Læsetid: 13 min.

... og så dansede de til de døde

Vi forbinder normalt dans med sociale begivenheder og kunstneriske oplevelser. Men dans kan også være et medium for trancer, ekstaser og metafysiske erkendelser. Information har forsøgt at spore den spirituelle dans – fra Nyborg til Malmø og hele vejen tilbage til et af middelalderens store mysterier: danseplagen i Strasbourg i 1518
Danseepidemier brød ud flere steder i Centraleuropa fra det 14. til 17. århundrede. Den mest veldokumenterede fandt sted i Strasbourg i 1518. Maleren Pieter Breugel den Ældre oplevede og forevigede et andet udbrud af dansemani, som fandt sted i Molenbeek i Flandern i 1560’erne. Stregtegningen har titlen ’Danseepidemien i  Molenbeek’ og er fra 1564.
24. april 2015

På en smal gade midt imellem stalde, værksteder, smedjer og boder træder en kvinde ud i dagslyset og begynder at danse. Alene og uden musik vrider hun sin krop i den hede julivarme, tilsyneladende ude af stand til at stoppe sig selv. Der er ingen glæde at spore i hendes ansigt, ingen lyst at finde i hendes øjne. Det er, som om en vred og voldelig dæmon har overtaget hendes krop og ikke vil slippe den igen. Forbavset stimler folk sammen og betragter det sære optrin, formentlig i den forventning, at det snart vil høre op. Men Frau Troffea, som kvinden hedder, holder ikke op. Hun bliver ved. I flere dage fortsætter hun sin trancelignende dans, indtil hendes udmattede, dehydrerede legeme til sidst kollapser midt på gaden.

Havde der været tale om et isoleret tilfælde, ville begivenheden i Strasbourg 14. juli 1518 for længst være glemt, og ingen ville nogensinde have hørt om den dansende Frau Troffea. Men der var ikke tale om et isoleret tilfælde. Allerede samme dag gjorde naboen hende følgeskab, og så fulgte endnu en og så en til. I løbet af bare en uge var tallet vokset til 34, og inden måneden var omme, dansede knap 400 mennesker vildt og uhæmmet rundt i gaderne i Strasbourg.

De første dødsfald begyndte at indtræffe efter få dage. Et hold af læger blev tilkaldt for at afhjælpe epidemien, men af uransagelige årsager vurderede de, at den ufrivillige dansemani hverken skulle kureres med fiksering, beroligelse eller bedøvende stoffer, men slet og ret med – mere dans. Hele bygninger blev nu inddraget som dansesale, musikere blev hyret til at spille fløjter og trommer, og professionelle dansere blev betalt for at holde de smittede på benene, så de ikke stoppede, før den ondsindede virus var danset helt ud af kroppen. Ikke overraskende slog behandlingen fejl. Først i begyndelsen af september, næsten to måneder efter det oprindelige udbrud, begyndte epidemien gradvist at aftage. Én efter én holdt de dansende op, og uden nogen rigtig kunne forklare hvorfor eller hvordan, var det hele en dag pludselig forbi: Det sære fænomen var forsvundet lige så gådefuldt, som det var opstået.

Dødedans

Dans var i middelalderen tæt forbundet med død, hvilket ses af de såkaldte dødedanse, der begyndte at vinde indpas i billedkunsten i den sene middelalder og i begyndelsen af renæssancen. Billederne fremstillede typisk Døden som et skelet samt et antal mennesker, der dansede sammen med ham – ikke af deres egen fornøjelses skyld, men fordi døden havde tvunget dem til det.

Det mest berømte af slagsen var – indtil blev ødelagt ved et allieret luftangreb palmesøndag 1942 – et 30 meter langt maleri i Mariekirken i Lübeck malet i 1463 af Bernt Notke.

Billedet, der forestiller Døden i kædedans, har lagt navn til den gamle talemåde: ‘Du ligner Døden fra Lübeck’.

Til dybdedans i Nyborg

Jeg har en bog om den store dansepest liggende i min taske, da jeg banker på døren til et grønt træhus fem minutters gang fra Nyborg Station. En kvinde med udslået hår kommer til syne i døråbningen.

»Velkommen,« siger hun og byder indenfor med et lille vink.

Hendes navn er Kirsia Isabella Olufsen, og hun er danser. Men ikke af den slags, man er vant til at se på tv. Folk, der møder op på hendes dørtrin, kan ikke bare lære at danse salsa og tango; de kan også lære at »finde sig selv« igennem en »kropsterapeutisk bevægelsespraksis«, som går under navnet deep dancing.

»Essensen af dans er for mig den fuldstændig frie bevægelse,« siger hun, efter at vi har sat os til rette i dansesalen foran en kommode, hvor en forgyldt buddhafigur og et eksemplar af hendes egen bestsellerbog, Kussens katedral, står side om side.

»Deep dancing handler om at slippe alle forestillinger om, hvordan ’dans’ skal se ud og i stedet bare koncentrere sig om at finde sin egen, originale dans. Det handler om at danse fra sin egen kerne,« fortæller hun.

Det er derfor, jeg er kommet – for at lære at danse fra min egen kerne. Men lige siden toget trillede ind på Nyborg Station, har jeg haft lyst til at vende om. Ikke på grund af Kirsias selskab, som faktisk er meget behageligt, men på grund af bogen om den 500 år gamle danseepidemi. Historien har kilet en flig af uhygge ind i mit projekt; for hvad risikerer jeg ikke at fremkalde derinde i personlighedens mørkekammer, når jeg med opsmøgede bukseben, bare tæer og akkompagneret af shamanistisk trommemusik om lidt glider ud på dansegulvet i det grønne træhus i Nyborg for at danse fra min egen kerne? Og er jeg parat til at finde ud af det?

Til sanktvejtsdans i Strasbourg

Første gang jeg hørte om den maniske dansepest i 1518, troede jeg, at der var tale om et overleveret folkesagn. En avanceret vittighed på linje med den berømte løgnehistorie fra børneprogrammet Op På Ørerne Vi Er Kørende fra 1978, hvor Thomas Winding fortæller Poul Nesgaard om en pige ved navn Birthe Jensen, der engang blev ramt af ’dansuenza’ og begyndte at danse ukontrolleret rundt. Men danseepidemien i Strasbourg er ikke nogen løgnehistorie. Den er udførligt dokumenteret i skriftlige kilder, som alle slår entydigt fast, at de smittede ofre ikke blot var underlagt ufrivillige spasmer, men at de rent faktisk dansede.

Lige siden har historikere forsøgt at blive klogere på hvorfor. Én teori går på, at danserne uforvaret havde indtaget en psykotropisk skimmelsvamp ved navn meldrøje, som blandt andet vokser på rugstilke. En anden teori foreslår, at de dansende strasbourgensere var medlemmer af en kættersk kult, der brugte dansen som tilbedelse. Men ifølge den amerikanske historiker John Waller skal svaret hverken findes i det okkulte eller psykedeliske, men derimod i det religiøse og psykologiske.

Danseepidemien i Strasbourg i 1518 var et af de tidligste eksempler på kollektivt massehysteri, skriver han i sin bog fra 2009, The Dancing Plague. Under indflydelse af ekstrem fattigdom, sygdom og hungersnød var borgerne i Strasbourg hensat i en stresstilstand, som gjorde dem sårbare over for religiøs overtro – helt konkret over for den vildfarelse, at Sankt Vejts skulle have nedkaldt sin vrede over byen. Ifølge gammel romersk kirketradition kunne den sicilianske helgen sende danseplager af sted fra det hinsides som en straf mod menneskelig utugt.

»Mit argument er, at epidemien var et resultat af lige dele desperation og from frygt,« skriver John Waller.

»Da først disse sårbare mennesker begyndte at tro på Sankt Vejts’ forbandelse, steg sandsynligheden for, at de faldt ind i en trancetilstand. Og da først de var i dén, begyndte de snart at opføre sig som besatte.«

Danseepidemien plagede ikke kun Strasbourg, men en lang række centraleuropæiske byer i perioden mellem det 14. og 17. århundrede, og den døde først ud efter reformationens opgør med folkelig helgendyrkelse og overtro. Men forestillingen om dansen som en genvej til ekstase lever fortsat videre.

Anne-Mareike Hess’ værk, ’Tanzwut’, på dansk ’Dansesyge’, blev i marts opført på Inkonst i Malmø på dansk. Forestillingen tager direkte afsæt i danseepidemien i Strasbourg for 500 år siden. De middelalderlige danseepidemier udtrykker for den luxembourgske kunstner den historiske forbindelse mellem dansen og ekstasen, som i dag bl.a. manisfesterer sig i techno raves i nedlagte fabriksbygninger. PR-foto

Vanvidsdans i Malmø

En kold martsaften i år træder fire gråklædte skikkelser – tre kvinder og en mand – ind i kulturhuset Inkonst i Malmø og begynder at danse. Denne gang ikke af tvang, men som led i en art performance af den luxembourgske kunstner Anne-Mareike Hess. Til lyden af en mørk og buldrende bas drejer de rundt om sig selv med hovederne på skrå og armene ud til siden, i hvad der ligner en tiltagende trance, en koreograferet vanvidsdans.

Tanzwut, kalder Anne-Mareike Hess sit værk. Dansesyge, på dansk. Forestillingen, som jeg denne tirsdag aften overværer sammen med små 30 malmøborgere, tager direkte afsæt i begivenhederne i Strasbourg for 500 år siden. For Anne-Mareike Hess udtrykker de middelalderlige danseepidemier en historisk forbindelse mellem dans og ekstase, som både viser sig i antikkens rituelle tilbedelse af vinguden Dionysos; i afrikansk inspirerede trancedanse med shamanistisk trommemusik; i den romantiske ballets vanvidsscener, der fortolker ulykkelig kærlighed; i nutidige techno raves i nedlagte fabriksbygninger og i flash mobs på offentlige steder, hvor folk pludselig mødes, danser og forsvinder igen.

Fælles for de mange forskellige udtryk er en opfattelse af dans som noget, der ikke kun er velegnet til kultiveret underholdning og socialt samvær – men som også er en ventil for det ustyrlige, et medium for det lystfulde, en portal til det utæmmeligt vilde.

»Ekstase kan komme i mange forskellige former,« forklarer Anne-Mareike Hess, da jeg møder hende i cafeen efter forestillingen.

»I Berlin, hvor jeg bor i dag, er clubkulturen for eksempel meget stærk. Folk kan komme i trancelignende tilstande alene ved at opholde sig i det samme mørke rum med den samme monotone musik og de samme repeterende bevægelser i flere timer ad gangen,« siger hun.

Ifølge Anne-Mareike Hess giver dans mulighed for at udtrykke det, vi ikke selv kan finde ud af at verbalisere. Der, hvor sproget må give op, kan kroppen tage over:

»Jeg tror, de fleste mennesker har et helt basalt behov for en gang imellem at blive fri for sig selv. Nogle gør det ved at drikke og tage stoffer, andre ved at gå lange ture og meditere, og atter andre ved at træne og dyrke sport. Men fælles for alle er ønsket om at ændre den følelse, man har i kroppen. Det er en længsel efter at få adgang til en anden tilstand. Enten til noget uden for en selv eller til noget dybt inde i en selv. Og det kan dansen være en indgang til.«

Det er på dette tidspunkt i samtalen, jeg fortæller Anne-Mareike Hess, at jeg selv overvejer at tage nogle danselektioner. Ikke hos en klassisk danselærer, men hos en ... hvad skal vi sige ... mere alternativ en af slagsen.

»Dét skulle du tage at gøre,« udbryder hun begejstret.

Jeg indskyder, at det foreløbig kun er en idé, og at jeg ...

»Jeg ved, hvad du vil sige,« afbryder hun.

»Jeg har også engang tænkt det samme: ’Er det ikke bare sådan noget hippieagtigt noget?’ Det er det, du tænker, ik’? Men det er jo bare sproglige kategorier, vi smider i hovedet på hinanden. Hvis du nu går ind til en danselektion med den fordom, at det er noget hippiepjat, men du så oplever noget andet, så ville det jo være fantastisk, ik’? Så ville du virkelig have opnået noget.«

Dansemani 

Danseepidemien i Strasbourg i 1518 er den mest veldokumenterede af sin art. Men der var mange andre udbrud af dansemanier i Centraleuropa i perioden mellem det 14. og 17. århundrede.

Man tilskriver i dag fænomenet massehysteri forårsaget af lige dele overtro og desperation.

Dansemanierne går også under navnet ‘sanktvejtsdans’ efter den romerske helgen St. Vitus, som man mente stod bag danseplagen. Fænomenet døde først ud efter reformationens opgør med folkelig helgendyrkelse.

I dag bruges udtrykket sanktvejtsdans mest om nervelidelsen med det videnskabelige navn chorea minor, som er en forbigående sygdom, der medfører »ufrivillige bevægelser af ekstremiteterne«. Chorea kommer fra græsk og betyder dans – vi kender bl.a. ordet fra koreografi.

Betegnelsen optræder blandt andet i Hanne Vibeke Holsts roman Knud den Store fra 2013, hvor det hedder om hovedpersonen, at han for sjov »giver sig til at danse sanktvejtsdans med rykvise bevægelser og venden det hvide ude af øjnene.«

I Italien gik dansemanierne i 1300- og 1400-tallet under betegnelsen ‘tarantisme’ og blev tilskrevet bid af tarantellen. Den såkaldte ‘tarantella’ er i dag en kendt italiensk folkedans.

I Tyskland er dansemanierne bedre kendt under navnet ‘Tanzwut’, der betyder dansesyge.

Den luxembourgske kunstner Anne-Mareike Hess fortolker i sin performance ‘Tanzwut’ de middelalderlige dansemanier i lyset af nutidens club-kultur.

Kirsia Isabella Olufsen er ekstasepædagogisk danser og tilbyder sin egen version af den dybtfølte dans, Deep Dancing, i sit dansestudio i Nyborg og i Odense. Hun kan også bestilles til at komme ud i landet. Læs mere på: www.kirsia.dk

Nyborg i bare tæer

Ledsaget af shamanistisk trommemusik glider jeg ud på gulvet i det grønne træhus i Nyborg og begynder at danse.

»Det er en god idé at forsøge at danse en følelse,« siger Kirsia og demonstrerer med et snerrende hvæs, hvordan vrede for eksempel kan fortolkes.

Så spørger hun, hvad jeg føler.

»Lige nu?«

»Ja.«

»Mild panikangst,« svarer jeg ærligt.

Hun griner.

»Det er godt, så dans det.«

Kirsia er iført leopardfarvede bukser, lyserød top, lyserøde ankelvarmere og en lyserød blomst i det udslåede hår. Jeg er iført sorte bukser, sort pullover – og langs væggen ligger de sorte sko og strømper, hun har bedt mig om at tage af. Vi er meget forskellige, Kirsia og jeg, men det er kun godt, for det er selve udgangspunktet for vores møde: Min skepsis, hendes åbenhed. Min forestilling om, hvad dans er. Hendes postulat om, hvad dans også kan være.

Kirsias dansepraksis tager udgangspunkt i den amerikanske meditationsdanser Gabrielle Roths ’fem-rytmesystem’, der er »et middel til at blive bevidst gennem dans«, og som fokuserer på fem såkaldte ’grundrytmer’ i kroppen: flydende, staccato, kaotisk, lyrisk og stille. Kirsia Isabella Olufsen har undervist i metoden siden 1989, hvor hun som den første i Danmark blev uddannet fra Gabrielle Roths The Moving Centre i New York. Siden har hun udviklet sin egen version af den ekstasefremkaldende dansepraksis.

»Jeg inviterer folk til at lægge deres egne følelser i dansen og bare prøve at være med dét, der nu engang er. For så sker der en autentisk bevægelse,« forklarer hun.

Det begynder egentlig meget godt, tænker jeg, mens jeg barfodet og med opsmøgede bukseben stamper rundt ude på dansegulvet. Men så skrider Kirsia ind.

»Prøv om du kan danse lidt mere fra dit køn,« siger hun og peger på mit, indrømmet, fuldstændig fastlåste bækken.

Jeg ser forskrækket på hende.

»Mit køn?,« spørger jeg.

»Ja, prøv om du kan trække vejret igennem dit køn.«

Da krop og sjæl blev skilt

»Det er vel som med alt andet ukendt,« siger Karen Vedel på telefon fra sit forskerkontor på Amager.

Hun er selv tidligere danser, men sidder nu som adjunkt i teater- og performancestudier på Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Jeg har bedt hende forklare, hvorfor den spirituelle dans er så godt som udgrænset fra vores kultur i dag.

»For at blive en accepteret del af en kultur, skal der være et sprog og nogle begreber omkring det. Ellers bliver det meget hurtigt henvist til noget fremmed og utilgængeligt, som ligger uden for vores daglige kulturelle referencer. Og det forekommer mig, at hvis man skal tale om fænomener som ekstase- og trancedans herhjemme, så skal man ud i nogle alternative miljøer, hvor man i forvejen taler i et helt andet vokabular,« siger hun.

Kigger man udover verdenskortet, finder man adskillige eksempler på trancedans. Karen Vedel har selv skrevet udførligt om den sydafrikanske koreograf Vincent Mantsoe, der anvender rituelle trancedanse i sine populære performances. Men på den vestlige halvkugle er det den sociale samværsdans og den kunstneriske scenedans, der har taget rampelyset.

»I vores kultur bliver sammenhængen mellem trance og dans gjort til noget mystisk, mens man i andre kulturformer er langt mere åbne over for teknikker, der kan sætte én i forbindelse med andre energier, kræfter og åndelighed,« siger Karen Vedel.

Hun peger på en kulturhistorisk forklaring: Et fænomen som trancedans er afhængig af et holistisk verdenssyn, som i vores del af verden – berettiget eller ej – opfattes som et naivt eller uvidenskabeligt livssyn.

»Vi har i vores kultur haft meget travlt med at skrive kroppen helt ud af vores kulturforståelse og skille krop og sind. Derfor har vi også en tendens til at forbinde den her type fænomener med noget middelalderligt – med flagellantisme og danseepidemier. Det er blevet trancedansens lod i vores kultur,« siger hun.

... sjælen ér jo langhåret!

Efter timen i Nyborg sætter vi os over i et hjørne af salen og drikker et glas vand. Kirsia drikker halvt kogende, halvt koldt vand. Sådan kan hun bedst lide det.

»Den koreograferede dans står meget stærkt i vores samfund,« siger hun.

»Det er i det hele taget et generelt samfundstræk, at alt det, der er styret af venstre hjernehalvdel, tillægges højest værdi. Mens alt det livsnære og ’vilde’ i ordets autentiske betydning – jamen, det bliver hurtigt for ... langhåret. Den formulering hører jeg tit: ’Det er for langhåret!’ Men sjælen ér jo langhåret! Den er så langhåret, som noget overhovedet kan blive«.

Jeg beder hende om at evaluere min præstation på dansegulvet.

»I starten kunne jeg se, at du var lige ved at grine,« siger hun. »Men det er vel, fordi det er så fremmed for dig det her. Det må føles som at være med i en parodi, ik? Er det ikke sådan, du tænker?«

Jeg nikker.

»Men ... jeg synes, du gjorde et ærligt forsøg.«

»Jeg synes måske bare ikke rigtigt, at jeg sådan for alvor kom i ekstase,« indvender jeg.

»Nej, men hvordan definerer man også ekstase? For nogen har det karakter af noget hinsides – en overjordisk henførthed – men for mig handler det mere om at være forbundet med sin udspringsenergi. Det handler om at være nærværende, lige så nærværende som en kat, og at mærke man lever i nuet. Kroppen er jo vores nu. Jo mere vi er i kroppen, jo mere er vi i nuet.«

Vi bliver enige om, at jeg nok har brug for lidt mere øvelse for at finde min egen dans. Men det skal nok komme. Lidt efter lidt. Et trin ad gangen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • peter fonnesbech
Jørn Andersen og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Ja, min første association var også Windings og Nesgaards 'Dansuenza', som jeg husker fra min barndom. Måske de havde den derfra?

/O