Baggrund
Læsetid: 5 min.

Rifbjergs (over)magt

At Klaus Rifbjerg var en litterær gigant står ikke til diskussion, men at han også indirekte i kraft af sin store dominans har været med til at skabe et mere ensidigt og snævert litteratursyn, er den anden side af hans store magt
Der er god grund til stadig at elske Rifbjerg for hans mange fantastiske værker – og grund til at rase over hans alt for store magt.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
10. april 2015

Klaus Rifbjerg var mægtig. Han var en mægtig digter og samfundsdebattør. Han prægede i afgørende grad den lyriske modernisme i Danmark og var med til at definere og sprogliggøre en ny kulturel identitet og moral i overgangen til velfærdsstaten og berede vejen for en lang række jævnaldrende og yngre forfattere. Han har gennem årtier været pensum for alle elever i folkeskolen og gymnasiet og tillige med sin vitale udtrykskraft en toneangivende debattør på venstrefløjen. Han har forarget og været en radikal oprører for siden at blive del af det danske litterære etablissement og parnas.

Rifbjergs eneståenhed og kolossale betydning for dansk litteratur er med rette blevet fremhævet i de seneste dages gravskrifter. Intet af det skal anfægtes. Ærindet er her at pege på den anden side af den magt, som Rifbjerg har udøvet, og som udelukkende skyldes, at han ville noget med litteraturen og ville noget med andre mennesker og med verden.

Og påstanden er her, at samtidig med at Rifbjerg efter de trætte efterkrigsår gav os et sprog og dermed en ny adgang til den moderne verden, har hans form for modernisme, der bygger på konfrontation og traditionsbrud og på at privilegere det nye og fremtidige på bekostning af det fortidige, været så dominerende, at det i et lille kulturområde som det danske også har virket ekskluderende for alternative litterære strømninger. Eftersom Rifbjergs version af modernismen er blevet institutionaliseret og stadig i dag er den fremherskende, har det også gjort vores litteratur mere ensidig, og som en naturlig følge heraf gjort vores syn på litteratur mere ensidigt. Dogmet om, at reaktiverede fortidige former ikke dur, og kun det absolut nye gælder, kendetegner i høj grad stadig vores litterære kultur.

Og dette gælder helt frem til i dag, hvor selv en klovneagtig kritikerfigur som Lars Bukdahl i en sen afblomstring af denne knopskydning stadig sidder og læser den nye litteratur på dette henkogte æstetiske kriterium. Eneste forskel er, at hos ham hedder det nye ofte det ’viltre’.

Smalt nutidsbegreb

Som Torben Brostrøm gjorde opmærksom på i sin store nekrolog over vennen i tirsdagsavisen, var Rifbjergs såkaldte konfrontationsmodernisme (affødt af titlen Konfrontation på hans digtsamling fra 1960) udsprunget af behovet for at skabe noget mærkeligt og anderledes til afløsning af den iltfattige litterære tidsånd, som kredsen omkring Heretica havde dikteret efter krigen med al dens fravær af humor og dens påpasselighed. Det ene træk ved den modernisme, der stadig dominerer den danske litteratur, var i forlængelse af Poul Henningsens kulturradikalisme privilegeringen af det absolut nye og fremadrettede på bekostning af tradition og fornyelse af gamle former. Fortiden gælder ikke her, kun fremtiden er interessant.

Groft sagt har det ført til, at digtere, der også formmæssigt pegede bagud i tiden blev bandlyst af det danske litterære parnas. Det at vende blikket bagud var ikke accepteret i den danske modernismebølge efter krigen, hvor i det hele taget dansk litteratur gennemgik en chokbehandling i tidsskriftet Vindrosen, mens Rifbjerg var redaktør.

Den samme fortidsfornægtelse ville aldrig have fundet sted i engelsk, fransk eller tysk litteratur, hvor efterkrigsmodernismen i høj grad også byggede videre på de landvindinger, som forfattere som Joyce, Proust og Thomas Mann i deres store modernistiske romaner havde opnået ved netop at reaktivere fortidige former. Her i landet dyrkede vi det, der pegede fremad, og konsekvensen har paradoksalt nok været et mindre kompleksy nutidsbegreb. Dette smallere nutidsbegreb har dansk litteratur i høj grad lidt under og gør det stadig.

Det andet træk ved den danske modernisme var privilegeringen af lyrikken frem for prosaen. Det betyder, at vi har en underkuet eller undervurderet romantradition i Danmark, som aldrig rigtig i samme grad har fået lov at dominere det litterære kredsløb. Forfattere som Peter Seeberg, Vibeke Grønfeldt, Per Højholt, Jens Smærup Sørensen, Peer Hultberg, Henrik Bjelke, Poul Vad og Bent Vinn Nielsen, der levede i periferien af den tradition og i højere grad trak på internationale traditioner, havde det sværere. De forfattere udkom ofte ikke på det dominerende forlag Gyldendal, men var henvist til en skyggetilværelse på det lille forlag Arena. Det samme gjaldt oversættelser af den udenlandske litteratur, der kunne tilbyde et alternativ til den danske modernismekanon.

Forkærlighed for lyrikken

Det forunderlige er, at vi i Danmark i overgangen mellem naturalismen og modernismen med Bang, Pontoppidan og Jacobsen havde en stærk prosatradition, der påvirkede hele den europæiske modernisme. Den prosatradition blev på tragisk vis nærmest udslukt med konfrontationsmodernismen. Den bølge kom derimod til at stå i lyrikkens tegn på bekostning af prosaen og førte til manglende studier af romanlitteraturen. Rifbjerg selv skrev paradoksalt nok masser af forrygende romaner af mere traditionelt tilsnit, men alligevel er han først og fremmest blevet værdsat som sanseskarp lyriker.

Hvor er lydhørheden for det, der ikke kun er absolut nyt og for det krævende litterære arbejde med at forny traditionelle former? I Danmark er der som følge af denne dominans, helt modsat den almindelige læser, ofte hos kritikken en umiddelbar forkærlighed for lyrikken på grund af dens mere formsprægende karakter, mens det samtidig er sværere at være romanforfatter. De bliver ofte læst på forkerte præmisser, og det skyldes, at vi ikke ved siden af den konfrontationsmodernistiske har en kompleks tradition for at læse de prosatekster, hvis kvaliteter rækker ud over det absolut nye og frække. Vi er for dovne, og det er en stor kulturel fattigdom.

I de senere år blev Rifbjerg fanget i kulturradikalismens suppedas, som Poul Vad engang formulerede det. Kulturradikalismen var blevet sin egen parodi og havde ikke længere svar på tidens store spørgsmål og udfordringer. Og de kulturradikale forfatterne kunne ikke andet end at gentage tomme slogans. Af samme grund havde avisen her en længerevarende disput med Rifbjerg. Da Rifbjerg forrige år så udgav novellesamlingen Intet sikkert abnormt og for den blev nomineret til vores litteraturpris, Montanas Litteraturpris, vidste han derfor ikke, hvilket ben han skulle stå på og endte med ikke at ville nomineres. Sådan en imødekommenhed fra den avis, som han i de senere år havde set som sin hovedfjende, kunne han ikke håndtere.

Men det var slet ikke så mærkeligt, for også vores litteraturpris er om noget en pris, der vedgår sig arv og gæld til Rifbjergs modernismeforståelse. Selv vi er dermed del af det dominerende litteratursyn, der prioriterer det nye og anderledes. Sådan er sandheden så kompleks, og sådan var det også med Rifbjerg. Der er meget god grund til stadig at elske ham for hans mange fantastiske værker – og grund til at rase over hans alt for store magt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Jørgensen

Det er ikke Rifbjergs skyld, at dansk er et bondemål. Kun få i DK har tilegnet sig klassiske former.

Steffen Gliese

Rifbjerg har jo sjovt nok i virkeligheden snarere medført en besindelse på fortiden - for det er jo den, han i højeste grad har behandlet i sit forfatterskab, og det er også den, der for tiden optager den ene moderne forfatter efter den anden. Allerede folk i trediverne giver sig af med at dissekere deres barndom og ungdom - for ikke at tale om de endnu ældre forfattere.

Rifbjerg løb aldrig rigtig nogen risici, vel? ...den eneste han for alvor lagde sig ud med, var Henrik Stangerup, og det eneste han rigtig for alvor støttede, var tyrefægtningens berettigelse i Franco-Spanien. Gennem borgerlig.