På sin egen fredelige måde havde den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie krasse ord at sige om den tavshedskultur, der hersker i USA og i Vesten i det hele taget, da hun for nylig holdt det afsluttende Arthur Miller Freedom to Write-foredrag i forbindelse med PEN World Voices Festival i New York med særligt tema om Afrika.
Her »hersker en tavshedens kultur«, sagde hun til de 700 begejstrede mennesker i den store sal i Cooper Union i New York og tilføjede, at »beslutningen om at skrive er at afvise tavshed«. Tavshed og det at bryde tavshed som henholdsvis borger og forfatter var det, hendes store tale kredsede om.
Adichie byggede sin tale op omkring en række anekdoter fra sit eget liv for gradvist at bruge det personlige udgangspunkt til at pege på en større konflikt. Hun fortalte eksempelvis om forskellen på hospitaler i USA og Nigeria. Hun sagde, at i Nigeria handler et ophold på hospitalet ikke om det behagelige, men om behandling. Smerte og ubehag hænger naturligt sammen her, mens amerikanerne er lige så optagede af at gøre et ophold her så behageligt som muligt og bedøver patienterne med medicin og uhørt opmærksomhed.
Adichie brugte eksemplet til at pege på, at denne dyrkelse af det behagelige har medført en »farlig tavshed« i den offentlige samtale i det hele taget, hvor mange spørgsmål ikke bliver stillet. »Frygten for at krænke, frygten for at forårsage mislyde, er blevet en fetish«, sagde hun og tilføjede, at målet for mange samtaler i USA om problemer som racer og fattigdom, ikke er sandheden, men det behagelige.
Også i den litterære verden er der ifølge Adichie en tendens til at dyrke det behagelige. Der hersker en »håbets kult«, hvor værker miskrediteres, hvis de ikke rummer forløsning, ligesom hun mener, at universiteterne er præget af lukkede sammenhænge, af ignorans og af, at vigtige spørgsmål ikke bliver stillet.
Bortførte piger
Hun karakteriserede sociale medier som et nutidigt »værktøj for tavshed«. Og med hensyn til den store ’Bring Back Our Girls’-kampagne, der handlede om de 200 bortførte piger i Nigeria, sagde Adichie, at fortællingen er blevet sådan, at Boko Haram angriber piger, for at vi kan sige, at »de er ligesom Taliban«. Hun pointerede, at Boko Haram er både drenge og piger. »Det er censur kun at fortælle halvdelen af historien, at undlade den større kontekst og bruge det i allerede eksisterende sammenhænge.«
Værst er det, fortsatte Adichie til stort bifald fra salen, at i USA er penge det vigtigste, og »hvis et land bestemmer, at penge er det vigtigste, så er al fri tale også død«. Adichie fortalte, at hun, da hun var helt ung, elskede at gå i kirke. Hun gik der hver søndag og elskede alt omkring det, og at alt var så åbent og progressivt.
Nogle år senere, efter hun var flyttet væk, hørte hun, at der var kommet en ny præst, som var meget fokuseret på, hvordan kvinder klædte sig. Det blev så afgjort ved indgangen, hvem der kunne gå ind, og hvem der ikke kunne. Senere kom hun selv tilbage til kirken, helt almindeligt klædt og i trøje med korte ærmer.
Ved indgangen bad en ung mand hende om at vende om, fordi hun viste for meget hud og skulle have sjal på. »Jeg var vred, den kirke var en del af min barndom, del af en tid, der var fyldt med glæde,« og nu blev hendes egen lykkelige erindring heraf udvisket af de nye tider. Dagen endte i øvrigt dårligt, for Adichie forcerede det religiøse politi og trængte ind i kirken, hvor hun blev skældt ud fra alteret af præsten for at vise for meget hud.
Hun besluttede at skrive en artikel om det i et lokalt medie. »Jeg var sikker på, at mange veluddannede kvinder ville støtte mig, og andre også, men det skete ikke. Jeg var chokeret over reaktionen, hvor man ikke forholdt sig til mine argumenter, men derimod mente, at jeg ikke havde ret til at tale.«
Hvor kommer denne impuls fra? spurgte Adichie. Denne impuls om at ville kontrollere kvinder.
Borger og forfatter
At bryde tavshed er, hvad det handler om for Adichie. Hun fortæller, at hun ofte har fået at vide, at hun ikke kan udtale sig om bestemte emner, fordi hun er for ung, eller fordi hun er kvinde. Hun har også fået at vide, at hun som fiktionsforfatter skal holde sig til fiktion. »Men jeg er lige så meget borger, som jeg er forfatter,« sagde hun. Og nogle gange er de to roller sammenfaldende.
Og det var som borger og forfatter, at hun for nylig talte imod kriminaliseringen af homoseksualitet i sit hjemland Nigeria, selvom mange forblev tavse, og hun efterfølgende fik at vide, at folk havde sagt til hendes familie, at de støttede det onde. Men hun var imod, at homoseksuelle skulle anses som mindre værdige borgere: »Jeg har en stemme, og jeg vil forandre noget, og hvis bare én procent af dem, der læste artiklen, er enig med mig, så betyder det noget.«
Hun taler om at tale, når det betyder noget, og om at gøre en forskel. Det er vigtigt at tale, det behøver ikke kun at være noget meget nobelt, bare det er ægte og følt.
»Intentionerne skal være sande, og jeg vil ikke bare tale for at provokere.«
Der er imidlertid historier, som Adichie vælger ikke at fortælle på grund af kærlighed. »Jeg har ret til det, men beskytter folk, jeg elsker. Men som borger er jeg mindre villig til at tie stille, gøre mig selv tavs.«
Adichie afslutter med at fortælle om dengang, hun selv havde en litterær workshop i Lagos, og hvor en ung student klagede over, at en fortælling ikke lærte ham noget. Dengang svarede hun ham, at han ikke havde ret til at stille det spørgsmål, og kaldte ham en filister. Men siden fortrød hun denne arrogante og overprivilegerede renhedsdyrkelse af litteraturen, for den unge mand havde jo stillet et vigtigt spørgsmål om litteraturens nytte.
»Jeg skulle have svaret, at vores forståelse af det nyttige er for smal. Historier lærer os, at vi alle er mennesker, at vi er mere ens, end vi tror,« sagde Adichie og sluttede med ordene:
»Jeg ville ikke have lyst til at leve, hvis jeg ikke havde den trøst, som fortællinger giver mig, og derfor vil jeg stå og tale for alles ret til at fortælle deres historie.«
