Læsetid: 4 min.

Skal kunstneren blive boende på kvistværelset?

Arbejdsforholdene for kunstnere og kulturarbejdere var under hård kritik, da Politiken i denne uge inviterede til debat under overskriften ’Den kreative (under)klasse’. Men hvordan kan man skrue et økonomisk system sammen, der understøtter både kunsten og dem, der skaber den?
Mens Kulturministeriet gerne promoverer Danmark i udlandet på kunsten, oplever unge danske kunstnere, at de må kæmpe en indædt kamp for at overleve økonomisk.

Sofie Amalie Klougart.

24. april 2015

At være dansk kunstner anno 2015 er ikke nogen dans på roser – i hvert fald ikke hvis man spørger de deltagende kunstarbejdere til debatarrangementet ’Den kreative (under)klasse’. De er en del af prækariatet – af engelsk: precarious – uholdbar, prekær – de, der arbejder freelance eller på deltid under usikre forhold.

»Kunstnere er i frit fald mellem hvert job,« siger musiker Trine Lise Væring.

Og ikke alene skal kunstneren leve uden barselsorlov, feriepenge og løn under sygdom: »Vi er ude i en situation, hvor man skammer sig over at bede om penge for sit arbejde,« siger forfatter Mette Moestrup.

Ud over sin forfattervirksomhed holder hun foredrag og laver workshops, og hun oplever også, at løn i almindelig forstand langtfra er en selvfølgelighed i den kreative økonomi.

»Jeg bliver stadig tilbudt en flaske rødvin for at holde et foredrag,« fortæller den anerkendte forfatterinde.

Mette Moestrup mener, at der sker en ulige fordeling af den værdi, kunstneren skaber.

»Der er en uligevægt i fødekæden. Vi, der lægger ansigt til kulturen, får meget mindre end alle andre led.«

De frivillige

Den manglende betalingsvilje og den medfølgende skam ved at bede om penge har skabt en kultur, hvor rigtig mange arbejder uden løn, fortæller Esben Weile Kjær, der beskæftiger sig med bl.a. kunstevents. Han mener særligt at situationen er helt uholdbar i det unge kunstmiljø i København.

»Vi arbejder alle frivilligt hele tiden. Ingen forventer, at man skal leve af det. Man skal bare være glad for, at få lov til at være ’med’.«

Det går ikke alene ud over kunstarbejdernes husholdningsbudget, men kan i sidste ende skade den frie kunst. Esben Weile Kjær fortæller, at han kender flere unge kunstnere, der har sagt ja til samarbejde med store virksomheder bare for at kunne tjene lidt på det, de laver.

»Jeg blev f.eks. tilbudt at nævne nogle brands i min nye bog. Det, virksomhederne vil, er at blive associeret med en ung dansk kunstner eller performer for at styrke deres brand«.

Mette Moestrup mener, at forestillingen om den frivillige kunstarbejder bunder i den opfattelse, at danske kunstnere allerede er på statens lønningsliste gennem støtteordningerne.

»Der er konsensus om, at fællesskabet allerede har gjort sit for kunsten gennem skatten, og at man derfor ikke behøver aflønne kunstnere, som man ville aflønne andre,« siger hun.

At være ’støttet’

I Danmark finansieres kunsten i høj grad af Statens Kunstfond. Det er dog langtfra alle kunstnere, der får en bid af den kage. En stor del af kunsten skabes på overførselsindkomster.

»Kunstnere har værdi og bør ikke skamme sig for at forvente dagpenge. Meget af den kunst, danskere ser og holder af, ville aldrig have eksisteret uden dagpenge,« mener Trine Lise Væring.

Kærligheden til kunsten, men mangel på kærlighed til kunstneren kan Esben Weile Kjær nikke genkendende til. Som ungerådgiver for Kulturministeriet er han ofte med ude, når Danmark vil profilere sig internationalt på kunsten.

»Vores eget Kulturministerium brander Danmark i udlandet på vores dynamiske, unge kulturliv, mens de selvsamme mennesker, man promoverer sig på, kæmper en kamp for at leve af deres kunst og overhovedet berettige deres eksistens herhjemme,« siger Esben Weile Kjær.

Nye strukturer

Men hvordan kan man skabe en ny økonomisk struktur, der kan understøtte kunsten og de mennesker, der skaber den?

Jakob Sandvad fra forlaget Gladiator, der bl.a. forsøger sig med at lade en større del af indtægten fra salget af bøger gå direkte til forfatteren, mener, at der er noget grundlæggende galt i den måde, vi betragter kunstproduktion på.

»Hvis vi tager kunstnere alvorligt som gruppe, hvorfor lader vi dem så leve uden mindsteløn og sikkerhed?« spørger han.

En løsning kunne være en slags borgerløn til kunstnere.

»Det er en myte, at det at være kunstner ikke er et erhverv. Usikkerheden giver ikke bedre kunst. Synes vi, at kunstnere er vigtige, bør vi betale dem for deres arbejde,« siger Jakob Sandvad, der også efterspørger stærkere fagforeninger, der kan handle i kunstnernes interesser.

Kreativ chef på forlaget People’sPress Jakob Kvist mener ikke, at flere ydelser fra staten er løsningen. Han mener tværtom, at staten kan stå i vejen for et dynamisk kunstliv.

»Man skal lade kunstnere være i fred!« siger han og tilføjer: »Er man afhængig af støtte som f.eks. dagpenge, er man langt mindre fri.«

Ved at opstille regler for, hvad det vil sige at ’have et arbejde’, har vi stavnsbundet kunstnerne til et system, der aldrig var lavet til dem, mener Jakob Kvist, der foreslår, at man i stedet fjerner skatten på kunstnerens ofte lave indkomst:

»Hvis man kun tjener en smule som kunstner, skal staten blande sig udenom. Til gengældt er man så ikke dækket af dagpengesystemet og andre arbejdsmarkedsydelser.«

Hvem skal have lønnen?

Også kulturordfører for Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, er skeptisk over for ideen om borgerløn til den udøvende kunstner. Han ser ikke noget problem i, at kunstneren må have et andet job ved siden af sin kunstneriske praksis for at få tingene til at løbe rundt.

»Hvad er så slemt ved at arbejde ved siden af, at man udøver sin kunst? Primo Levi skrev hver søndag, og han har produceret nogle af de mest fantastiske bøger, vi kender til,« siger han og understreger, at han stadig mener, der skal være statsstøtte til kunst i Danmark, men at man også må »insistere på sin kunst og gribe de muligheder, der er«.

For hvem skal definere, hvem der er kunstner, spørger han:

»Alle kan ikke få lov at være fuldtidskunstnere. Vi kan jo ikke have 30.000 kunstnere på borgerløn.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nike Forsander Lorentsen

Mulighet for BILLIGE VÆRKSTEDER til alle som udøver og bidrager til kulturlivet uanset om man er amatør, halvproffs eller udøvende helproffs på heltid.
Nu er der jo en katastrofetilstand som f.eks. Billedkunstværkstederne BKV i Tre Kronergade 90 i Valby som bliver hjemløse her til den sidste Maj. Et mangeårigt kunstner fælleskab som nu splittes ad. Sørgeligt før kulturlivet i København.

Anne Eriksen, Torben Nielsen, Brian Pedersen, Steffen Gliese og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes, at statens slotte skulle åbnes for kunstnerne, så de kunne skifte kvistværelset ud med gemakker og riddersale. Så måtte det være slut med den evige, plagende klagesang - eller det ville måske fjerne deres motivation? Deres drøm om det store gennembrud, for nu havde jo opnået den attråede luksus, og så slukkes lanternen for kunstnerisk drivkraft?
Kommer altid til at tænke på Hamsuns "Sult".

