Læsetid: 7 min.

Når Jesus går på Instagram

Jesus lever i bedste velgående på de sociale medier. Det sørger bl.a. den australske megakirke Hillsong, som i januar fejrede to års jubilæum i København, for. Moderne frikirker skaber nye måder at være kristen på, og det er ifølge forsker den største forandring af kristendommen siden reformationen
20-30 voksne valgte at lade sig døbe til en gudstjeneste i kirken Hillsong, hvor der også var rockkoncert, standup og cafe latte inden prædikenen.

20-30 voksne valgte at lade sig døbe til en gudstjeneste i kirken Hillsong, hvor der også var rockkoncert, standup og cafe latte inden prædikenen.

Sara Galbiati

13. april 2015

Det første man ser, når man træder ind i foyeren på Bremen Teater, er et kæmpe stofbanner med ordene: Welcome home. En popsang spiller i højttalerne, og det myldrer med unge mennesker i vintagetøj og stramme T-shirts. Vi kunne lige så godt være til fredagsbar på Københavns Universitet. Men det er vi ikke. Vi er i kirken Hillsong Copenhagen. En verdensomspændende konservativ kirke, der udspringer fra Australien.

På scenen står fire unge musikere. Bag dem på en storskærm kan man læse teksten til den elektroniske popsang, som bandet spiller.

»Jesus is our savior,« synger de, mens de hæver hænderne over hovedet og kigger mod himlen. Hele salen synger med. Hos Hillsong er musikken en stor del af tilbedelsen af Gud og Jesus. Mens tonerne fra den kristne pop fader ud, træder Thomas Hansen, der er ’lead pastor’ i Hillsong Copenhagen, op på scenen. Prædiken foregår på engelsk og handler om, at vi høster, som vi sår. Og når vi tager en selfie, kan vi nemt komme til at fylde det hele og glemme perspektivet. Flere i salen sidder med deres smartphone i skødet. De tager noter eller slår de passager, Thomas Hansen nævner i sin prædiken, op i deres bibel-app.

Flere hundrede tilhængere dukker hver søndag op til Hillsongs gudstjenester for at tilbede Jesus. Den 25. januar kunne Hillsong Copenhagen holde toårsjubilæum, og København er langt fra det eneste sted, hvor den australske megakirke har fået medvind. Til maj bliver der lavet en film om Hillsong bevægelsen, og dens musik har i årevis toppet internationale hitlister. Dens tilhængere består primært af unge mellem 18-35 år, og popsangeren Justin Bieber er efter sigende en af dem.

Sara Galbiati

Udfylder et tomrum

De moderne frikirkers popularitet er et globalt fænomen, der gennem de seneste år virkelig har taget fart, forklarer Marie Vejrup Nielsen, der er lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

»Mange forskere peger på, at denne form for menigheder er den største forandring af kristendommen på verdensplan siden reformationen. Det rykker ved nogle strukturer og måder at være kristen på fra Amager til Dar es-Salaam,« siger hun.

I Sydney, Texas og Abuja er det normalt, at der kommer flere tusind til gudstjenesterne i kirker som Hillsong.

»Vi ser et boom inden for den konservative gren af kristendommen. Den kommer særligt i en moderne indpakning og tilpasser sig nemt det lokale miljø,« siger Marie Vejrup Nielsen.

»I dag ser vi især en stigning i antallet af tilhængere i Latinamerika, Asien og Afrika. En forklaring på, hvorfor menigheder som Hillsong vinder tilhængere, er, at den blandt andet giver et stærkt netværk i samfund, der ikke er særligt velfungerende på velfærdsfronten,« siger hun.

Det er en tendens, der begyndte for mange år siden i USA og Europa, har rejst verden rundt og nu er begyndt at vende tilbage til vesten igen. Grænserne mellem landene er faldet, og med internettet er inspirationen nået ud overalt i verden, forklarer Marie Vejrup Nielsen.

Tilhængere af menigheder som Hillsong er stadig en minoritet i Danmark, men de moderne frikirkers fremgang tyder stadig på, at de udfylder et tomrum for unge konservative kristne.

»De er et udtryk for en omrokering af unge inden for de konservative kristne miljøer. De vil det internationale, de vil en levende kirke og de vil en lokal velfungerende menighed frem for de gamle historiske kirkesamfund som f.eks. folkekirken,« siger Marie Vejrup Nielsen.

En af de unge er den 25-årige Lasse Hultén, der har været en del af Hillsong i to år.

»Jeg synes, at de mere traditionelle og stille gudstjenester er vanvittig kedelige,« siger han. »I Hillsong er budskabet nemt at forstå, og prædikenerne er mere relevante for mig. Det vil altid handle om Jesus, men den måde, som budskabet bliver bragt på, ændrer sig. Evangeliet skal jo være så tilgængeligt som muligt,« siger Lasse Hultén, der til dagligt læser Strategic Market Creation på CBS.

Sara Galbiati

Et religiøst fix

Det er vigtigt hele tiden af forny måden, Guds ord bliver formidlet på, mener lead pastor Thomas Hansen. Han er 32 år, har sort hår, bærer et par briller med et tykt sort stel og smiler bredt, mens han fortæller om de hashtags, kirken har fundet på, og fordelene ved nemt og hurtigt at kunne komme i kontakt med tilhængere verden over.

I det hele taget har teknologi og religion vist sig at være et godt makkerpar. The Bible App, der er lavet i samarbejde med Livechurch.tv, som Lasse Hultén og mange andre kristne unge bruger, er blevet downloadet mere end 170 millioner gange. Hillsongs online platform består af en dagligt opdateret blog og adskillige Facebookprofiler, hvor tilhængerne verden over deler religiøse tips.

»For tilhængere af kirker som Hillsong passes religionen ikke kun fire gange om året. Religionen er hele ens identitet, og noget man udlever hver dag. Derfor har man også hele tiden brug for at connect’e, og det kan man nemt gøre ved hjælp af forskellige former for apps og sociale medier. Brugen af sociale medier bliver et hurtigt religiøst fix,« siger Marie Vejrup Nielsen og forklarer, at det er blevet en moderne måde at missionere på.

Det har også smittet af på folkekirken, som er begyndt at favne det digitale med app’en Kirkekalenderen eller DagensOrd, forklarer Annika Hvithamar, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og forsker i blandt andet kristne minoriteter.

»De er ikke i lige så højt grad med på beatet som pinsekirkerne, men det er et redskab, de i høj grad også er begyndt at gøre brug af,« siger Annika Hvithamar.

Thomas Hansen understreger, at for Hillsong er de sociale medier kun et redskab. »På de sociale medier kan det hurtigt komme til at handle om at se åndelig og godt ud. Men man kan ikke bare vindueshoppe sig til en religiøs oplevelse,« siger han.

Konservativt budskab

Selv om de sociale medier fylder, og prædikerne er proppet med moderne referencer, skal man ikke lade sig narre. Budskabet er hos Hillsong traditionelt og konservativt.

Kirken blev grundlagt i 1982 af det australske ægtepar Bonnie og Brian Houston. Brian Houston er senior pastor i Sydney, hvor Hillsongs hovedsæde ligger. Det er hans personlighed, der skinner igennem i de musikalske gudstjenester og måden, kirken formidler biblen på, siger Thomas Hansen.

Hillsong har rødder i pinsebevægelsen og mener, at biblen er Guds ord og skal danne rammen for menneskets daglige liv. Man må ikke dyrke sex før ægteskabet eller få abort, og kirken er konservativ i sin opfattelse af homoseksuelle. Helligånden fylder meget, og forskellige former for healing af synder er udbredt. Hillsong tror på, at Jesus er menneskets frelser og døde på korset for menneskets synder, derfor skal man som Hillsongtilhænger dedikere sit liv til at tilbede ham.

»I den forstand at vi er tro mod biblens budskab, er vi konservative. Men jeg tror personligt, at de unge nu om dage har behov for noget, hvor man holder fast ved det, man tror på. Noget, hvor man ikke hele tiden behøver at tilfredsstille mængden,« siger Thomas Hansen.

»Men en af de ting, jeg virkelig godt kan lide ved Danmark, er, at der er plads til alle former for kirker. Vi ligger måske i den ene ende af skalaen, men det er vigtigt, at der er plads til alle. For leder du efter den perfekte kirke, finder du den aldrig.«

Religionsdebatten har herhjemme som rundt om i verden været polariseret og fyldt med følelser siden 11. september 2001, mener Marie Vejrup Nielsen. Den polarisering kan Thomas Hansen genkende.

»Jeg tror, at vi som kirker generelt ikke har været gode nok til at formidle budskabet rigtigt. Det første mange tænker på, når man siger ordet ’kirke’, er, at de er fordømmende. Folk tænker: Jeg passer ikke ind, jeg skal være klædt på en bestemt måde eller tale på en bestemt måde. Men vi har ikke repræsenteret Jesus på den måde, han virkelig er. Hvis vi kigger på det nye testamente, rakte Jesus ud til alle. Han talte lige så godt med lederen af landet, som han talte med den hjemløse og alle dem, som andre havde diskvalificeret,« siger han.

I løbet af de seneste år er den danske folkekirkes medlemstal faldet. Men ifølge Annika Hvithamar forlader de kristne ikke folkekirken til fordel for kirker som Hillsongs.

»De stjæler ikke medlemmer fra folkekirken. Men til gengæld har folkekirken ladet sig inspirere af kirker som Hillsong. Folkekirken har blandt andet fundet på nye former for gudstjenester, som tiltrækker den samme målgruppe,« siger hun.

Et trygt rum

Da Thomas Hansen, der oprindeligt er født i Herning, og hans australske kone flyttede fra Australien til Danmark for at starte Hillsong, blev de mødt med et væld af spørgsmål. Har Danmark virkelig brug for en ny kirke? Det er jo allerede et kristent land, og så er det endda også et af verdens lykkeligste, lød det.

»Men kradser man i overfladen, ser man et land, som har en høj selvmordsrate. Man siger, at halvdelen af alle kvinder går igennem en depression, en tredjedel af mændene går igennem en depression, og ti procent af befolkningen er på antidepressive piller. Der ligger noget og ulmer under overfladen, som vi helst ikke snakker om,« siger Thomas Hansen og forklarer, at det ikke er fordi, han tror, at alt er blevet rosenrødt efter Hillsong.

Men det er vigtigt at have et rum som kirken, hvor man kan lade masken falde.

Det var også en af de ting, som Lasse Hultén faldt for ved Hillsong.

»Det er lækkert at være et sted, hvor folk er oprigtigt interesserede i dig, hvor de kun vil dig det bedste, og hvor de elsker dig for præcis den, du er. Det finder man ikke mange steder, og jeg tror på, at det er noget, alle har brug for,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Pedersen
  • Hannah Bretherton Hjorth
  • Peter Skov
Morten Pedersen, Hannah Bretherton Hjorth og Peter Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christina Søs Guldhammer

Skræmmende læsning.

Robert Ørsted-Jensen, Sune Olsen, Anne Eriksen, Anders Graae, Rasmus Knus, Morten Østergaard, Freddy Andersen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Nej, ikke skræmmende. Gud har lov til at elske en, når Han nu har skabt en.

Men mennesket har vel mulighed - om ikke ret - til at sige nej til Guds kærlighed. Men det svarer til at pine sig selv. Og andre, der elsker en.

Bortset fra det er der ganske vist meget ævl og bedrag og brækmiddel i mange af frikirkerne rundt omkring i verden. Som man både har ret og pligt til at vende ryggen som kristen. Jeg kender ikke denne Hillsong kirke. Måske er den okay, måske er den ikke. Men Guds kærlighed til menneskene i Jesus Kristus står evigt fast. Og der er ingen neutral grund. The Boss has spoken.

Preben Haagensen, Morten Pedersen, Ingi P. Jacobsen, Hannah Bretherton Hjorth og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Freddy Andersen

Underligt vi ikke her set et billede af ham for nyligt, når nu så mange påstår at have talt med ham, vi har vel mobiltelefoner.

Morten Østergaard

"Gud har lov til at elske en, når Han nu har skabt en."

Der synes ellers at være udbredt enighed blandt de mest troende typer fra kristendommen og islam, om at deres gud hader homoseksuelle (blandt mange andre).

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Om selfies:
Dylan om nutidige mand, i 1980'erne: All he believes is his eyes, and his eyes they just tell him lies.

Maria Guldager

Hillsong Copenhagen betyder så meget for mig! Kom og besøg os selv. Lad dig ikke rive med af det her misrepræsenterede intetsigende skriv. Sig evt. du er der for første gang til de folk der står i døren, for de vil intet hellere end at servicere dig så du føler dig hjemme. Kirken er til for dig!

Artikler om kirken giver kun mening for så vidt læseren får et indblik i den enkeltes oplevelse og ikke hvordan det ser ud udefra. Får du en personlig relation til Jesus vil det ændre dit liv. Før du tager første skridt på den rejse, er det klart, at kirken såvel som bibelens skrifter vil ligne et fremmed univers. Jeg håber Barbara slår vejen forbi igen. Ikke for at overholde en deadline, men for at erfare Guds ånd. For den erfaring forandrer ALT

Kh Maria

Morten Pedersen, Ingi P. Jacobsen, Hannah Bretherton Hjorth og Peter Skov anbefalede denne kommentar

Det gælder med religion som med hårde stoffer.
Det er ekstremt vanedannende, personlighedsforstyrende og patetisk udover enhver rimelig grænse.

Lad dig endeligt ikke forføre af stakler der for længst har pantsat egen kritiske sans i et perverst menneskesyn og lidt 2000 år gammel lommefilosofi - De er selvsagt ikke blandt de hurtigste dyr i skoven !

Claus G. Jørgensen og Freddy Andersen anbefalede denne kommentar

Tjek også gerne http://rzim.org/. Masser af gode intellektuelt skarpe tanker og vinkler for den kristne tro.

Jeg er måske ikke selv den hurtigst kniv i skuffen og ved godt, jeg ikke ved alt......

Men jeg ville i sin tid - da jeg undersøgte livets mening, vel vidende, at jeg ikke havde fundet noget særligt - ikke gå glip af en relation til Gud, hvis det var muligt. Troværdige mennesker omkring mig, virkede til at have den relation. Nu har jeg det selv og elsker at vide og opleve mig elsket af Gud - vel at mærke 100% ufortjent.

Tror grunden til, at vi ikke synes, Gud er så klar på en selfie, som vi synes, han burde / kunne være - er, at jo sværere noget er, jo større værdi har det. Din kærlighed til et andet menneske har bl.a. værdi og får mere værdi af, at du kunne have valgt at lave mange andre ting med mange andre end lige præcis at elske det menneske. Så når Gud er kærlighed (ifølge den kristne version af virkeligheden) - er kærlighed ikke lige nemt, tvært imod; for den er - både i forhold til Gud og mennesker - et aktivt tilvalg som bl.a. kræver selvopofrelse, et tjenende ego.

Guds kærlighed til os er bl.a. vist gennem at Jesus gav sit liv for os for 2000 år siden. Vores kærlighed retur på det - er at tage imod den tilgivelse, der gives ufortjent der - og at handle ud fra det.

Britt Kristensen, Ingi P. Jacobsen, Hannah Bretherton Hjorth, Maria Guldager og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Hvis der findes en almægtig gud, så kan jeg ikke forstå at hun ikke lige skriver det med flammeskrift på himlen, så vi kan få alle de religiøse kontroverser overstået en gang for alle.

Mere bibelbælte til folket. Jeg opretter en facebook side for en kult i kan sende penge til. Men det ville være godt for min bizz hvis i gad at nedlægge den der fucking folkekirke....plz.
Nå, heldigvis er kristendommen fortsat IKKE grundlagt i 1982 af det australske ægtepar Bonnie og Brian Houston. Det er og bliver islam af de store religiøse systemer, der er 'grundlagt' som en personlig business-franchise, og det ved alle interesserede allerede og har formentlig taget politisk stilling til hvad der er kommet af.

"Jesus er vores frelser...." ?

De største grusomheder og de grummeste mord er altid blevet begået af religiøse årsager med præster og biskoppers velsignelse. Og gennem historien genlyder en frygtelig trussel: tænk som os eller bliver forfulgt, fordrevet, måske det der er værre....

Det er forkasteligt at nære så stor tillid til en autoritet, at man giver afkald på sin egen fornuft og valgfrihed og lægger alt i mesterens hænder, og bruger det som forklaring, undskyldning på whatever.
Sandheden er ikke totalitær i sig selv, selv om totalitære misbruger 'sandheden' som alibi. Skyggesiden af sandheden er faren for fanatisme. Det modsatte af dogmatisme er et åbent sind.....?

Kan kun give Kristian Randlev og Peter Skov ret. Herudover kan man kun sige, at Gud ikke bekendtgør sin tilstedeværelse med flammeskrift på himlen og ja, der er sket forfærdelige ting i religionens navn, men det betyder ikke, at Gud ikke findes.

Ingi P. Jacobsen og Hannah Bretherton Hjorth anbefalede denne kommentar
Hannah Bretherton Hjorth

Det er så fedt et sted fyldt med kærlige mennesker, der har en ægte tro og en ægte passion for at gøre noget for andre mennesker! Nok så mange meninger kan der være om religion osv men man skal prøve at komme derind og opleve kirken for sig selv!

Peter Skov, Jeppe Schmidt og Ingi P. Jacobsen anbefalede denne kommentar
Bo Jørgensen

Han er der. Flere har oplevet og erfaret, at Han er der, og at Han er virkelig og levende.

Et helt aktuelt eksempel er Charlotte Rørth, som har skrevet bogen: "Jeg mødte Jesus. Bekendelser fra en modvilligt troende". Bogen er udgivet på Informations Forlag.

Britt Kristensen, Morten Pedersen, Ole Frank, Peter Skov, Ingi P. Jacobsen og Hannah Bretherton Hjorth anbefalede denne kommentar
Freddy Andersen

Ole Frank
Nej men det betyder heller ikke at der findes en Gud.
Du mener vel, du tror han findes.
Hvis jeg så siger jeg tror ikke han findes, hvem af os har så sandheden?

Freddy Andersen

Hannah Bretherton Hjorth
Findes der uden for kirken kærlige mennesker, med ægte passion for at gøre noget for andre mennesker??
Hvis det er tilfældet, hvorfor er det så nødvendigt at gå i kirken?

@ Bo Jørgensen

Du skriver: "Han er der...."

Med al respekt. Intuition kan i al sin vaghed ramme rigtigt - den har en træfsikkerhed på niveau med spredehagl. Er det ikke nødvendigt at trække en klar grænse mellem fantasi og viden ? Fornuften kender og anerkender sine grænser, den skelner mellem det, vi kan få kendskab til og rimelig viden om, og det, som vi forestiller os.

For fornuften, 'Gud' og loven er vi alle lige...?

Hannah Bretherton Hjorth

Freddy Andersen - Ja der findes masser af kærlige mennesker - både indenfor og udenfor kirken - jeg udtrykker blot min mening om min oplevelse af kirken - ikke for at åbne noget debat om det er nødvendigt at gå i kirke eller ej :)

Freddy Andersen

Bo Jørgensen
Jeg vil anbefale at den næste der ser ham lige tager et billede, så slipper vi for alle disse frugtesløse diskussioner, om hvem der tror hvad.

A meta-analysis of 63 studies showed a significant negative association between intelligence and religiosity.

The association was stronger for college students and the general population than for participants younger than college age; it was also stronger for religious beliefs than religious behavior. For college students and the general population, means of weighted and unweighted correlations between intelligence and the strength of religious beliefs ranged from -.20 to -.25 (mean r = -.24).
Three possible interpretations were discussed.
First, intelligent people are less likely to conform and, thus, are more likely to resist religious dogma. Second, intelligent people tend to adopt an analytic (as opposed to intuitive) thinking style, which has been shown to undermine religious beliefs. Third, several functions of religiosity, including compensatory control, self-regulation, self-enhancement, and secure attachment, are also conferred by intelligence. Intelligent people may therefore have less need for religious beliefs and practices.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23921675

Mikkel Dahl : 'De er selvsagt ikke blandt de hurtigste dyr i skoven !'
Nåda, man vedkender sig det liberalt kompetitive anarkis værdier.
Det kunne jo være at nogen ikke gjorde ?
I øvrigt hvis hastigheden er det det drejer sig om, hvis man skal bevæge sig i skov, så ligger man nedenfor en skrænt med forstuvet ankel ganske snart.

Jeppe Schmidt

fantastisk sted, hvor man føler sig velkommen. jeg elsker at komme i Hillsong og vil anbefale alle at besøge kirken.

Ole Frank, Hannah Bretherton Hjorth og Peter Skov anbefalede denne kommentar
Bo Jørgensen

@Ditte Jensen,

Du skriver: "Fornuften kender og anerkender sine grænser, den skelner mellem det, vi kan få kendskab til og rimelig viden om, og det, som vi forestiller os."

Jeg er helt enig med dig. Vi kan kun forholde os til tilværelsen med vor fornuft og forstand, når vi skal forsøge at begribe livet. Det er så at sige det eneste legitime, gangbare instrument, vi råder over. Som kristen forholder jeg mig oså til den kristne trosoverbevisning, bibelen etc. ud fra en nøgternt og rationelt tilgang. Men jeg oplever ingen konflikt mellem den kristne tro og en rationel tilgang til forståelse af tilværelsen.

Jeg vil aldrig begive mig af med at hævde, at der kan føres bevisførsel for Guds eksistens. Det kan der ikke, og det er dybest set et spørgsmål om en subjektiv tro. Men nogle mennesker - herunder Charlotte Rørth - har erfaret, at "Han er der".

Bo Jørgensen

Torben K L Jensen,

Du skriver: "Gud er ikke død,han har bare aldrig været der."

Hvis Gud aldrig har været der, hvad er så "den første årsag" til universets opståen?

Bo Jørgensen

Freddy Andersen skriver:

"Bo Jørgensen - Jeg vil anbefale at den næste der ser ham lige tager et billede, så slipper vi for alle disse frugtesløse diskussioner, om hvem der tror hvad."

Freddy Andersen - du bedes komme med nogle mere begavede forslag end at tage et billede af den usynlige, hensidige Gud.

Freddy Andersen

Bo Jørgensen
"Han er der. Flere har oplevet og erfaret, at Han er der, og at Han er virkelig og levende."
Nu er det jo ikke mig der skrev ovenstående men dig, sååååå begavet.

Torben K L Jensen

Bo Jørgensen
Den første årsag? Tjah,det må gudernde vide. Nå,spøj til side.Men mange mener at det var et kvantespring altså en helt tilfældig anomali,altså Big Bang opstod spontant.

Bo Jørgensen

Freddy Andersen,

Jeg har ikke noget ønske om at geråde mig ud i et skænderi med dig. Det er helt OK, at du giver udtryk for din skepsis. Men du kunne jo starte med at forholde dig til emnet ved at læse Charlotte Rørth´s bog, som er udgivet på Informations Forlag.

Bo Jørgensen

Torben K L Jensen,

"Mere.du forudsætter et tidsforløb men tiden startede først med big bang før var der INTET".

Torben - jeg tror, at Gud var "den første årsag" til universets og denne verdens opståen. Men du mener, at universet og denne verden opstod ud af INTET. Hvem af os er mest naiv i vores tro?

Jacob Christensen

Pas nu på det ikke bliver en heksejagt herinde. Lad folk have deres tro i fred, hvis de ønsker at tro på at universet blev skabt af Gud, så lad dem det. Hvis du ønsker at universet blev skabt af Big Bang, så gør du det. Alle er forskellige og har forskellige opfattelser af verden. Den ene opfattelse er ikke nødvendigvis bedre end den anden. Til alle dem som kommer i Hillsong kirken: Jeg håber, I nyder at være der og det forhøjer jeres livskvalitet. Hvis det gør jer lykkeligere, så bliv endelig ved med at dyrke det fællesskab. Jeg vil dog opfordre jer og alle andre til at altid at have et "kritisk" mindset, ellers så bliver man trukket rundt i manegen i det her samfund :)

Og nej jeg er ikke selv kristen på trods af at være døbt og konfirmeret.

@RasmusKnus Den rapport du har valgt at vedlægge, giver mig skræmmende associationer til den måde den intellektuelle elite i Tyskland i 30'erne behandlede jøderne på. "Forskning viser jøderne generelt er mindre intelligente end os". Jeg kan varmt anbefale dig at læse noget Bertolt Brecht, hvis du vil have indsigt i det miljø.

Britt Kristensen, Ingi P. Jacobsen, Morten Pedersen og Hannah Bretherton Hjorth anbefalede denne kommentar

Freddy Andersen Jeg vil skam ikke forhindre dig i at tro, at Gud ikke findes, men Biblen taler om at gå fra tro til vished. Det vil jeg da mene skete for mig for ca. 30 år siden.
I jnauar måned fortalte han mig nøjagtigt, hvad der ville ske den følgende dag ved en bestemt lejlighed og det skete. Tillad mig ikke at dele din "undertro".

Freddy Andersen

@Jacob Christensen
Ja gid det var så vel, at folk kunne få lov til at have deres tro i fred, men det er vel det der er hele problemet med religioner, at man ikke kan få lov at have sin tro i fred.

Intet Torben KL Jensen ?
Der må jo have været et springbart medie til kvanten.
Giver det problemer med den gældende teori for nogen, så kan det måske hjælpe at tage i betragtning, at der ingen grund er til IKKE at antage, at universet her er eet blandt 2-et uendeligt antal, begge inklusive.

Herman Hansen

Folkekirken trænger til, at forny sig. Men det går jo lidt træg i denne afdeling af organisation Danmark. Håber folkekirken når det før dommedag.

Jeppe Christensen

Nu er Wikipedia måske ikke verdens bedste kilde, men hvis der er nogle tilhængere af Hillsong, som kan enten bekræfte eller afkræfte følgende, så ville det være meget rart :-)
På wikipedia står der:
"Hillsongs mening i mange omdiskuterede emner i moderne kristendom er i overensstemmelse med den "mainstreame" pinseholdning, nemlig at homoseksualitet er unaturligt, de er imod forskning i embryonale stamceller og abort, da livet begynder ved undfangelsen. Hillsong har også erklæret sin støtte til kreationisme og intelligent design og mener at disse emner bør indgå i undervisningen i skolen."

Hvis ovennævnte virkelig er sandt, er der jo kun at sige en ting: Vorherre bevares!!!

Preben Haagensen, Torben K L Jensen, Toke Andersen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

@ Jacob Christensen

Videnskaben har altid været religiøse bevægelsers hovedfjende nummer et. At du trækker nazi-kortet er derfor helt i overenstemmelse med den historiske modsætning, men prøv dog i det mindste at forholde dig til rapportens substans, hvis du vil tages seriøst!

Jeppe Christensen

@ Jacob Christensen

Den rapport havde da absolut intet med 30'ernes nazister at gøre. Du siger, man skal passe på med at lave "heksejagt" på hinanden. Hvad ligner det så at sammenligne den slags med nazister?
I øvrigt tager du helt grundlæggende fejl på et meget væsentligt område:

"Lad folk have deres tro i fred, hvis de ønsker at tro på at universet blev skabt af Gud, så lad dem det. Hvis du ønsker at universet blev skabt af Big Bang, så gør du det."

For det første er der vist ikke rigtig nogen, der har sagt, man ikke må tro på den ene eller anden gud. Folk kan gøre som de vil - men de må stadig forvente kritiske spørgsmål.
For det andet er big bang teorien altså ikke en religiøs tro. Man kan ikke "tro" på Big Bang, selvom visse mennesker muligvis hævder at gøre det. Det svarer til, at du har en religiøs tro på tyngdekræften eller noget i den stil.

Michael Bruus

Kirken(folkekirken) mangler en ”yoga”.

Ser man på verdens religioner og i særdeleshed dem som måske mere er spiatuelle retninger, har de alle et utal af ”yogaer”: Hinduismen har yoga og mange forskelige af slagsen og et utal af meditationsformer, nogen af dem er musiske andre sang andre er stille og også her er der mange forskelige. Budismen har ligeledes mange forskelige, primært meditationer.

Selv islam har en ”yoga” bønnen med dens kropsbevægelser 5 gange dagligt. (Hertil kommer selvfølgelig Sufierne med deres spiatuelle praksis og Dervisherne med deres)

Af en eller anden, tilsyneladende ulogisk årsag, har kristendommen smidt sine ”yogaer” ud med badevande.
Så jeg kan godt forstå, at kristendommen søger nye veje, men Jesus på Instagram, havde jeg ikke set komme.

Sider