Læsetid 8 min.

Et ikon for en ny generation af digtere

Den amerikanske digter Mira Gonzalez skriver oprigtige digte fra en epoke, hvor det synes umuligt at forestille sig en anden virkelighed end den liberalkapitalistiske. Et grundvilkår som generationerne fra slutningen af 80’erne er vokset op med
Mira Gonzales (f. 1992) bor i Los Angeles og er med sin debutdigtsamling ’i will never be beautiful enough to make us beautiful together’ blevet et kendt navn – ikke kun på den amerikanske, men også den nordiske litteraturscene.

Mira Gonzales (f. 1992) bor i Los Angeles og er med sin debutdigtsamling ’i will never be beautiful enough to make us beautiful together’ blevet et kendt navn – ikke kun på den amerikanske, men også den nordiske litteraturscene.

Mario Wezel
30. maj 2015

»Mira Gonzalez’ bog fører den eksperimentelle poesi ind i internettets tidsalder med mørke, udpræget kvindelige riffs om ambition, depression og kærlighed.« Således udtaler Lena Dunham – skaberen af tv-serien Girls – sig om den unge amerikanske digter Mira Gonzalez’ digtsamling i will never be beautiful enough to make us beautiful together (jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen), og Lena Dunham slutter sig dermed til et kor af indflydelsesrige stemmer på den amerikanske litteraturscene – der blandt andet tæller forfattere som Tao Lin og Blake Butler – som betragter Mira Gonzalez’ digtning som »vigtig« og »oprigtig«.

Og Mira Gonzalez’ digtning har også allerede haft betydning for yngre digtere på den nordiske scene. For hos Mira Gonzalez er det svært at finde et tydeligt håb om, at fremtiden kan blive bedre, ligesom at der ikke er nogen stærk samfundsfølelse, og på den måde skriver hun ud fra et grundvilkår, som yngre generationer i vestlige lande har tilfælles, og som præger digtning på begge sider af Atlanten, siger den unge svenske digter Tom W-O Silkeberg, der har været med på to udgivelser på det Oslo-baserede forlag AFV Press, og som føler et klart slægtskab med Mira Gonzalez:

»Det er svært at tale om generationer. Det bliver hurtigt meget forsimplende,« siger han. »Men et centralt vilkår, som jeg ser hos mange digtere, der er født i vestlige lande omkring slutningen af 80’erne, et vilkår, som jeg selv føler mig påvirket af, og som jeg ser meget tydeligt hos Mira Gonzalez, er, at vi aldrig har oplevet andet end liberalkapitalisme, og at det er umuligt for os at forestille os en anden virkelighed end den liberalkapitalistiske. Vi kan ikke forestille os den store revolution, og vi har aldrig levet i en tid, hvor den store revolution har været en reel mulighed.«

Generationen af digtere fra slut-80’erne og start-90’erne er vokset op i det, den slovenske filosof og kulturkritiker Slavoj Žižek kalder »the end times«, siger Tom W-O Silkeberg, der selv er født i 1989 – tre år før Mira Gonzalez. En tid hvor de store fortællinger virker utroværdige – som for eksempel kapitalismens fortælling om, at hvis man knokler videre inden for kapitalismens rammer, så vil fremtiden altid blive bedre – og hvor der ikke er nogen stærk samfunds- eller fællesskabsfølelse:

»Hos Mira Gonzalez er der derfor bare det her løsrevne jeg, som ikke er i stand til at skabe reelle sociale relationer, og som ikke har nogen tro på, at fremtiden vil bringe noget bedre. Det er bare ny situation, ny situation, ny situation – helt uden fremgang,« siger Tom W-O Silkeberg, der genkender sig selv i hendes digte. »I hendes digte er man ensom og fucked. Man er afskåret og hjælpeløst fanget i et rum, man ikke kan komme ud af. Man er paralyseret. Og den stemning kan jeg genkende. Jeg synes, hun siger nogle meget ærlige ting om sin samtid, og ja, om sin generation, hvis man vil bruge det begreb.«

Tom W-O Silkeberg mener altså, at der er en del unge vestlige digtere, der skriver ud fra de samme grundvilkår – både i Norden og i USA – digtere som Asta Olivia Nordenhof, Caspar Eric og Lea Løppenthin, norske Audun Mortensen og så selvfølgelig amerikanske Tao Lin, som Mira Gonzalez snart udgiver bogen Selected Tweets i samarbejde med.

Narcissistisk navlepilleri?

Hos Mira Gonzalez er jeg’et i centrum, og hun skriver meget om små nære ting. Som i digtet »for to uger siden ledte jeg efter stoffer til en fest«, hvor jeg’et helt konkret overvejer at begrænse sit syn: »at tænke på at dø får mig til at føle mig lillebitte og rolig / jeg føler mig uinteresseret i at dø lige nu / kl. 14 tog jeg smertestillende piller og gik til stranden / jeg rørte en krabbe og et søpindsvin og en smattet ting / jeg tror at jeg vil stoppe med at gå med briller / ting virker bedre når jeg ikke kan se dem klart / jeg vil have en følelse der er ligesom at blive slået langsomt i / ansigtet i 3 år.«

Men selvom hun og en lang række af de andre unge digtere fokuserer så meget på jeg’et og det nære, er der stadig en interesse for samfundet at finde i deres digtning, siger Caspar Eric, der har oversat Mira Gonzalez’ debutdigtsamling i will never be beautiful enough to make us beautiful together, og som ligeledes føler sig kunstnerisk beslægtet med Mira Gonzalez.

