Læsetid: 11 min.

Europa i modlys

De fleste, der besøger Istanbul holder sig på den europæiske side af Bosporus, hvor turistbusserne holde i kø ved de velkendte monumenter. Men en kort, gyngende sejltur over strædet blotlægger et andet Istanbul. Velkommen på den asiatiske side
Bosporusstrædet deler Tyrkiets største by i en europæisk og asiatisk del, hvor man kan vandre igennem de anatolske kvarterer og opleve et andet Istanbul end det, der præger turistområderne.

Nanna Calmar Andersen

15. maj 2015

Jeg er først rigtigt ankommet til Istanbul, når jeg sætter fod på den asiatiske side af Bosporus. De anatolske kvarterer byder på en rigdom af forskelligartede samfund, der hver især fortæller deres egen historie om byen. Mødet med Lilleasien indvarsles normalt af et pludseligt ryk, der let vælter mindre opmærksomme passagerer omkuld, når færgen med et genkendeligt bump rammer de ophængte traktordæk på kajen i havnekvarteret Harem. Indtrykket af passagerernes mentale tilstand er indadvendt på trods af storbyens hektik.

Mens byen forandrer sig kalejdoskopisk i takt med færgens bevægelser, rører grånende mænd intuitivt i deres små te-glas, som var det bedekransens ravkugler, der blev nulret, selv om sukkeret i teen for længst er opløst. De betragter de skiftende skylines på den anden side af rælingen med visheden om, at den eneste rigtige måde at se Istanbul på er fra dækket fra en færge mellem Europa og Asien. Færgen er et fristed mellem kontinenterne, en 20 minutters rejse fra én verden til en anden. Derudover er det den mest effektive transportform i en storby med uoverskuelige trafikale problemer.

Husene og boligkvartererne på den asiatiske side rejser sig undervejs langsomt som en mosaik i jordfarver og grønlige nuancer og leder tankerne hen på opbygningen af de klassiske tyrkiske miniature-tegninger: Perspektivet er udeladt, og baggrunden rejser sig derfor op i billedet, hvor hver eneste detalje står klart udpenslet.

Den asiatiske bred lagde jord til den første bebyggelse i det nuværende Istanbul, da byen Kalchedon blev grundlagt i år 675 f.Kr., der hvor kvarteret Kadıköy ligger i dag. Legenden fortæller, at Byzas, den græske gud Poseidons søn, omkring 15 år senere grundlagde Byzantion på den europæiske bred efter råd fra oraklet fra Delfi. Oraklet kaldte hånligt Kalchedon for De Blindes Land, fordi indbyggerne ikke havde blik for fordelene ved at slå sig ned på den modsatte kyst, hvor kontrollen over Bosporus var bedre og havnen dybere. Alligevel bor i dag over fire millioner af Istanbuls indbyggere på den asiatiske side af Bosporus.

Porten til orienten

Ankomsten til Harems færgeleje indvarsler et farverigt og ofte halsbrækkende forhindringsløb gennem en lille busstation, der betjener hele Anatolien, fra Izmir i vest til Gaziantep ved den syriske grænse i øst. Turen gennem stationen får et ekstra krydderi af de mange lokale minibusser, der i fuld fart kommer ræsende langs havnefronten med boncuk’erne – de obligatoriske beskyttende øjne – lystigt svingende i forruden. ”Bursa, Bursa, Bursaaa! Adana, Adana! Ankara, Ankara, Ankaraa!”, lyder råbene fra de konkurrerende busselskabers svedende, skjorteklædte konduktører, henvendt til enhver rejsende, der måtte forvilde sig forbi stationen. ”Trabzon!”, udbryder en særlig ihærdig billetsælger i læderjakke og peger på mig, som tror han i fuldt alvor, at jeg ved en pludselig indskydelse vil hoppe på en tusind kilometer lang bustur op ad Sortehavskysten... Jeg takker pænt nej og fortsætter min rute gennem stationen, hvor tyrkiske familier forsøger at mase kufferter og plastiksække, proppet til bristepunktet og holdt sammen af brun tape, ind i bussernes alt for beskedne lastrum.

Den asiatiske bred har altid været en port til Orienten. Under Det Osmanniske Rige var det afgangsstedet for karavanerne mod Mekka. Med en hvid kamel i spidsen rejste lange rækker af pilgrimme med sultanens gaver til Şerifen af Mekka, den traditionelle leder af den hellige by. I dag er det ganske andre rejsende, der tager mod øst fra havnekajen. Mange af passagererne på busterminalen er arbejdere på vej hjem til Anatolien, med furede ansigter og tobak i kæften. Tyrkerne er et rejsende folk, der gennem århundreder forgæves har forsøgt at slå sig ned. Hvert år vokser Istanbul, i takt med at tusinder flytter til byen for at finde arbejde. Det lykkes langtfra for alle.

Europa i modlys

Fra busstationen rejser terrænet sig stejlt op mod boligkvarteret Selimiye. Man kan for eksempel forcere den befærdede kystvej (løb stærkt!) og begive sig op ad Selimiye İskele Caddesi. Mellem karréerne med lejligheder åbenbares den måske smukkeste udsigt over det historiske Istanbul: Det gamle Stambul, der afgrænses af de byzantinske bymure på den europæiske kyst. Scenen er som taget ud af 1001 nats eventyr: På den europæiske side af strædet troner silhuetterne af mægtige Ayasofya – den 1500 år gamle byzantinske kirke, der ligger som en doven padde og skuer ud over byen – side om side med sultanpaladset Topkapı og Sultan Ahmet Camii, bedre kendt som Den Blå Moske. De tre ikoner udgør tilsammen billedet på den rejsendes drøm om Orienten – og på et anseeligt antal kejseres og sultaners drøm om udødelighed.

Den europæiske bred brydes af Haliç, på dansk kendt som Det Gyldne Horn, hvorefter Galatatårnets letgenkendelige kegleformede tagspids markerer starten på det moderne Istanbul længere mod nord. I Selimiyes små parker og bakkedrag – som for eksempel det lille kommunale anlæg på Karlık Barılık Sokak – sidder de lokale tavst og betragter Europa i modlys efter fyraften, nogle gange i halve timer, tilsyneladende upåvirkede af gadelivet omkring dem. Hen på eftermiddagen står den sitrende storbys minareter og kupler stadig tydeligere frem i bagskæret fra solen, der synker bag Det Gyldne Horn.

Til sidst står de som tynde silhuetter, knivskarpe som arabiske skrifttegn, gennemlyst af aftensolen. Strædet skifter på forunderlig vis farve i løbet af dagen, fra mælkehvidt over turkisgrønt til tindrende lilla, når storbyens lys tændes. Det ene øjeblik oplyser havet metropolen, det andet øjeblik er det omvendt. Muezzinen kalder til bøn fra den lokale moske, og snart stemmer andre i. Det skiftevis stigende og faldende toneleje har en dragende melankoli, men folk på bænkene ænser ikke den melodiske messen som andet end en grundtone i sjælen. Selv larmen fra busstationen grænser til det tranceagtige. ”Ankara, Ankara, Ankara!”

Færgernes ustandselige krydsen med lastbiler og rejsende bliver et meditativt fikspunkt, som udgjorde det selve sjælen i Istanbuls møde mellem kontinenterne. Hen på aftenen bliver skibene til oplyste prikker, der tegner linjer over Bosporus. Fra Kadıköy og Üsküdar til mylderet i Eminönü og Beşıktaş, frem og tilbage i en uendelighed. Efterhånden går det op for en, at denne gentagelse er en grundsten i sceneriets storhed, nøjagtigt som gentagelsen i moskeernes ornamentik er designet til at give beskueren et hint om evigheden. Mod sydvest, i Mamarahavet, vugger dusinvis af lys fra tankere, der ligger for anker og venter på passage mod Sortehavet og de russiske oliehavne, som en ubrudt kæde af ædelsten på det mørke hav.

Folkeliv i Selimiye

Det er stadig Atatürks kontrafej, der er at finde på de tyrkiske flag, som med mellemrum hænger i vinduer og på balkoner, når man begynder opstigningen gennem Selimiyes stejle gader. Her er opbakningen til fædrelandet noget, man gerne skilter med. Fra vinduerne sludrer konerne lystigt, mens de firer små kurve ned til den lokale købmand for selv at undgå trappen.

I den hyggelige Selimiye Park har deres mænd søgt tilflugt i en af de mange te-saloner, hvor backgammonbrikkerne bliver flyttet rundt med beslutsomme rytmiske klank. Overalt i de bakkede gader dukker synet af Bosporus og Mamarahavet op på hver sin side, ligesom Stambul er konstant nærværende mellem husblokkene. Kvarteret er med sit folkelige liv den diametrale modsætning til metropolens mylder af turister.

Det daglige lokale marked ved den store gamle Büyük Selimiye Moske er et tilløbsstykke. En rigdom af friske varer får konerne ud af lejlighederne med deres små trolleyer: Pebre i alle farver, bredbladet persille, citroner, jordbær, ærter, bønner, kirsebær, meloner, hvid ost, dadler og auberginer danner sammen med tusindvis af erik – sure, grønne blommer, som de lokale spiser med salt – en uforlignelig farveeksplosion. Konerne besigtiger kritisk de enkelte grøntsager, mens en dyb baryton rungende udbyder simit – de tyrkiske brødkranse – fra en trækvogn, der kun med besvær skubbes op gennem gaderne, hvor vaskevandet driver hurtigt den modsatte vej. ”10 lira! 10 lira! 10 lira! Smukke tomater 5 lira! 5 lira! 5 lira!”, lyder det veloplagt fra de mobile boder som et ekko af minareternes og busstationens gentagne kalden.

Midt i det meget traditionelle gadeliv skyder der i disse år moderne kaffebarer op efter vestligt forbillede som alternativ til de gamle te- og kaffesaloner, uden at kvarterets egenart på nogen måder udviskes.

Det moderne Kadıköy

Kalchedon – Istanbuls første bebyggelse – kendes i dag under navnet Kadıköy, der ligger syd for Harem og Selimiye. Her afholdt den kristne kirke sit fjerde store koncilium i år 451 e.Kr, efter at kejser Konstantin i 330 havde gjort Konstantinopel til en af kristendommens hovedbyer.

Området er i dag den mest moderne asiatiske del af Istanbul med et hav af butikker – inklusive et par erotiske – og smarte caféer, der tiltrækker byens unge, der har skiftet tørklæderne ud med solbriller og stramme jeans. I Kadıköy kan man blandt andet nyde lokale hverdagsretter fra hele Tyrkiet på den glimrende restaurant Ciya, der ligger midt i de små, livlige gader få minutters gang fra færgehavnen og Kadıköy Metrostation.

Kvarteret er en asiatisk pendant til området omkring Istanbuls centrale Taksim-plads, og i 80’erne og 90’erne lagde Kadıköy brosten til de årlige 1.-majdemonstrationer, der var forbudt på Taksim. Det var ofte en voldsom foreteelse. I 1996 blev tre demonstranter dræbt og over hundrede såret i kampe med politiet. Kadıköys statelige banegård, Haydarpaşa, gør sig, som så mange andre af Istanbuls største bygningsværker, bedst fra søsiden, med den neo-klassicistiske front vendt mod Bosporus. Det er banegården, der forbinder metropolen med resten af Tyrkiet og endnu en af Istanbuls porte mod Lilleasien.

Bevæger man sig i stedet nordpå fra Selimiye, når man til bydelen Üsküdar, som er en mere traditionel modpol til det moderne Kadıköy. Vælger man Bestekar Selahattin Pınar Sokak eller andre gader på højdedragene over kysten, støder man undervejs på nogle af de flere hundrede år gamle osmanniske træhuse med fint udskårne karnapper i forskellige grader af forfald. Deres bevaringsværdighed betyder desværre, at mange ejere ikke vil bruge penge på en dyr restaurering. Eller endnu værre: Lader dem gå op i flammer en sen nattetime og i stedet indkasserer forsikringspræmien. Der er dog en særlig skønhed i de sammenfaldne, tomme huse, der som gravstenene på Karaca Ahmet hælder til alle sider og forfalder mere dag for dag.

Üsküdar: Hvor Silkevejen begynder

På næsset ud for Kız Kulesi, der nu udgør ankomsten til Üsküdar, lå i 1100-tallet den kejserlige borg, Scutarion, der har givet navn til kvarteret. I oldtiden var byen en forstad til Kalchedon under navnet Chrysopolis – Guldbyen – efter sigende fordi perserne havde placeret et stort gulddepot netop her. Den udviklede sig hurtigt på grund af sin naturlige havn og udkonkurrerede med tiden Kalchedon. Üsküdar blev derfor udgangspunkt for de store romerske veje fra Byzans til Asien med havnen som det logiske centrum. Det var på denne kaj, Silkevejen tog en af sine begyndelser, og her Orientens karavaner solgte deres varer. Den kulturelle indflydelse fra Mellemøsten og Asien er derfor stor i Üsküdar.

Området havde ikke bymure som på den europæiske side. Det betyder, at bygningerne fra den byzantinske periode er lavet i flere omgange, og at tyrkerne uden problemer kunne indtage byen i midten af det 14. århundrede – over hundrede år før Mehmet II erobrede Konstantinopel på den modsatte bred. De osmanniske sultaner henlagde efterfølgende en lang række residenser her.

De byggede også en hel del moskeer, og religionen fylder derfor næsten lige så meget som det omfattende handelsliv i kvarteret. En af de fine moskeer er den lille Şemsi Paşa, der ligger ud til havnekajen syd for den travle færgehavn, bygget for Süleyman den Storslåede i 1548. Man kan også opleve et par af den berømte osmanniske arkitekt Sinans perler i kvarteret. En af dem er Atik Valide-komplekset, der er bygget til ære for sultan Murat III’s mor, der som alle andre dronningemødre havde stor indflydelse på imperiets affærer. Komplekset huser både moske og hamam og kan som alle andre moskeer besøges uden problemer, når der ikke er bøn.

Man bør heller ikke snyde sig selv for den fine moske Çinili Camii, der er beklædt med turkisblå kakler, og den tilhørende hamam. Når man i badet, der er opført i 1640, bliver masseret på en hed marmorblok under badets kuppel, hvor kun de stjerneformede huller lukker dagslyset ind, er det mindst en lige så religiøs oplevelse som selve moskeen. Kvarterets mange moskeer fungerede som lokale kraftcentre med biblioteker, bade og uddeling af mad til de fattige og spillede en stor praktisk rolle i samfundet.

Moskeerne er samtidig med til at fastholde en osmannisk atmosfære i bydelen. Med digteren Yahya Kemals ord har tyrkiskheden bygget rede i det konservative Üsküdar. Kemal ser denne tyrkiskhed som en forlængelse af den muslimske civilisation, der tog form, da de første tyrkere rejste fra Centralasien til Anatolien i det 11. århundrede. Han beskriver det som en følelse af at høre til. Sandt er det i hvert fald, at Üsküdar holder fast i sin traditionelle levevis. Her kan mændene stadig have deres gamle kaffe- og tehuse i fred, og de bliver ikke forstyrret af andet end den gamle skopudsers diskrete kalden, når endnu et par sko er blevet sirligt pudset og poleret. Skopudserens smukke kasse med gyldne beholdere til læderfedt og pudsecreme er en uundværlig del af gadebilledet.

Marmaray – Europa rykker nærmere

I 2013 åbnede metroforbindelsen Marmaray den første tunnel under Bosporus. Den går fra Üsküdar til den europæiske banegård, Sirkeci, der var Orientekspressens endestation fra 1883 til 1977. Marmaray er verdens dybeste undergrundsbane, og området lå som byggeplads i adskillige år, før projektet endelig var færdigt. Undervejs lykkedes det at støde på et utal af arkæologiske forhindringer og ødelægge en række grave på Karaca Ahmet-kirkegården, hvor et anseeligt antal sjæle sikkert er draget videre på den konto. På samme måde som den første hængebro grundlæggende ændrede på forholdet mellem kontinenterne præcis 40 år tidligere, er Europa nu rykket tættere på end nogensinde.

De fleste indbyggere i kvarteret foretrækker dog stadig færgerne. Dels af vane, dels fordi tunnelbanen gik i stå på en af de første ture, og de rejsende måtte fortsætte til fods under Bosporus med deres mobiltelefoner som eneste lyskilde. Den slags husker man i det konservative Üsküdar!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu