Værtshusbøllen, der blev til verdens smukkeste mand

»Det er kærlighed, der driver værket, selvfølgelig.«

Christian Braad Thomsen ser ud i luften og synes nærmest lidt overrasket over den indlysende sandhed i sit udsagn. Så vender han sig mod mig og gentager sig selv: »Det er det. Kærlighed driver værket.«

Han sender mig et fast blik.

»Det er jo ikke sådan, jeg er kendt i offentligheden. Offentligheden kender ikke de ting, jeg laver af kærlighed. Men det er det afgørende for mig. Man kender mig som en sur læserbrevsskribent og kronikskribent, der altid er fuldstændig hysterisk rasende. De ved jo ikke, hvilket kærligt gemyt der gemmer sig bag mit hårde ydre.«

Han smiler skælmsk.

»Det er jo kærligheden, der kommer frem i alt, hvad jeg laver, både spillefilm, dokumentarfilm, bøger og filmimport.«

Vi sidder i den 74-årige forfatter og filmmands lille køkken i en baggård i det indre København. Der er for rodet i resten af lejligheden til, at vi kan være andre steder, forklarer Braad Thomsen. Han er samler og ved at løbe tør for plads. I køkkenet er vi da også omgivet af hylder med bøger og film på dvd og noget så gammeldags som videobånd.

På væggen hænger en plakat for Marilyn Mazur – Queen of Percussion, en dokumentarfilm om percussionisten Marilyn Mazur, som han lavede for snart 10 år siden. Det var også en film, der blev til af kærlighed til et menneskes kunst. Grunden til, at vi mødes nu, er, at instruktøren er aktuel med et nyt filmprojekt: Fassbinder – at elske uden at kræve. En intim, spændende dokumentarfilm om et af Braad Thomsens store idoler og dertil gode ven, den tyske film- og teaterinstruktør og skuespiller Rainer Werner Fassbinder, der døde i 1982 blot 37 år.

Et trøstens ord

Christian Braad Thomsen har lavet Fassbinder – at elske uden at kræve for at finde ud af, hvad kærlighed er. Det er dog ikke lykkedes, siger han, og det tror han i øvrigt aldrig, at nogen finder ud af.

»Men for mig har det i alle årene været en meget stor gåde, hvorfor jeg elskede Fassbinder så højt, også personligt. Jeg er det mindst bøssede, man nogensinde kommer ud for. Det er et af de punkter, hvor jeg er uenig med Sigmund Freud. Han siger, at alle mennesker i hvert fald er født biseksuelle. Det tror jeg ikke engang på. Jeg er ikke. Og alligevel er der ikke mange, jeg elskede så højt, som jeg elskede Fassbinder, og jeg har aldrig forstået hvorfor. Jeg kom til at forstå det lidt, da jeg lavede filmen, men også kun lidt.«

Vi vender senere tilbage til, hvad det lidt er, den danske filminstruktør har forstået. Først historien om venskabet mellem Braad Thomsen og Fassbinder, der om noget var et modsætningsfyldt og komplekst menneske, om hvem, man så snart, man havde sagt ét, også var nødt til at sige det modsatte.

Et trøstens ord

Christian Braad Thomsen mødte første gang Fassbinder på filmfestivalen i Berlin i 1969, hvor den blot 24-årige tyske instruktør fra München præsenterede sin debutspillefilm, Kærlighed er koldere end død, og blev buhet ud af publikum. Den fem år ældre Braad Thomsen, der lige var blevet færdig på Den Danske Filmskole, syntes, at filmen var fantastisk, og ved det efterfølgende pressemøde gik han hen til tyskeren og fortalte ham det.

Det er jo ikke sådan, jeg er kendt i offentligheden. Offentligheden kender ikke de ting, jeg laver af kærlighed. Men det er det afgørende for mig. Man kender mig som en sur læserbrevsskribent og kronikskribent, der altid er fuldstændig hysterisk rasende. De ved jo ikke, hvilket kærligt gemyt der gemmer sig bag mit hårde ydre.

Christian Braad Thomsen

»Jeg tænker jo, at en 24-årig knægt har brug for et trøstens ord. Og han er så totalt ligeglad. Det rager ham ikke, hverken publikums buhen eller min ros. Han vidste nøje, hvad hans film var værd. Det havde han sgu ikke brug for nogen andre til at fortælle.«

Venner blev de to altså ikke med det samme. Men Braad Thomsen holdt ved og dukkede op, hver gang Fassbinder havde premiere på en ny film og fortalte ham, hvor god den var. Det lagde den tyske filmskaber efterhånden mærke til – han var meget produktiv – og så blev de venner.

»Det var et afstandsvenskab. Jeg så ham to-tre gange om året, og det var for lidt, men det var vilkårene, når man bor i hvert sit land. Samtidig var det måske også nok, fordi med sådan et afstandsforhold blev vi aldrig uvenner, som Fassbinder blev med alle dem, der var tættere på ham. Dem, han arbejdede sammen med og så året rundt. Det endte altid i eksplosioner, og så blev de gode venner igen, med mindre de begik selvmord, hvad et par stykker af dem gjorde. De kriser var jeg gudskelov forskånet for, og så mødte jeg ham altid, når han var i gang med at lave film eller teater. Jeg fulgte ham konsekvent, når han lavede film og en enkelt gang, da han lavede teater også.«

Kaotisk liv

Rainer Werner Fassbinder havde en sjælden arbejdsmoral og disciplin og instruerede mere end 40 spillefilm, tv-film og tv-serier fra debutåret 1969 til sin død i 1982. Hvor den disciplin kom fra, er noget af det, Christian Braad Thomsen beskæftiger sig med i sin film, og som vi snakker om, da vi sidder over for hinanden i det lille køkken i København.

»Når man tænker på den barndom, han havde, uden en far og på et tidspunkt også uden en mor ... Fra han var en otte-ni år, og indtil han begyndte at lave teater, levede han faktisk på gaden, noget af tiden som trækkerdreng, hvad jeg ikke kommer ind på i filmen. Det kaotiske liv fortsatte også, da han blev voksen og begyndte at lave film – om aftenen og natten var alt skænderier og slagsmål, om dagen lavede han film,« fortæller Braad Thomsen.

Det var en markant personlighedsforvandling, Fassbinder undergik fra de vilde nætter på værtshusene til filmoptagelserne dagen efter, hvor han var fokuseret og koncentreret.

»Når man skiltes om natten, lignede han jo jeg-ved-ikke-hvad. Men næste morgen, når han arbejdede med skuespillere og lys og kamera, blev værtshusbøllen altså til verdens smukkeste mand. Det var en rystende personlighedsforvandling, der skete.«

Braad Thomsen sammenligner det med den forvandling, forfatteren Thorkild Bjørnvig fortalte om, da instruktøren interviewede ham til sin film om Karen Blixen, Karen Blixen – storyteller (1995). Når Blixen var vred på Bjørnvig, lignede hun en 90-årig furie. Når hun var god og kærlig, en 18-årig skønhed.

»Det handler jo om noget meget positivt, nemlig at ligegyldig, hvordan Vorherre har skaltet og valtet med vores udseende, så bliver vi smukkere i arbejde og kærlighed, end vi ellers er,« siger Braad Thomsen.

Genopfandt filmsproget

Men hvad var det, han kunne som filmmager, Rainer Werner Fassbinder? Hvad var det, Christian Braad Thomsen faldt for dengang i 1969, og som fik ham til at holde ved, selv om tyskeren til at begynde med var så afvisende? Og hvad var det, som fik ham selv til i 1970’erne at importere Fassbinders film til Danmark, fordi ingen andre ville.

»Han genopfandt filmkunsten i en tid, dvs. i slutningen af 1960’erne, hvor den var ekstremt korrumperet og klichéfyldt og ligegyldig, og hvor Godard havde ført filmen ud til dens absolutte nulpunkt med en film, der ender i sorte billeder,« siger Braad Thomsen.

»Da startede Fassbinder fuldstændig forfra og opdagede, hvad et billede er, og når han havde fundet et billede, lod han det stå i tre-fire minutter, før han klippede. Så oplevede vi også hvert et klip. Og når de endelig sagde noget i en film, hvor der ikke siges ret meget, opdagede vi også, ’gud, de kan også snakke’. På den måde genopfandt han filmsproget, mener jeg, from scratch.«

Efterhånden blev Rainer Werner Fassbinders minimalistiske stil mere farverig, og det skyldtes ikke mindst hans forkærlighed for klassiske Hollywood-film, især melodramamesteren Douglas Sirk, der også var tysker og hed Detlef Sierck, inden han slog sig ned i USA.

»Fassbinder siger det også i min film,« siger Christian Braad Thomsen. »Det eneste, han tog alvorligt, hvad film angår, var Hollywood. Det var hans barndoms Hollywood, Hollywood fra 1940’erne og 1950’erne. Europæiske kunstfilm – han vrængede af dem. Han tog slet ikke sådan noget alvorligt, og det var det eneste, vi andre tog alvorligt i begyndelsen af 1970’erne. Men europæiske kunstfilm var ligegyldige for ham, fordi de har ikke noget publikum – sagde han på et tidspunkt, hvor han havde et langt mindre publikum end en hvilken som helst europæisk kunstfilm.«

Fassbinder satte ikke sit lys under en skæppe – hvilket han bestemt heller ikke havde grund til – og han spøgte aldrig, siger Braad Thomsen.

»I løbet af få år, især på grund af hans kærlighed til og venskab med Douglas Sirk, lykkedes det ham jo at forene avantgardefilmens strenghed med Sirks generøsitet. Fassbinder siger jo i starten, at ’jeg vil lave Hollywood-film i München,’ og det er der ikke rigtig nogen, der tror på. Men det gør han jo uden samtidig at gå på kompromis med sine strenge kvalitetskrav, og det, synes jeg nok, er hans største gevinst. At han vitterlig laver tyske Hollywood-film, men kompromisløse. Det siger han også noget om i filmen: ’Det er min drøm at lave film, der er så vidunderlige og farvestrålende som Hollywood-film, men ikke helt så forløjede.’«

Tysklands historieskriver

I det hele taget var Rainer Werner Fassbinder en vidunderligt sammensat skikkelse, hvilket man i høj grad får understreget i Christian Braad Thomsens film, der havde verdenspremiere tidligere i år på filmfestivalen i Berlin og som ganske opsigtsvækkende ikke er støttet med en krone af Det Danske Filminstitut. Instruktøren har finansieret det hele selv og forladt sig på gode venners velvilje.

Nye interview med nogle af Fassbinders nærmeste samarbejdspartnere og skuespillere blandes med gamle interview med Fassbinder selv, de fleste af dem lavet af Braad Thomsen. Og det hele bindes sammen af den danske instruktørs stemme, som på lydsporet fortæller historien om sin vens liv og karriere.

»Margit Carstensen, måske hans yndlingsskuespiller, siger på nogle lydoptagelser, jeg har med hende, det mest præcise, der kan siges om Fassbinder: ’Han var altid præcis, som han var. Så generøs eller modbydelig eller åndssvag eller klog eller smuk eller grim, som han var i lige netop dette øjeblik. Han var ikke i stand til at spille komedie.’«

Spørgsmålet er, om den ærlighed eller mangel på forstillelse betyder, at man kan sætte lighedstegn mellem Fassbinder og hans værk; om han krængede sin sjæl ud i sine film.

»Han siger selv som en delforklaring på, at han nogle gange lavede op til fem spillefilm om året, at ’når jeg har oplevet noget, er jeg også nødt til at bearbejde det på film for virkelig at have fornemmelsen af, at jeg har oplevet det’,« siger Braad Thomsen.

»Det kan man synes, er en meget privat måde at lave film på, men det er det samtidig ikke. Jeg mener, at Fassbinder er Tysklands visuelle historieskriver i det 20. århundrede. Han starter med Weimar-republikkens sammenbrud i tv-serien Berlin Alexanderplatz og tv-filmen Bolwieser. Han tager fat i det tyske Wirtschaftswunder, hvad kalder man det, industrimiraklet, og det er jo der, hans hjerte ligger, fordi det er hans egen barndom i 1950’erne. Så kommer han omkring 60’er-oprøret, kvindebevægelsen, terrorismen. Nazitiden går han let henover, men han havde planer om at lave film om den også, men det når han ikke, inden han dør.«

Totalt sammenbrud

Det var et stort tab for Christian Braad Thomsen og alle andre i Rainer Werner Fassbinders omgangskreds, da den tyske filminstruktør pludseligt døde i 1982. Danskeren fik udgivet en af de betydeligste bøger om Fassbinder i 1991 og har siden vennens død gerne villet lave en film om ham. Han har bare ikke kunnet få sig selv til det.

»Det kan undre mig, at jeg har været 33 år om at lave filmen. Det forstår jeg faktisk ikke,« siger Braad Thomsen.

Men nu hvor han så endelig er blevet færdig med filmen om Fassbinder, har det så været en art terapeutisk oplevelse for ham?

»Det kan godt være, at jeg har troet, den ville have en terapeutisk funktion. Men det har den ikke haft. Jeg kan stadigvæk begynde at tude, når jeg står på en talerstol og snakker om Fassbinder. Under filmfestivalen i Berlin var det jo et totalt sammenbrud, når jeg skulle diskutere filmen med publikum. Det hang selvfølgelig også sammen med, at jeg mødte ham første gang i Berlin.«

Tabet af et barn

Og det bringer os tilbage til det med kærligheden. For hvad er det, Christian Braad Thomsen har fundet ud af undervejs i arbejdet med Fassbinder – at elske uden at kræve? I mange år mente han, at Fassbinder havde været en faderskikkelse for ham. Sådan omtaler alle instruktørens nærmeste ham også.

»Jeg glemmer aldrig, da jeg til begravelsen i München mødte Harry Bär, der var Fassbinders nærmeste skuespiller og produktionsmedarbejder. Jeg misforstod fuldstændig, hvad Harry sagde til mig. Han sagde: ’Nå, nu har jeg også mistet min far’. Og jeg sagde: ’Er din far også død?’ ’Nej. Rainer,’ sagde han. ’Nå ja, selvfølgelig’. I den forstand var Fassbinder en faderskikkelse for alle.«

Braad Thomsen har dog med tiden fået en anden tanke, nemlig at Fassbinder også var deres alle sammens barn.

»Jeg gør jo en del ud af Fassbinders barndom i filmen, og jeg gør også noget ud af, at han bliver ved med at være et barn. Selv om han samtidig er den mest voksne af os alle, så bevarer han en barnlighed i sig som et legebarn, og det er muligvis grunden til, at nogle af os aldrig kommer os over hans død. Vi kommer os aldrig over et barns død. Et barn elsker vi betingelsesløst. Netop det, at han altid var præcis den, han var, dvs. så åndssvag og så klog og hysterisk, er også en barnlig kvalitet. Det er det, vi elsker hos vores børn. Det er sådan, vores børn er, indtil de bliver dresseret af børnehave og skole, så mister de det, vi egentlig startede med at elske hos dem. Fassbinder mistede det ikke. Grænseløsheden og den totale ærlighed og nøgenhed.«

’Fassbinder – at elske uden at kræve’ havde premiere i går og kan blandt andet ses i Grand Teatret i København og Biffen i Aalborg og i de kommende dage også i Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense. I juni måned viser Cinemateket i København en håndfuld af Rainer Werner Fassbinders film.