Læsetid: 12 min.

Nekrolog: Den umættelige skaberlyst

»Rifbjerg! Nu et udråb af chok. Klaus Rifbjerg er her ikke mere. Er det muligt at dette livsoverskud i omgang og nærvær er slut.« Klaus Rifbjerg er død 83 år gammel. Torben Brostøm mindes vennen og kollegaen
Portræt af Klaus Rifbjerg taget i anledningen af hans 80 års fødselsdag.

Portræt af Klaus Rifbjerg taget i anledningen af hans 80 års fødselsdag.

Sofie Amalie Klougart

5. april 2015

Rifbjerg! Sådan lyder et ’digt’ i al enkelhed i Klaus Rifbjergs digtsamling Fædrelandssange (1967), et stednavn, forundret fundet og i selvbevidsthed udråbt. Og navnet kom virkelig tidligt i folkemunde som et udråb, der vakte og stadig vækker mange forskelligartede følelser – af begejstring, glæde, beundring, irritation, forargelse, afsky, men i hvert fald en forundring over den vitalitet, udtryksevne og ubegribeligt stedsevarende udfoldelse i skrift og tale og personlig udstråling.

Rifbjerg! Nu et udråb af chok. Klaus Rifbjerg er her ikke mere. Er det muligt at dette livsoverskud i omgang og nærvær er slut.  Denne stemme, der selv let kunne få udråberklang eller bare have sit eget emotionelle eftertryk. Sygdom har slået ham omkuld. Hans højstammede figur kan ikke længere ses, stemmen skal ikke høres ansigt til ansigt, den lysende begavelse er slukket. Livsværket er gjort færdigt på hen ved 60 år med dobbelt så mange bogudgivelser og flere i arkiv ved siden af indsatser i andre medier, film, revy og teater, radio og tv, aviser, tidsskrifter. Han var den første af sin tids digtere, der på den måde tog alle meddelelsesmidler i brug og dermed en vigtig og karakteristisk del af den kulturændring og fornyelse, der fandt sted i Danmark efter krigen. Efterkrig, kaldte han den opsamling af digte, han fik udgivet året efter den humørfyldte og forbavsende debut med Under vejr med mig selv (1956). To titler med tydelig signalværdi, tid og sted og jeg.

De første digte så dagens lys i det legendariske tidsskrift Hvedekorn, hvor jeg arvede den litterære redaktion efter Halfdan Rasmussen, og vi vedtog at holde Hvedekornsfester. Dér fik vi øje på hinanden, han med sin kloge og livsvarigt elskede Inge, der gjorde dem til et fællesbegreb, og festen begyndte at gløde. Samme virkning havde og fik han på en kreds af gamle og nye venner med gensidige inspirationer. Man kan roligt kalde Rifbjerg en ener, men karakteristisk var hans sans for samarbejde og produktivt samvær. Vigtige partnere var skolekammeraten Jesper Jensen i revy og satire, sammen med Leif Panduro ophavsmænd til studenterrevyen Gris på gaflen (1962), som fornyede genren med ide og vitalitet med inspiration fra Poul Henningsens kulturradikale idegrundlag. Ny filmbølge satte han i gang sammen med instruktøren Palle Kjærulf-Schmidt, bl.a. Weekend og Der var engang en krig, og drama med Carlo M. Pedersen, opera med Ole Schmidt.

Det mærkelige

De to digtsamlinger fulgte Klaus Rifbjerg op først med romanen Den kroniske uskyld  i 1958, hvis nye sprog forargede anmeldere, men satte skole- og kønsliv på skemaet til langt op i nutidens gymnasieklasser. Derefter den dybe vejrtrækning ned i begrebet modernisme og behovet for at skabe noget mærkeligt og anderledes nutidskonkret, til afløsning af den litterære tidsånd, som kredsen om tidsskriftet Heretica havde leveret. Hvor var humoren blevet af i al den herskende påpasselighed og moderation? Selv den lune og jordnære Frank Jæger pegede sprogligt mere bagud i traditionen end fremad i samtidsbevidsthed. Chancen kom, da Gyldendal satte Rifbjerg sammen med Villy Sørensen til at shine det pæne tidsskrift Vindrosen op i 1959. Det blev en flerårig chokbehandling af publikum og presse med polemik og ny litteratur, nye og andre navne på parnasset. Et generationstypisk samlingssted i byen.

Og Klaus Rifbjerg fik med sine gennembrudsdigte i 1960 sat navn på en ny kunstnerisk sprogpraksis, et andet ordforråd i udtrykket for fornemmelser af samfundsforhold og opgør med blokeringer og hæmninger. En åbning af en anderledes yder- og inderverden som genstand for Konfrontation.  En sansestyret tings- og fænomenopfattelse med en konsekvent fri versform og struktur, hvor bl.a. digterens stadige emner, krig og kærlighed, indgår nye forbindelser. Det søde digt ’Nygift’ i debutbogen er blevet til ’Krigsdans’ i Konfrontation (1960), anderledes fysisk kraftpræstation og kønsanalyse. Hverdagen røntgenfotograferes med genstande som sæben i badeværelset, hænderne, masser af kropslige detaljer. Omgangsformernes ritualer forstørres med et hidtil ubrugt ordforråd af mekanik og teknik og overraskende billeder af tingsliggørelsen af livet.

Det satte mod og lyst i både jævnaldrende og yngre poeter og dannede snart skole som selvfølgelig jegudfoldelse og hensynsløshed og frem for alt humor, i al enkelhed eller i stor kompleksitet, kun overgået i formel dristighed af Rifbjerg selv året efter med det lange, punktumløse digt Camouflage, berygtet for sin uforståelighed. Det indledes med de ofte citerede ord: »Vil med anderledes styrke/ hente mod til at tage ved hånden/ nu da bygningen står og kan ses.« Hvad han selv ser i øjnene bag om camouflagen af hemmeligheder, fordækthed, hensyn, tradition, er egen fortid i den nære familie, slægten og dermed sig selv i en stor befrielsesgestus forsøger han med lutter sansede erindringsstumper at komme under vejr med sig selv. Og dermed også at give jeget almengyldighed – endda på højeste plan ved i et udråb at påkalde Jesus Kristus som ’førgennemlever’. Der var ingen smalle steder for den, der ellers hurtigt blev kaldt kulturradikal.

Nogle krævede, at Rifbjerg skulle gå til bekendelse og tilstå, at bogen var et fupnummer af nonsens, mens f.eks. min anmeldelse i Information hævdede, at Camouflage var verdenslitteratur. Jeg var varmet op i forvejen. En lun sommerdag fik jeg besøg i haven af Jørgen Gustava Brandt og Klaus Rifbjerg. Begge havde hede manuskripter i lommen. Først trak Gustava et papir frem og læste højstemt af noget, der hed ’Fragment af i morgen’ og derefter Klaus, der indledte sine syner med ordene »Skorstenen drømmende flyvende/ løfter nakkens blindhed fra/ det grønne vil ikke musik« – men det ville han, og det til fri fortolkning. Han var ikke den, der selv gav forklaringer.

Modernisme

Gennem 1960’ernes rige tiår under velfærdsstatens vækst udkom så i stigende takt rækken af forbavsende, iderige, nyformulerende værker, en præstation uden sidestykke, for læserne en skelsættende konfrontation med en dansk modernisme bl.a. i form af endnu et par digtsamlinger, som altid tematisk styrede og komponerede, og pludselig de nyenkle taledigte om hjemstavnen, Amagerdigte (1965), der atter kom til at danne skole, endvidere dramatik, film, to novellesamlinger, fem romaner i 1960’ernes tiår. Til al overflod skrev han kronikker, anmeldelser af bøger og teater, journalistik, der viser Rifbjerg som en skarp og analytisk kritiker, der kun havde forladt en akademisk løbebane for den originale kunsts skyld. Hans journalistik i Information, Politiken og Vindrosen fra 1960’erne har en forunderlig svingkraft, elegant begejstring og diabolsk ironi, når det skal være, som det kan læses i udvalget af hans journalistik Rif (1967).

Både anmeldere og læsere reagerede på hans udfordrende brud på normer og god tone og gav igen. Uskyldsromanen fik f.eks. prædikatet  »en ørken uden beduiner«, en anden litteraturprofessor sammenfattede sin opfattelse af vennerne Rifbjerg og Panduro som »topklovner i modernismens cirkus« – og det var måske endda ikke så galt set. Han kunne til gengæld have reklameværdi, som når en af Dyrehavsbakkens forlystelser skiltede med Striptease à la Rifbjerg. Rifbjerg!

Det er ikke for meget sagt, at Klaus Rifbjerg stemte tonen om i dansk litteratur med dette gennembrud af den digteriske lydmur. Der er kun få fortilfælde af den karakter, Jens Baggesen med en subjektiv spirituel prosa i oplysningstiden, Adam Oehlenschläger, der stemte den romantiske harpe til guldaldersprogets længevarende klange, og Johannes V. Jensen, der med traditionens og nybruddets vægt tog moderniteten på sig i sin helt egen poetiske prosa i så forskellige værker som Kongens fald og Digte 1906, hvor han ladet med eder og livslyst konfronterede sig med »vaskefad, skohorn, tandbørste og hele historien, tobak og solskin og Tuborg fra fad,« og det i en interferens af menneskelig lykke og sørgelig fiktion. Rifbjerg har erkendt arv og gæld med sine sjælelige knivsystemer og personlige interferenser, vitale irritationer og ægte henrykkelser og magiske stilheder, stedsbundethed og hvileløse rejser.

Ungdom og galskab

De førnævnte digtere har efterladt billedet af deres strålende ungdomsdigtning, fulgt af mere mandig beherskelse og mindre dirrende spændvidde og spontanitet. Rifbjerg derimod er nok mærket af gentagelser og variationer, men med stadige nybrud og overraskelser, afklarede mesterværker med det mærkværdige greb i sproget, som ingen gør ham efter. Stadigvæk mærkeligt. Men det er påfaldende, at der er stor differens i vurderingen af, hvilke enkeltværker den ene og den anden kritiker og læser anser for lav- og højdepunkter. Tag en sen roman som Nansen og Johansen. Et vintereventyr (2002), som han selv og nogle anmeldere anså for et hovedværk, men andre betragtede som forkasteligt, især for bogens frie omgang med faktuelle forhold og livsskæbner. Romanen, som han betegnede som eventyrlig, er symptomatisk for hans fiktionsprosa, der suverænt tilpasser historiske kendsgerninger efter subjektive, personlige motiver. Da er det nemt at pege på forargelige fejl og i dette tilfælde bl.a. at støde norske, nationale følelser. Nordmænd blev smækfornærmede.

Rifbjerg vovede sig gerne ud også i ukendte egne, men fortrinsvis er det erindringen, som er drivkraft i både poesi og prosa og fortrinsvis i forbindelse med den uudtømmelige barndom i huset på Amager, Ingolfs Allé, som hans læsere må kende fra kælder til kvist med barnepigen Agnes, den dominante mor og stilfærdige far, begge lærere, genkendt så mange steder i forfatterskabet. I en samlet form skildret i Huset (2000), som nærmest er en prosaversion af Camouflage og noget nær en nøgle til digtets lyriske montage. Broerne er hjerteklapper til Amagerbrogade, som er »aorta i min traumatiske kærlighed/ hovedstrømmen blandt mine længslers floder.«

Tabt og genfunden tid?

Skal vi tale om Marcel Proust og hans opsporing af den tabte tid? Javel, men det er en anderledes utålmodig-tålmodig konfrontationslængsel og grokraft, der styrer Rifbjerg mod rødderne og mod stederne i hans liv. Hvor Proust samlede sin livsdrift i et storværk af varierede generobringer, og hvor Joyce fik samlet sin længselsfærd i Ulysses, er det muligt at se så godt som hele Rifbjergs punktoplevende, blandede forfatterskab som én Odysseusrejse, en hjemkomst med utallige stationer, og så at sige altid med det skrivende jeg som en mere eller mindre tydelig og aktiv medoplever og identifikator. En satyr, som viser sin bukkefod, en gendigter, en alvidende hersker. Faste personlige motiver og emnekredse støbes i fortælleform, som i den vistnok underkendte trilogi, Esbern, Hovedløs og Rod (2005-08), stykker af det 20. århundredes historie med en vis Kim i hovedrollen, en kunstnerskikkelse med træk af bl.a. Gustaf Munch-Petersen og ham selv.

1960’erne var imidlertid scenen for det store udspil. Ren litteraturhistorie. Digtene er nævnt, og novellerne kom til med den gennemkomponerede samling Og andre historier, tematisk samlet omkring kønnet. Ansatsen er stranden, havstokken ved moderhavet, et eksempel på dette stadige motiv hos Rifbjerg – næsten overalt i hans lyrik og prosa. Vand er der til stadighed, her også i drengens oplevelse af ’Badeanstalten’, som udfoldes i så kendte noveller som ’Frække Jensen’ og ’Skyernes skygge’. Homoseksuelle glimt er der tillige i den absolut voksne roman Operaelskeren om donjuanismens dæmoni. Studenterliv i middelklasse-forventninger lyder dæmpet i den fint underspillede Arkivet, mens det store udspil foretages med radioromanen Anna (jeg) Anna i 1969, med sociale modsætninger tegnet skarpt op i en kvindes omtumlede rejse fra Karachi til København i en længsel mod oprindelse og identitet. Identitetstvivl og mænd og kvinders eksistentielle kriser er emne for roman efter roman helt frem til Idræt (2014) kortroman, en miniversion af rejsens og sammenbruddets tema.

Kaos og humor hører næsten uløseligt sammen i forfatterskabet i dystre, vilde, også i groteske udgaver, f.eks. i den risikable roman Marts 70, som var en satire over tidens revolutionsdrømme, med et kulørt galleri af navngivne venner,  uvenner og kendte skikkelser, som blev sat ind i en fiktiv handlingsgang. Rifbjerg havde principielt adgang til næsten alle sider af sig selv, en forudsætning for hans sikre færden under bevidsthedens grænser, hvad der nu også medførte en uskyldig –  troede han – brutalitet i satire og polemik, der kunne koste ham både venner og publikum på slagmarken og i øvrigt forbløffelse i private hyldesttaler ved festlige lejligheder. Drilleri, løjer, langkål og karneval fortsatte et triumftog gennem 1970’erne og videre med et højdepunkt i den smilende fantasiudfoldelse i romanen Alea (2003), en titel afledt af ’aleatorik’ dvs. præg af det tilfældige, det ukendte, det uberegnelige, en kompositionsform, der passede Rifbjerg som fod i hose, hånd i handske, dermed også sparket og det udfordrende handskekast trods alderens mildnende tonefald.

Fut fut fut

Indlysende er det. at lyrikken, eller mere passende poesien, var pulsslaget, hovedpulsåren i hans digteriske univers.  Sanseopmærksomheden, virkelighedsindtryk, sproglige impulser, erindringens omfangsrige reservoir har holdt en ustyrlig energi og udtrykslyst i gang, punktligt eller i periodisk alarmtilstand. Digtsamlinger kunne opstå nærmest i ét stræk, i en sluseåbning, i erkendelser, erindringer, ideer under vejr med eller undervejs, lige fra begyndelsen til den sidste af de hen ved 30 digtsamlinger, Fut fut fut nu kommer toget (2014). Myten om Store Klaus, den storskrivende frontfigur, litterært lokomotiv, kulturradikal storvizir, aldrende ronkedor var lutter flade etiketter klistret omkring den ekstreme sensitivitet, mildhed, stilhed, som var det inderste – selvom det kan ligne en selvkarakteristik med  billedet af ’S-maskinen’: »Og det store lokomotiv går fremad/ selvbevidst og stolt og stift.«

Epifanier

Blandt de store samlinger af digte har jeg lyst til i øvrigt at fremhæve Spansk motiv (1981), Tuschrejse (1994), Kandestedersuiten (s.å.) og Terrains vagues (1990), bl.a. for at markere stedernes betydning, faste lokaliteter integreret i Klaus Rifbjergs liv og digtning, rejserne og deres topografi. Spanien frem for alt fra de tidligste digte og som en åben invitation til prosabogen Til Spanien (1971), en rundrejse. Stærkt kritiseret for sin stædige fascination af landet trods Francos diktatur, hvor moralister retorisk mente, at han passende skulle boykotte det. At han var den ideelle vært for venner, den bedste rejsekammerat både der og oversøisk er vidnefast. Et samværsmenneske, også i stilheder.

Rent tekstlige mødesteder for lyrik og prosa er to samlinger prosadigte, den seneste leverer med sin titel en betegnelse for denne særlige genre: 70 epifanier (2001), som en note forklarer som »pludselig intensiv oplevelse, fx af det trivielle og banale.« Prosadigtets genre har Baudelaire beskrevet som en musikalsk poetisk prosa, der smidigt former sig efter sjælens lyriske bevægelser, drømmeriets bølgen og bevidsthedens nervøse spring. Rifbjergs overraskende indfald i hverdagen af både gnister og fortætninger og pludselig stilhed får en til at indse at magien i hans novellers kortprosa og romanernes strømførende varme hænger sammen med blodets puls og versets rytmer i det åbent subjektive jegs årer.

Mange af hans udgivelser fra de seneste år understregede egne tanker i tiden, dagbøger, et virrehoveds notater, en rutsjebaneførers bekendelser, en tænkeboks for nu som eksempler at bruge hans egne ord. Dertil en række erindringsbilleder hvor slægten atter optager tankerne. Opsigt og beundring har de sene, korte, fortættede mesterværker af prosa vakt, novellerne Intet sikkert abnormt og romanen Skiftespor.

Sommererindringer myldrer frem i tanken om Klaus Rifbjergs død, knyttet til stederne – ordet brugt titel på en sen erindringsbog, sommeren i ægteparrets Mojácar i Andalusien, i det nyere hus uden for Malaga, på toppen af en klit i Kandestederne samt årstid efter årstid i Rørvig. Poesi.

Rørvigs lyksaligheder

Leif Panduro fortalte engang, at han tog på arbejdsophold sammen med Klaus Rifbjerg på en jysk kro. Fra naboværelset hørte han, hvordan Klaus straks gik i gang med sit skriveri, der blev ved og ved som serier af geværsalver. Selv sad han lammet og sønderknust og stirrede på det hvide papir. I desperation gav han sig til at hamre endnu hurtigere på to-tre tangenter bare for lydens og konkurrencens skyld.

Sådan har mange måske følt det.

Selv oplevede jeg noget lignende. En kold januarmåned i 1970 sad jeg i et sommerhus i Rørvig og skrev på en bog om Klaus Rifbjerg. Pludselig kom han uanmeldt og bad om husly og ro til at skrive et filmmanuskript. Han logerede i overværelset og gik i gang fra den årle morgen, højtlydende ved skrivemaskinen. Jeg, som er en langsom starter, sad og stirrede på alle Rifbjerg-bøgerne, der lå på bordet, og da jeg endelig var kommet i gang, ville han ud og spise på kro efter at have kredset lidt om mit skriveri. Dagen efter kom folk i bil fra Danmarks Radio med lamper og champagne for at interviewe ham efter nyheden om, at han havde fået Nordisk Råds Litteraturpris. Vi fik kort besøg af vores koner og gik på kro. Efter et par dage i samme taktart tog han hjem med  sit færdige manuskript og gik videre med sit forfatterskab, som jeg møjsommeligt prøvede at indhente.

– Sådan skulle man altid have det! sagde han.

Og det havde han.

Rifbjerg! Et sted og en mand, varigt hjemmehørende på Danmarkskortet, egentlig en fædrelandssanger, kærlig-kritisk, mangfoldigt prisbelønnet, kendt og oversat i mange lande, skal ikke mere røre hjerterne og tangenterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Nørgaard
  • Robert Ørsted-Jensen
  • morten Hansen
  • Morten Kjeldgaard
  • Torben K L Jensen
  • Brian Pedersen
  • Lars Jorgensen
  • Lone Christensen
  • Tino Rozzo
  • Benny Jensen
  • Jens Frederiksen
  • Ole Meyer
  • Maj-Britt Kent Hansen
Peter Nørgaard, Robert Ørsted-Jensen, morten Hansen, Morten Kjeldgaard, Torben K L Jensen, Brian Pedersen, Lars Jorgensen, Lone Christensen, Tino Rozzo, Benny Jensen, Jens Frederiksen, Ole Meyer og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Mathiasen

Herefter lyder orkesteret endnu mere enstonigt.

Jørn Andersen, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Brian Pedersen anbefalede denne kommentar

Et af de store træer i skoven er faldet

morten Hansen, Morten Kjeldgaard, Holger Madsen, Tino Rozzo, Flemming Scheel Andersen, Brian Pedersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Fandens trist, at Klaus Rifbjergs stemme er ophørt. Og trist, at danske forfattere - mestendels - er så tavse. Et interview fra januar i år, er i dag bragt på Politiken.dk. Det kan, forhåbentlig, inspirere forfattere og andre mennesker.

Og tak til Torben Brostrøm.

Anne Schøtt, Tino Rozzo, Holger Madsen, Jørgen Mathiasen og Brian Pedersen anbefalede denne kommentar

Helt tavse er de begavede ikke, de konkurrerer om hvem der først får nyheden bragt ud på deres twitter profil. Man kan så diskuterer hvor begavet det er.

Dorthe Jørgensen

Emil Groth og Peter Nørgaard

Jeg synes nu, der er håb forude. Yahir Hassan er kommet på banen, og han er først lige begyndt.

Peter Nørgaard

For at lette en mulig søgning, efter interviewet fra januar, som Politiken.dk bringer i dag, har det overskriften:

"Rifbjerg: De stangreaktionære som de nye frisindede? Gu er de da ej!" ...

Og ja, Dorthe, håbet tilhører fremtiden, ikke?

God påske. Trods alt ...

Bo Jørgensen

Jeg tabte alt for Klaus Rifbjerg efter hans smædeskrift mod Alexander Solsjenitsyn.

Her kort efter dagen hvor Rifbjerg, alias Store Klaus's kunstneriske betydning helt rimeligt er blevet mindet og hædret "world wide" i Danmark, så er det vel på sin plads også at mindes mandens krasse samfundsmæssige kritik, som her: http://politiken.dk/…/vi-skal-tage-os-i-agt-for-de-sorte-v…/
Samt som et a pro pos dagens artikel om de rigtig "sorte" og: Den totalitære nationalismes genkomst (http://www.information.dk/529175)
Og så slutte med dette interview på forfatterens 80års dag om livet og dets forestående afslutning: http://www.information.dk/287473:
" ’Jeg er bange for at blive elendig, jeg er ikke bange for at dø. Men desværre er det jo så dårligt indrettet, at jo ældre man bliver, jo dårligere bliver man. Og det er der sgu ikke meget sjov ved. Så vil jeg hellere afsted. Og jeg er sådan set parat til at lette på kasketten. Vi må jo gøre plads til, at andre kan komme til. Vi kan ikke blive ved med at gå og fylde,’ siger Klaus Rifbjerg"
OG nu er det så slut "med at gå og fylde", desværre!

Brian Pedersen, Per Torbensen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Det har været en rædsel - selv på afstand - at overvære den kurs kongeriget DK har befundet sig på i de seneste godt 20 år. Et land hvor fremmedfjendtlighed, borgerlighed og småborgerlighed, en militaristisk udenrigspolitik i samklang med Washington, almen forgabelse i USA, som får landets befolkning til at udsende en strøm af anglicismer, og en permanent røvtur til folk på overførselsindkomster hører til dagens orden. Blandt de få i den danske offentlighed som kritiserede noget af alt dette, så V-K-O-R-S følte sig kaldet til at reagere, var Klaus Rifbjerg.

"Det er Klaus som er død. Rif", skrev Suzanne Brøgger i en kortmelding med en parafrase over Tom Kristensens nekrolog over Knud Rasmussen. Hun og Carsten Jensen er blandt de ganske få danske forfattere, som overhovedet er i stand til at bringe stafetten videre.

Claus E. Petersen

@Jørgen Mathiasen
"Det har været en rædsel - selv på afstand - at overvære den kurs kongeriget DK har befundet sig på i de seneste godt 20 år."

Hvis du er chokeret over det danske kongerige, så kan det kun være fordi at du ikke har haft øjne på kongeriget Sverige, den humanistiske stormagt.

Jävla faen... (skulle jeg hilse at sige)

Herman Hansen

Rifbjerg langer ud: Der er kun 2000 begavede mennesker i Danmark - resten er dumme

Men det er de 2000 kloge sammen med resten af verdens ligesindede, som har skabt verden på randen af en klima katastrofe, atombomben og meget andet horribel.

Så hvem er det lige verden er bedst tjent med?