Læsetid: 6 min.

’Kunsten kan minde os om, at hver flygtning er et menneske’

I Københavns Nordvestkvarter åbnede i fredags et nyt udstillingssted for kunst, der presser på for en mere solidarisk asylpolitik. Information var med til ferniseringen på udstillingen ’Lejrliv’, der sætter fokus på tilværelsen i asylcentrene, livet på flugt og dem, der druknede undervejs
Ved åbningen af udstillingen ’Lejrliv’ havde den rwandiske flygtning Dady de Maximo iscenesat et modeshow med sin kollektion ’If the Sea Could Talk’.

Marie Hald

24. april 2015

»Er der nogle asylansøgere til stede i aften, så ræk hånden op,« råber Tone Olaf Nielsen ud over forsamlingen af mennesker, der er mødt op denne fredag aften i Trampolinhuset, et medborgerhus for flygtninge og asylansøgere i Københavns Nordvestkvarter.

En skov af hænder rejser sig. Tone Olaf Nielsen takker dem for at være kommet, hæver stemmen og siger, at det ikke er rimeligt, de skal vente så længe på at få svar på deres ansøgninger om opholdstilladelse. En ung mand i læderjakke viser tre fingre til kvinden ved siden af sig for at fortælle, hvor længe han har ventet. Hun viser ham fire fingre.

Tone Olaf Nielsen udgør sammen med Frederikke Hansen kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion, som står bag udstillingsstedet CAMP (Center for Migrationspolitisk Kunst), der i fredags åbnede med den internationale udstilling Lejrliv: Kunstneriske refleksioner over flygtninge- og migrantforvaringens politik. Modsat dem, der mener, man skal holde sine politiske fingre fra kunsten og bare lade kunsten være kunst, stiller Tone Olaf Nielsen store krav til, hvad kunsten skal kunne.

»Den skal hjælpe os med at spotte blinde punkter, italesætte tabuiserede samfundsproblemstillinger og udfordre raciale sociale, økonomiske og kønnede ulighedsstrukturer,« siger hun.

Netop det forsøger CAMP’s åbningsudstilling at gøre. Her giver en række kunstnere ni forskellige bud på, hvad ’lejren’ er for en type rum, hvilken funktion den har, hvilke politisk-juridiske strukturer, der muliggør lejrene, og hvad det at leve i en lejr gør ved lejrbeboernes subjektivitet, krop og sjæl.

Bådflygtninge

Halvdelen af de udstillende kunstnere har selv flygtningebaggrund og har tilbragt tid i et asyl- eller detentionscenter.

En af dem er Nermin Durakovic, som kom til Danmark fra Eksjugoslavien i 1992. Han står bag værket (Re) arrangering, som tager udgangspunkt i den gennemsigtige arkitektur i asylcentrene og gengiver en mulig indretning ud fra de eksisterende møbler. På gulvet er en firkant på 12 kvadratmeter opmærket med gaffatape. I det afmærkede felt står et bord og to stole, to skabe, som er tiltet og lagt ned på siden, og to enkeltmandssenge med synlige fjedre og tynde blåstribede madrasser. En kvinde prikker Nermin Durakovic på skulderen og spørger, hvorfor skabene ligger ned.

»Vi indrettede os så kreativt, som det var muligt«, svarer Nermin Durakovic.

Nogle gange var det bare mere praktisk at have et ekstra sted at sidde eller ligge, end et skab til de ting, ingen alligevel havde nået at få med fra hjemlandet.

Udstillingen Lejrliv er kun 68 kvadratmeter stor, så værkerne står tæt. På væggene omkring Nermin Durakovics værelse hænger nogle fotografier taget af den afghanske kunstner Barat Ali Batoor, som er flygtet fra Afghanistan til Australien, hvor han i dag har fået asyl. Hans billeder er taget om bord på den menneskesmuglerbåd, der bragte ham over Det Indiske Ocean. På et af billederne afslører huller i skibsdækket, at lasten er fyldt med mennesker. På et andet står en flok mænd i stavnen af et skib og vifter med deres orange redningsveste for at blive set. Trods en kollision med en klippe nåede båden frem til Australien, men ikke alle dem, Barat Ali Batoor, mødte under flugten, var ligeså heldige. Mange druknede – ligesom op mod 950 flygtninge og immigranter gjorde natten til søndag i forsøg på at krydse Middelhavet.

De usynliggjorte

Lige nu er der flere flygtninge i verden end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig, og søndagens kæntring kaldes allerede den største tragedie i Middelhavet nogensinde. Mennesker på flugt er en af de største globale politiske udfordringer i dag, men når de, der skal løse problemet, ikke gør det, men i stedet ser den anden vej og lukker deres grænser, er der brug for kunsten, siger Tone Olaf Nielsen.

»Det er naivt, at vores politikere bliver ved med at forestille sig, at vi kan lave lovgivning, som forhindrer folk i at komme hertil. Jeg tror, kunsten kan minde os om, at hver flygtning er et menneske, der er tvunget fra sit hjemland, og som har siddet på en tømmerflåde på vej mod Lampedusa, været lukket inde i en container eller taget turen gennem ørkenen i Sahara«, siger hun, da hun et øjeblik sidder ned under aftenens fernisering.

»I øjeblikket usynliggør vi de flygtninge, tvungne immigranter og asylansøgere, der kommer til Danmark ved at placere dem i asylcentre langt væk og fratage dem basale rettigheder som retten til at arbejde og selv vælge bopæl. Det betyder, at når folk endelig kommer ud af det danske asylsystem, er mange så vrede på systemet, fordi ingen har forstået, hvilke vilkår de levede under, mens deres ansøgning om ophold blev behandlet«, siger Tone Olaf Nielsen. »Det er sådan noget, der radikaliserer folk.«

Ventetiden

Én af dem, der kan fortælle om vilkårene på de danske asylcentre er thailandske Yechiela, som flygtede til Danmark for tre måneder siden sammen med sin seksårige datter, fordi hun havde kritiseret det thailandske monarki. Hun har været med til at lave et værk, hvor man kan tage høretelefoner på og høre kvindelige asylansøgere fortælle om hverdagen på asylcentrene. Yechiela fortæller om utryghed blandt kvinder. En 21-årig kvinde fra Sri Lanka, som ikke ønsker sit navn i avisen på grund af behandlingen af hendes asylsag, fortæller om kvinder i asylcentrene, der drømmer om at få lov til at uddanne sig, mens de venter på at få deres ansøgninger om ophold behandlet.

»Vi har brug for noget at lave, mens vi venter« siger hun.

At ventetiden er lang og hård fornemmer man også i Nanna Katrine Hansens kortfilm Værelse 205, som vises som en del af udstillingen. Hele filmen er filmet inde fra værelse 205 i Avnstrup asylcenter, hvor tre afghanske mænd bor. De drikker te og taler om at føle sig passiviserede i deres eget liv.

»Jeg synes, den viser, hvordan tiden, nuet og man selv mister betydning, når man bliver holdt hen og i flere år sidder fast i en venteposition«, siger den Nanna Katrine Hansen.

Da publikum er færdige med gå rundt og opleve Lejrlivs ni forskellige værker og tale med kunstnerne bag, er der fællesspisning efterfulgt af et modeshow kreeret af Dady de Maximo, som er født i Rwanda. Kollektionen hedder If the Sea Could Talk og er en hyldest til de flygtninge, der er forsvundet eller døde i havene, fortæller kvinden, som introducerer showet. Hun kommer også fra Rwanda og er iklædt en af Dady de Maximos kreationer. På tre forskellige sprog – dansk, engelsk og fransk – taler hun om flugt, om at elske sit fædreland og om at forlade alt og flygte med livet som indsats.

»I er heldige at være her,« siger hun henvendt til tilskuerne, »men glem aldrig dem, havet tog til sig,« forsætter hun, inden de personer, der til daglig kommer i Trampolinhuset for at tale, læse eller lave mad, spankulerer ind på catwalken iført nationaldragter, redningsveste og fødevaresække fra FN.

Missionen om at bringe danskere tættere sammen med flygtninge, asylansøgere og immigranter er lykkedes. I hvert fald i aften, hvor Trampolinhuset er fyldt med alle slags mennesker, siger Tone Olaf Nielsen. Hun ønsker, at folk vil gå herfra med en større indsigt, og at Danmark som modtagerland bliver bedre til at tage imod flygtninge.

»Jeg håber, at næste gang de, der er her i aften, møder en asylansøger, vil de have en større forståelse for, hvad mennesket foran dem har været igennem,« siger hun.

»Forstår man det, har man et rigtigt godt udgangspunkt for at indlede en dialog«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

En lille smugle, har du ret, kunsten, er i stand til, med provokationer at "provokere". Problemet, er så bare, hvem vil kunsten, så "provokere", er det måske kun kunsten "i sig selv", som forsøger at provokere sig selv, eller er det "betalings ydelsen" overfor en "selv erværdigenhed", som proklamerer "kunst": Som en flok "giraffer", (på hovedet), som med hjælp af "manipulations muligheden", bare forsøger at icsenesætte sig selv , på andres bekostning. På bedste "illusions bestilt" vis. For bare, at fremdrage , et eksempelt: En sort "spytklat" på et blåsort lærred, med hvide stråler omkring, tilkendegives med "ordene", kunsten består i tilkendegivelsen af : Det hvide i forhold til det sorte.

En " ide" , fuldstændig gratis , at koppiere. Den var ikke min, den var der bare.

Har vi ikke hørt nok om bådflygtninge, behøver vi høre mere om dette. Nu har alle EU's politikere trådt sammen og lavet en aktionplan. Politikere har været handlekraftige og beskytter nu effektivt EU´s grænser mod bådflygtninge, forstærket fort Europa. Vi er stolte over vores modige politikker. Vi kommer ikke til at høre mere om dette problem, så hvorfor skal kunsten nu tage det op, det er yderst upassende, det har ikke noget med kunst at gøre. Meningen kunsten er at den skal pryde og forskønne. Når man bruger sin tid på kultur, skal man da ikke risikere at støde på sådanne upassende ting. Alle seriøse medier skriver heldigvis ikke mere om dette, for de ved godt vi gider ikke høre mere om det, og skulle der komme flere uheld i middelhavet, bør aviser mm, kun lige skrive det i et kort ritzau telegram, der hurtigt forsvinder igen.

Michael Kongstad Nielsen

Virker et modeshow af Dady de Maximo ikke lidt dekadent, sagens alvor taget i betragtning?