Læsetid: 8 min.

Dronerne har ramt samtidskunsten

Dronen er blevet symbol på samtidens ’usynlige’ krigsførelse. Og nu har de højteknologiske synsmaskiner bredt sig til kunsten. Men er dronen en sci-fi-dystopi eller et neutralt værktøj, der rummer endnu uudforskede muligheder?
Jacob Sikker Remin styrer en lille legetøjsdrone af Parrot AR 2.0-typen rundt i udstillingens katastrofearkitektur, som i denne enkeltstående anledning fungerer som scenografi.

Jacob Sikker Remin styrer en lille legetøjsdrone af Parrot AR 2.0-typen rundt i udstillingens katastrofearkitektur, som i denne enkeltstående anledning fungerer som scenografi.

Marie Hald

15. maj 2015

En snes mennesker sidder samlet på gulvet i et udstillingsrum og følger via to flimrende tv-skærme et fjernstyret flyvende objekt.

»Jeg er et redskab. Jeg er et våben. Et våben uden krop,« lyder den kropsløse stemme, der genlyder i rummet. »Jeg er et exoskelet af kulstof, aluminium og metal; et luftbåret, fjernstyret dræberværktøj med ét eneste mål: At lokalisere og destruere.«

Billedkunstner Asbjørn Skou har skrevet manuskriptet til Fjende af menneskeheden – monolog for en drone – et ’misantropisk robotteater’ opført i forbindelse med hans soloudstilling A Staggering Territory. Vi er på udstillingsstedet Overgaden i København, hvor droneoperatør Jacob Sikker Remin styrer en lille legetøjsdrone af Parrot AR 2.0-typen rundt i udstillingens katastrofearkitektur, som i denne enkeltstående anledning fungerer som scenografi.

»Vi lavede en situation, hvor beskueren ser dronen, der ikke ser dig, men ser noget andet. Der er lidt en brechtsk fremmedgørelse over det: Egentlig er det bare en plastikdims, der lyder som en plæneklipper, som flyver rundt inde ved siden af. Og der står en droneoperatør ovre i hjørnet, han har bare gemt sig bag et joystick. Og det ved du godt,« siger Asbjørn Skou.

Stykket undersøger spekulativt de fremtidige konsekvenser af militærdronernes regime: En verden helt uden mennesker, befolket af ensomme droner styret af ansigtsgenkendelsesalgoritmer. Og i stykket bliver dronen et billede på, hvordan vi mennesker sætter ting i gang, som vi ikke kan kontrollere, forklarer Asbjørn Skou:

»Der ligger en dobbelttydighed i stykkets titel: Det er muligvis dronen, der er menneskehedens fjende, men så viser det sig gennem monologen, at det højst sandsynligt er os mennesker, der er vores egen fjende. Det peger tilbage på vores egen selvdestruktivitet.«

En visuel slagmark

Dronerne er blevet vartegnet for Obama-administrationens ’usynlige’ krig i Mellemøsten, der har afløst Bush-administrationens såkaldte ’krig mod terror’. Og mere generelt er dronen emblematisk for vor tids billedpolitiske krigsførelse.

I al fald har dronen som motiv og som konkret teknologi bredt sig i kulturen, hvor kunstnere på vidt forskellig vis forsøger at finde æstetisk hoved og hale på de ubemandede luftbårne fartøjer. Et hurtigt scannerblik rundt i kunstverdenen vil afsløre en veritabel sværm af dronerelateret kunst. Som den britiske avis The Guardian spurgte i december sidste år: »Er 2015 det år, hvor droner bliver kunst?«

»Der er helt klart en form for hype omkring droner i gang,« medgiver kunstner Jacob Sikker Remin.

»Droner er blevet et buzzword, som kan skaffe én adgang til kunstfestivaler.«

LÆS OGSÅ: Fotobloggen: Dronestagram

Jacob Sikker Remin bidrog i 2013 til den digitale kunstfestival Re-New med værket Painting for 30+ drones, hvor en insektlignende sværm af billige legetøjsdroner ladet med maling kreerede en slags kaotisk graffitimaleri. Og sidste år kuraterede han kunstprogrammet på mediekunstfestivalen Click Festival, der blandt andet præsenterede den britiske kunstaktivist James Bridles Drone Shadows, der i 1:1-størrelse viser det skinbarlige omfang af den krigsteknologi, der for de fleste af os i Vesten er usynlig og abstrakt.

Kunsthistoriker Lila Lee har også registreret et boom i kunst, der på forskellig vis bearbejder droneteknologien. I 2012 skrev hun masterafhandlingen Drone Warfare: War in the Age of Digital Reproduction ved Lunds Universitet, og lige nu er hun i gang med en ph.d.-afhandling om samme emne.

Hun ser dronekunstens fremkomst som en reaktion på en ny politisk og militær verdensorden, der – særlig siden 11. september 2001 – har sat den menneskelige synssans i centrum, når der føres krig.

For godt nok har forbindelsen mellem billeder og krig eksisteret lige siden nazitidens æstetik, men efter angrebet på World Trade Center, hvor de pixelerede billeder af de sammenstyrtede tårne kørte i båndsløjfe og i sig selv fik karakter af et våben, har vi befundet os i en ny æra for krigsførelse. Med billederne af krigsforbrydelser i Abu Ghraib og den amerikanske regerings tiltagende kontrol med billeder fra Irakkrigen er det visuelle begyndt at spille en central rolle i den måde, der føres krig på.

»Den visuelle slagmark er blevet en parallel til den reelle slagmark,« forklarer Lila Lee.

Maskinblikket

Idéen om dronen som en synsmaskine er et gennemgående motiv i de værker, der behandler emnet. Gennem dronens maskinblik kaster vi et nærmest guddommeligt blik på verden, befriet fra vores fysiske krop.

»Der er en almen menneskelig fascination i drømmen om at blive et svævende blik uden krop. Det spiller ind i en tung mytologi, lige fra Ikaros til gorgonens forstenende blik,« siger Asbjørn Skou, hvis dronestykke netop leger med glidningen fra maskinblik til menneskeligt blik:

»Dronen bliver et forsøg på at sammenfolde handling og blik. At se er at gøre.«

Og dronerne har en magnetisk tiltrækningskraft på mange kunstnere, fordi kunsten og droneteknologien har vægten på det visuelle til fælles, mener Lila Lee. Paradoksalt nok opererer maskinerne gennem synssansen, men samtidig er de usynlige for os.

»Fordi meget af den nye teknologi – bare sådan noget som smartphones – er baseret på visualitet, og fordi kunstnere især forstår betydningen af det visuelle, hvordan det visuelle kan skabe mening i verden, så befinder de sig i en særlig position i forhold til at artikulere og eksperimentere med alle de muligheder, som de nye teknologier rummer for mennesker i dag,« siger hun.

På den måde kan kunsten give os nogle andre erkendelser om droneteknologi end den almindelige offentlige debat:

»Kunsten opererer i et felt uden for det politiske og det militære. Derfor føler kunstnere sig ikke nødvendigvis forpligtede til at komme med løsningsforslag på de problemer, der findes inden for de felter. Der er plads til leg og eksperimenter. Så jeg tror, det er derigennem, at vi i højere grad kan gøre os håb om at forstå de processer og strukturer, der relaterer sig til droner,« siger Lila Lee.

Jacob Sikker Remin bliver provokeret af den generelle tendens til at modtage ny teknologi med enten passiv resignation eller næsegrus beundring. Han vil gerne demokratisere vores forhold til teknologi og er selv blevet fascineret af, hvor hurtigt droneteknologien gik fra at være en topfortrolig militærhemmelighed til billigt kinabras, som alle og enhver kan bestille i pallevis på Alibaba.com.

»Folk har en tendens til at putte ny teknologi op på en piedestal. I min praksis er jeg meget ude i, at teknologi som for eksempel droner eller computere jo bare er et materiale, ligesom oliemaling eller stål også har været en ny teknologisk innovation engang,« siger Jacob Sikker Remin fra sit værksted i HCØ Hus på H. C. Ørstedsvej, der mest af alt ligner en informationsteknologisk skrammellegeplads med kabelspaghetti på bordene og et bjerg af udtjente computere på endevæggen.

Han vil gerne italesætte dronen som en genstand, der er oppe til diskussion og fortolkning.

»På den måde kan vi få en mere kvalificeret debat om, hvad det er, hvad det kan bruges til, og hvorfor vi er med til at udvikle ting som den her,« siger Jacob Sikker Remin og peger på computerskærmen på Muninn VX1-militærdronen, som danske forskere har været med til at udvikle.

– Du lyder meget optimistisk i forhold til, at man godt kan holdningsændre?

»Det er jeg nødt til at være,« siger Jacob Sikker Remin.

Han fortæller, at han i tiden lige efter NSA-afsløringerne i 2014 oplevede en generelt depressiv stemning på mediekunstfestivalen Transmediale i Berlin.

»Alle sølvpapirshattene havde jo vist sig at have haft ret. ’Alt er fucked, og alt er tabt’ – det var indstillingen,« siger han og fortsætter:

»Og den stemning kan jeg også sagtens selv falde ned i. Det er nok derfor, jeg ikke kan overskue at gå ind i en direkte politisk kamp med min kunst. Fordi den kamp føles så tabt. Så der, hvor jeg føler jeg kan gøre noget, er ved at tilbyde et alternativt blik på teknologien og gennem eksemplets kraft vise, at vi kan ændre det her.«

Demokratisering eller ej

Historien har lært os, at nye teknologier bliver udviklet i pengestærkt militært regi, hvorefter de siden bliver integreret i civilsamfundet. Men i dronernes tilfælde betyder det ikke, at de kun kan bruges til at slå ihjel. Prisbillige forbrugerdroner har ramt Bilka og Toys ’R’ Us, mens myndigheder og lovgivning slet ikke er forberedt på implikationerne.

Lila Lee forklarer, at man overordnet kan pege på to fundamentalt forskellige forståelser af maskiner, som går igen i kunstens forskellige indgangsvinkler til droneteknologi.

»Der er den tilgang, der ser dronerne i et dystopisk perspektiv og mener, at maskiner generelt er ude af vores kontrol. Det er algoritmer, der automatiserer alle mulige forskellige processer, selv de visuelle, så det nu også er en maskine, der aflæser informationerne. Der er ikke længere brug for mennesker til at aflæse de billeder, som dronerne genererer,« siger hun.

»Men så er der også en anden tilgang til maskiner, hvor de aldrig er ude af vores kontrol. Der er altid brug for et menneske til at betjene maskinen, og maskinen er egentlig blot en forlængelse af den menneskelige formåen,« siger Lila Lee og nævner den japanske graffitikunstner KATSU som et eksempel på en kunstner, der mere konstruktivt udforsker dronens muligheder som andet end en ondsindet dræbermaskine.

Hun mener dog, at problemet i dag er, at dronerne ligesom internettet er viklet helt ind i politiske, militære og kommercielle magtinteresser.

»Det er den samme udvikling, man har set med internettet, især efter Snowden-afsløringen. Så det er et spørgsmål om, hvorvidt en teknologi kan demokratiseres eller ej.«

– Er du optimist eller pessimist på det punkt?

»Jeg er nok pessimist,« siger hun og ler.

»Diskussionerne omkring droner er tæt forbundet med jura og foregår separat fra den åbne, demokratiske debat. De står uden for civilsamfundets indflydelse. Så jeg tror, der er en grænse for, hvor meget en teknologi kan demokratiseres. Men netop derfor er det så vigtigt, at vi har kunstnere, som arbejder med de teknologier. For når folk eksperimenterer med andre anvendelsesmuligheder end den tiltænkte, så opstår der en slags åbenhed, der giver muligheder hinsides den juridiske og militære kontekst,« siger Lila Lee.

Asbjørn Skou mener, at der er noget frigørende ved det dystopiske.

»Vi lever i en tid, hvor det er fremherskende at sige, at ’vi da har det meget godt’. Det kan man gå imod ved at påpege, at det faktisk ser ret sort ud. Simpelthen for at nå et andet sted hen. Med Fjende af menneskeheden prøvede vi at lave noget, der er meget sortsynet. Og så sker der noget, fordi vi pludselig bliver nødt til at genoverveje vores plads i verden som mennesker,« siger han og slutter:

»Jeg tror, der kan ligge et stort emanciperende potentiale i, hvis man ikke vil opgive håbet, så i hvert fald sige, at det faktisk er ret slemt.«

Click Festival: Mediekunstfestivalen Click Festival på Kulturværftet i Helsingør viser den 14.-16. maj en dokumentation af Asbjørn Skou, Jacob Sikker Remin, Krister Moltzen og Tim Hinmans fælles performance ’Fjende af menneskeheden – monolog for en drone’. Der er planer om at videreudvikle ’Fjende af menneskeheden’ til et egentligt teaterstykke

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Joen Elmbak
Joen Elmbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu