Læsetid: 4 min.

Kan et bryst måles?

Det er så skrøbeligt, at det nærmest smuldrer mellem fingrene, når Stense Andrea Lind-Valdan med blod, sved og tårer vender kropsligheden på vrangen
Kroppen har været malet blodrød og har presset sig ind mod den type mønsterpapir, der sædvanligvis bruges, når man skal sy et stykke tøj. Bogstaverne er skrevet med menstruationsblod, som så netop ikke er rødt, når det størkner, men brunt. Og englevingerne er i virkeligheden aftrykket af en bagdel. Fotos: Fra udstilingen
29. april 2015

Det var måske tilsigtet og måske ikke, men en brise gik gennem et af de små rum i Museumsbygningen, hvor Stense Andrea Lind-Valdan i øjeblikket viser sin første soloudstilling med titlen SALV.

Brisen løftede et af de store papirarbejder i serien »Salve Regina« ud fra væggen, som det kun er fæstnet til med små klemmer foroven. Det var, som om den martrede krop, der er stemplet ind på mønsterpapiret omgivet af udtværet tekst skrevet med blod, et øjeblik fik vinger, inden det atter lagde sig ind til væggen. Som om et åndedrag gik gennem rummet og tog del i ophængningen, der lige på dette sted har tydelig kristusreference.

Og det er måske et meget godt sted at begynde: Med Lind-Valdans værk opløses grænsen mellem værket og rummet. Mellem kunstneren som subjekt og objekt. Mellem kunstværkets ’værkhed’ og den materialitet, det er gjort af. Vinden løftede papiret, malingen og blodet ud fra væggen, så den vingeløse krop fik vinger.

Kroppen som værktøj

Lind-Valdan bruger sin krop i sit arbejde. Hun bruger den som lærred og stempel, men opløser samtidig enhver idé om lærred og stempel. Huden bliver papir, og papiret bliver hud.

Er det materien, som sætter et spor på hendes krop, eller er det kroppen, som stempler sig ind på kunstværket som objekt? Hvordan kvalificere dette arbejde, måske andet end netop som et forsøg på at hylde materialitetens mirakel – altså nærmest som en svededug?

Den nu 30-årige Lind-Valdan tog afgang fra Kunstakademiet i 2011 og »Salv« er hendes første soloudstilling. Indtil nu har kunstnerens arbejde især bestået af bloggen YSPS, som er forbudt for børn under 18. Det er den, fordi det absolut er hele kroppen, Lind-Valdan bruger. Som her i dette luftige papirarbejde: kroppen har været malet blodrød og har presset sig ind mod den type mønsterpapir, der sædvanligvis bruges, når man skal sy et stykke tøj. Bogstaverne er skrevet i menstruationsblod, som så netop ikke er rødt, når det størkner, men brunt. Og selve papiret er krympet under malingen og blodet. Et sted står der skrevet: »Jeg kan lugte det her« – og så er det sidste ord streget over og er i stedet: blod.

Der er så ikke noget tilgængeligt sted på kroppen, Lind-Valdan ikke bruger i dette forsøg på nærmest at vende kropsligheden på vrangen. Eller at krænge kunstens virkemidler ind i den. Munden fyldes med maling, så tungen kan labbe sig hen over papiret i store strøg som i »Tungeserie«. Ansigtet males og stemples forvredent ind på billedets overflade, så hele ansigtets flade kan ses på én gang. Eller måske blot en del af det: Næsetippen og tungen som en violet dråbe. Én til én, selvportræt – men uden et selv: Lind-Valdans krop er ethvert menneskes krop, aftrykket bliver anonymt og universelt.

Kroppen har været malet blodrød og har presset sig ind mod den type mønsterpapir, der sædvanligvis bruges, når man skal sy et stykke tøj. Bogstaverne er skrevet med menstruationsblod, som så netop ikke er rødt, når det størkner, men brunt. Og englevingerne er i virkeligheden aftrykket af en bagdel.

Synligt og usynligt

I den forstand forekommer det også forkert at sammenligne med det, man kalder abjekt kunst. Menstruationsblodet er der ikke som en provokation, rædselsvækkende eller grænseoverskridende. Snarere som en påmindelse om billedets materialitet og om materialitetens mange dimensioner. Om selve synet som seksuelt, sanseligt og skriftligt. Så hvorfor ikke erstatte penslen med en fallos, male i blod med en dildo og så også skrive selve titlen ind i værket? »Open up and bleed (cock in my pocket]«. Det er ikke i slægt med wieneraktivismen, ikke engang med Tracey Emins brug af liv og krop, men afgjort med Yves Kleins formalisme og performancekunst.

Mens papiret lettede fra væggen opstod en tanke så på filosoffen Merleau-Pontys begreb »Verdens kød«, når han undersøger, hvad der er synligt, og hvad som er usynligt. Et forsøg på næsten ud over fænomenologien at nå bag om dualismen mellem krop og sansning. Som Lind-Valdans udfordring af det målbare: Kan et bryst måles og med hvilken målestok? Først tegnes et gitter op på papiret, så tegnes et gitter op på brystet, men passe sammen vil de to gitre aldrig, brystets bløde kurve eller papirets hårde, hvilket er det rigtige ? (True grid). Og så tvære det hele ud, så man selv må finde mønster eller billede som i en Rorschach test. (Animal dialogues).

Dette ’kød’ ses også i Lind Valdans fotografier, der hænger som en frise i et lille rum for sig. »Absence Frieze«. I det ene fotografi efter det andet afsøges tingenes mærkelighed: overfladen på et stykke ristet brød – er det det, jeg ser her? Eller er det en svamp, en sten? Fødderne på en fugl, hår på en pude. Eller dette blodige kvindeskræv set bagfra, som pludselig er i slægt med hummerkloen ved siden af.

Verdens kød er også til stede i de små videoer i det sidste rum. En mave, hvor en lille blå sø af maling ligger i navlen, og når maven så bevæger sig, løber små floder ud på maveskindet, og man er navlebeskuer. Eller var det en skovsø? En mund, hvor mundhulen hvæser sort af tusch. Og så atter skrævet på en kvinde, maleren selv, blottet som i Courbets Verdens oprindelse. Men her maler maleren sit eget skræv i bogstaveligste forstand. Selv om det jo afgjort kunne have været omvendt: Menstruationsblodet fra denne sorte slugt kunne have været brugt til at skrive et kristusbillede.

Måske er denne lille video så blot opskriften på andre vinger. På dem, som hænger i det første rum, man kommer ind i, og hvor man som det første ser fem englevinger, som prøver at lette fra billedernes sorte rammer. Og nej, baggrunden er så i virkeligheden ikke lyserød – det er millimeterpapir.

Og nej, det er ikke vinger. Det er aftrykket af en bagdel.

Men flyve gør den.

’SALV’ Stense Andrea Lind-Valdan, Museumsbygningen Kastelvej 18, København. Indtil 23 maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu