Dengang man kendte sin plads

Trappen er centralt placeret. Den forbinder husets etager på det konkrete plan, men er alligevel en abstraktion. Tjenestefolkene løber op og ned af trappen, men kan aldrig rigtig nå op for enden.

Chaufføren Tom Branson gør det i den britiske dramaserie Downton Abbey, da han gifter sig med en af husets noble frøkener. Men selv da de fleste både for bunden og for oven af trappen har accepteret det, så kan han ikke selv. Han hører ikke længere til nogen steder. Den serie vi i Danmark kender som Herskab og Tjenestefolk hedder ligefrem Upstairs Downstairs i original titel og har dermed givet navn til en hel genre indenfor tv-drama.

Serien der lagde gaderne øde i Storbritannien i 1970’erne blev for et par år siden videreført af BBC, og man kunne igen følge dramaet på Eaton Place i London. Det samme skete med The Forsyte Saga. BBC’s populære Downton Abbey har startet en ny bølge af Upstairs Downstairs-dramaer, og I Danmark er Matador stadig den mest populære tv-serie nogensinde.

Gunhild Agger er professor ved institut for Kultur og Globale studier på Aalborg Universitet, og hun kalder forklaringen på Upstairs Downstairs-seriernes popularitet meget simpel:

»Historien om et samfund, hvor dine muligheder for at flytte dig både fysisk og standsmæssigt er begrænsede, tiltaler det moderne rodløse menneske. Især Downton Abbey er voldsomt nostalgisk, og romantiserer en tid, hvor man kendte sin plads og ikke hele tiden skulle leve op til forventningen om at udvikle sig. Der er en harmonisk ro over det, som er gået tabt,« siger hun.

Men de fleste ville nok foretrække fiktionens version af det stærke hierarki, påpeger journalist og historiker Dorthe Chakravarty, der netop har udgivet bogen Tjenestepigerne – 100 års historie om stemmeret og ligestilling.

»Man kan slet ikke forestille sig, hvor hårdt det liv var. De puklede fra morgen til aften. Tjenestepigerne blev udsat for grov udnyttelse ikke kun som arbejdskraft, men også seksuelt af herren i huset. Det var helt normalt. Og alt dette skete jo, fordi de sjældent havde noget valg. De havde ingen uddannelse og heller ikke mulighed for at få det. Men på en eller anden måde skulle de jo forsørge deres familie. Men man kendte sin plads, det gjorde man. Det har tv-serierne fået rigtigt fat i.«

Men der er jo alligevel nogen, der flytter sig – også i fiktionen. I danske Matador udvikler få sig så meget som Agnes. Hun går fra at være fjollet stuepige hos Familien Varnæs til at være selvstændig og entreprenant forretningskvinde, der beundres af selv Mads Skjern.

I en central scene begynder Agnes’ kæreste Laurits ’Røde’ Jensen at åbne Agnes’ øjne for, at hun har andre muligheder. Parret har planlagt at gå i biografen, men da Agnes får at vide, at Gudrun, der er pige hos familien Skjern, også skal med, nægter hun. Medlemmerne af Varnæs’ husstand ’mænger’ sig ikke med new money-familien på den anden side af vejen.

Røde spørger undrende hvad det »rager« Agnes, at fruen ikke vil mænge sig med »dem derovre«. Hvad har familien Varnæs overhovedet tilfælles med Agnes og kokken Laura, spørger han.

»Vi bor da i samme hus,« svarer Agnes

»Jamen ikke i samme værelser, vel? I spiser heller ikke ved samme bord, vel? I tjener ikke de samme penge, vel? I går og laver alt det, ingen andre gider at gøre, ikke? Sådan er det også med Gudrun og alle de andre piger. Det er sgu da jer, der skal holde sammen. I har noget til fælles. Noget at snakke om. Noget I kan lave om,« siger Røde.

Ingen solidaritet

Agnes rykker op i samfundet. Skønt hun aldrig vil komme op foroven af trappen hos familien Varnæs. Mads Skjern, der selv har skabt sin egen formue kan beundre hende, men det vil fru Varnæs og hendes arvede stand og rigdom aldrig kunne. I Downton Abbey er der også eksempler på kvinder fra proletariatet, der har ambitioner.

Stuepigen Gwen tager et brevkursus i maskinskrivning og får et job som sekretær, kokkepigen Daisy modtager privat undervisning af en lokal revolutionær skolelærer.

Gunhild Agger bemærker et gennemgående træk ved kvindernes sociale opstigning i tv-serierne: »Det sker alene ved egen hjælp. Agnes er jo ikke solidarisk med sine medsøstre. Det er meget mere individualistisk end kollektivistisk. Det er jo interessant set i lyset af, at vi i år fejrer indførslen af kollektive rettigheder for disse samfundsgrupper. Men skildringen af den kollektive ånd, får vi slet ikke i fiktionen,« siger hun.

Dorthe Chakravarty har bemærket det samme, men det stemmer overens med virkelighedens mønsterbrydere, siger hun. Tjenestepigen Marie Christensen, der stiftede Københavns Tjenestepigeforening i 1899 var selv en undtagelse ligesom Agnes. Hun brugte først senere sin drivkraft til at sikre rettigheder for kollektivet.

»Min bog fortæller ikke historien om en hel flok kvinder, der i fællesskab rejste sig i protest. Det hele afhang i meget høj grad af kvinder, der i første omgang havde kæmpet for sig selv, som Marie Christensen. Man skal huske på, at de arbejdede konstant. Der var simpelthen ikke tid til at gå til møder og organisere sig.«

Gunhild Agger kender tjenestepigernes historie fra sin egen familie. Hendes mor var forfatteren Ragnhild Agger, der selv blev sendt ud at tjene som 13-årig, men siden skrev selvbiografiske romaner om livet som pige i et hus på landet: »Min mor kunne ikke få en realeksamen, fordi familien var fattig. Hun forsøgte siden at lære sig engelsk, men hun måtte opgive, fordi hun ikke havde tiden til det. Det var svært at have overskud til noget som helst andet end arbejde.«

Ragnhild Aggers roman Pladser handler netop om det hierarkiske system og de arbejdsvilkår, der gjorde det nærmest umuligt at flytte sig.

»Det gælder især for kvinder. Det er jo også helt typisk, at Martin Andersen-Nexøs Pelle og Ditte kaldes henholdsvis Erobreren og Menneskebarn. Pelle kan erobre verden i kampen for arbejdernes rettigheder, mens Ditte resignerer og gentager sin mors skæbne og får børn med en mand, der ikke vil vide af hende,« siger Gunhild Agger.

I de populære tv-serier er Agnes, Daisy og Gwen altså undtagelserne, mens reglen er kokkene Laura og Mrs. Patmore, der ikke har anden ambition end at være den bedste kok. Og selv nedenfor trappen er der forskel på folk.

Mrs. Patmore og Daisy spiser ikke sammen med de tjenestefolk, der kommer i herskabets stuer, og selv om Mrs. Patmore har været længere tid i huset end de fleste, har hun aldrig været og vil aldrig blive andet end køkkenarbejder. Men det handler ikke kun om vilje, det handler også om kultur, siger Gunhild Agger: »Tjenestefolkene er ofte fremstillet som meget mere konservative end herskabet.«

Almuekulturen er meget stærkt repræsenteret. Tjenestefolkene accepterer deres skæbne – måske også mere end de gjorde i virkelighedens køkkener. Laura forsøger jo på et tidspunkt at gøre det samme som Agnes. Hun siger op for at blive selvstændig kogekone, men bliver lykkelig, da familien Varnæs gerne vil have hende tilbage. Hun mangler simpelthen det gen, som Agnes har‚ siger hun.

Laura foretrækker at blive hos familien Varnæs, hvor fruen ikke blander sig i hendes arbejde (»Derpå skal man kende en rigtig Frue.«) og ikke spiser gæsterne af med Hollandaise med mel i og sølvfade med kun to tårne under bunden.

Og selv om Fru Varnæs har købt billet til 1. klasse til Laura, da hun tager toget fra København, hvor hun har modtaget en medalje for 25 års tro tjeneste, så sætter hun sig ind på de hårde træbænke længere nede i toget. Da konduktøren gør hende opmærksom på fejlen, svarer hun: »Ja, men jeg vil hellere sidde her.«

Forskellen på Agnes og Laura og Mrs. Patmore og Daisy er også et generationsspørgsmål. Laura og Mrs. Patmore er vokset op i en tid, hvor social opstigning var umulig.

Det er det ikke på samme måde for Agnes og Daisy. Flere muligheder er ved at opstå for kvinder i begyndelsen af 1900-tallet, fortæller Dorthe Chakravarty:

»Det er også vigtigt at holde sig for øje, når man fortæller historien om Marie Christensen. Hvis hun var født blot 20 år tidligere, havde det været utænkeligt, at hun skulle starte Tjenestepigeforeningen. Men det har alligevel slået mig, at helt op i 1940’erne, hvor mange stuepiger uddannede sig til husassistenter, og forholdene er mere ordnede, så er autoritetstroen stadig enormt stærk. Kvinderne kender stadig deres plads og bliver der. Det tog mange år, før man virkelig frigjorde sig fra den tanke. Mange har nok stadig ikke gjort det.«

Gunhild Agger supplerer: »Det handler i høj grad om mentalitet. Herskabet er tjenestefolkenes eksistensberettigelse. Det vises i en meget opofrende og harmonisk optik i Downton Abbey, men den indstilling har jo faktisk afholdt folk fra at forsøge sig med social opstigning i generationer. Selv om mulighederne måske er der, så kan mentaliteten alene holde dig tilbage.«

Agnes’ frigørelse bliver ikke helt som hendes mand Røde havde håbet. Da kommunisten vender hjem fra sit eksil efter Anden Verdenskrig har individualisten Agnes gjort sig økonomisk uafhængig – både af sin stand og sin mand.

»Så kommer man hjem til en kone, der har eget hus. Og jeg, der ellers ville leve og dø som proletar.«

»Hvad er en proletar,« spørger sønnen Aksel. »Ja, det har din mor vel ikke lært dig. Det er én, der ikke ejer noget,« svarer Røde.

Det lille lydklip med Rødes proletarbesyngelse indleder i øvrigt hiphopgruppen Suspekts nummer »Proletar« fra 2007 om at være vokset op i Albertslund om at være »træt af at servere de riges røv med luksusvarer«, og om »folk som os, der bliver ved med at lede efter bedre tider«. Og om at bruge penge, man ikke har, på dyre biler. »For ligeså snart vi har bare lidt, skal hele verden se det.«

Det er altså ikke kun dem med for mange muligheder, der fascineres af Upstairs Downstairs-serierne. Det er også dem, for hvem mulighederne virker få, der godt kan lide historierne om dengang, trappen i det mindste var konkret og centralt placeret i huset, så man tydeligt kunne se, hvorfor der var forskel på folk. I dag er trappen væk, men betyder det, at afstanden også er det?

Ikke for Suspekt: »Hver gang jeg tror, folk har ændret sig lidt, er der ikke noget nyt. For det er stadig det samme, der hvor jeg står«.