Vibeke Rasmussen

"Skal kunstneren blive boende på kvistværelset?"

For nylig læste jeg, husker ikke hvor, en teori, der gik ud på, at når en avisrubrik er udformet som et spørgsmål, er det altid underforstået, at svaret er: Nej. :)

Anne Eriksen, Torben Nielsen, Kristian Rikard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Peter Hansen, det var ikke bare stiltiende accepteret af AF, tilbage i sluthalvfjerdserne fik jeg faktisk en toårig såkaldt "konservatorieforberedende" musikuddannelse betalt af A-kassen tilbage i sluthalvfjerdserne.

AF godkendte, at jeg ikke behøvede at møde til kontrol hos AF, skolens stempel på kontrolkortet var tilstrækkeligt.

Jeg nåede aldrig at søge ind på Konservatoriet, for da de to år var gået, gav Akassen mig et job indenfor mit gamle fag. Et et år senere sagde jeg så mit job op og levede af at spille musik i de næste 10 år.

Så jeg havde stor glæde af ordningen. Rent samfundsøkonomisk tror jeg endda, investeringen tjente sig selv hjem, så det var ren win-win.

I dag ville det velbjærgede borgerskab få et hjerteslag af forargelse, hvis nogen kom med et sådant forslag.

Henrik Brøndum

Som økonom er det noget smertefuldt at måtte fortælle, at der ikke kan konstrueres et økonomisk system der formår at håndtere kunsten på en rimelig made.

Den gode kunst, eller den bedste kunst er altid mangefold mere værd end det det har kostet at frembringe den. Men den rimelige eller kun halvgode kunst har negative værdi: "Hvor meget vil de betale for IKKE at blive tvunget til at høre på en operasanger der rammer ni ud af ti toner?" eller "Hvor meget vil de betale for at blive fri for at læse en middelmådig roman?"

Dette er helt anderledes end f.eks. brødbagning .... hvor et brød der er lidt brændt i den ene ende også kan mætte og en blikkeslager der skruer rørene næsten lige - sagtens kan bruges - hvis man sætter en rørkasse op.

Danmarks generøse kunststøtte kombineret med de gode muligheder på dagpenge - genererer desværre mest halvgod kunst, der i sin mængde også gør det sværere at orientere sig. Vi ville være bedre tjent med (og i endnu højere grad kunstnerne selv) at mange af disse mennesker tog en vurdering af talentet - og i stedet blev måske tandlæger, jurister el.lign. og så hyggede med lidt produktion til familie og venner.

Enhver der har set Amadeus - er formodentlig enig i, at uddelingen af kunststøtten passende kunne flyttes tilbage til kongehuset - så de fik lidt flere fornuftige opgaver. Parlament, ministre og embedsmænd bidrager ikke rigtig med noget.

Mikkel Madsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nu vil jeg sige, at kunst også kan komme til udtryk i alle mulige "almindelige" job. En kunstnerisk sjæl kan ikke undgå at lade denne ånd forplante sig til selv den kedeligste bogholderopgave, kasseekspedition i Brugsen eller gartnermedhjælp i parkafdelingen. Man kan altid forene det nyttige med det kreative, det livsopholdende med det berigende, arbejdet med kunst.

Det er muligvis ikke comme il faut i kunstnerkredse in spe at nævne ordet "lønarbejde" ved siden af den kreative udviklingsproces, ligesom kolde loftværelser ikke er hippe, men magelig lediggang tror jeg nu heller ikke på fører til den store kunst.

Michael Nyvang

@Henrik Brøndum Det PRÆCIST samme argument gælder SELVFØLGELIG også embedsmænd, hjernekirurger, jurister, bilsælgere, kokke, økonomer og så videre... : For hvem vil ikke, og kommer i øvrigt helt konkret til at, BETALE for at blive fri for at: spise uhygiejnisk mad, køre i dumme grimme eller farlige biler, at have ansvar ansattes fordrukne fejl selvom en inkompetente advokat havde glemt en klausul, og så videre...

Sagen er - blandt andet - at advokater, økonomer, revisorer, håndværkere - og politikere... og så videre, altid sender en STOR regning ANYWAY, OG får den betalt med samme selvfølgelighed som lokumsrullen i supermarkedet. Trods inkompetence, for megen alkohol, eller andet shit, som findes særdeles udbredt på markedet inden for snart sagt alle områder. Man hører aldrig en revisor lave årsregnskab gratis fordi så kan han jo "komme ud og spille", eller en købmand levere det daglige brød gratis, så han kan få brandet sit "projekt", eller økonomen blive foreslået "at networke" og "være med i Økonom SPOT festivallen", selvfinansieret, for at komme ud og økonomisere et par gange årligt ti kostpris, for så kommer man jo frem, og ellers i øvrigt IKKE kunne udøve sit fag, søge et job eller i det hele taget få lov til overhovedet AT VÆRE HER.

På kunstens side - på den anden side - tænker jeg at det måske er sundt, hvis man holdte op med at klynke; for kunstnere er ikke nogle stakkels nogle, der har brug for hjælp, og heller hverken mere eller mindre idiotiske, selvoptagede eller arrogante end så mange andre.

Jeg ville tilgengæld ønske at man ville stoppe med at gøre det så krop umuligt simpelthen at tage sin faglighed under armen, og gå ud og tjene en dagløn i byen, på landet, og bo og arbejde under rimelige vilkår, hvor der er forståelse for arbejdets natur. F.eks er jeg dødtræt af de konstante projekter, iveren for at placere mellemmænd, institutioner, organisationer, og gateways alle vegne. Det udpiner kunstens muld, fordi unge som ældre kunstnere jages rundt i manegen af sensationshungrende medier, projektiver fra politisk, eller kommunal, eller privat hold. Lad dem være, betal for deres kompetence, skab grobund for en fri og uafhængig økonomi, hvor kunsten kan udvikLe sig dynamisk i samspil med lokalsamfundet.

Kunstnernes regninger, og know-how skal honoreres med samme selvfølgelighed, og uafvendelighed, som økonomens, uanset om det deluxe økonomen, eller ham fra sidegaden på Hjallerup marked.

M.N.

Michael Nyvang

Beklager i øvrigt de mange stavebøffer ovenfor,det gik lidt hurtigt. Men for at give et eksempel:

Hvis kunstnerne skulle opføre sig som DR og entreprenører, advokater, økonomer, eller lign. så ville følgende gælde:

Nogle bygger en væg. f-eks DSB.

Et par nice unge grafitti kunstnere kommer, og udfører et fantastisk arbejde med at tagge, og "photoshoppe" den kedelige fine, men lidt ensformige, grå væg.

DSB skal nu, altså hvis vi talte DR eller entreprenør metoder, betale graffiti kunstnerne for deres arbejde, ikke noget med at give dem en bøde, nej de skal naturligvis først betale dem for deres arbejde. For sådan er praksis i byggeriet og de store strukturerer, først betales regningen, arbejdet skal jo betales, og nægter DSB, så må banken holde for, eller lønmodtagernes fonde, eller skatteborgerne.

Derpå ville DSB tække dem i retten, for at påstå kontraktbrud, at de ikke var blevet hyret til at lave noget der. Og få afslag, omend ikke uden kamp, men da der jo ingen kontrakt var, kan man jo heller ikke hævde den var brudt. De ender med at indgå et forlig. Advokatregningen er betydelig.

Graffiti kunstnerne må ærgerligt nok skulle male muren igen, i ensartet grå. Hvilket de så gør, men de kan sende en overenskomstmæssig regning for dette arbejde, selvfølgelig, det skal da betales!

Endelig efter endt arbejdsdag spiser alle frokost sammen, i tivoli, bliver enige om at væggen egentlig var snedigere med grafitti på, de vil lave et nyt projekt, genoprette grafittien! derpå kører de glade og måske lidt små-snaldrede nord på til deres rummelige boliger...

Nu er kunstnerne jo ikke på den måde, og får i stedet en bøde, og derpå en licensregning fra DR - da de jo har en telefon... (for en musiker, ville det også være let, hvis man kunne sende en regning til enhver der havde en højtaler... )

Henrik Brøndum

@Michael Nyvang

Du har ikke læst hvad jeg skriver ordentligt.

Men jeg kan godt lide din parallel med en regning til enhver der har en højttaler - som opfinder af det udvidede additionsbegreb - vil jeg prøve at bruge det og begynde at sende regninger til alle der laver hovedregning!

Søren Kristensen

Dronning Margrethe er og var angiveligt kun kunstner om torsdagen og hun slap afsted med en masse , både godt og mindre godt. Det afgørende er selvfølgelig om der er noget talent involveret.

Michael Nyvang

Det er naivt, at tro det har noget med talent at gøre. Det der har noget med - ikke så meget talent, men dedikation, at gøre, er noget meget vigtigere end kvistværelset.

Men tag et fitness center for eksempel; det virker fordi folk har dårlig samvittighed over ikke at træne. De tegner et abonnement, som de betaler *automatisk*, uden brok, hvorpå de lige i begyndelsen kommer lidt mere ind og træne, men langt flertallet gider, når det kommer til stykket ikke alligevel, men *betaler anyway*. Og således får nogle råd til strandvejs villaen, hvis hun/ han står distancen med det halvtomme fitness center, hvor der de facto intet anvendeligt produceres for mere end 80% af de midler der finansierer det. Midler kunderne tjener i deres ansigts sved, og altså blot smider dovent ud der, fordi vi må jo indrømme vi er ret dumme i den slags situationer, det ved enhver reklamemand.

På samme måde er det afgørende for om du betaler i et supermarked, ikke talent og kvalitet. Fødevarer der er decideret giftige for dig, ikke blot ikke gode, nej af episk shitty ikke-kvalitet ligefrem, kemisk affald, det værste lort, der nogensinde har været sprøjtet ned i en flaske, pakke eller dåse på en fabrik. Stoffer du kan afsyre din trappe med, slå rotte plagen ned med, pacificere din teenager bedre end psykiatrisk med, og som giver dig risiko for hjertekar sygdomme, kræft i næsen, gigt i endetarmen, impotens i lillehjernen og psykoser i lille tåen. Det betaler du den pris der står på pakken for ved kasse 1 oven i købet, du prutter ikke engang om den, prøver ikke at få den gratis, eller mere fair faktisk : at få en million forud i erstatning for at indtage det.

Hvorfor? Fordi de har talent, at kvaliteten er god?

Fordi Dronningen har tid om torsdagen til at lave god kunst?

Fordi det er godt?

Er det derfor at Jensen kommer fra indkøbsturen med en pakke smøger, en flaske whisky, cola, 5 pakker radioaktivt vingummi, 12 flasker overgammel vin fra den italienske mafia på tilbud, en flæskesteg med indbygget penicillin kur, flødekagen af mælkefedt du helst ikke vil vide hvor kommer fra, og et fitness abonnement i lommen, og møder op til din koncert / udstilling / bog underskrift, og københavner-friskt siger :

Det er godt, det I laver der! Vi kan vel godt komme ind lidt ikke, vi bor lige her? Se, måske et par flasker vin? For, uha nej, 280 kr til entre, eller penge til kunsten og bogen, nej det har vi skam ikke .... nej vel.

Det der er afgørende, er at i visse scenarioer, der smider vi vores, eller andres, penge væk, så hurtigt vi kan komme til det, mens vi i andre mukker over selv at slippe en 5'er.