Læsetid: 4 min.

Fortiden i dag

Det Alrussiske Udstillingscenter i Moskva er en fascinerende tidslomme med omkring hundrede pavilloner i kommunistisk stil. Symptomatisk for den stigende russiske selvbevidsthed har bystyret netop renoveret det 75 år gamle område, der – stadig – er ideel til propagandaformål
Det Alrussiske Udstillingscenter i Moskva er en fascinerende tidslomme med omkring hundrede pavilloner i kommunistisk stil. Symptomatisk for den stigende russiske selvbevidsthed har bystyret netop renoveret det 75 år gamle område, der – stadig – er ideel til propagandaformål

Jens Malling

15. maj 2015

To skikkelser sidder på en bænk foran den armenske pavillon. Den aldrende KGB-officer og reporteren mødes i skumringen. Også i overført betydning er solen ved at gå ned over det sovjetiske imperium. Sammen med tidligere tiders høje idealer står de rene, hvide søjler, som omgiver dem, i dramatisk modsætning til stedets øvrige tilstand. Skrald blæser hen over området. De førhen så sirlige gartnere lader bedene passe sig selv. Sortbørshandlende tager over. Iført guldkæder og træningsdragter sælger de pirat-dvd'er for få rubler. De opererer, uden restriktioner, fra bygningerne, der førhen fremviste imperiets ypperste formåen.

Det er nemt at forestille sig en scene fra en koldkrigskrimi som ovenstående, når man bevæger sig rundt mellem de mange fantasifuldt udformede bygninger, som udgør det Alrussiske Udstillingscenter. Det enorme arkitektoniske anlæg i Moskva kendes også under forkortelse fra sovjettiden – VDNKh – og attraktionen emmer stadig af socialistisk atmosfære og historie.

Men som en reaktion mod tilstanden af lovløshed, kaos, forfald og fattigdom, der bragte Rusland i knæ i 1990'erne får stedet nu en overhaling. De fleste pavilloner fremstår allerede mere renskurede og imposante end nogensinde før. 75 år efter sovjetborgere for første gang strømmede gennem hvælvingerne i den overdimensionerede triumfbue, som udgør indgangen til VDNKh, opfylder stedet atter sin oprindelige funktion: at imponere.

Brede fodgængergader fører ind i det vidtstrakte parkanlæg og ned mod adskillige storslåede strukturer. De pompøse pavilloner har til formål at glorificere ethvert aspekt af socialistisk levevis samt at overbevise den besøgende om Sovjetunionens overlegenhed inden for industri, landbrug og teknologi. Set i lyset af den hektiske urbanisering, der fulgte i kølvandet på 1930'ernes turboindustrialisering, er det sikkert lykkedes ret godt. En betydelig del af Moskvas indbyggere dengang var egentlig bønder og havde ikke set andet end markerne omkring deres landsby. Nu stod de over for forgyldte statuer med laurbærkranse i hænderne og høje spir, der satte kommuniststjernen højt op på himmelen. Deres sanser blev bombarderet med indtryk fra et væld af overdådig udsmykning og spraglede mosaikker.

Mange dekorationer fremstår stadig i klassisk socialistisk realisme med en overvægt af farven rød og Lenin i forskellige positioner. Hypnotiserende mønstre på flere centralasiatiske republikkers pavilloner griber tilbage til det bedste fra islamisk kunst og skaber en aura af noget fremmedartet og eksotisk. Måske blev de besøgende i gamle dage ramt af en følelse af samhørighed med menneskene i de andre sovjetrepublikker, der åbenbart også arbejdede hårdt for socialismen og stolt viste deres præstationer her på VDNKh.

Pavillonerne på det flere kvadratkilometer store område er en slags kulturhuse, hvor man kan gå indenfor og gøre sig bekendt med Sovjetunionens mangfoldighed af erhverv og folkeslag. Bygningerne har navne og temaer som Armenien, Kirgisistan, Leningrad, Hviderusland samt Elektrificering, Atomkraft, Skovbrug, Fiskeri og Geologi. Størstedelen er opført i en form for konditorkagearkitektur – en byggestil, der var vidt udbredt, da VDNKh åbnede i 1939. De mange søjler, hvælvinger, balustrader og statuer af proletarer henter tydelig inspiration fra antikken. Arkitekturen udtrykker den uforgængelighed, som imperier stræber efter. Stilens popularitet flugtede med, at Stalin efter udrensningerne i 1937-38 nåede højden af sin magt.

Velegnet til propaganda

Når man i dag besøger det Alrussiske Udstillingscenter, kan man møde et utal af Moskvas borgere. Deres opførsel passer ikke helt til de ærefrygtindgydende monumenter, som de kommunistiske herskere har efterladt. Respektløse teenagere plasker rundt i et enormt springvand og oversprøjter forbipasserende. Løsgående rulleskøjteløbere suser ned ad den glatte asfalt. Afslappede moskovitter lejer cykler og spiser candyfloss med deres børn. Medlemmer af byens voksende middelklasse nyder deres fritid. De beundrer pavillonerne udefra eller går indenfor, hvor en række aktuelle udstillinger og kulturbegivenheder finder sted.

De nuværende russiske magthavere har vist ikke glemt, hvor velegnet VDNKh er til propagandaformål. Det Alrussiske Udstillingscenter står som håndfast bevis på Ruslands ikke så fjerne fortid som supermagt. Den fascinerende seværdighed fejrede i august 75 års jubilæum under meget fanfare. I lyset af spirende nationalisme, annekteringen af Krim og stigende selvbevidsthed over for Vesten udbygger og renoverer bystyret seværdigheden. De nye aktiviteter kan ses som et tegn på, at Rusland rent fysisk udtrykker, at landet atter vil tages seriøst. At bringe VDNKh tilbage til fordums storhed indgår i en tendens, hvor Rusland igen forsøger at markere sig som verdensmagt efter den tumultariske periode under præsident Boris Jeltsin i 1990'erne.

Rumfærger og raketter

Èn af de attraktioner på det Alrussiske Udstillingscenter, som man må opsøge, er rumfærgen Buran, der står fremme til fri beundring. Kosmonauter og satellitter havde i Sovjetunionen høj status, og udforskning af universet var forbundet med noget nærmest religiøst. Ikke langt derfra peger spidsen af en tyve meter lang Vostok-raket fremad og opad. Det imponerende materiel udgjorde vigtige komponenter i USSR's bestræbelser på at underlægge sig rummet.

Gå derefter til tre meget smukke pavilloner. Usbekistans arkitektur skiller sig ud ved dygtigt udskårne døre af træ og mønstre med kulørt glas. Afbildninger af republikkens naturrigdomme, silke og bomuld går igen i de kunstfærdige ornamenter. Armeniens repræsentation leder tankerne hen på et græsk tempel, og her sælges landets berømte cognac Ararat i enhver årgang og afskygning. Mange lokale slutter en dag i det Alrussiske Udstillingscenter af med et besøg i Kirgisistans pavillon. Ikke kun på grund af arkitekturen, men også fordi en glimrende restaurant serverer en lang række lækre specialiteter fra det lille centralasiatiske land. Vælg for eksempel sjurpa fra menukortet – en suppe på fårekød – eller manty, som består af små stykker af dej lukket omkring lammekød inden turen går hjemad med metroen. Og tilbage til nutiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu