Læsetid: 9 min.

’Nogle gange er det måske bare de andre, der er kedelige’

Kim Fupz Aakeson skriver i ’Pragtfuldt, pragtfuldt!’ om at være ung og mosle med at finde ud af, hvem man er. En proces, der ikke bliver nemmere, når man som hovedpersonen Morten overlades til sin egen autoritet. Forfatteren husker fra sin egen ungdom en desperat længsel efter modbilleder på det stille villaliv, han kendte fra Albertslund
’Det er spændingen, der driver det,’ siger Kim Fupz Aakeson om at skrive. ’Det, at der mandag morgen ikke er noget på papiret. Når jeg er færdig, er der mennesker, historier og skæbner.’

Tine Sletting

8. maj 2015

Det var på en ferietur til Harzen, at Kim Fupz Aakeson røg for første gang. Tobakken var Virginia No. 1, den mildeste, sødeste flavour, du kunne få, og piben var lavet af majs. I bunden lå en mønt, så man ikke røg igennem pibehovedet lavet af majskolbe. De sad på færgen omkring stålbordet, den 14-årige Kim og hans mor og far, der gerne lod ham ryge.

»Som den eneste i min klasse måtte jeg gerne, og derfor var jeg også den sidste, der begyndte.«

I stedet var Kim Fupz Aakeson ham, der holdt de andres cigaretter, så de ikke blev opdaget. Da der senere kom hash på bordet, gik det fuldstændigt »under radaren« derhjemme, som han siger. Den tid og den tobak har Kim Fupz Aakeson genkaldt sig, da han skrev romanen Pragtfuldt, pragtfuldt!

»Jeg leder altid efter genkendelsen, og jeg syntes selv, det var svært at være ung. Jeg havde fornemmelsen af at være en hund i et spil kegler og ikke kende reglerne for, hvordan man lever.«

Sådan har Morten i bogen det også. Han vokser op hos en mor og far, hvor både lussingerne og sjatterne sidder løst, og får selv fyret op for en del splifs i den underlige ventetid, ungdommen også er. Da moren i bogen er død af druk, og faren bliver sat bag tremmer, må sønnen finde ud af at blive voksen og køre autoværkstedet videre selv.

For Kim Fupz Aakeson foregik det meste af ungdomslivet på én lokation: villavejen i Albertslund. Rejsen til Harzen var den eneste udlandsrejse, familien var på. Ellers lånte de et sommerhus en uge om året, og det var det.

»Vi lavede aldrig noget om sommeren,« husker Kim Fupz Aakeson, »det var meget villaen og det liv.« Et liv, der blev for stillestående for ham som teenager og resulterede i en rastløs energi, der siden har affødt over 100 børne- og ungdomsbøger fra hans hånd.

»Jeg skulle bare ud og væk fra mine forældres liv.«

Da han var 17 år, flyttede Kim Fupz Aakeson på kollegium i Albertslund, men svaret på hans udlængsel kom først for alvor, da han faldt over en brochure med en bus på forsiden. Den Rejsende Højskole stod der.

Lille private borgerdreng

Mens Kim Fupz Aakeson pakkede majspiben, var Tvinds højskoler kommet i medvind. Selv Jyllands-Posten skrev positivt om bevægelsen, der fik unge til at tage hænderne op af lommen og bestille noget. »Jeg var helt overbevist om, at Tvind stod for noget godt,« fortæller den nu 56-årige Kim Fupz Aakeson. ‘

Det var i 1977, at han stemplede ind på det sidste store hold, Den Rejsende Højskole kom af sted med. F77 hed det og bestod af fem busser og tre lastbiler.

»Tænk, at man kunne købe en rutebil, rive sæderne ud og køre den til Pakistan. Det var CRAZY.«

En craziness, villadrengen havde hårdt brug for. »Det, jeg manglede i min opvækst, var modbilleder. Jeg vidste ikke, hvordan man kunne leve, hvis man ville noget andet.«

Den modvægt fandt han hos Tvind.

»Jeg så, at det fungerede at gøre noget vildt. Det var en vigtig lære, og den udgjorde et før og efter i mit liv.«

Bagsiden af medaljen skulle dog snart vise sig. »Vi sad ofte i en rundkreds, og så kom én af os ind i midten og blev råbt ind i hovedet af de kvindelige lærere, som var nogle ordentlig store damer.«

»Lille private borgerdreng,« skreg de for eksempel. For det at være privat eller være kærester og dermed ekskludere nogen, var dårligt. Efter sådan en tur kom nåden.

»Så blev man krammet, og så var man god nok alligevel.«

Kim Fupz Aakeson forlod Tvind efter 16 måneder, to rejser og nogle foredrag.

»Det var først bagefter, da den første kritiske artikel kom i Information, at vi kunne se, at vi var blevet spillet.«

De var ti, der flyttede sammen i et kollektiv i Næstved for at lave kulturelle events. Leje en hal, booke et band. Den slags.

»Der gik noget tid med at snakke om, hvad der var sket. Vi havde brug for at detoxe.«

Det værste havde været de gange, hvor en kammerat fik hele turen af matronerne. »Damerne kunne finde på at vende sig om og pege på én. ‘Og dig! Hvorfor siger du ikke noget?’ Så blev man tvunget til at sige, at man også syntes, ens ven var en dårlig kammerat. Man blev en kujon. Det gjaldt bare om ikke at komme ind i midten.«

’Jeg skriver om det, jeg kender, og det er villavejen’, siger Kim Fupz Aakeson.

Tine Sletting

Wauw i replikken

Efter Tvind fulgte flere kollektiver. I Næstved, i København, og på Christiania, hvor Kim Fupz Aakeson boede i flere år. Også selvom han med egne ord var en »elendig christianit«.

»Alt det med gruppedynamikker, det gad jeg ikke mere. Da jeg forlod det sidste kollektiv, havde jeg det bare sådan: HOLD NU KÆFT.«

Erfaringerne med gruppeprojekter gjorde, at han begyndte at tænke mere »Okay, hvad har JEG lyst til?« Kim Fupz Aakeson begyndte at spille percussion og tegne, og en dag var der også nogen, der ville betale for det, han lavede.

»Jeg begyndte at tegne til Ugeavisen København og til fagblade om landbrug og finans.«

Efterhånden gik det sjove af især det sidste, og så kom Kim Fupz Aakeson i tanke om billedbøger til børn.

»Der var så lidt tekst i, så jeg tænkte, at det kunne jeg godt skrive, og så ville jeg have et sted at sætte mine streger.«

Som sagt så gjort, og skriveriet tog over. Fortælletrangen viste sig at være stor.

– Hvad giver det dig at fortælle historier?

»Det er spændingen, der driver det. Det, at der mandag morgen ikke er noget på papiret. Når jeg er færdig, er der mennesker, historier og skæbner.«

Ind i mellem ligger jagten, og det er den, der er sjovest.

»Det er lidt som at lægge puslespil. Først finder man et hjørne og så – wauw – er der ved at være et billede.« ’Wauw’ er et ord, Kim Fupz bruger ofte. Lige som ’Okay’.

»Jeg var bare sådan ‘Wauw, hvor er det fedt’ eller: ‘Okay! Den var ny’,« siger han, når han skal forklare noget. Replikkerne sidder løst på forfatteren, der som filmmanuskriptforfatter også står bag oneliners som »Bare ærgerligt, Sonnyboy« og »Hvis I to var ludobrikker, var I så slået hjem nu?«.

Rastløsheden er en del af temperamentet.

»Når vi er på ødegården i Sverige, finder jeg hele tiden på projekter. Hugger brænde og laver store fine stabler af det.«

På samme måde om sommeren på stranden. Der ligger Kim Fupz Aakeson sjældent i mere end tolv minutter. Værst er det, når forfatteren er i et selskab, han ikke selv har valgt.

»Så er det ud på toilettet og tjekke Champions League,« ler han og indrømmer, at det ikke er et karaktertræk, han er stolt af. Her kommer hans profession ham ofte til undsætning. »Vi var engang til en kedelig fødselsdag, hvor jeg havde fået verdens værste borddamer. Hver gang jeg sagde noget, kiggede de ud i luften og sagde ’Jah’.«

På vej hjem i bilen kiggede Kim Fupz Aakesons kone filminstruktøren Pernille Fischer Christensen på ham. ’Research,’ sagde hun tørt. ’Research.’

Sodavand på en tirsdag

Under researchen til en film om vold mod kvinder fik Kim Fupz Aakeson en aha-oplevelse.

»En sagsbehandler fortalte, at når voldsramte kvinder går ud og finder en ny kæreste – en der ikke slår – så sker der nogle gange det, at de begynder at kede sig. Altså, der er noget gang i den i sådan et forhold, og nogle gange er det måske bare de andre, der er kedelige.«

Den slags gråzoner udspiller Kim Fupz Aakesons tekster sig bedst i. Som i Pragtfuldt, pragtfuldt!, hvor familien er på charterrejse, og den unge Morten får lov at drikke sjatter ved poolen, ligesom Kim Fupz Aakeson fik lov at ryge majspibe på færgen. Men i Mortens tilfælde stikker det af. For mor, far og moster bliver spritstive og kaster parasoller som dartpile i poolen. Da rejseguiden kommer ned for at dæmpe gemytterne, svinger faren ham rundt i en dans, der ender i vandet.

Som læser ender man med at tænke, at de turister, der står på balkonen og ser forarget på, er lidt kedelige. Kim Fupz Aakeson kender ikke den slags oplevelser fra sit eget liv, men fra venner, der er vokset op i alkoholhjem.

»De har fortalt om det med både gru og ømhed. Ja, der bliver drukket. Men der bliver også arbejdet, og det er også sjovt.«

– Og der er kærlighed?

»Og der er kærlighed, og det er det, der er interessant. Hvordan ser den ud, hvis det er en alkoholiseret far, der elsker sin søn, og ikke sådan en som mig?«

Far-søn relationer dukker ofte op i Kim Fupz Aakesons værker. »Jeg kan konstatere, at det bliver ved at være et kraftfuldt tema, måske fordi, jeg får noget af min private historie bearbejdet der.«

Kim Fupz Aakeson var fem år, da hans far og mor blev skilt. Efter seks år, hvor han kun så sin far hver anden weekend, fik han pludselig en ny far.

»Det var en tirsdag, og min mor var indlagt, fordi min lillesøster var svær at føde. Hun skulle ligge ned i syv måneder og måtte genoptrænes bagefter og lære at gå igen.«

Den 11-årige Kim blev passet af sin papfar Kalle, og på et tidspunkt kaldte papfaren på ham. Kim Fupz Aakeson var straks klar over, at noget var los.

»Der var sodavand på bordet. Squash. På en tirsdag. Det plejede der altså ikke at være.«

I vinkelstuen med det lave loft fortalte Kalle, at Kim Fupz Aakesons biologiske far ikke ville se ham mere, og Kalle ville tage over fra nu af. Hvad han også gjorde.

»Kalle adopterede mig, og han var min far. Jeg må sige, at selvom det lyder mærkeligt, så glemte jeg langt hen ad vejen min biologiske far.«

Krammer eller smørekniv

Alvoren sniger sig ofte ind i Kim Fupz Aakesons bøger. Noget han takker Astrid Lindgren for at have vist ham. Humoren og mundtligheden har han fra Ole Lund Kirkegaard.

»I nogle af mine ting ved jeg bare, man kan se hans ånd,« siger han og mener, at der som børnebogsforfatter er to veje at gå. »Enten skriver du om verden, sådan som den burde være, eller også skriver du om den, sådan som den er. Jeg hører klart til i den sidste kategori og mener, man skal skrive ind i en verden og i et sprog, børnene kender.«

Et sprog, der inkluderer både svære ord og bandeord.

»Jeg har stor sproglig selvtillid i forhold til, hvad jeg byder børnene. Hvis der er noget, de ikke forstår, og som er vigtigt for dem at forstå, så spørger de.«

Kim Fupz Aakeson har været under beskydning på Fyn, hvor nogle forældre klagede over bandeordene i Vitello-bøgerne. Et andet ramaskrig kom fra Sverige, fordi Vitello i en af bøgerne går med smørekniv.

»Hele historien handler om, at det er bedre at få en krammer af sin mor end at gå med kniv, så jeg forstår det ikke,« siger han hovedrystende. I forhold til bandeordene har forfatteren dog sine principper.

»Jeg lærer ikke børnene noget, de ikke kan i forvejen. Jeg holder mig til ’sgu’ og ’for helvede’. Der er også altid nogen i fiktionen, der kommenterer på, at nu bliver der bandet. Det er ikke bare sprog.«

Børn tumler i forvejen med store spørgsmål, så det kan ikke nytte noget, at voksne efterlader dem i et tomrum, mener forfatteren.

»Så kommer de store børn bare og lærer dem nogle nye bandeord, eller de læser Ekstra Bladets spiseseddel: ‘11-årig kvalt’. Hvis man slår børn, kan de blive voldelige selv eller finde en voldelig kæreste, og det er også en del af udviklingshistorien i Pragtfuldt, pragtfuldt!, fordi Morten godt kunne ende som sin far,« siger Kim Fupz Aakeson.

Tilbage til villavejen

Alligevel får bogen en håbefuld slutning, for ellers er det ikke til at holde ud, siger han. Historien har Kim Fupz Aakeson skrevet i kælderen, »the crypt«, som han kalder sit arbejdsværelse.

Huset ligger i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Med farvede børnecykler og hinkeruder på asfalten.

– En villavej for de kreative?

»Ak ja, man kan tage drengen ud af villavejen og så videre. Men jeg trives godt med at arbejde hjemme, og i forhold til børnene, der er kommet med tyve års mellemrum, har det været let med sygedage.«

Dog supplerer han det ensomme skrivearbejde med »det larmende cirkus, som det at lave en film er«.

»Jeg skriver om det, jeg kender, og det er villavejen,« siger Kim Fupz Aakeson. »På et tidspunkt opdagede jeg, at mange af mine figurer fik vinger eller endte med at kunne flyve. Der var jeg sådan lidt: ‘Okay, tilbage til villavejen’.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
  • Niels Roed
Allan Ⓐ Anarchos og Niels Roed anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu