Kommentar
Læsetid: 5 min.

Rockkernefamilien er under afvikling

Udfordringen af det konventionelle ægteskab og den klassiske bandstruktur personificeres af Damon Albarns polyamorøse musikliv
Udfordringen af det konventionelle ægteskab og den klassiske bandstruktur personificeres af Damon Albarns polyamorøse musikliv

Freja Hougaard Bagge/iBureauet

Kultur
24. april 2015

Engang var rockbandet en motorcykelbande, hvis medlemmer blandede blod og svor hinanden evig troskab. Eller måske rettere et ægteskab af ligesindede. Rockgruppen var dine livsledsagere, som du enten blev sammen med for evigt eller blev skilt fra under smertefulde omstændigheder.

De centrale medlemmer af The Rolling Stones har da haft udenomsaffærer, soloplader, bevares, men de har alligevel redet stormen af og valgt at blive sammen gennem tykt og tyndt. The Beatles gik i opløsning, og medlemmerne fandt aldrig for alvor ind i nye faste forhold (med McCartneys The Wings som midlertidig undtagelse), for evigt singler på deres soloalbummer. Der har naturligvis været perioder i rockmusikkens historie med åbne forhold, hvor medlemmer har fraterniseret med andre bands, men der har sjældent været tvivl om, hvem de vendte hjem til efter en vild nat i byen.

Med den engelske gruppe Blurs genkomst er det værd at gøre status over, hvad der har ændret sig. Ja, på mange måder rummer den engelske kvartets udvikling og især forsangeren Damon Albarns liv og levned en moderne fortælling om udfordringen af det konventionelle ægteskab og den klassiske bandstruktur.

Med sit andet album Modern Life Is Rubbish blev Blur i 1993 nostalgiske spydspidser i et anglofilt traditionsopsving, siden døbt britpop. Rivalerne var Oasis, der aldrig udviklede sig afgørende og gik til grunde i gamle vaner – de sene plader var blot sure genindspilninger af fortærskede skænderier. Blur? De arbejdede med problemerne i forholdet, rykkede teltpælene op og bevægede sig ud af britpoppens klaustrofobi, udviklede sig i nye retninger, først over mod amerikansk lo-fi og med deres forrige album, Think Tank fra 2003, i retning af musik fra Afrika og Mellemøsten.

Kosmopolitisk gruppeknald

Men der var alligevel knas i ægteskabet. Den ene kreative drivkraft Graham Coxon forlod Blur under indspilningerne til Think Tank. Og ikke overraskende blev der efterfølgende stille om bandet. Forsanger Damon Albarn havde også allerede fem år inden bruddet fået sig et ny band, Gorillaz. Ja, med dette tegneserieband blev han superstjerne i en helt ny kontekst, ikke som en elsker – det var ikke et sideprojekt – men som et fuldt udfoldet parallelt forhold. Siden har Albarn bevæget sig ud i et decideret polyamorøst liv, han har realiseret kærlighed og lyster i et væld af sammenhænge og med en vifte af partnere. Han har fået nye familier med bands som The Good, the Bad and the Queen og Rocket Juice and The Moon. Han er gået single med et par soloalbummer. Og så har han foranstaltet kosmopolitiske gruppeknald som Mali Music og Roskilde-aktuelle Africa Express.

Rivalerne i Oasis er det arketypiske skilsmisseband. Ja, forsangeren Liam Gallagher synes på klassisk maskulin vis at været gået – kunstnerisk – i hundene efter opløsningen. Skilsmissen har mærket brødrene Gallagher, som henslæber kummerlige tilværelser som fraskilte i deres nye bands.

Anderledes med Blur og især Damon Albarn, der frit svævende glider mellem partnere, vender tilbage til gamle elskere, tænder nye flammer, puster parallelle samlivsbobler op.

Herhjemme er bevægelsen væk fra kernefamilien udbredt. Der bliver rask væk kunstigt befrugtet, og homoseksuelle finder rugemødre eller sæddonorer. Danmarks Statistik satte skilsmisseprocenten for 2014 til rekordhøje 54,39%. Kernefamilien er i forfald som enerådende bastion i dansk familieliv, og det kunne tyde på, at det er betimeligt at undersøge andre samlivsformer. Og til formålet behøver man ikke se længere end til den nationale musikverden.

Flere kollektiver er vokset frem, hvor kærlighed udveksles på tværs af bandskel, og musikere glider ind ud af forhold. Kollektivet Afmedhovedet rummer eller har rummet bands som Synd og Skam, First Flush, Seksuelle Mennesker, Rød Himmel, der krydsbefrugter hinanden i forskellige konstellationer. Copenhagen Collaboration tæller bands som Cody, Sleep Party People, Monkey Cup Dress og Alcoholic Faith Mission, og på deres hjemmeside står der: »En masse af de involverede mennesker startede bare med at spille i en af grupperne, men fandt snart ud af, at dét at være i et band i realiteten betød at blive en del af hele familien.«

Kor frem for solo

DIWO – do it with others – er blevet comme il faut. Mange musikere lever i dag i polyamorøse forhold og har for længst lagt monogamien bag sig – både den definitive og den serielle af slagsen. Samarbejde frem for konkurrence, kor i stedet for solo.

Musikersammenslutningen og spillestedet Mayhem huser flere forskellige grupperinger, der arbejder med nye samværsformer. Kvindeforeningen Eget Værelses medlemmer spiller med hinanden i forskellige konstellationer, men også i grupper uden for kollektivet. Anja Jacobsen spiller i Selvhenter og Valby Vokalgruppe samt på egen hånd som Frk. Jacobsen. Jaleh Negari spiller trommer i både Selvhenter og Pinkunoizu. Og Cæcilie Trier optræder på cello og keyboard og som sanger med Valby Vokalgruppe, Choir of Young Believers, Marching Church, Andreas Führer, Lower og i sit eget band CTM.

På Mayhem finder man også unge rockmusikere som Elias Bender Rønnenfelt, der er frontfigur i både Iceage og Marching Church. Og Loke Rahbek indgår i et væld af sammenhænge såsom Damien Dubrovnik, i en duo med Puce Mary, solo som Croatian Amor, i Lust For Youth og i nu afviklede projekter som Vår (med Rønnenfelt) og Sexdrome.

Den musikalske polygami kan ses som udtryk for en erkendelse af, at sammenholdet stiller musikerne stærkere i et globalt musiklandskab, der er blevet blæst vidt åbent. Det kan også ses som et forsøg på at skabe mikroskopiske velfærdsmodeller i en tid præget af tung af individualisering. Højskolebevægelsen er inspiration for nogle, mens 68’ernes kollektivtanke udbygges af andre, så der rent faktisk er plads til individet. Og det er også i mange tilfælde udtryk for en langt mere åben og procesorienteret tilgang til musik, hvor værket ganske vist kan være indspillet, men står åbent for yderligere fortolkning af nye husvenner. Altså at familiedynamikken altid kan udfordres af nye gæster.

I 2008 blev Blur genforenet, men først nu er de klar med deres nye, ottende album The Magic Whip. Det er sandsynligvis ikke begyndelsen på et sat ægteskab inden for det klassiske rockbands fire vægge for nogen af medlemmerne. Det bliver formentlig blot endnu et eksempel på, at man som musiker – og menneske – kan være i stand til at elske mange på samme tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Gert Selmer Jensen

Rockkernefamilien har jo aldrig eksisteret.! Sikke noget vås.

Det er jo rigtigt set, at der er rockfamilier og brud på rockfamilier, men præmissen med, at der har fundet en udvikling sted, holder ikke. Clapton optrådte med fem forskellige konstellationer fra 1964 til 1971. Danske beatorkestre fra den såkaldte guldalder kunne man dårligt regne for at være "familier". Steppeulvene, Hurdy Gurdu, Pan, Skousen og Ingemann, No Name, Musikpatruljen med flere var nærmest "ad hoc-line ups", som lavede ét album og dermed færdig.

Randi Christiansen

På et tidspunkt bliver avant garden forhåbentlig indhentet af bagtropperne; gamle ubrugelige konstellationer skrottet og en frisk og kærlig brise vil omslutte vore forslåede og kamptrætte hoveder - samarbejdets nødvendige velsignelser vil indtræde og erstatte lasede, udtjente, indbyrdes konkurrerende og dermed undergravende dynamikker.

Hvorfor? Fordi : samarbejd eller dø !