Læsetid: 5 min.

’Anerkend musikvideoen som kunstværk’

Musikvideoen er det mest eksperimenterende og nyskabende laboratorium for dansk filmkunst lige nu, lyder det flerstemmigt fra vækstlaget i den danske filmbranche. Men kunstnerne føler ikke, deres arbejde anerkendes i kulturmiljøet. Bør musikvideoen få sin egen kategori til Robert-prisuddelingen?
Still fra videoen til »Another world« af Worn Out Sun og lavet af Bite Films.

Still fra videoen til »Another world« af Worn Out Sun og lavet af Bite Films.

22. maj 2015

Sølvklædte astronauter inspicerer måneterrænet på den fremmede planet. Musikken suser over den ensomme steppe og bøjer skingert af på de enorme stenstøtter, mens de fremmede vandrer mod deres mål: En gigantisk hund, der sidder roligt som Sfinksen i Giza. Med en hvid gas skrumpes hunden ned til normalstørrelse og føres tilbage op i rumskibet. Missionen er fuldført.

Scenerne glider over astralsfæren til rumpopgruppen Ice Cream Cathedrals knap ni minutter lange sang »The Swans«.

SE OGSÅ: Fem danske musikvideoer du skal se

Værket er på én gang både kortfilm og musikvideo – og netop derfor bliver den ikke taget alvorligt som kunstværk, men alene som et kommercielt produkt, mener instruktør Carl Marott.

»Jeg oplever ikke den der: ’Neeej, Carl har lavet en ny film’-opmærksomhed, når jeg sender en musikvideo ud. Det bliver ikke set som et auteurformat på linje med kortfilmen, og det er en skam, for musikvideoen er et af de visuelt mest eksperimenterende filmformater, der findes lige nu,« fortæller Carl Marott.

Han blev i 2011 udråbt som et af Danmarks største instruktørtalenter og fik sin kortfilm Oasen nomineret til en Student Academy Award – den såkaldte mini-Oscar for filmskolefilm verden over.

Marott laver i dag både kort- og langfilm, men han ser den narrative musikvideo som det moderne filmsprogs svar på forfatterens essay. En »eksperimenterende legeplads«, hvor der er plads til at bryde med filmdramaturgiens klassiske konventioner og tænke nyt.

»Den narrative musikvideo har en umiddelbar energi og friskhed, den er en renere og mere upåvirket instruktørstemme i en filmbranche, der ellers kan være dikteret af utallige konsulenters meninger og smag. Derfor fortjener den også større anerkendelse i både filmbranchen og kunstverdenen generelt,« mener han.

Carl Marotts oplevelse bliver mødt med anerkendende nik fra en række af Danmarks mest talentfulde filminstruktører, Information har talt med. Ian Isak, Jeppe Kolstrup, Michael Panduro, Katrine Brocks, Rachel Elizabeth Sitanala, Kerren Lumer-Klabbers og Ogi Curcic mener alle lige som Carl Marott, at den moderne narrative musikvideo kan være kunst på højde med kortfilm. Derfor bør den også anerkendes som sådan, lyder opfordringen fra musikfilmskaberne til film- og musikbranchen.

Kunstnerisk ursuppe

Historisk set har musikvideoen altid befundet sig i et spændingsfelt mellem det kunstneriske og det kommercielle; promoveringen af band, brand og Beats by Dre sat over for den audiovisuelle fortælling. Når sammensmeltningen virker, kan den anerkendes som et flermedialt kunstværk – se bare på MoMa i New York, der i disse dage udstiller en samling af Björks bedste musikvideoer. Den islandske sangerinde er dog undtagelsen i et marked, hvor de store kommercielle artister kun sjældent giver plads til det kunstneriske. Men kreativiteten trives på nettet, hvor YouTube-revolutionen og billigt kameraudstyr har gjort det muligt for ethvert band at lave sin egen musikvideo. Men hvor de store kommercielle artister kun sjældent har givet plads til kunsten, har YouTube-revolutionen og billigt kameraudstyr gjort det muligt for ethvert band at lave sin egen musikvideo. I den digitale ursuppe vrimler det med unge instruktører – flere af dem fra Filmskolen – som laver musikvideoer ved siden af andre filmprojekter.

Konkret foreslår de otte instruktører, at den narrative musikvideo får sin egen kategori til en af de store danske film- eller musikprisuddelinger, såsom Robert eller Steppeulven.

I dag uddeler Dansk Film Akademi 28 forskellige priser til Robert-prisfesten, hvor der for eksempel er særskilte kategorier for børne- og familiefilm, årets sang, årets korte dokumentarfilm eller årets kortfilm. Derfor er der også plads til en, der anerkender musikvideoen, mener instruktør Katrine Brocks:

»Jeg synes i høj grad, at musikvideoen fortjener en plads som en selvstændig kunstnerisk genre, fordi den har sit helt eget frie, eksperimenterende sprog, som også er med til at influere og ændre måden, man laver spillefilm rent æstetisk og formmæssigt. Det er en sympatisk tanke,« forklarer hun.

Instruktør Ogi Curcic er enig. Han vandt for nylig publikumsprisen for sin musikvideo til »Fearless« af Tako Lako, da CPH:PIX den 17. april afholdt en sjælden fejring af den narrative musikvideokunst i Danmark med arrangementet ’MUSIC + VIDEO’.

»Som prisuddelingsfest til film er Robert i bund og grund en fejring af den fede audiovisuelle fortælling, og så længe ens musikvideo bibringer en fængende filmisk narrativ eller et spændende audiovisuelt budskab, så kan jeg ikke se, hvorfor den ikke skulle kunne nomineres under en særkategori i stil med ‘Bedste Kortfilm’,« siger Curcic, som dog ikke er helt enig i, at musikvideoen ikke bliver taget alvorligt som kunstværk.

»Rent kommercielt bliver de fede, anderledes musikvideoer ofte taget mere seriøst end de mange fantastiske kortfilm, der bliver lavet hvert år – og de når tit et langt bredere publikum. Jeg vil vædde 100 kroner på, at MIA’s »Born Free«-video er blevet set mere end samme års Oscar-vinder for bedste kortfilm. Ikke at kommerciel succes er det samme som at blive taget ’seriøst’, men det er værd at tage med i betragtning,« mener han.

Prisfest

Siden 1991 har Danish Music Awards tildelt en pris til årets musikvideo, men prisen er lidt af en joke, mener blandt andre Jeppe Kolstrup, der har instrueret musikvideoer for bands som Duné og Vinnie Who.

»Musikbranchen behandler videofilmkategorien som lidt af en trøstepræmie, man giver til et band, der fortjener lidt hæder. Som instruktør har man fornemmelsen af, at det i hvert fald sjældent er de mest innovative videoer, der vinder. De burde tage prisen mere alvorligt for at imødekomme de folk, der knokler røven ud af bukserne – for ingen penge – for at lave de her musikvideoer,« siger Kolstrup. Han håber personligt på, at Foreningen af Danske Musikkritikere vil stifte en musikvideopris til Årets Steppeulv-prisfesten.

I Foreningen af Danske Musikkritikere, der står for at uddele Steppeulven, har fungerende formand Henrik Queitsch sympati for instruktørernes ønske.

»Musikvideoen er en mærkelig stedmoderlig ting, for hører den hjemme i musik- eller filmbranchen? Jeg kender ikke svaret, og det er nok også fordi, den ikke rigtig får opmærksomhed nogen steder. Det er helt forståeligt, at instruktørerne føler sig frustrerede,« forklarer han.

Queitsch mener dog ikke umiddelbart, at en musikvideopris passer ind i Steppeulven-konceptet.

»Jeg vil gerne tage det op til næste generalforsamling efter sommerferien, men vi bedømmer jo alene musiksiden i vores priser. Og i princippet skal en musikvideo jo bedømmes for sine visuelle kvaliteter, selv hvis sangen er elendig. Derfor synes jeg også, at prisen hører mere hjemme som en Robert-pris.«

Instruktørernes forslag om en ny musikvideopris bliver da heller ikke direkte afvist af Jacob Neiiendam, bestyrelsesmedlem i Danmarks Film Akademi, som står for Robert-prisfesten:

»Det er en interessant idé, som jeg gerne vil tage op i bestyrelsen, hvis vi får en officiel henvendelse fra instruktørerne. Men jeg synes, deres baggrund er tættere knyttet til musikbranchen end til Filmakademiet. Vi præmierer ganske vist kortfilm, men ellers fokuserer vi jo mest på spillefilm,« forklarer han og sender dermed bolden tilbage til musiklivet.

Jacob Neiiendam er dog også direktør for CPH:PIX – og med »den anden kasket på« er han helt enig i, at den narrative musikvideo fortjener mere anerkendelse i dansk kulturliv.

»Vi har netop lavet ’MUSIC + VIDEO’-arrangementet i april måned, fordi ingen andre har taget fat om musikvideoen. Det er sindssygt vigtigt at stille skarpt på, for der bliver eksperimenteret så meget på den her scene. Musikvideoinstruktørerne fortjener mere opmærksomhed, end de får i dag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads K
Mads K anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes, at musikvideoen er et fremmedlegeme. Den tager opmærksomheden fra musikken, putter billeder på, som fortolker musikken, men hvad nu, hvis lytteren ville danne nogle andre billeder, fortolke anderledes? Musikken er den primære kunst her, og hvem ville finde sig i, at en klassisk koncert blev opført med en video kørende på bagtæppet? Nej tak, det ville fjerne alle de dejlige indtryk, musikken giver i sig selv.