Som funktionel forældreløs har Pippi flere forældre end de fleste. Velmenende voksne, der faktisk siden den første Pippi Langstrømpe-bog udkom i 1945, har ment, at netop de ved, hvad hun er for én. De har regnet den mest uforudsigelige lille unge ud. Den 21. maj fejrer hele verden Pippilotta Viktualia Rullegardina Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpes 70 års fødselsdag, men hun er evigt ung. Ikke kun fordi hun messede: »Fine, lille krummelur, jeg vil aldrig blive stur« og slugte pillen, men fordi hun bliver ved med at levere levesætninger til nye tendenser.
For et par år siden beskrev vi her i avisen, hvordan forfatter Tine Bruun havde undersøgt Pippi som en queer snegl i sit speciale. Pippis brud med kønsstereotypien og opgør med mandlige magtpersoner havde allerede gjort hende til feministernes forbillede. I Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi Denne dag, et liv beskrives det, hvordan billedkunstneren Siri Deckert under en kongelig middag rejste sig op og råbte til Lindgren: »Pippi er den fornemste kvindesagskvinde i vor tid!«
Hård ideologikritik
Men midt i kvindeoprøret var hun ikke kun elsket. Mange mente ikke, at Pippi forholdt sig nok til realiteterne. Antiautoritær måske, men ikke interesseret i at ændre på noget. En individualist. Syntes at vægte frihed tungere end kollektivet. Og smed tilmed om sig med penge. Det var ikke, hvad der var brug for, mente man dengang. Ideologikritikken var hård ved Astrid Lindgrens forfatterskab generelt: Hendes bøger var ikke samfundsorienterede nok. Hendes svar, ligeledes gengivet i Jens Andersens bog, var, at hun da sagtens kunne skrive en bog efter den opskrift. Hun kendte den godt: »Tag 1 stk. fraskilt mor, om muligt blikkenslager, atomfysiker er bestemt også fint, hovedsagen er, at hun ikke ’syr’ eller ’er sød’, bland blikkenslagermoren med to dele spildevand og to dele luftforurening, et par skefulde hungersnød og nogle dele forældreundertrykkelse og lærerterror, læg det hele omhyggeligt lag på lag med et par håndfulde kønsdiskrimination og lidt Vietnam, drys rigeligt med samlejer og narko i, så har du en stærk og god stuvning,« skrev hun i 1970.
Pippi-filosofi
Men at Astrid Lindgren ikke brød sig om at skrive efter opskrift eller at se sine værker blive positioneret som fortaler for den ene eller den anden politik, er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at man ikke som læser må læse det ind i værket, som man gerne vil. Og det bliver vi lystigt ved med.
Pippi bliver brugt i talentudviklingskoncepter og managementudvikling, hvor man citerer hendes gåpåmod og understøttelse af skøre idéer: »Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.« Hendes kropslighed studeres i forskningsartikler, og der er udgivet en hel bog om Pippis filosofi, hvor hun læses gennem blandt andet Sokrates og Nietzsche. (Om det selvopfundne ord ’Spunk’ siger hun: »Det eneste jeg ved er, at det ikke betyder støvsuger«). Folk, der er kritiske over for det stigende antal diagnosebørn, henviser til Pippi og konstaterer tørt, at man sikkert ville medicinere hende i dag. På den anden side bliver hun brugt som et positivt eksempel på den type barn, som den reformerede folkeskole skal kunne inkludere. Og hun bliver omfavnet af nutidens ytringsfrihedsfrontkæmpere, der gør det til en principsag at lade hende sige negerkonge.
Mere et princip end person
Det gode ved Pippi er, at hun virkelig kan være vores allesammens. Men samtidig kan hun aldrig rigtig være nogens. Hun er et princip, mere end en person. Hun er antiautoritær, men ikke revolutionær. Hun er kritikken, men ikke forandringen. Professor i litteraturvidenskab ved Stockholms Universitet Maria Nikolajeva påstår tilmed i bogen Børnebogens Byggeklodser, at hun ikke er den egentlige hovedperson i bøgerne, der bærer hendes navn. Hun er en »katalysator, som igangsætter en forandring«.
Men hvilket princip er hun så? Kunne det være det demokratiske princip, som Astrid Lindgren hele sit liv var fortaler for? Et princip, som hun mente, børn havde ret til at være en del af. Da hun modtog de tyske boghandleres fredspris i 1978, talte hun om, at verdensfreden starter med en demokratisering af familien og et opgør med hjemmets tyranni. Og med vold mod børn. Hun opfordrede til at begynde at respektere børn som mennesker i deres egen ret.
Pippi antager bare, at det er sådan. Hun kræver ikke respekt, men forventer, at den allerede er der. At hendes ord er interessante. At hendes eksistens er relevant. At hun har lige så meget ret til at blive set og hørt som alle andre. Lige meget hvad hun siger. Til Fru Settergrens formaning om at »Børn skal ses, men ikke høres«, siger hun: »Folk har vel både øjne og ører, håber jeg. Og selv om jeg jo er en fryd for øjet, så har ørerne minsandten også godt af lidt motion. Men der er åbenbart nogen, der tror, at man kun har fået ørerne til at vrikke med.« Selv Fru Settergren kommer til sidst til den konklusion, at selv om Pippi måske ikke altid opfører sig særligt velopdragent, så har hun altid passet godt på Tommy og Annika, og hun tør overlade dem i hendes varetægt. Hun har altså mere tillid til hende end til sine egne børn, der ellers sjældent gør andet end det, de får besked på. Hun viser Pippi respekt og tillid, fordi Pippi ikke forventer andet.
Det samme gælder resten af de voksne i den lille by, efterhånden som de møder Pippi og hendes insisteren på at blive hørt og set. Og det skal jeg love for, at hun er blevet i de seneste 70 år. På den måde kan man sige, at Pippi har sat en forandring i gang af de helt store. Tænk, at så mange voksne tager et barn så alvorligt. Det var det eneste, hun ville: For hende er det nok at være barn. Som hun siger, da hun sluger krummelurpillen: »Nu slipper man for at blive stor og få ligtorne og anden elendighed.«
