Læsetid: 4 min.

En mand af god stil

Når det var Rifbjerg, der sagde noget, var det skik og brug at udlægge hans ytringer som endnu et udtryk for, hvor arrogant og ufolkelig han var. Og nu, hvor manden er død, er behovet for at hylde ham åbenbart så stort, at man er villig til at glemme alt om, hvad man mente om ham, da han var i live
Når det var Rifbjerg, der sagde noget, var det skik og brug at udlægge hans ytringer som endnu et udtryk for, hvor arrogant og ufolkelig han var. Og nu, hvor manden er død, er behovet for at hylde ham åbenbart så stort, at man er villig til at glemme alt om, hvad man mente om ham, da han var i live

Ib Kjeldsmark

10. april 2015

Det var dog helt utroligt, så mange mennesker, der har personlige erindringer om Klaus Rifbjerg her efter hans død. Erindringer, der bevidner mandens storsind, venlighed og format. Det er lige før, man føler sig forpligtet til også at melde sig i koret, helt uden noget bagvedliggende ønske om at gøre opmærksom på sig selv, naturligvis. Men altså: Jeg har aldrig været fan af Rifbjergs forfatterskab, men jeg kunne godt lide manden. Og ja, jeg har mødt ham op til flere gange, jeg kan bekræfte, at han var en særdeles tiltalende person. Jeg har også fået et par meget venlige breve fra ham, afsluttet med de lidt gammeldags, høviske hilsner, ’din for evigt’ og så videre, som han vist var kendt for.

Men så er der altså heller ikke mere, der har med mig at gøre. Det er muligt, med andre ord, at tale om Rifbjerg uden også at nævne mig. Man skal ikke undervurdere hans betydning som offentlig figur, som en debattør, der insisterede på at holde niveauet passende højt, og som nægtede at tage idioter alvorligt. Det lykkedes i vid udstrækning for ham – og det på trods af at han aldrig opnåede at blive ’folkelig’. Han prøvede heller ikke, han gjorde i det hele taget ikke det mindste forsøg på at foregive at være noget, han ikke var. Af samme grund, vil jeg tro, erklærede han sig heller aldrig som socialist, heller ikke i de rødglødende 70’ere, hvor alene det at have postadresse langs Kystbanen betød, at man var venstreorienteret. Og så fastholdt han i øvrigt også, med fuldkommen udemokratisk stædighed, at god rødvin smager bedre end dårlig rødvin fra Brugsen.

Dumheden

Det er meget få forfattere, der nogensinde opnår at blive så alment kendt som Rifbjerg. Der var simpelthen ingen, der ikke vidste, hvem han var. Der er heller ikke mange, der er blevet så grundigt svinet til af offentligheden, faktisk lige fra begyndelsen. Selv i sin høje alderdom, var han stadig det værste, pæne borgere og undermålerne i Dansk Folkeparti kunne forestille sig.

At han og befolkningen ikke var på samme side, så man bekræftet i hans sidste større offentlige fremtræden, i tv-programmet Deadline, hvor han som bekendt erklærede, at der er 2.000 begavede mennesker i Danmark. Mens resten er dumme. Og medlemmerne af Dansk Folkeparti omtalte han velovervejet som »skiderikker«. Programmets vært blev helt befippet, sådan noget kan man da ikke sidde og sige på tv, tænkte han sikkert. Men det kunne Rifbjerg – hvis det passede ham, og det gjorde jo ved den lejlighed.

Han virkede nok en smule affældig, nogle af udtrykkene var også på grænsen til det museale. Men det var ikke en finke, der røg af panden – for nu at sige det lidt halvmusealt. Det var velovervejet, træfsikkert og helt og holdent med vilje. At han senere i interviewet modererede sig lidt ved at sige, at han da godt var klar over, at det var noget skrækkeligt noget at sige i fuld offentlighed, skyldtes utvivlsomt mere hans situationsfornemmelse, end at han følte nogen trang til at tage sine ord i sig igen.

Dumheden sidder i hjernen, som den geniale norske forfatter Kjell Askildsen allerede har fastslået. Rifbjerg var ikke i tvivl om, at den har slået rod i en grad, der er mere end skræmmende, godt hjulpet på vej af populistiske partier, der indbyrdes konkurrerer om, hvem der imødekommer folks fordomme bedst muligt, og en mere og mere lalleglad offentlighed, hvor kravet om underholdning vinder over kravet om oplysning. Hver gang. At vide noget, som andre ikke ved, anses nærmest for udemokratisk og elitært.

Hyldesten

Rifbjergs udtalelser i Deadline udløste helt forventeligt protester og undsigelser. Nu rabler det for den gamle mand, var den almindelige mening. Hvis man har en smule gehør, ville man nok ikke så bogstaveligt hæfte sig ved tallet 2.000, men når det var Rifbjerg, der sagde noget, var det skik og brug at udlægge hans ytringer som endnu et udtryk for, hvor arrogant og ufolkelig han var. Og nu, hvor manden er død, er behovet for at hylde ham åbenbart så stort, at man er villig til at glemme alt om, hvad man mente om ham, da han var i live. Og nu er det så nærmest et krav, at man skal hylde ham helt og holdent, ikke halvt og med forbehold, thi efterdi du er lunken, vil jeg spytte dig ud af min mund, som der står i en af de trods alt mange bøger, han ikke har skrevet. Hele pakken eller ingenting. Og så skal man dertil, offentligt såvel som privat, høre på alle de rørstrømske beretninger om folks helt private forhold til digteren.

Rifbjerg var jo en berømt mand, derfor ville mange gerne ind i det magiske felt omkring ham. Men han havde ualmindeligt god stil. Det oplevede jeg selv engang i Forfatterforeningen, hvor en ældre kvinde masede sig ind på ham. Hun hed det og det, sagde hun, og jeg er også forfatter. Men mig har du vel aldrig hørt noget om? spurgte hun afsluttende – i sådan et let spøgende tonefald, der vistnok inviterede ham til høflig laden som om.

Men det var ikke hans stil, hans stil var god, som sagt. Nej, svarede han, ikke et klap. Men han sagde det vel at mærke så venligt, at det fik hende til at rødme af benovelse. Når hun kom hjem, ville hun sikkert fortælle ægtefælle, børn og børnebørn, at hun skam lige havde fået sig en hyggelig sludder med Klaus Rifbjerg. Det kan man selvfølgelig godt unde hende. Så længe den hyggelige sludder ikke bliver til en myte om åndelig forbundethed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Benno Hansen
  • Kristian Rikard
  • Rasmus Knus
  • Kirsten Svejgaard
  • Grethe Preisler
Tino Rozzo, Benno Hansen, Kristian Rikard, Rasmus Knus, Kirsten Svejgaard og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kirsten Svejgaard

Jeg har aldrig mødt Klaus Rifbjerg, og de to af hans bøger, jeg har læst, sagde mig ikke noget, hvorfor jeg ikke læste flere. Men jeg kunne godt lide mandens mere kontroversielle udtalelser såsom antallet af begavede mennesker i Danmark o.l. Dumheden og ligegladheden breder sig som svampe i dagens politiske klima.

Peter Nørgaard

Erik Skyum Nielsens anmeldelse af "Besat" anbefales. Kjell Askildsens noveller anbefales også. Gyldendal har et oplag på vej.

Hvad "udemokratisk" er der i øvrigt i at foretrække en god rødvin (f.eks fra Brugsen) fremfor en dårlig rødvin?