Læsetid: 6 min.

Thule-sag og tunnelsyn

Hvor meget råderum skal magthaverne have, når nationen er truet? Det spørgsmål stillede filminstruktør Christina Rosendahl sig, da hun læste Poul Brinks bog om Thule-sagen. Nu har hun lavet filmen ’Idealisten’ om de hemmelige aftaler om atomvåben på Thulebasen – og om journalisten, der ville have en Cavling
Christina Rosendahl instruerer skuespilleren Peter Plaugborg, der spiller rollen som journalisten Poul Brink i ’Idealisten’.

Christian Geisnæs

4. april 2015

Det er den 5. september 2013 og flagdag i København, dvs. den dag på året, hvor man hylder de danske soldater, der er i krig. På Christiansborg, i Rigsdagsgården foran trappen op til Folketinget, er man ved at stille borde, stole og telte op. Solen skinner, og det er lunt.

De officielle festligheder udenfor giver en ekstra klangbund til det, der foregår inde bag de tykke mure på den anden side af Rigsdagsgården. Her ligger Rigsarkivet, hvor filminstruktør Christina Rosendahl og hendes filmhold er ved at gøre klar til dagens optagelser til filmen Idealisten, der handler om en dedikeret journalists kamp mod systemet mange år tidligere.

Titlens idealist er radio- og tv-journalisten Poul Brink, der i 1980’erne kom på sporet af og afslørede de hemmelige aftaler, den danske regering mange år tidligere lavede med den amerikanske regering om atomvåben på Thule-basen i Grønland og de konsekvenser, det fik for en række oprydningsarbejdere, da et bombefly i 1968 styrtede ned på indlandsisen med fire brintbomber om bord, forurenede sneen og gjorde Thule-arbejderne syge.

Det er en afgørende scene, der skal optages. Poul Brink er kommet på sporet af et brev fra 1957 skrevet af den daværende statsminister, H.C. Hansen, til den amerikanske ambassadør, som mere eller mindre gav amerikanerne lov til at opbevare atomvåben på Grønland, der jo ellers var en del af det atomvåbenfrie Danmark. Sammen med et tv-hold har Brink fået adgang til Rigsarkivet og mulighed for at læse brevet. Stik imod de instrukser, han har fået af arkivaren, beslutter han sig for at læse det op i sin helhed i TV-Avisen.

Det vigtige sted

»Jo mere vi laver, jo mere ligner han ham,« siger Christina Rosendahl om skuespilleren Peter Plaugborg, der spiller Brink. »Nu optager vi det vigtige sted. Det er vildt.«

Plaugborg øver scenen sammen med den skuespiller, der spiller den kvindelige arkivar, som udleverer brevet til journalisten og adviserer ham om betingelserne for adgangen til det. Sammen med sin fotograf, Laust Trier Mørk, diskuterer Rosendahl, hvordan scenen skal afvikles inde i det store, mørke lokale med hvælvet loft, søjler og gamle, udskårne træskabe langs væggene.

Peter Plaugborg, der sidder for enden af et træbord, læser i nogle papirer. Han spiller scenen igennem flere gange for sig selv, og man kan se, hvordan han hver gang tager beslutningen om at læse højt af det engelsksprogede brev, hvorefter han kigger lige i det tv-kamera, der peger mod ham fra den anden ende af bordet. Det er øjeblikket, hvor Brink tager beslutningen, der er det dramatiske i scenen.

»Spændingen ligger her, ikke mens han læser op,« siger Trier Mørk.

Et oplysningsprojekt

Men hvorfor overhovedet lave en film om Thule-sagen?

»Det er lidt et oplysningsprojekt. Mange unge mennesker ved ikke, hvad Thule er. Der var en ude på Zentropa, der troede, at Thule var et beslag til en tagbagagebærer,« siger en af Idealisten’s producere, Jonas Frederiksen.

For Christina Rosendahl ligger attraktionen flere steder. Hun blev første gang præsenteret for Poul Brink i 2003, hvor en veninde gav hende journalistens Cavlingpris-vindende bog om Thule-sagen og spurgte, om ikke der var en film i den. Instruktøren var fanget med det samme, fortæller hun.

»Jeg kunne ikke slippe den, fordi den var så vild. Første indtryk var flystyrt og atomvåben og plutoniumforurenet sne og efterretningstjenester og NATO-regler. Men da jeg kom længere ned i den, var der noget andet, dybere stof i den, som jeg blev optaget af, og som nok også er det, der har drevet den så længe. Spørgsmålet, som har interesseret mig, er nok, hvor meget råderum vores magthavere skal have, når vores nation står over for en stor trussel, som den gjorde i 1950’erne. Det er et dilemma, der ikke kan besvares – og som har en aktualitet i dag pga. krig, terrorangreb og Snowden – og det er det, der gør, at jeg kunne blive ved med at grave mig ned i stoffet.«

Filmens anker

Men Idealisten er en film om en person, ikke en sag, understreger Christina Rosendahl også.

»Sagen er, hvad den er, men jeg står hver dag og skal finde det subjektive; hvor det betyder noget i forhold til den her mand, Poul Brink. Fortællingen skal løftes. Det er jo ikke en dokumentarfilm. Havde det været en amerikansk film, havde man lavet en meget plotorienteret historie, hvor man også skiftede synsvinkel og måske fulgte nogle af de politikere, der prøvede at holde noget skjult for Poul Brink. Men jeg er ud af en europæisk tradition, hvor vi er meget optaget af karaktererne, og derfor har det været en præmis hele vejen igennem arbejdet, at man går ind og ud igennem alle scener sammen med Poul Brink. Han er det anker, som hele filmen er centreret omkring.«

Et af de spørgsmål, som Christina Rosendahl gerne har villet stille i filmen, er, om Poul Brink kun var en helt ved så dedikeret og egensindigt at forfølge Thule-sagen.

»Vi har prøvet at gribe det an som et dilemma,« siger hun.

»Udfordringen for sådan nogle meget berusende mennesker som ham, idealister, som har en større sag, de er optaget af, er, at de kan være grebet af en form for tunnelsyn. Der kan også være en selviskhed i det. Jeg tror gerne, at Poul Brink ville have Cavling-prisen. Og jeg ved også, at han ledte efter en sag, han kunne hægte sig på. Han var den klassiske, unge dybdeborende journalist, der var på jagt efter noget, som kunne katapultere ham op på stjernehimlen sammen med Woodward og Bernstein og de koryfæer, vi alle sammen kender. Filmen har en helteenergi, fordi vi som publikum godt kan lide at følge en karakter, som er så pisseligeglad med autoriteter og lukkede døre.«

Hun prøver dog også i filmen at tale Poul Brink midt imod.

»Det har været vigtigt for mig at kunne det. Det kan godt være, at han hele tiden jagter sandheden, men det var også en svær situation i Europa under Den Kolde Krig.«

Brink eller Plaugborg

»Vi har ribbet DR-Museum for alt deres gamle udstyr,« siger Christina Rosendahl med henvisning til blandt andet det tv-kamera, et Betacam fra 1980’erne, som optræder i scenen, der skal optages i Rigsarkivet.

»Vi byggede også et gammelt radiostudie, da det skulle forestille, at vi var på Østjyllands Radio, hvor Poul Brink arbejdede før TV-Avisen. Vi skulle bruge pladespillere og klippeborde. Idealisten er jo en periodefilm. Håret og tøjet var så grimt dengang. Det eneste, vi har kunnet trippe over, har været udstyret. Vi har været gadget-freaks på den her film. Vi optager f.eks. også de indslag, han laver, med Betacam, så vi kan bruge dem i filmen. Det ser grimt ud i forhold til, hvordan tv-billeder ser ud i dag.«

Hun vender sig rundt og kalder hele filmholdet sammen foran en bærbar computer.

»Vi har indslaget, som Poul Brink lavede dengang, så vi kan se det.«

Et gammelt videoklip toner frem på computerskærmen, og der sidder Poul Brink og ligner Peter Plaugborg. På bordet foran ham kan man blandt andet se nogle mapper, og rekvisitøren på Idealisten prøver at få dem til at se helt rigtige ud i rekonstruktionen af klippet.

Ikke bare ord

Tre uger senere er optagelserne flyttet til TV-Byen i Søborg, hvor nogle af de gamle DR-studier stadig bruges til film- og tv-optagelser.

»Velkommen til TV-Avisen anno 1990,« siger Christina Rosendahl, da jeg træder ind i et stort studie, der netop er indrettet som studiet i en 25 år gammel nyhedsudsendelse på DR. I den ene ende af studiet er et af de kontrolrum, som man også brugte til at afvikle udsendelser i dengang, og i den anden ende hænger et blåt tæppe bag et blåt, kurvet bord, hvor studieværten og gæsterne sidder.

Peter Plaugborg sidder ved bordet og skal til at interviewe en mand, der til forveksling ligner daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

»Det ligner da meget godt, ikke?« siger instruktøren med et smil.

»Alle på holdet kan mærke, at der er noget på spil. Det er helt vildt rørende. Men det betyder ikke, at vi ikke også er helt vildt respektløse. Ellers dør det jo som drama. Vi optog i Poul Brinks gamle lejlighed i Tordenskjoldsgade. Hende, der bor der nu, har stadig de gamle gardiner, og dem fik vi hængt op.«

Filmholdet optog også i Thule-arbejdernes formand, Marius Schmidts, rigtige stue med Søren Malling i rollen som Marius.

»Skuespillere kan mærke, når der er noget på spil, og det ikke bare er ord i et manuskript.«

’Idealisten’ har premiere på torsdag den 9. april og anmeldes her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu