Læsetid: 9 min.

Hvert køn, sin karikatur

Litteraturen, den bedste af slagsen, er et produkt af det samfund, vi har skabt. Af den sindssyge og fantastiske og vilde og destruktive verden. Den er, blandt andre, skrevet af homokvinder og adopterede kvinder og luderkvinder og epileptikerkvinder og neurotikerkvinder og kvinder med spiseforstyrrelser og misbrugte kvinder. Replik til Mette Høeg
Litteraturen, den bedste af slagsen, er et produkt af det samfund, vi har skabt. Af den sindssyge og fantastiske og vilde og destruktive verden. Den er, blandt andre, skrevet af homokvinder og adopterede kvinder og luderkvinder og epileptikerkvinder og neurotikerkvinder og kvinder med spiseforstyrrelser og misbrugte kvinder. Replik til Mette Høeg

Ditte Ahlgren/iBureauet

23. maj 2015

Mette Høeg skrev i Weekendavisen den 8. maj 2015 om problemerne med kvindelige forfattere. Jeg vil starte med at rose Mette Høeg. Der er stadig for få kvinder, der tør sige det, der vil gøre mange vrede, men som flere, i det stille, er enige i. Mette Høeg siger, at hun taler på vegne af mange fagfolk. Blandt andet det bliver latterliggjort i disse dage på Facebook. Naturligvis er det da også lattervækkende at forestille sig disse fagfolk, der ellers ikke er generte, gemme sig bag stolene og kun titte frem med åben mund, når Mister Mette Høeg stiller sig på talerstolen og spiller med musklerne. Men jeg må også sige, at jeg med egne øjne, har set forfattere spytte bedrøvet i deres øl, mens de fortalte om kvindelige forfatteres små lillepigede forsøg på at skrive noget vigtigt holdt op imod deres egen samtidsroman med internationalt bestsellerpotentiale. Og der skal nok være flere ølspyttere m/k, bedre kendt som fagfolk, derude. Jeg er tilbøjelig til at give Mette Høeg ret i, at sladren om de kvindelige forfatteres litteratur findes – i krostuerne, når mikrofonerne er slukket.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gry W. Nielsen
  • David Zennaro
  • Ingrid Uma
  • Anne Eriksen
  • Vibeke Rasmussen
  • Mattia Guidarelli
Gry W. Nielsen, David Zennaro, Ingrid Uma, Anne Eriksen, Vibeke Rasmussen og Mattia Guidarelli anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Denne debat – eller litteraturfejde – har jeg mest fulgt lettere uinteresseret fra sidelinjen, men har, da den efterhånden kom til at fylde så meget, måttet 'arbejde' mig baglæns ind i den, for at finde ud, hvad der egentlig var på spil, og for at kunne danne mig min egen mening om sagen. Og ærlig talt, havde jeg været blandt de angrebne forfattere, ville jeg være blevet mildest talt pikeret over, af Mette Høeg at blive degraderet til blot at være én af flere, til at få mit forfatterskab reduceret til blot at være en del af en 'trend' i stedet for at blive bedømt på, hvad jeg skriver, og hvad jeg står for!

Og det er så også lige netop (en del af) Cecilie Linds reaktion, i den kronik hun har skrevet til Politiken, Selvfølgelig må jeg være vred:

"Jeg bryder mig ikke om at blive affejet som forfatter, fordi jeg skriver om ’private emner’, at min skrift er dagbogsskrift. At dagbogen er det usleste usle, et tøset ophold i teenland. Den reducering. Den reducering, fordi jeg er fucking kvinde. Jeg bryder mig ikke om at se forfattere, jeg respekterer, reduceret til tøsebørn med opmærksomhedskrav.

"SE DERES TEKSTER, SE MINE TEKSTER. Tal om dem, kritiser dem hjertens gerne sønder og sammen. Det, vil jeg mene, er en anden slags krav. Jeg ved ikke, om jeg er helt galt på den. Jeg ved ikke, hvorfor man er kvinde, før man er forfatter."

Men nu er dét med at sætte sig ind i en sag, før man udtrykker 'sin uforbeholdne', desværre ikke noget krav for at deltage i debatten på de såkaldt sociale medier, og der er sjældent nogen, der holder én op på den uvidenhed, man afslører eller den misinformation, man spreder. Så i kommentarerne til Cecilie Linds kronik får hun både læst og påskrevet af læsere, som stort set alle synes at gøre sig skyldige i mindst en af tre 'overspringshandlinger': 1) De har ikke læst, hvad Cecilie Lind rent faktisk skriver i sin kronik. 2) De har ikke sat sig ind i, hvad hendes kronik er en reaktion på. 3) De har intet læst af hendes forfatterskab. Hvilket dog ikke afholder dem fra at have endog meget stærke, personlige, negative holdninger til hende.

Allerførste kommentar lyder i sin anklagende enkelthed bare "Lars Bukdahl". Ja, hun er kæreste med Lars Bukdahl. Og …?

Den næste indledes med:

"Det er godt, lille du. Fortsæt bare med at skrive lange triviader med ordet 'jeg' i hver eneste sætning. Så fortsætter jeg med at lade være med at læse dem." ("triviader"!?)

Og så går det ellers derudad med de mest nedladende, hånlige, personligt fornærmende kommentarer. Fra mandlige såvel som kvindelige læsere. Først efter flere snese kommentarer kommer denne som en befrielse:

"Det var dog - med få positive undtagelser - et forbløffende perfidt og patroniserende kommentarspor til en Politikenkronik. Kronikøren har leveret en stærk, hudløs og mangefacetteret kronik, der i modsætning til de skråsikre kommentarer, har indskrevet sin egen usikkerhed og angst i udsigelsen. Dermed bliver den efter min opfattelse langt mere vedkommende og eksistentielt og litterært interessant end et typisk debatindlæg. Det kræver mod at have talent, hvilket Cecilie Lind dokumenterer med sin kronik."

Herefter dør debatten ud. Mon der alligevel var nogen, der blev flove? Det kan man jo kun håbe.

Og så kan jeg da heller ikke lade være med at spekulere på, hvordan det ville være blevet modtaget af Politikens kommentariat, hvis nogen havde formastet sig til, henvendt til Cecilie Linds endnu yngre mandlige kollega – også fra Forfatterskolen – husdarlingen Yahya Hassan, at skrive:

"Det er godt, lille du. Fortsæt bare med at skrive lange triviader med ordet 'jeg' i hver eneste sætning. Så fortsætter jeg med at lade være med at læse dem."

Men jeg tror nu godt, jeg kender svaret på det spørgsmål …

Ervin Lazar, Anne Eriksen og Sascha Olinsson anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Medens de således debatterede hvem der holdt den nede og holdt dem tilbage, byggede mændene internettet og medens de debattere hvem der holdt dem ude af det byggeri, bygger mændene globalbevidsthed.

Vibeke Rasmussen

Og Mette Høegs reaktion på Cecilie Linds indlæg i Politiken lader ikke de utallige kommentarer fra mænd – der, frem for at koncentrere sig om at bygge internet, broer og 'what not', i stedet er travlt optaget af også at give deres uforbeholdne mening til kende – noget efter i perversitet. En kommentar som i øvrigt også afslører, at Mette Høeg har problemer med at læse indenad:

Søren og Mette læser historier lige dårligt.

Michael Bruus

I den mørke kristendom, blev folk som ikke havde den ”rigtige” tro brændt på bålet, denne fælles fortid tager kvinderne og gør til deres egen og fortællingen bliver at kvinder blev brændt på bålet som hekse.

For hundrede år siden havde 15% af befolkningen stemmeret, denne fælles fortid tager kvinderne og gør til deres egen og fortællingen bliver at kvinderne ikke havde stemmeret.

Altså kvinderne tager fællesrummet og gør det til deres eget og bagefter jamre de over at være blevet udelukket, men i virkeligheden er det kvinderne som udstøder og indtil dette fiser ind vil mænd bygge nye og højre fællesrum uden kvinderne.

Torsten Jacobsen

Det er sgu for letkøbt, Christina Hagen. "I har den litteratur i fortjener!". Hvor har vi hørt det argument før? I 'Presselogen' på Tv2 News, når de (forgæves) forsøger at forklare fraværet af ordentlig journalistik med forbrugernes hunger efter underlødig underholdning? Når politikerne skal forklare mangelen på integritet og meningers mod, med en henvisning til vælgernes stupiditet og hang til nemt-klingende løsninger?

Det er letkøbt, fordi man med argumentet hævder at der ikke er forskel på ulve og får, på magt og afmagt. Men der er netop forskel. En ganske betydelig en af slagsen. Og der findes derfor intet mere ynkeligt dyr i skoven, end den ulv som i en følelse af afmagt flår kødet af fårets knogler, mens den bilder sig ind, at dens lidelse er mere privilegeret, til forveksling ligner ret.

Også jeg jager i blinde, og ved derfor hvad jeg taler om. Men jeg er dog ikke så naiv at tro, at jeg har ret, eller at mit hyl er andet end mit, og kun mit. Det får så være en illusion, naturligvis er det dét. Men opgiver man den illusion er der kun vanviddet tilbage.

Kan der komme god litteratur ud af det? Det kan man vel spørge Bourdieu om! Hans svar vil utvivlsomt være bekræftende, omend med ikke ubetydelige forbehold!

Steffen Gliese

Jamen, der er åbenbart et stort, kvindeligt publikum til den type litteratur, og så skal den da skrives, det manglede bare.

Steffen Gliese

Og -bør jeg tlføje - der er da i det mindste et eller flere skridt opad fra krimibølgen.

Niels Duus Nielsen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Jo, det gør jeg da og jeg kender også Hildegard, Ida Rolf og mother teresa.
Og fælles for dem alle sammen er, at de ikke var fanget i en narcissistisk selvoptagethed af deres eget køn og derfor er der heller ikke nogen offerdyrkelse eller tøsefornærmethed omkring dem.

Og af den selv samme grund blev de kendt og husket for deres bidrag.

Anders Sørensen

Nu, da den seriøse debat må formodes at gå mod solnedgangen i takt med artiklens forsvinden fra forsiden, vil jeg da godt udtrykke min irritation over kommaet i rubrikken. Det skal ikke være der. Præcis som man heller ikke vil bruge komma i formuleringen "hver(,)sin smag. Det er en ufuldstændig hovedsætning, der blot mangler verbalet: "Hvert køn (har) sin litteratur. Eller "hver (har) sin smag".

Vibeke Rasmussen

… men i det mindste har redaktøren ikke benyttet det ulidelige og af De Radikale så højt elskede staccato-punktum. ;-)