ujævne terræn med konstant skiftende taktarter med største lethed. Nervøsitet bærer hun intet præg af; det virker nærmest, som om hun er i gang med en rutineopgave, hvis det ikke lige var, fordi hendes åndedræt var en anelse mere hektisk end normalt. Hun vælger at koncentrere sig om kun to af de fire værkuddrag, som juryen har udvalgt til 1. runde, det andet er arien »Mi chiamano Mimì« fra Puccinis La Bohème, som de andre deltagere inden Anna ikke gør synderligt meget ved under de syv minutter. Sopranen Elsebeth Dreisig kommer på scenen for at synge solostemmen, og som med et trylleslag er der næsten ikke et øje tørt. Denne på samme tid vanvittigt smukke og sørgmodige musik står som pudsig modsætning til Anna Rakitinas usentimentale skovmandsskjorte og kropslige ubesværethed på podiet. Hun står ikke og svømmer hen i tonerne. »Kan jeg bede fløjten om at få trillerne ved diminuendoet til at lyde, som om de forsvinder?« lyder det fra Anna Rakitina, som synger, hvad hun mener.

Efter sit bidrag til 1. runde forklarer hun bag scenen, hvorfor Puccini-uddraget var vigtigt at dykke ned i. »Arier giver vanligvis flere udfordringer, fordi der er en sanger med; i dag var det ikke slemt, men andre gange kan det ske, at sanger og orkester laver musik i vidt forskellige tempi. Det var jeg lidt bange for og besluttede derfor at gå arien efter.«

Malko er hendes konkurrence nummer tre. Hun har deltaget i Bukarest og vundet tredjepris i Taipei, men synes foreløbig bedre om Malko. »Organiseringen er perfekt her, og atmosfæren er venlig, så det er en nydelse at være med. I Taipei var jeg langt mere nervøs.«

Hjemme på det prestigefulde konservatorium i Moskva er Anna Rakatina eneste hunkøn på dirigentlinjen. I Europa er det anderledes, vurderer hun, men på dette punkt er russerne bagefter med at tiltrække kvinderne. Hendes musikalske forbillede er legenden Carlos Kleiber og altså ikke en kønsfælle, men berømte kvindelige dirigenter skal man også lede længe efter.

Teknisk knockout

Lidt af et drama skete for mandagens deltagere nummer to og tre, hvor lysene i den tonstunge baldakin, der hænger over orkesterpladserne, først gik ud og så var ganske ustabile. Det var især en belastende distraktion for tyskeren Johannes Zurl, der ellers har rygsækken solidt pakket med erfaring fra både orkesterspil som klarinettist og med at dirigere rundt omkring i Europa. For fire år siden besluttede han sig for at satse helhjertet på orkesterledelse, og nu er han ved at færdiggøre studier på konservatoriet. »Det tager tid at vokse ind i dirigentrollen. Man kan ikke lære det hjemme, det kræver at stå foran et orkester. Man skal være forbundet med orkesteret,« siger han med kraftig betoning, selvom trætheden ikke er til at skjule efter de pokkers afbrudte minutter i Koncerthuset.

For Johannes Zurl kan man sammenligne det at lave gode opførelser af symfonisk musik med at være i et forhold: »Hvis man har det godt sammen, bliver resultatet derefter – det handler om at blive forbundet. Selv hvis en god dirigent ikke kender orkestret, ved han med det samme, hvad musikerne har brug for.«

Og selv om kandidaterne kun har syv minutter, mener Johannes Zurl, at det er lige præcis det der bånd, man kan nå at skabe.

»Man kan få orkestret til at føle sig trygt. Blot ved at tale lidt og vise nogle ting, lærer de dig lidt at kende og ser, hvilken slags dirigent du er. Jeg tror ikke, det handler så meget om kunst eller om visioner – de har brug for at føle sig i sikre hænder. Naturligvis skal der også regulær prøvetid til.«

Situationen med lyssvigtet skyldtes en overophedning af sikringer, der sendte teknikere og ingeniører på lynaktion, men ikke hurtigt nok til at begrænse skaden for Johannes Zurl.

»Det er trist, fordi man mister kontakt,« siger han lidt grødet. »Der ryger noget af ens egen fokus, og musikerne bliver irriteret, fordi de har behov for at koncentrere sig om at læse noder. Det var svært at finde tilbage til denne kontakt.« Den håndfuld musikere, som Information spørger om de lystekniske uheld, synes ikke, at det på sin vis ødelagde noget, men for den tyske kandidat hang det som en sky over hans hoved: »Vi lavede musik sammen, men alligevel ikke rigtig i et fællesskab.«

Aldersgrænsen i Malko er 35, så dette år er sidste skud i bøssen for Johannes Zurl. Konkurrencer som redskab finder han ganske anvendelige som karriereåbnere. Han synes ligesom Anna Rakitina også, at Malko er godt organiseret, ikke mindst med DR’s klassiske radiokanal P2 til at støtte konkurrencen. Men hvad der for Johannes Zurl virkelig tæller, er juryens sammensætning: hvilke og hvor mange vigtige folk arrangørerne kan samle, og på dette punkt imponerer Malko-juryen ham. Blandt de 17 jurymedlemmer finder man estimerede fagfolk som BBC Symfoniorkesters chefdirigent, lederen af Wiener Filharmonikernes cellosektion og Wiener Statsoperaens administrerende direktør. Johannes Zurl roser desuden, at vinderen også får opbakning efter konkurrencen: »Man får ikke blot pengepræmien og så farvel og tak, men de holder kontakten, drager omsorg og følger din karrieres videre færd.« Helt konkret gælder ud over checken på 20.000 Euro omkring 30 koncertengagementer med førende europæiske orkestre deriblandt i München, Stockholm og Helsinki samt et treårigt mentorforløb med juryformand Sakari Oramo. Og en af de tre, der når til finalen, overrækkes en særpris, som består af en invitation til at dirigere ingen ringere end Wiener Filharmonikerne på deres hjemmebane.

Kvindelig fremmarch

Og hvordan gik det så for Nicholas Hersh, Anna Rakitina og Johannes Zurl? Tirsdag kunne juryen røbe, at af de tre går kun den alfelette russer videre til 2. runde, som inden avisdeadline ikke er afviklet. Faktisk nåede alle tre kvindelige deltagere videre. Den ene af dem, Elim Chan fra Hongkong, markerede sig også positivt i december ved en anden stor begivenhed, Donatella Flick LSO Conducting Competition, som London Symphony Orchestra står for, og hvor hun er den første kvindelige vinder.

I Malkos 2. runde, hvor 12 kandidater er skilt fra, skærpes kravene yderligere med tungere vægt på det musikalske udtryk, formgivning og intonation. Partiturerne er af Beethoven, Prokofiev og Bartók. Torsdag dyster seks kandidater med en sats fra Rachmaninovs 3. Klaverkoncert og et nyt stykke for 45 musikere særligt komponeret til Malko skrevet af den forrige juryformand, Lorin Maazel, men færdiggjort af en anden, da Maazel pludselig døde af sygdom. Og fredag vil de tre finalister vise deres værd med en førstesats af en Brahms-symfoni og Carl Nielsens Hanedans.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vibeke Rasmussen

Dengang DR stadig kun havde 2 tv-kanaler, kunne man følge hele Malko og andre lignende konkurrencer på tv. Nu derimod, hvor DR efterhånden har fået etableret en sand gudsvelsignelse af kanaler, og sågar en 'kultur'kanal, ja, så er der ikke længere plads til disse transmissioner! Ikke underholdende nok, monstro? Man har dog mulighed for at høre(!) de konkurrerende dirigenter dirigere … på radioen!

Her et lille eksempel på den unge kvindelige dirigents forbillede, Carlos Kleibert, i aktion under en prøve. Tænk hvis man også kun havde haft lejlighed til at lytte til ham, når han dirigerede og indstuderede et værk, hvilket tab det ville være.

Anne Eriksen, Steffen Gliese, Bo Carlsen, Hans Larsen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar

Folket kan ikke rumme skønhed medmindre det kan ses i spejlet.

Kristian Rikard

Vibeke Rasmussen,
Jeg kunne ikke være mere enig.

Gert Selmer Jensen

Har man ikke lukket koncerthuset endnu.!?

Anders Sørensen

Hvad adskiller Malko fra X Factor?

Dengang jeg var lille, fulgte jeg Malko på samme måde, som jeg i dag følger X Factor. Jeg havde mine favoritter, især ham der med det underlige hår og den arrogante attitude, og jeg havde dem, jeg ikke heppede på, fordi...who cares.

Så skete det, at jeg voksede op og kom til den erkendelse, at den klassiske musik ikke på nogen måde er den rytmiske, ligefrem måske popmusikalske, overlegen. Bortset fra selvfølgelig den iboende overlegenhed i form af parnassets kritikløse accept.

Jeg håber personligt, at klassisk musik dør ud i løbet af et par årtier. Og mener, at dirigentens rolle som royalt orkesteroverhoved allerede nu er så anakronistisk komisk, at Malko bør bevæge smilebåndet mere end hjertekamrene.

Gert Selmer Jensen

Klassisk musik dør ikke ud.! Og det kan man jo så undre sig over, eller ej.!

Hvad er det mon, der gør det nødvendigt for Anders Sørensen at håbe på den klassiske musiks snarlige død?

Anders Sørensen

@Bo Carlsen, det var en kende spidsformuleret. Jeg håber såmænd ikke på død. Blot en udfasning af den mildt sagt grinagtige ærbødighed og spidsborgerlige attitude, hvormed klassisk musik omklamres.

Vibeke Rasmussen

"Hvad adskiller Malko fra X Factor?"

Professionalisme?

At der er pengepræmier til de seks bedst placerede i Malko-konkurrencen, og at vinderen desuden efterfølgende er sikret engagementer med en lang stribe orkestre?

At X Factor har et større seertal og derfor – fordi seertal i DR er 'konge'! – i modsætning til Malko-konkurrencen, bliver transmitteret på tv?

Hvad angår oplevelsen er det lidt svært at vurdere, hvad der skulle adskille de to konkurrencer, eftersom man som sagt kun har mulighed for at opleve den ene. Men mon ikke det til syvende og sidst – hvis man endelig skal give et svar, og skal man nødvendigvis dét? – bare handler om personlig musik- og underholdningssmag.

Steffen Gliese

Der findes ikke personlig musiksmag, der findes musikalsk tilvænning og opdragelse.

Gert Selmer Jensen

Og måske en personlig/genetisk tilknytning, til hjerterytmen, 60-110 bpm, som man genfinder i
bluesmusikken.!? ( Ligeså udødelig som den klassiske musik ).!

Anne Eriksen

X-Factor er noget af det mest pinlige - måske ser folk det for at få sig lidt underholdning - reality?

Michael Kongstad Nielsen

Konkurrence er noget møg, også her.

Vibeke Rasmussen

Ikke alene tv-transmitterer DR ikke Malko-konkurrencen – kun finalen – men lur mig om ikke også konkurrencen for længst ville være blevet skrottet/sparet væk, hvis DR selv havde skullet stå for udbetalingen af præmierne! Endnu et punkt hvor Malko og X Factor adskiller sig: Sidstnævnte synes DR ikke at have nogen som helst problemer med at få råd til. År efter år efter år … og der er nok ingen fare for, at dét program i nær fremtid om nogensinde vil blive henvist til kun at blive sendt på radioen.

Anne Eriksen

Hi - nej, X-Factor i radioen ville aldrig gå - bare lyden!

Kristian Rikard

Anders Sørensen,
Ja, det er da et synspunkt - om ikke andet!

Gert Selmer Jensen

Nu er det meget længe siden X-Factor, blev slette af min programflade, men jeg erindrer tydeligt
programmet, som vist ikke er blevet bedre, efterhånden som talentmassen er skrumpet ind til,
næsten, ikke eksisterende.! Og at forestille sig programmet, som et RADIO-program.??
Der tror jeg det ville henfalde til kategorien, af practical jokes, og lyttergæk. Vel at mærke som
en engangsforeteelse. ( Et kuriosum ), til øjeblikkelig forglemmelse.