Baggrund
Læsetid: 4 min.

Luksus og kunst

Det er først inden for de sidste tredive år, at virksomheder i større stil har knyttet an til samtidskunst i Frankrig, og det har ændret det kunstneriske landskab på rekordtid
Kultur
20. april 2015

Danmark har en lang tradition for kunstmæcener som Carlsberg- og Augustinusfondene. Men i Frankrig er det først inden for de seneste 30 år, at virksomheder er gået ind i sponsering og investering i samtidskunst. Mens de store mæcener inden for samtidskunst i Danmark er knyttet til øl- og tobaksproduktion, er det i haute couture og Michelin-stjernernes hjemland luksusproduktionen, der er gået ind i de store mæcener. Som en af de første – og i mange år den største – åbnede Fondation Cartier for 30 år siden udstillingssted og kunstnerboliger i landsbyen Jouy-en-Josas ved Versailles med slot, park og masser af plads.

Cartier er mest kendt for luksusure til priser, hvor de billigste koster omkring 200.000 kr., og »Cartier« er et af de firmanavne, Marylin Monroe hvisker i sangen »Diamonds Are a Girl’s Best Friend«.

Ideen til fonden var at »sikre kunstneres rettigheder«, forklarer den daværende leder og nuværende præsident, Alain-Dominique Perrin, på Cartierfondens hjemmeside.

Det hele begyndte med stor bekymring over de mange falske Cartier-ure, der var i omløb i starten af yuppie-80’erne. Perrin var en kreativ leder: I 1981 smadrede han i San Diego 4.000 falske ure ved at køre hen over dem med en vejtromle. Samtidig kom socialisterne til magten i Frankrig, og Perrin var bange for, at Cartier ville blive nationaliseret. I denne sære kombination skulle det blive den franske kunstner César, som åbnede Perrins øjne for moderne kunst – det skal siges, at César er kendt for sine skulpturer af sammenpressede biler.

Det skulle vise sig frugtbart. Perrin indså i én mundfuld, at han måtte sikre »original kunstnerisk kvalitet« for sine egne produkter – men altså også for kunstnere.

Det skulle da også blive med en udstilling af César, at Cartierfonden åbnede i Jouy-en-Josas i 1984. Den nye forbrødring mellem kunst og det private erhvervsliv blev i fælles indsats fra Perrin og den socialistiske kulturminister Jacques Lang til en ny lov om mæcener med stor skattefritagelse for kunststøtte. Den er stadig er gældende.

Ikke kun økonomiske midler

Det har på 30 år ændret det franske kunstneriske landskab fra en sommerfugletanke hos César til altomfattende mæcen. Sidste spektakulære skud på stammen er Fondation Louis Vuitton, der i efteråret 2014 åbnede et gigantisk slagsskib i Bois de Boulogne i Paris. Tegnet af arkitekten Frank Gehry med enorme glassejl og med faste kunstneriske elementer af vor egen Olafur Elliasson. Fondation Louis Vuitton har netop i april åbnet den første prestigiøse udstilling, Les Clefs d’une passion, om modernismens start, der kan opvise kunstværker, ingen offentlig institution længere har råd til at hente ind fra hele verden: Malevitch, Rotko, Delauney, Picabia, Léger, Picasso. Når Matisses dansere hentes ind fra Sankt Petersborg og Muncks Skriget ned fra Norge, skal der helt særlige midler til.

Disse midler er ikke kun økonomiske. Fondation Louis Vuitton har kunsthistorikeren Suzanne Pagé som leder, der i 18 år var direktør for Musée d’Art Moderne i Paris, indtil hun i 2006 blev hentet over til Vuitton. Her har hun bygget den faste samling op med sine forbindelser til hele kunstverdenen.

De store franske fonde er således karakteriseret ved at være topstyrede, personificeret ved Alain-Dominique Perrin hos Fondation Cartier og Bernard Arnault hos Fondation Vuitton.

En af de helt store kunstmæcener, François Pinault, opgav i 90’erne et kæmpeprojekt med at omdanne en hel ø i Seinen, hvor Renaultfabrikkerne tidligere lå, til kunstcenter. I stedet byggede han det op i Venedig i vrede over den administrative modstand i Frankrig. Det var en ’fejltagelse’, politikerne ikke lod gentage med Fondation Louis Vuitton: Det nye museum i Bologneskoven blev på trods af lokal modstand gennemført, dels ved at byen Paris ændrede en bygningslov, dels med en særlov stemt igennem af UMP flertallet i parlamentet. Den lokalforening, som var imod projektet, bragte loven helt op til konstitutionsrådet, som tilbageviste protesten med henvisning til, at det var »til offentlighedens bedste«.

Kunst til folket

Dengang Fondation Cartier åbnede med en César-udstilling på græsplænerne i Jouy-en-Josas, var hoffet af franske kunstkritikere stærkt skeptiske. De gik i bogstaveligste forstand rundt på plænerne og ulmede. Der har været dygtige folk til at tage sig af ulmende kritikere: Denne skribent var dér til Lou Reed-udstillingen i 1990, hvor man pludselig så Velvet Underground samlet igen. Det smeltede mangt et hjerte og en stor del af kritikken er med tiden forstummet. I 1994 rykkede Fondation Cartier så ind midt i Paris, på boulevard Raspail, og var også arkitektonisk set pioner med en bygning tegnet af arkitekten Jean Nouvel.

Realiteten er, at mæcener nu er overalt i fransk kunst, men også at en stor del af kunstscenen dermed er privatiseret. Perrin fra Cartier harceler over, at Vuitton direkte bruger kunstnerne i promoveringen af luksusprodukter – det kunne han aldrig finde på at gøre, forklarer han.

Helt direkte behøver det så ikke gøres: Undertøjsfirmaet Etam støttede den store Niki de Saint Phalle udstilling på Grand Palais, og H&M var hovedsponsor for Jeff Koons på Pompidou-centeret, hvor man blandt andet kunne beundre Pinaults version af et af verdens dyreste kunstværker: Jeff Koons’ skulptur af en oppustet ballonhund. Den lyserøde af dem. Som også kunne købes på en lille H&M-taske.

I den forstand når kunsten stadig ud til folket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her