»I Mira Gonzalez’ digte er der ingen utopier og så godt som ingen tro på, at man har nogen mulighed for at agere som politisk subjekt. Der er bare de her små observationer fra små nære poetiske rum. Det virker derfor oplagt at kritisere hendes digte for at være narcissistisk navlepilleri, eller – hvis man vil fokusere på klimakrisen som Lars Skinnebach og Theis Ørntoft – at kritisere hende for at ’spille violin, imens skibet går ned,’« siger digter Caspar Eric.

»Men det at skrive om sig selv og at skrive på den måde, handler jo ikke nødvendigvis om, at man ikke interesserer sig for samfundet. Det kan lige så godt handle om, at man forsøger at finde ud af, hvor man kan gøre en forskel. Og om hvad man føler, at man overhovedet kan sige noget om. I mine øjne fremstiller hun et interessant og tydeligt vidnesbyrd om det afmægtige, ensomme menneske, som ikke skal være med til at lave fællesskab, men som skal insistere på den der apatiske uhygge, eller hvad man nu vil kalde det, og det har en værdi i sig selv, synes jeg.«

I forlængelse af det, mener han, at der er noget antihierarkisk over hendes måde at skrive på. Som altså har en politisk dimension: »Når man siger, at al litteratur bør beskæftige sig direkte med klimakrisen, så indfører man et hierarki over, hvad der er værd at tale om. Mira Gonzalez går imod den slags udsagn, fordi hun siger, at de her helt nære ting, apatien og de grimme følelser også kan være værd at tale om.«

Zombieapokalypser og oprigtighed

Det giver for så vidt mening at tale om Mira Gonzalez som en forfatter, der skriver alt lit (alternative literature), siger Caspar Eric, fordi hun skriver en form for prosaisk poesi, der opererer med konstaterende sætninger, hvor følelsen af ensomhed og melankoli fylder meget, hvor der er en del popkulturelle referencer, og hvor internettet har en formmæssig og indholdsmæssig vægt. Men begrebet new sincerity (ny oprigtighed), som – i sin nyeste form – også hænger sammen med alt lit-bølgen, er måske mere interessant i forhold til Mira Gonzalez’ digtning.

»New sincerity er en måde at anvende en særlig form for ærlighed eller oprigtighed som en motor. En ærlighed, som ved, at den også altid er performativ, men som forsøger at være ærlig alligevel, og som fokuserer meget på de her hverdagssituationer og følelsen af melankoli i hverdagssituationerne,« siger Caspar Eric.

Det er også en motor, der åbner op for, at man beskriver de situationer, hvor man synes, at man opfører sig usympatisk. For eksempel fordi, at man er politisk apatisk:

»I digtet ’hvad jeg tænker på når jeg tænker på zombieapokalypsen’ for eksempel, som jeg synes indeholder en klar hentydning til klimaproblematikken, lyder digtets eneste linje ’jeg ville dræbe mig selv omgående,’ hvilket jo er et eksempel på sådan en absurd oprigtighed, der her helt konkret handler om, at man fejler som politisk subjekt,« siger Caspar Eric.

Men denne type oprigtighed hænger altså også sammen med spørgsmålet om, hvad man føler, at man kan sige noget om. Og her er konklusionen for Caspar Eric og Tom W-O Silkeberg, at Mira Gonzalez – ligesom en lang række af de andre unge forfattere – skriver ud fra en opfattelse af, at man kun for alvor kan sige noget ærligt om sig selv.

»Det går ikke at skrive direkte om de store fortællinger, for de har jo vist sig at være løgn,« siger Tom W-O Silkeberg, »og man vil heller ikke forsøge at skrive nye store fortællinger. Derfor vælger man at skrive om det helt nære.«

Nogle af de klassiske store fortællinger er dog alligevel til stede som en slags subtekst, som Mira Gonzalez skriver op imod, påpeger Caspar Eric.

Og her opnår hun faktisk en identitetspolitisk virkning ved at trække sig tilbage til det lille klaustrofobiske, apatiske poetiske rum, som hun skriver frem.

»Der opstår en slags provokerende voldsomhed i stilstanden. En voldsomhed, som jeg for eksempel mener har en feministisk dimension,« siger han. »Det er jo for det første en insisteren på, at det personlige er politisk, hvilket feminismen har insisteret på i mange år. Men det fungerer også som en lille feministisk killjoy, der sidder og slår dig i ansigtet igennem hele digtsamlingen med dårlig stemning. Den skaber en forstyrrelse, og den siger, ’jeg har det sådan her, og det er også okay at have det sådan her.’«

Begæret efter en fremtid

En af de store fortællinger, som digtsamlingen altså også forholder sig til, er kapitalismens evindelige og disciplinerende fremtidshåb, siger Tom W-O Silkeberg. »Digtene afslører kapitalismens fortælling som en løgn. Når der for eksempel står, at ’vejret virker fint fordi vejret altid er fint,’ så understreger det denne her stilstand – tiden går, men det er altid den samme tid,« siger han.

– Men er der så slet ingenting, der peger fremad mod noget andet?

»Jeg synes, at der er et stærkt begær efter en anden slags fremtid. I det første digt – der har titlen »mortal kombat« – står der for eksempel, at ’jeg vil have at nogen skal kramme mig med magt.’ Det handler jo om, at nogen med en form for vold skal overskride den der totale ensomhed, som det lyriske jeg befinder sig i. Det er meget gribende, synes jeg.«

Der er citeret fra Caspar Erics oversættelse af Mira Gonzalez’ debutdigtsamling ’jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen’ på forlaget Kronstork.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu