Læsetid 9 min.

Hvert køn, sin karikatur

Litteraturen, den bedste af slagsen, er et produkt af det samfund, vi har skabt. Af den sindssyge og fantastiske og vilde og destruktive verden. Den er, blandt andre, skrevet af homokvinder og adopterede kvinder og luderkvinder og epileptikerkvinder og neurotikerkvinder og kvinder med spiseforstyrrelser og misbrugte kvinder. Replik til Mette Høeg
Litteraturen, den bedste af slagsen, er et produkt af det samfund, vi har skabt. Af den sindssyge og fantastiske og vilde og destruktive verden. Den er, blandt andre, skrevet af homokvinder og adopterede kvinder og luderkvinder og epileptikerkvinder og neurotikerkvinder og kvinder med spiseforstyrrelser og misbrugte kvinder. Replik til Mette Høeg
Ditte Ahlgren/iBureauet
23. maj 2015

Mette Høeg skrev i Weekendavisen den 8. maj 2015 om problemerne med kvindelige forfattere. Jeg vil starte med at rose Mette Høeg. Der er stadig for få kvinder, der tør sige det, der vil gøre mange vrede, men som flere, i det stille, er enige i. Mette Høeg siger, at hun taler på vegne af mange fagfolk. Blandt andet det bliver latterliggjort i disse dage på Facebook. Naturligvis er det da også lattervækkende at forestille sig disse fagfolk, der ellers ikke er generte, gemme sig bag stolene og kun titte frem med åben mund, når Mister Mette Høeg stiller sig på talerstolen og spiller med musklerne. Men jeg må også sige, at jeg med egne øjne, har set forfattere spytte bedrøvet i deres øl, mens de fortalte om kvindelige forfatteres små lillepigede forsøg på at skrive noget vigtigt holdt op imod deres egen samtidsroman med internationalt bestsellerpotentiale. Og der skal nok være flere ølspyttere m/k, bedre kendt som fagfolk, derude. Jeg er tilbøjelig til at give Mette Høeg ret i, at sladren om de kvindelige forfatteres litteratur findes – i krostuerne, når mikrofonerne er slukket. Jeg er enig med Mette Høeg i, at hun må tale for dem, for ølspyttere mister modet, når mikrofonerne tændes.

Der er, med andre ord, en uoverensstemmelse mellem, hvad der bliver hvisket om, og hvad der bliver talt om. Derfor synes jeg også, at det her er positivt. Denne vold, som Mette Høeg udøver over for kvindelige forfattere, ser jeg som et militant angreb på noget Mette Høeg og ’de andre fagfolk’ betragter som en magtposition. Det er, for mig, en kompliment. Kvindelige forfattere skal ikke længere beskyttes og pusles om som små babyer; de skal bekriges som granvoksne mænd. Det er en ændring, jeg oprigtigt holder meget af. Men der er noget, Mette Høeg har misforstået, når hun tilsyneladende tror, at man kan mobbe kvindelige forfattere til at skrive anderledes; til at skrive om noget andet end den lille psykisk syge Barbieverden, de nu engang lever i. Der er noget, hun har misforstået, når hun tror, at man kan manipulere sig til, opfordre til eller måske ligefrem kræve, at de skriver om noget andet, og mere vigtigt forstår man, end om deres følelser og lidelser. Mette Høeg har forvekslet den kvindelige forfatter med en hofnar. Ligesom kvinden tidligere har været hofnar for ægtefællen, for herren, the master, så skal kvinden underholde læseren og fagfolkene, heriblandt Mette Høeg. Jeg kan fortælle Mette Høeg, at den tid er forbi, og det er det faktum, der gør, at Mette Høeg får den kvindelige litteratur galt i halsen. Lille hemmelighed: Vi og de skriver den ikke til dig eller til de andre fagfolk. Litteraturen er ikke din private jukeboks, der kan spille lidt Dan Brown, når du går og er lidt træt af kvinder og følelser.

Skrevet af neurotikerkvinder

Litteraturen, den bedste af slagsen, er den, du ikke vil have. Den er et produkt af det samfund, vi har skabt. Af den sindssyge og fantastiske og vilde og destruktive verden. Den er, blandt andre, skrevet af homokvinder og adopterede kvinder og luderkvinder og epileptikerkvinder og neurotikerkvinder og kvinder med spiseforstyrrelser og misbrugte kvinder, og den handler – blandt andet – om det at se verden ud fra det personlige udgangspunkt. Den eneste grund til, at den form for litteratur ikke har været repræsenteret i samme grad før, er, at disse stemmer ikke har haft ret til at udtrykke sig. Karen Blixen har næsten lige kaldt sig Isak Dinesen, vi har næsten lige fået lov til at være præster og fået stemmeret og lov til at beskæftige os med vores indre liv frem for at skrubbe og skure, og så er du og de hemmelige fagfolk trætte i øjnene? Min gode kollega, som jeg i øvrigt respekterer, Peder Frederik Jensen, savner verdensvendt litteratur. Det er vel også, hvad Mette Høeg ønsker sig. Ligesom den karikerede kvindelige forfatter sidder og bider negle og piller navle og i det hele taget har travlt med at fylde poesibogen ud og udfolde sit syge sind, så står den karikerede øldrikkende mandlige forfatter vel også og skuer ud i horisonten og er lidt verdenslitteraturmand, lidt Hemingway, mens han i virkeligheden sidder ved laminatkøkkenbordet hjemme i Københavnstrup S og taster ind på sin Macintosh? Hvert køn, sin karikatur. Den kvindelige forfatter piller navle, mens den mandlige forfatter lider af storhedsvanvid.

Det er meget vigtigt for mig at sige det her, så både Mette Høeg, de hemmelige fagfolk og alle andre kan forstå det: Den kvindelige forfatter skriver præcis den litteratur, som den kvindelige forfatter ønsker at skrive. Ingen opfordringer, ingen latterliggørelser, ingen fuldemandssladder på Bo-Bi Bar kan ændre på det. Jeg har svært ved at forstå, at man ønsker at latterliggøre de stemmer, som tidligere var blevet brændt på bålet eller spærret inde og hånet og spottet. Det er åbenbart stadig sådan, at når kvinden fortæller om verden set ud fra en kvindes perspektiv, så betragtes det som nichelitteratur, der kun vedrører andre kvinder – det vil sige de andre sindssyge ludere, de nervøse, mødrene og alt det andet sjask. Og det er stadig sådan, at når manden fortæller om verden set ud fra en mands perspektiv, så betragtes det som verdenslitteratur; noget, der er relevant for mennesker. En kvinde er altid blot en kvinde, mens en mand får lov at være både en mand og et menneske. De mandlige forfattere har, fra tidernes morgen, fået lov at tage patent på fortællingen om det at være et menneske, og enhver udvidelse af den fortælling – som samtlige af de kvindelige forfattere, Mette Høeg nævner, bidrager til – betragtes som ligegyldig, overflødig og noget, der kun vedrører andre menstruerende. Herskesygen florerer stadig og den eneste medicin mod den er, at der i endnu højere grad åbnes op for sluserne, så mangfoldige og ikke længere undertrykte stemmer kan være med til at nuancere, hvad det vil sige – ikke bare at være en mand, der er i live og til stede på denne planet – men i stedet, hvad det vil sige at være et menneske m/k, der er i live og til stede på denne planet.

Den psykisk sårbare ser

På Mette Høegs liste over følelsesladede syndere findes Maja Lee Langvad, som har skrevet et konceptuelt værk; et vidnesbyrd om transnational adoption. For mig at se, er det et af de stærkeste værker i nyere tid, og bogen har da også været nomineret til et hav af priser og fået fantastiske anmeldelser. »Hun er vred på sig selv over at betragte sin adoptivmor som en kolonisator. (...) Hun er vred på sig selv over at betragte sig selv som en, der er blevet koloniseret. (...) Hun er vred over at være blevet koloniseret.« Maja Lee Langvad skriver vredt og naivistisk, men også koncist. Jeg vil næsten sige, at hun skriver som en maskine, der udprinter en lang liste af konkrete konstateringer. Ja, Maja er selv adopteret, men det er simpelthen direkte ubegavet at læse et så vigtigt dokument for hele verden, som en art dagbog eller selvhjælpsterapi. Det må være noget, man gør, når man vil have kassen til at stemme. Hvis Maja Lee Langvads bog ikke er verdensvendt, så ved jeg ikke, hvad verdensvendt betyder.

Indimellem underviser jeg, og jeg får meget ofte dette spørgsmål fra elever: »Skal man have været indlagt på psykiatrisk afdeling for at være forfatter i vore dage?« Svaret er: »Nej.« Men det er ikke et problem, hvis man har. For at være forfatter, skal man kunne samle en stemme op, der allerede ligger der (læseren af denne kronik er blandt andet med til at skabe denne stemme), og for at kunne gøre det, så er man nødt til at være et sensitivt menneske. Er man et sensitivt menneske, for hvem det er naturligt at bevæge sig ud i alle afkroge af livet, så er sandsynligheden for at stifte bekendtskab med det indre mørke større. At have været i en depressiv tilstand er naturligt for ethvert sensitivt og intellektuelt menneske. At være psykisk sårbar og let påvirkelig af sine omgivelser er et godt udgangspunkt for at se med sine øjne og skrive ned, hvad man ser med sine øjne.

Den psykisk sårbare ser det, som den iPhone-optagede pendler ikke ser. Som den rationelle spinninginstruktør ikke ser. Det leder til god litteratur og det leder indimellem til indlæggelser. Har man været i mørket, og har man forholdt sig til mørket, så skriver man også om mørket med samme selvfølgelighed, som skrev man om jordens søjler eller om at djævlen går i Prada eller Michael Laudrups tænder. Men man skriver anderledes. Det famlende og tillukkede må nødvendigvis være der, når skriften intuitivt skrives frem, når skriften ikke tænker i dollars. Det er vigtigt, at den ser ud, som den gør, og at den forbliver sådan. Det er sådan, den står klarest. Den vanvittige, desperate, selvcentrerede skrift er netop ikke en fernis, der er lagt oven på pølsenormale dagbogsnoter, men i stedet den eneste mulige vej til at beskrive et vildnis, hvis vej ud af ikke er beskrevet før. Her kan ikke copy-pastes og lånes fra diverse letforståelige bestsellere. Det er blandt andet i den dirrende, vrede, skrøbelige stemme, at denne litteraturs berettigelse findes. Den skal sgu ikke smukkeseres eller opdrages på. Her er der netop ikke noget planlagt Harry Potter-plot eller en slagplan lagt for, hvordan læseren og fagpersonen skal modtage og forstå. Meget af den litteratur, skrevet af kvinder, som Mette Høeg kritiserer, har slet ikke som ambition at skulle være verdensvendt, den er et netværk af stemmer, der ligger der, og som man skal yde lidt for at få noget ud af at lytte til. Og det er måske her, det går galt for Høeg og ukendte venner.

Elsker at drille parnasset

Der bliver talt om elitær litteratur, forfatterskolelitteratur, og Mettes heppende venner elsker at betegne de dersens figurer øverst på kransekagen som »parnasset«. Man elsker at drille parnasset. Man elsker at udfordre parnasset. Når nogen bruger udtrykket parnasset om mennesker, der har gået på Forfatterskolen, så minder det mig om små sørgmodige børn, der trykker fedtede næser mod ruden, mens de ser på alle de flotte sølvskåle med dejlige vindruer, der står på mahognibordene inde i de rige menneskers stuer. Det er, om noget, infantilt og kedeligt stadig at beskæftige sig med de klicheer, der altid har klistret til Forfatterskolen. Det, der gør mig allermest trist ved Mette Høegs tekst, er fraværet af blik for, at det ikke er de kvindelige forfatteres skrift, der er problemet, men i stedet den selvoptagede måde at læse på, der er problemet. Allermest minder den mig om børnehavebørns tilgang til interaktion. Det er mig, der bestemmer, hvordan du skal skrive. Det er mig, der bestemmer, hvad bogen skal handle om. Og hvis jeg ikke føler, at mit blik på verden er det, du repræsenterer med dine ord, så sladrer jeg til nogen, så klager jeg til nogen!

Jeg håber ikke år 2015 bliver året, hvor Mette Høeg eller andre kan bestille en særlig slags litteratur hos de danske kvindelige forfattere. Jeg håber i stedet det bliver året, hvor de bestillingslystne indser, at det er dem, der skal på læsekursus og ikke forfatterne, der skal på skrivekursus. Hvis forfatterne er selvoptagede og ulækre og sygeligt optaget af kroppen, så er det fordi, du er det kære læser, det kan du stole på. Og det er måske den tanke, der ikke er så rar for alle. Tænk, hvis Mette Høghs infantile og selvoptagede greb om litteraturen, allerede var spejlet i litteraturen; den selvoptagede og navlepillende. Ethvert stykke litteratur, enhver udgivelse, er et bevis for, hvordan det har været at være til stede i et samfund på et givent tidspunkt. Den ekstreme kropsdyrkelse, sundhedsfanatismen, det lave åndelige niveau, sygeligt stort fokus på individet frem for fællesskabet, materialismen; alt det, vi helst ville være foruden, men som kendetegner vores tid, findes i den litteratur, der udgives netop nu. Det er dig, Mette Høeg, og dig læser, der påvirker de frygtelige og narcissistiske og syge stemmer i kvindernes bøger. Og det er måske derfor, man kan blive så jävla irriteret på den, litteraturen, fordi det allerværste hos den, minder om det allerværste hos en selv. At læse aktuel litteratur er, ak og ve, som at læse sin egen diagnose.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Gry W. Nielsen
    Gry W. Nielsen
  • Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
    Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Ingrid Uma
    Ingrid Uma
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for Mattia Guidarelli
    Mattia Guidarelli
Gry W. Nielsen, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, David Zennaro, Ingrid Uma, Anne Eriksen, Vibeke Rasmussen og Mattia Guidarelli anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Denne debat – eller litteraturfejde – har jeg mest fulgt lettere uinteresseret fra sidelinjen, men har, da den efterhånden kom til at fylde så meget, måttet 'arbejde' mig baglæns ind i den, for at finde ud, hvad der egentlig var på spil, og for at kunne danne mig min egen mening om sagen. Og ærlig talt, havde jeg været blandt de angrebne forfattere, ville jeg være blevet mildest talt pikeret over, af Mette Høeg at blive degraderet til blot at være én af flere, til at få mit forfatterskab reduceret til blot at være en del af en 'trend' i stedet for at blive bedømt på, hvad jeg skriver, og hvad jeg står for!

Og det er så også lige netop (en del af) Cecilie Linds reaktion, i den kronik hun har skrevet til Politiken, Selvfølgelig må jeg være vred:

"Jeg bryder mig ikke om at blive affejet som forfatter, fordi jeg skriver om ’private emner’, at min skrift er dagbogsskrift. At dagbogen er det usleste usle, et tøset ophold i teenland. Den reducering. Den reducering, fordi jeg er fucking kvinde. Jeg bryder mig ikke om at se forfattere, jeg respekterer, reduceret til tøsebørn med opmærksomhedskrav.

"SE DERES TEKSTER, SE MINE TEKSTER. Tal om dem, kritiser dem hjertens gerne sønder og sammen. Det, vil jeg mene, er en anden slags krav. Jeg ved ikke, om jeg er helt galt på den. Jeg ved ikke, hvorfor man er kvinde, før man er forfatter."

Men nu er dét med at sætte sig ind i en sag, før man udtrykker 'sin uforbeholdne', desværre ikke noget krav for at deltage i debatten på de såkaldt sociale medier, og der er sjældent nogen, der holder én op på den uvidenhed, man afslører eller den misinformation, man spreder. Så i kommentarerne til Cecilie Linds kronik får hun både læst og påskrevet af læsere, som stort set alle synes at gøre sig skyldige i mindst en af tre 'overspringshandlinger': 1) De har ikke læst, hvad Cecilie Lind rent faktisk skriver i sin kronik. 2) De har ikke sat sig ind i, hvad hendes kronik er en reaktion på. 3) De har intet læst af hendes forfatterskab. Hvilket dog ikke afholder dem fra at have endog meget stærke, personlige, negative holdninger til hende.

Allerførste kommentar lyder i sin anklagende enkelthed bare "Lars Bukdahl". Ja, hun er kæreste med Lars Bukdahl. Og …?

Den næste indledes med:

"Det er godt, lille du. Fortsæt bare med at skrive lange triviader med ordet 'jeg' i hver eneste sætning. Så fortsætter jeg med at lade være med at læse dem." ("triviader"!?)

Og så går det ellers derudad med de mest nedladende, hånlige, personligt fornærmende kommentarer. Fra mandlige såvel som kvindelige læsere. Først efter flere snese kommentarer kommer denne som en befrielse:

"Det var dog - med få positive undtagelser - et forbløffende perfidt og patroniserende kommentarspor til en Politikenkronik. Kronikøren har leveret en stærk, hudløs og mangefacetteret kronik, der i modsætning til de skråsikre kommentarer, har indskrevet sin egen usikkerhed og angst i udsigelsen. Dermed bliver den efter min opfattelse langt mere vedkommende og eksistentielt og litterært interessant end et typisk debatindlæg. Det kræver mod at have talent, hvilket Cecilie Lind dokumenterer med sin kronik."

Herefter dør debatten ud. Mon der alligevel var nogen, der blev flove? Det kan man jo kun håbe.

Og så kan jeg da heller ikke lade være med at spekulere på, hvordan det ville være blevet modtaget af Politikens kommentariat, hvis nogen havde formastet sig til, henvendt til Cecilie Linds endnu yngre mandlige kollega – også fra Forfatterskolen – husdarlingen Yahya Hassan, at skrive:

"Det er godt, lille du. Fortsæt bare med at skrive lange triviader med ordet 'jeg' i hver eneste sætning. Så fortsætter jeg med at lade være med at læse dem."

Men jeg tror nu godt, jeg kender svaret på det spørgsmål …

Ervin Lazar, Anne Eriksen, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid og Sascha Olinsson anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael  Bruus
Michael Bruus

Medens de således debatterede hvem der holdt den nede og holdt dem tilbage, byggede mændene internettet og medens de debattere hvem der holdt dem ude af det byggeri, bygger mændene globalbevidsthed.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Og Mette Høegs reaktion på Cecilie Linds indlæg i Politiken lader ikke de utallige kommentarer fra mænd – der, frem for at koncentrere sig om at bygge internet, broer og 'what not', i stedet er travlt optaget af også at give deres uforbeholdne mening til kende – noget efter i perversitet. En kommentar som i øvrigt også afslører, at Mette Høeg har problemer med at læse indenad:

Søren og Mette læser historier lige dårligt.

Brugerbillede for Michael  Bruus
Michael Bruus

I den mørke kristendom, blev folk som ikke havde den ”rigtige” tro brændt på bålet, denne fælles fortid tager kvinderne og gør til deres egen og fortællingen bliver at kvinder blev brændt på bålet som hekse.

For hundrede år siden havde 15% af befolkningen stemmeret, denne fælles fortid tager kvinderne og gør til deres egen og fortællingen bliver at kvinderne ikke havde stemmeret.

Altså kvinderne tager fællesrummet og gør det til deres eget og bagefter jamre de over at være blevet udelukket, men i virkeligheden er det kvinderne som udstøder og indtil dette fiser ind vil mænd bygge nye og højre fællesrum uden kvinderne.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Det er sgu for letkøbt, Christina Hagen. "I har den litteratur i fortjener!". Hvor har vi hørt det argument før? I 'Presselogen' på Tv2 News, når de (forgæves) forsøger at forklare fraværet af ordentlig journalistik med forbrugernes hunger efter underlødig underholdning? Når politikerne skal forklare mangelen på integritet og meningers mod, med en henvisning til vælgernes stupiditet og hang til nemt-klingende løsninger?

Det er letkøbt, fordi man med argumentet hævder at der ikke er forskel på ulve og får, på magt og afmagt. Men der er netop forskel. En ganske betydelig en af slagsen. Og der findes derfor intet mere ynkeligt dyr i skoven, end den ulv som i en følelse af afmagt flår kødet af fårets knogler, mens den bilder sig ind, at dens lidelse er mere privilegeret, til forveksling ligner ret.

Også jeg jager i blinde, og ved derfor hvad jeg taler om. Men jeg er dog ikke så naiv at tro, at jeg har ret, eller at mit hyl er andet end mit, og kun mit. Det får så være en illusion, naturligvis er det dét. Men opgiver man den illusion er der kun vanviddet tilbage.

Kan der komme god litteratur ud af det? Det kan man vel spørge Bourdieu om! Hans svar vil utvivlsomt være bekræftende, omend med ikke ubetydelige forbehold!

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

'Byggede internettet' ? Michael, ved du hvem Ada Lovelace er? Nej det tænkte jeg nok du ikke vidste.

Niels Nielsen, Gry W. Nielsen, uffe hellum, Hanne Ribens, Jens Thaarup Nyberg, Ingrid Uma og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jamen, der er åbenbart et stort, kvindeligt publikum til den type litteratur, og så skal den da skrives, det manglede bare.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Og -bør jeg tlføje - der er da i det mindste et eller flere skridt opad fra krimibølgen.

Brugerbillede for Michael  Bruus
Michael Bruus

Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Jo, det gør jeg da og jeg kender også Hildegard, Ida Rolf og mother teresa.
Og fælles for dem alle sammen er, at de ikke var fanget i en narcissistisk selvoptagethed af deres eget køn og derfor er der heller ikke nogen offerdyrkelse eller tøsefornærmethed omkring dem.

Og af den selv samme grund blev de kendt og husket for deres bidrag.

Brugerbillede for Anders Sørensen
Anders Sørensen

Nu, da den seriøse debat må formodes at gå mod solnedgangen i takt med artiklens forsvinden fra forsiden, vil jeg da godt udtrykke min irritation over kommaet i rubrikken. Det skal ikke være der. Præcis som man heller ikke vil bruge komma i formuleringen "hver(,)sin smag. Det er en ufuldstændig hovedsætning, der blot mangler verbalet: "Hvert køn (har) sin litteratur. Eller "hver (har) sin smag".

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

… men i det mindste har redaktøren ikke benyttet det ulidelige og af De Radikale så højt elskede staccato-punktum. ;-)