Læsetid: 4 min.

Min ungdoms helt

Klaus Rifbjerg betragtede selv sine romaner som et sammenhængende værk, hvor brændstoffet var at være i uophørlig produktion og for hver bog at føje nye facetter til. I virkeligheden var det en livsstil
Klaus Rifbjerg betragtede selv sine romaner som et sammenhængende værk, hvor brændstoffet var at være i uophørlig produktion og for hver bog at føje nye facetter til. I virkeligheden var det en livsstil

Claus Bjørn Larsen

7. april 2015

Jeg har altid tænkt, at når Klaus Rifbjerg døde, ville hele Norden skælve, fordi der kun fødes få af hans slags i et århundrede. Det er nok så meget sagt, men stille er det ikke gået af i de skandinaviske medier, og selvom andre som Johannes V. Jensen og Karen Blixen er nået længere ud til alverden, så står Klaus Rifbjergs forfatterskab ret op som en skarpskåret klippeblok midt i det nordiske landskab. Såvel som hans personlighed.

Selv stiftede jeg som ung gymnasiast bekendtskab med hans første bøger, som rummede en friskhed og et drive, som førte litteraturen durk op i nutiden. Væk fejedes al den overdrevne højtidelighed, som havde præget hans forgængere. Han skrev om gummiskoenes lyde i håndbold, om madpakkernes duft i klasselokalet, om at gå på værtshus og at være smerteligt teenager-forelsket.

Det gik rent ind som en vidunderlig fornyelse af både poesien og prosaen.

Jeg havnede lige midt i smørhullet, da jeg i 1970 flyttede fra Aarhus til København og pludselig var på et tennishold sammen med ham og hans kone. Unægteligt en mærkelig, men også opløftende fornemmelse pludselig at modtage serverne fra sin ungdoms litterære helt. Det stod på i en halv snes år, og jeg havde fornøjelsen at opleve ham mange gange siden, blandt andet på rejser til Spanien. Verbalt slyngede han også om sig med mindeværdige sætninger.

Modernismen

Men det vigtigste var selvfølgelig det, han skrev. Der er konsensus blandt læserne om, at han skrev det bedste i sin ungdom. Det var også der, han blev fuldblods modernist dvs. oplevede verden i fragmenter, stykkevis og delt, men også, at det meget vel var muligt at leve, selvom verdensbilledet ikke var holistisk som eksempelvis kristendommens. Nogle af digtene kunne ses som pendanter til Picassos abstrakte malerier. De var lette at parodiere, men fik deres selvfølgelige plads i litteraturhistorien, godt hjulpet på vej og forklaret af vennen, litteraten Torben Brostrøm. ’Roseklubben’, kaldte man nedvurderende det lille kompagni af tapre modernister.

I novellerne og romanerne var det anderledes. Her skrev han mere ’almindeligt’, men stadig i et nutidigt up-to-date-sprog. Han blev kritiseret for altid at skrive om de samme emner – om besættelsen og senere om at være del af et modent ægtepar, kedsomt, men trygt og samtidig på randen af desperation.

Så mange romaner kom der, at læserne til sidst ikke kunne følge med og begyndte at stå af. Selv var jeg lige ved, men så alligevel ikke, for der var altid et eller andet af interesse, som jeg lige skulle ind at tjekke af i den sidste nye Rifbjerg. Den lokkede mere end så mange andre på boghandlerens disk. Det spændstige sprog var uovertruffet, og der var altid livskloge passager at glæde sig over. Nye trends i litteraturen optog han gerne, men i sin egen version.

Engang foreslog jeg ham med ungdommeligt overmod at skrive nogle færre bøger og arbejde mere med hver enkelt, eventuelt skrive noget om, som andre forfattere som regel gør. Han tog det pænt. »Det har jeg prøvet,« svarede han, og »det blev det ikke bedre af«. Selv så han alle sine romaner som ét stort sammenhængende værk, som han med hver ny bog føjede nye facetter til. Det var den forklaring, han gav.

I virkeligheden handlede det om, at han havde gjort romanskriveriet til en livsform. Han måtte være i produktion uafladeligt. Det var hans brændstof, og det kunne ikke være anderledes. Digtene og novellerne faldt drypvist indimellem, og de var aldrig dårlige. Hvad kritikerne mente, var han ophøjet og ustoppeligt ligeglad med, så længe nogle gad trykke dem, og det gjorde Gyldendal altid.

For fræk

Når en anmelder skrev, at nu var det helt ad helvede til med en roman, var der andre, som syntes det stik modsatte. Det kunne han ikke bruge til noget, og sådan havde det altid været, også med Den kroniske uskyld, der stadig i dag står som selve hovedværket. Den er i hans forfatterskab, hvad Kongens fald var for Johannes V. Jensen.

Nogle af datidens anmeldere fandt den alt for fræk og gav den på hattepulden, men som vi ved fra en af hans sange, satte han sin hat, som han ville. I dag er det dem, der er til grin. En af mine personlige favoritter er romanen Et bortvendt ansigt (1977) om en midaldrende mands livskrise.

»Man bliver så underligt saglig, når nogen dør,« indledte han et af sine smukkeste og for øvrigt knækprosaiske digte i samlingen Amagerdigte om sin fars død, hvor han i egen bil følger efter rustvognen. Han mente alle de praktiske ting omkring begravelsen og tænkte, at afskeden lå et andet sted, underforstået i mindet om det levende samvær med faderen.

Det er svært at opretholde sagligheden i forbindelse med hans egen død. Her taler følelserne igennem. Ære være Klaus Rifbjergs minde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu