Læsetid: 4 min.

Min ungdoms helt

Klaus Rifbjerg betragtede selv sine romaner som et sammenhængende værk, hvor brændstoffet var at være i uophørlig produktion og for hver bog at føje nye facetter til. I virkeligheden var det en livsstil
Klaus Rifbjerg betragtede selv sine romaner som et sammenhængende værk, hvor brændstoffet var at være i uophørlig produktion og for hver bog at føje nye facetter til. I virkeligheden var det en livsstil

Claus Bjørn Larsen

7. april 2015

Jeg har altid tænkt, at når Klaus Rifbjerg døde, ville hele Norden skælve, fordi der kun fødes få af hans slags i et århundrede. Det er nok så meget sagt, men stille er det ikke gået af i de skandinaviske medier, og selvom andre som Johannes V. Jensen og Karen Blixen er nået længere ud til alverden, så står Klaus Rifbjergs forfatterskab ret op som en skarpskåret klippeblok midt i det nordiske landskab. Såvel som hans personlighed.

Selv stiftede jeg som ung gymnasiast bekendtskab med hans første bøger, som rummede en friskhed og et drive, som førte litteraturen durk op i nutiden. Væk fejedes al den overdrevne højtidelighed, som havde præget hans forgængere. Han skrev om gummiskoenes lyde i håndbold, om madpakkernes duft i klasselokalet, om at gå på værtshus og at være smerteligt teenager-forelsket.

Det gik rent ind som en vidunderlig fornyelse af både poesien og prosaen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu