Læsetid: 8 min.

Afrikansk kunst – made in China

Det skulle have været Afrikas år ved den netop åbnede kunstbiennale i Venedig med et rekordstort antal kunstnere fra kontinentet udvalgt af den første afrikanske kurator for hovedudstillingen. Men hvorfor er seks ud af otte kunstnere ved den kenyanske pavillon så kinesere, spurgte de kenyanske kunstnere. Nu har landet trukket sig fra verden største kunstbegivenhed. Tilbage står spørgsmålet: Hvem definerer, hvad afrikansk kunst er?
Den bramfrie og meget politiske kenyanske kunstner Michael Soi er mest kendt for en serie malerier med titlen ’China Loves Africa’, hvor blandt andre kinesiske mænd drikker Afrikas råolie med sugerør, og hvor afrikanske kvinder har hænderne langt nede i kinesiske mænds underbukser. Maleri: Michael Soi
8. maj 2015

»Otte karikerede kinesere stikker hovedet ud bag et skilt med teksten »Venedig Biennalen, den kenyanske pavillon 2015«. I hånden bærer den ene et kinesisk flag med et lille Masai-skjold under de gule stjerner.

Manden bag det aktivistiske maleri er den kenyanske kunstner Michael Soi.

Han gav det titlen »Skammen i Venedig« og lagde det op på Facebook ledsaget af kommentaren: »For dem, der ikke ved det, så har Kenya en masse moderne kunstnere, som kan repræsentere Kenya.«

Soi har været en af de mest markante stemmer i protesten mod den meget lidt kenyanske pavillon med navnet »Creating Identities«, der skulle have repræsenteret landet ved den netop åbnede kunst-biennale i Venedig. Ikke en eneste samtidskunstner, der har hjemme i Kenya var nemlig inviteret.

Derimod var seks ud af otte inviterede kunstnere kinesere. Det skabte massiv vrede i det kenyanske kunstmiljø. Kunstneren Wambui Kamiru beskrev sine følelser, da han så deltagerlisten således: »Det var, som om nogen var trådt ind i mit inderste rum og havde bestemt, at jeg ikke eksisterede som kenyansk kunstner.«

Protesterne voksede i styrke, og den 23. april tog den kenyanske regering konsekvensen og trak det kenyanske bidrag tilbage. Det var nemlig blevet en beskidt sag, der handlede om meget mere end kunst. Det handlede om national identitet, nykolonialisme, nepotisme, politisk uformåenhed og ... Kina.

Skandalen gentager sig

De kinesiske kunstnere, der skulle have udstillet i pavillonen var blandt andre Li Gang, Shi Jinsong, og Qin Feng, som kritikerne hævder aldrig har sat sine fødder i Kenya og på ingen måde beskæftiger sig med Kenya i deres kunst. De resterende to var henholdsvis en italiener, Armando Tanzini, bosat i Kenya og en kenyansk diasporakunster, Yvonne Amolo, bosat i Schweiz.

Og kuratorerne for den kenyanske pavillon? Italienske Paola Poponi og Sandro Orlandi Stagl. De udvalgte også værkerne til Kenyas pavillon i 2013, hvilket resulterede i, at kun to ud af 12 deltagende kunstnere var født i Kenya. Majoriteten havde også det år kinesiske rødder. Dengang lagde, Wenny Teo, kurator og professor i moderne asiatisk kunst, ikke fingre imellem, da hun beskyldte kuratorerne for at repræsentere »en skræmmende manifestering af en kolonisme, vulgært præsenteret som multikulturalisme«. Som hun skrev i ’The Art Newspaper’: » Kina er en hovedinvestor i Kenya, og det mest interessante, der mod hensigten er kommet ud af denne kyniske hyldest til kinesisk kunst, er et mere anspændt forhold mellem disse to lande. På kuratorsiden er udstillingen et eksempel på nutidig orientalisme, og dens overfladiske inddragelse af to kenyanske kunstnere er primitivisme i sin værste form,« skrev Wenny Teo og afsluttede med en lille anbefaling: »Bør undgås som pesten.«

Den kenyanske forfatter Binyavanga Wainaina, der denne gang har været en af de mest kritiske stemmer i debatten, husker også, at »det, der skete for to år siden, var en parodi, der langtfra kunne undskyldes. At det sker endnu en gang – uden en kommentar fra regeringen – er en farce.«

At vreden over den kenyanske pavillon er ekstra stor i år kan skyldes skuffede forventninger. Der var nemlig lagt op til et opgør med den eurocentrisme, som biennalen har været beskyldt for. Det skulle ske ved blandt andet at udnævne den første afrikanske kurator nogensinde, nemlig nigerianske Okwui Enwezor. Han skulle udvælge værker til den store fællesudstilling, hvilket har resulteret i at hele 36 afrikanske kunstnere bliver udstillet. Og også i ord blev der varslet nye tider. Enwezor tilskriver den stigende interesse for afrikansk kunst en generel tendens i tiden, hvor den vestlige kunsts dominans er udfordret: »Vi er nået til en æra med ’post-Westernism’,« lød hans diagnose.

Kineserne

Det er ikke første gang, at Michael Soi bruger sin kunst som kritisk kommentar. Han er kendt for sine bramfrie og meget politiske malerier med motiver som solskoldede, hvide mænd, der tager letpåklædte prostituerede på brysterne i Kenyas natteliv, og fedladne, kenyanske politikere, portrætteret som svin. Mest kendt er hans serie malerier under titlen »China Loves Africa«, hvor blandt andre kinesiske mænd drikker Afrikas råolie med sugerør, og hvor afrikanske kvinder har hænderne langt nede i kinesiske mænds underbukser. Motiverne spiller ind i en løbende debat om, hvordan de afrikanske lande, skal håndtere Kinas interesse for Afrika.

Antallet af kinesiske immigranter, som arbejder i Østafrika, er for eksempel steget markant i forbindelse med kinesiske investeringer. Og infrastrukturprojekter, som for eksempel det stort anlagte jernbaneprojekt, der strækker sig fra Mombasa til Kigali er en anden udfordring. Kenyanere klager over, at de kinesiske investeringer skaber for få job til kenyanerne, og at kvaliteten af blandt andet byggeprojekterne er for ringe. Sager som den om den kinesiske restaurant i Nairobi, der forbød adgang for ’sorte’ gæster efter kl. 17, har ikke gjort forholdet til kineserne bedre.

Svar på kritik

Den kritiske gruppe bestående af blandt andet Soi og Wainaina skrev til biennalens ledelse for at klage over Kenyas bidrag og processen bag. Derefter inviterede de Hassan Wario, Kenyas kabinetsekretær til et møde den 20. marts i Nairobi. Men Wario dukkede ikke op. Den italienske kunstagent Paola Poponi – som i øvrigt aldrig har besøgt Kenya – ville dog gerne svare på kritikken.

I en e-mail til det amerikanske nyhedssite National Public Radio (NPR) forsvarede hun valget af kunstnere med henvisning til, at det afspejlede temaet for biennalen i 2015: »All the World’s Futures«. Hun mente, at det kan være nyttigt for Kenya at stifte bekendskab med kunst fra en anden del af verden, når landet skal skabe sin egen kunstneriske identitet, fordi »kunst ikke bør begrænses af geografi«, som hun formulerede det.

Det svar blev mødt med endnu flere spørgsmål fra den voksende gruppe af kritikere: Hvordan skal moderne kenyanske kunstnere kunne møde andre kunstnere og blive en del af den internationale kunstdagsorden, hvis de ikke inviteres med til en så prestigefyldt begivenhed som biennalen?

Biennalen skrev tilbage, at man anså sagen for at være et internt kenyansk anliggende. Kulturministeriet i Kenya var stadig tavst.

Ikke Venedigs sag

Men hvem skal egentlig bestemme, hvad afrikansk kunst er? På bloggen »Africa Is A Country« skrev den kenyanske kunstner Phoebe Boswell, der er bosat i London, en artikel om debatten i Kenya, hvori hun problematiserede den til tider meget nationalistiske tone, der har præget kritikken.

Ifølge Boswell skal man ikke kun invitere ’kenyanske kunstnere’ – forstået som født og opvokset og stadig residerende i Kenya – til at deltage i den kenyanske pavillon. De ansvarlige skal derimod bevidst vælge, hvad det er for en stemme, som landet vil have i en globaliseret verden – uden at skele til nationalitet: »Kunstnere tænker ikke nødvendigvis i nationale termer. Venedig er på en måde som OL, men det er ikke OL. Nationalistiske argumenter hører ikke til i denne kontekst.«

Hun mener ikke, at det er i den afrikanske kunstscenes interesse, at Venedig blander sig i udstillingerne på de nationale pavilloner. »Kunstverdenen vil gerne kunne markedsføre effektivt og vil derfor naturligvis gerne kunne kategorisere. Derfor skabes kategorier som ’afrikansk kunst’, ’sort kunst’, ’queer kunst’ og ’outsider-kunst’, hvilket grupperer meget forskellige kunstnere på en forenklet og tilbageskuende måde,« forklarer Boswell i en e-mail. ’Rigtig’ og ’forkert’ afrikansk kunst? Det slagsmål om definitioner må tages i de enkelte lande, mener hun.

»De nationale pavilloner i Venedig giver et land mulighed for at hylde sine egne nuancer på en global scene. Det er ikke Venedig, der skal styre de kreative inputs til de individuelle pavilloner,« siger hun, men understreger, at kunstnere er afhængige af kulturministerier og de kuratorer, som regeringerne udpeger.

Så hvordan ser det kulturpolitiske landskab i Kenya så ud?

Vækst og kunst

Mange afrikanske lande oplever kolossal økonomisk vækst; det gælderblandt andre Kenya, hvor den voksende middelklasse har et støt stigende forbrug. I nabolandene Tanzania og Uganda forventes en tilsvarende udvikling som følge af planlagt olie- og gasudvinding. Kendetegnende for de voksende økonomier er det, at landenes regeringer ikke kun formulerer landbrugs- eller finanspolitikker, men også udvikler en kulturpolitik – ikke kun den nationale, men også den grænseoverskridende. Nyt er det nemlig, at kunstnere fra Afrika også indtager internationale museer, og at der formidles kunst, litteratur og musik til nye målgrupper. Og deltagelse i biennalen har stor betydning for den enkelte kunstner, men også for kunstscenen som hele.

Mange lande i Afrika har vedtagne kulturpolitikker, der skal understøtte den udvikling, og det gælder også Kenya, men spørgsmålet er, om de så faktisk også understøtter kulturlivet. På bloggen »The Alternative Writer« beskylder den kenyanske kunstner Ogonga Thom Kenyas nuværende kulturpolitik for at være voldsomt utidssvarende. Han skriver, at den bygger på et dokument fra 2009, som »er et copy-paste af en UNESCO-skabelon«, og derfor ikke forholder sig til, hvad kenyanerne ønsker, og hvad der er kulturlivets særegenhed, og hvordan man kan understøtte den. Ogonga Thom taler på vegne af mange kenyanske kunstnere, når han skriver: »Det er på tide, at regeringen gør folk oprigtigt interesserede og selvsikre nok til at ville deltage i denne proces.«

Sydafrikansk protest

Og selvtilliden er tydeligvis voksende. For kenyanerne er ikke ene om deres utilfredshed med deres lands bidrag til biennalen. I 2011 og 2013 var der tilsvarende kritiske overskrifter i Sydafrika. Kritikken gik dengang på nepotisme, fordi kuratoren, en i Johannesburg hjemmehørende galleriejer, kun valgte egne kunstnere, samt at der manglede synlighed omkring kontrakten mellem kurator og regering. Kritikken medførte, at debatten endte i parlamentet.

Ved dette års biennale har sydafrikanske kunstnere igen været ude med riven, men denne gang har kritikerne samlet sig i en selvbestaltet kunstnergruppe og arrangeret en uafhængig udstilling i Venedig sideløbende med den officielle pavillon.

Roelof van Wyk, en af initiativtagerne til den uafhængige pavillion, mener, at Sydafrika forbigår de nye kunstneriske talenter, fordi det kommercielt gangbare vinder, når afrikansk kunst skal fremvises på verdenscenerne: »Performance og skærmbaseret kunst som for eksempel film, video og digital kunst er nok de mindst kommercielle kunstformer. De er svære at sælge som produkter i den sydafrikanske kunstverden, som er domineret af handel med kunst, der kan hænge på en væg eller stå på et gulv.«

I år har kritikken haft effekt. Pavillonen er ikke længere under kenyansk flag. Vil man se afrikansk samtidskunst, må man altså vente til 2017. Den kenyanske regering har nemlig lovet, at Kenya til den tid stiller med en pavilion, der faktisk repræsenterer Kenya.

Som den kenyanske kabinetssekretær Hassan Wario Arero udtaler, vil man i fremtiden sikre, at der ikke kommer »den form for repræsentation af kenyansk kunst«.

Vil man gerne se, hvad kuratorerne mener med »creating identeties« i et krydsfelt mellem Kenya, Italien og Kina kan udstillingen ses på øen San Servolo – dog hverken under Kenyas farver eller biennalens blåstemplende logo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu