Læsetid: 6 min.

Nationens alternative historiefortæller

Med Günter Grass’ død i går har Tyskland mistet en af sine største forfattere og et moralsk pejlemærke. Igen og igen leverede han nye fortolkninger af den tyske historie og kastede nyt lys over hele den nyere tyske udvikling. Og europæisk litteratur har mistet en af sine største fortællere
Med Grass’ død har Europa mistet en litterær gigant og Tyskland mistet en stor personlighed og litterært vigtig stemme

Med Grass’ død har Europa mistet en litterær gigant og Tyskland mistet en stor personlighed og litterært vigtig stemme

Erik Refner

14. april 2015

1927-2015

Det er åbenbart sæson for giganternes død, de store forfattere, der om nogen også er deres nations samvittighed. I sidste uge var det vores egen Klaus Rifbjerg, og i går morges var det så Günter Grass, der døde efter en infektion og indlæggelse på en klinik i Lübeck. Grass var nok efterkrigstidens kendteste tyske forfatter og en af sin generations største europæiske forfattere.

Rifbjerg og Grass havde noget til fælles. Ikke mindst deres vægtige forfatterskaber og deres fremtrædende rolle i samfundsdebatten. Og fremtrædende, det var Günter Grass på alle måder. Som forfatter og intellektuel debattør spillede han en vigtig rolle i udviklingen af det spæde tyske demokratiske samfund, hvor der efter den nazistiske epoke for alvor også var blevet sået tvivl om selve de kulturelle rødder.

Men først og fremmest var Grass i ordets mest positive betydning en historiefortæller; en af de største af slagsen. Hans rolle som forfatter var først og fremmest at levere alternative perspektiver på den komplekse og betændte tyske historie, igen og igen at vride nye sandheder og erkendelser ud af alt det, vi kommer af.

Grass blev født i 1927 i den polsk-tyske fristad Danzig, som i 1938 blev indlemmet i Det Tyske Rige. Han var uddannet grafiker og billedhugger ved Kunstakademiet i Düsseldorf, men begyndte i løbet af 1950’erne at skrive lyrik, dramaer og prosa. Hans kunstneriske sans blev vækket af moderen, der ud over en stor bogsamling også besad en stor lidenskab for musik og teater, mens han hos faderen mest mødte modstand. »Da jeg var 15, ville jeg i tanker, ord og værker myrde min far med en Hitlerjugenddolk,« som Grass senere formulerede det.

Et nødvendigt modtræk

Politisk udviklede Grass sig op gennem 1960’erne til en venstreliberal intellektuel, der i flere kampagner støttede Berlins overborgmester og senere tyske forbundskansler Willy Brandt, som Grass også var taleskriver for. Han engagerede sig i det hele taget aktivt i de tyske socialdemokrater, som han ikke elskede ubetinget, men anså som et nødvendigt moralsk modtræk til efterkrigstidens konservative og småborgerlige Forbundsrepublik, hvor man ikke for alvor havde gjort op med den nazistiske arv. Grass støttede desuden fredsbevægelsen og sympatiserede med Prager-foråret og tog afstand fra de mere radikale tendenser hos den tyske studenterbevægelse.

Grass’ engagement i samfundet på litteraturens vegne kom til udtryk overalt. Da han i 1999 fortjent modtog Nobels Litteraturpris, lagde han da også i sin tale vægt på, hvorfor bøger og forfattere var så farlige for magthaverne. Og han svarede selv på spørgsmålet ved at henvise til, at litteraturen hele tiden gjorde opmærksom på, at sandheden kun findes i plural, ligesom der jo heller ikke kun findes én virkelighed, men derimod en mangfoldighed af virkeligheder.

Og da Informations Anton Geist i 2010 interviewede Grass i forbindelse med, at han gæstede litteraturfestivalen på Louisiana, handlede det igen om litteratur og politik. Den dengang 83-årige forfatter var bekymret over den politiske debat om krigene i Irak og Afghanistan. Han var selv modstander af krigene og mente, at debatten om krigene var forfladiget. Derfor lød det igen, at det måtte være en etisk fordring at skrive romaner, der med »episk tålmodighed« kunne tilbyde »alternative perspektiver«.

Gigant fra begyndelsen

Det var Salman Rushdie, der i 2012 kaldte Grass for »en af det 20. århundredes litteratur-giganter«. Og Grass var en gigant allerede fra begyndelsen af sin litterære karriere. Allerede i sin debutroman fra 1959 – den mægtige og vildt fabulerende Bliktrommen om den diabolske mandsling Oskar Matzerath – anlagde han således et alternativt perspektiv på den barbariske tyske fortid. Og romanen har siden holdt sig som et absolut hovedværk og figurerede derfor også helt naturligt på den kanonliste over de vigtigste europæiske romaner fra 1945 til i dag, som Information offentliggjorde for halvandet år siden.

Romanen, der har solgt i mere end 3 mio. eksemplarer og er blevet oversat til flere end 20 sprog, udspiller sig i Grass’ egen fødeby, Danzig. Hovedpersonen Oskar beslutter sig i en alder af bare 3 år for at sætte sin vækst i stå for ikke at ende som de forløjede voksne. Til gengæld for sin bremsede vækst udvikler Oskar en magisk evne til at slå på tromme, så han kan fremkalde fjerne begivenheder. Fra det standsede perspektiv fra neden fortæller romanen således om mennesker, der løber med nationalsocialisterne, da det er belejligt, og gemmer beviserne af vejen igen, da russerne kommer til Danzig. Romanen, der afdækker amoralen og liderligheden lige under overfladen af det småborgerlige tyske samfund, blev en behørig sensation.

Da Bliktrommen udkom, var Tyskland økonomisk kommet på fode igen, og det tyske Wirtschaftswunder buldrede derudad, men uden at det store moralske regnskab med nazitiden var gjort helt op. Mange ledende nazister var blevet retsforfulgt, men man kunne stadig finde mange tidligere nazister i ledende positioner rundt omkring i det vesttyske samfund. Opgøret med den nazistiske ideologi, der havde forført et helt folk, og stadig trak sine spor i den nye Forbundsrepublik, var i høj grad på programmet hos de toneangivende forfattere, der gik sammen i den litterære sammenslutning Gruppe 47, der ud over Grass talte forfattere som Heinrich Böll, Ingeborg Bachmann, Hans Magnus Enzensberger, Paul Celan, Peter Handke, Peter Weiss og Martin Walser.

Med Bliktrommen var succesen sikret. Den blev fulgt op af romanerne Katten og musen og Hundeår fra henholdsvis 1961 og 1963. De tre romaner udgør den såkaldte Danzig-trilogi. Grass’ øvrige hovedværker er Flynderen fra 1977, der viser civilisationens udvikling som en kamp mellem mænds destruktive storhedsvanvid og kvinders fortræffelige bedrifter, og Rottesken (1986), hvor han beskæftigede sig med menneskehedens selvødelæggelse gennem den økologiske og atomare katastrofe, og Mit århundrede (1999), hvor han igen leverer en lang række nye vinkler på den tyske fortid.

Sen afsløring

Grass var måske ikke som sådan en modstander af Tysklands genforening, men han var til gengæld en harsk modstander af den konkrete måde, sammenlægningen af DDR og Vesttyskland var foregået på, og mente, at genforeningen i høj grad var sket på DDR-borgernes bekostning.

I 2014 lagde han forfatterskabet på hylden på grund af sin fremskredne alder. De foregående årtier var heller ikke gået stille af. Det så man, da han udgav romanen En længere historie i 1995, hvor han igen beskæftigede sig kontroversielt med tysk-tyske forhold.

Den toneangivende kritiker Marcel Reich-Ranicki rev spektakulært på selveste forsiden af ugemagasinet Der Spiegel et eksemplar af Grass’ roman i stykker – i vrede over Grass’ hovedperson. Det var i virkeligheden kulminationen på et langt kompliceret forhold mellem de to store personligheder i tysk kulturliv.

Mere politisk broget blev det, da Grass i 2006 udgav sine ungdomserindringer, Når løget skrælles. Det var samtidig med afsløringen af, at han som 15-årig under Anden Verdenskrig havde meldt sig frivilligt som soldat og som 17-årig var blevet indkaldt til elitetropperne Waffen-SS. Det vakte et ramaskrig i Tyskland og rundt omkring i det øvrige Europa, fordi der skulle gå hele 60 år, inden han afslørede denne dunkle fortid, og fordi forfatteren, der igen og igen havde kritiseret tyskerne for ikke at konfrontere sig med deres belastede fortid, ikke selv tidligere havde talt åbent om sin egen fortid. Til alt held for sit eget eftermæle nåede han dog selv at afsløre det belastede kapitel af sin egen fortid.

Med Grass’ død har Europa mistet en litterær gigant og Tyskland mistet en stor personlighed og litterært vigtig stemme. Tillige har den tyske nation mistet et vigtigt moralsk pejlemærke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Evan Knudsen
  • Jørgen Mathiasen
  • Henrik Brøndum
Gert Romme, Evan Knudsen, Jørgen Mathiasen og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sammen med Wolf Biermann, Stephan Hermlin (Rudolf Leder), Stefan Heym (Helmut Flieg), Christa (Ihlenfeld )Wolf, Bertolt Brecht, Kurt Weill og Iwan Goll (Isaac Lang) samt et par stykker mere, afslutter Günter Grass en tysksproget epoke i de tyske landes vanskeligste periode, som meget sent vil blive glemt.