Læsetid: 13 min.

Fra illegal pamflet til dagbladet Information

Dagbladet Information blev født i modstand. Her er historien om de døgn, hvor tyskerne kapitulerer, og journalisten og modstandsmanden Børge Outze rejser fra sit eksil i Sverige tilbage til Danmark for at gøre sit illegale nyhedsbureau Information til en rigtig avis. Første opgave er at erobre trykpressen fra nazi-avisen Fædrelandet
Dagbladet Information blev født i modstand. Her er historien om de døgn, hvor tyskerne kapitulerer, og journalisten og modstandsmanden Børge Outze rejser fra sit eksil i Sverige tilbage til Danmark for at gøre sit illegale nyhedsbureau Information til en rigtig avis. Første opgave er at erobre trykpressen fra nazi-avisen Fædrelandet

Jens Dige

8. maj 2015

Det er den 1. maj 1945.

Børge Outze stirrer på det lille svenske jagtflag i agterstaven, der blafrer ivrigt i vinden, mens fiskekutteren tøffer over Øresund mod den danske kyst og Befrielsen.

Det er lidt over et halvt år siden, han i ly af mørket sejlede den anden vej efter flugten fra Gestapo og den sikre død i Shellhuset. Nu kalder en gammel drøm ham hjem over havet til Danmark før tid.

I de sidste uger er snakken gået i Stockholm. Efterretningsfolk og velunderrettede journalister i Dansk Pressetjeneste mener at vide, at den tyske kapitulation er nært forestående. Sovjetunionen har indledt stormen på de tyske forsvarsværker i Berlin, og få dage tidligere har Outze læst om den 7. amerikanske armé, der har befriet over 30.000 fanger i Dachau-koncentrationslejren i Bayern.

En tredje nyhed er sluppet ud, men besætningen ved det endnu ikke. Hitler har for få timer siden begået selvmord i førerbunkeren – og tysk radio spiller nu Wagners begravelsesmarch.

Tyskland er på randen af kollaps, men det er endnu uvist, om nazisterne vil fortsætte kampen i Skandinavien. Én ting er dog sikkert: Børge Outze har ikke tænkt sig at sidde med hænderne i skødet i Sverige, mens dramaet udfolder sig i Københavns gader. Han har et illegalt nyhedsbureau ved navn Information, som han har planer om at gøre til en rigtig avis, når Danmark atter er frit.

På vej mod Amager sejler en tysk patruljebåd tæt forbi kutteren, men drejer af ved synet af det svenske flag i stavnen. Børge Outze sidder ved siden af Ritzau-journalist Lasse Lemkow, der nervøst tørrer sveden af panden og får fremstammet:

»Ja, hvad gør man ikke for en nyhed!«

Det er højlys dag, da kutteren når Syrebroen på Syrefabriksvej, få meter fra Kastrupfortet på Amager. Oppe fra de græsklædte volde ser de tyske soldater passivt til, mens Børge Outze og tre andre ’flygtninge’ går i land noget overraskede over ikke at blive antastet af Værnemagten.

Sammen trasker de ned til Amager Strandvej, hvor Outzes kone er blevet boende i det lille hus med parrets to børn. Ruth Outze besvimer ved synet af sin hjemvendte mand på dørtrinnet. Og indenfor venter en lige så stor overraskelse den 30-årige modstandsmand. Børge Outze møder sin yngste datter for første gang og får af vide, at hun er døbt Eva.

Den følelsesladede genforening er dog kortvarig. Outze begiver sig ind mod København for at finde det illegale Informations tilbageværende redaktion, der har drevet bureauet videre under stifterens ufrivillige fravær.

På et tip fra en tidligere kollega på Nationaltidende finder Outze frem til kontorbygningen på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Hammerichsgade, hvor journalisterne har indrettet sig på øverste etage sammen med den illegale danske militære efterretningstjeneste.

To af Danmarks mest eftersøgte organisationer gemmer sig altså få hundrede meter fra det nu sønderbombede Shellhuset, hvor Outze få måneder før sad fanget og afventede sin dødsdom.

Grevens mænd

I dagene op til Befrielsen har Information vokseværk.

Da Børge Outze i november 1944 spillede enmandsskak med brikker lavet af rugbrød i sin i celle, havde Information omkring 1.000 faste abonnenter, herunder Kong Christian X. Men da Outze 1. maj genforenes med Information, er redaktionen blevet modigere.

Nu trykkes pamfletterne i flere tusind eksemplarer og uddeles mere eller mindre åbenlyst som en art gratisaviser på gaderne i Storkøbenhavn.

Men hvis den lille nyhedstjeneste skal fortsætte som rigtig avis efter krigen, kræver det adgang til en trykpresse. Allerede i 1943 har Outze diskuteret avisplaner med lederen af modstandsgruppen Korps Ågesen, Valdemar Alexander Georg Luigi Maria greve af Rosenborg.

Greven er en kendt skikkelse i det københavnske natteliv og anses af tyskerne for at være en simpel playboy. Under det tykke lag brylcreme gemmer sig imidlertid en hærdet fremmedlegionær og sabotør.

Nu kan greven til Outzes store tilfredshed fortælle, at han har afsat 66 mand til ’Gruppe Information’, der skal erobre en trykpresse, så snart Tyskland som forventet kapitulerer.

Der er udbredt enighed om at gå efter maskinen fra den nazistiske avis Fædrelandet, der holder til i Skt. Annæ Passage bag Kongens Nytorv. For som Outze senere forklarer det: »Vi havde regnet ud, at det var det eneste trykkeri i Danmark, tyskerne i hvert fald ikke ville sprænge i luften!« 

I dagene efter befrielsen holdt frihedskæmpere og kolleger vagt i Store Kongensgade, ved indgangen til Skt. Annæ Passage og Dagbladet Information. Børge Outze står som nr. tre fra venstre – manden med maskinpistolen er Informations første formand, landsretssagfører Henning Sally.

Frihedsmuseet

Dagene efter landgangen står tåget i erindringen for Outze, der kun afbrudt af nogle få timers søvn holder møder med snart sagt alle, der kunne bidrage med penge eller en skarp pen på Dagbladet Information.

Den 4. maj 1945 deltager Outze i et middagsselskab med den illegale politiledelse, der mod krigens slutning har bygget et netværk med 7.000 illegale betjente landet over, som ved Befrielsen skal på gaden for at sikre ro og orden.

Klokken 20:30 tænder selskabet for radioen for at få seneste nyt fra BBC i London. Der tysses i lokalet, mens brudstykker knitrer ud gennem højttalerne:

»Der foreligger endnu ikke nogen officiel meddelelse fra engelsk side, om hvor langt Montgomerys styrker er nået op i Jylland …«

»Der er i Danmark en tiltagende følelse af, at der forhandles mellem den britiske armé og Dönitz og Best, at der vil blive afsluttet en aftale om overgivelse …«

»I Dyrehaven og på pladsen foran Gentofte Rådhus, havde tyske tropper været i gensidig regulær kamp …«

Radioen dør ud. Gæsterne kigger undrende på hinanden – hvad sker der?

Fem sekunders pause. Ti. Femten sekunder går. Så bryder radiovært Johannes G. Sørensen ud i de linjer, der i dag kendes som Befrielsesbudskabet:

»I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland – og i Danmark – har overgivet sig. Her er London, vi gentager …«

Lyden drukner i hurraråb og jubelbrøl i det lille lokale. Der skåles og krammes over bordet. Men hurtigt er alle på benene – der er meget at gøre, nu hvor Danmark atter er et frit land efter fem års tysk belejring.

Stormen på Bastillen

Børge Outze får et lift af formanden for Københavns Politiforbund, der ræser gennem den lune forårsaften til Informations snart forhenværende skjulested. Kontoret er nærmest rømmet – journalisterne er på gaden for at indhente reaktioner på Danmarks befrielse.

Kort efter Outzes ankomst tumler Efterretningstjenestens chef, oberst Schjødt-Eriksen, ind i lokalet og råber: »Har nogen brug for en maskinpistol?«

»Det har jeg!« råber Outze, her genfortalt 25 år senere i bogen Sådan begyndte det:

»Han gik ud fra, jeg også havde kendskab til sådan en og stak mig en Husquarna. Bortset fra, at jeg i Stockholm havde været i yderkanten af forhandlinger om indkøb af 10.000 af just den slags, var mit kendskab til våbenet kun kummerligt; men imponerende så det ud. Jeg fik også udleveret et frihedskæmperarmbind og marcherede så af sted for at se, hvordan det stod til med de to delinger fra Korps Ågesen, som lå parat i St. Kongensgade-kvarteret.«

Opgaven er langtfra lige til, for området sværmer med tyske soldater. Efter de allieredes bombardement af Shellhuset den 21. marts har Gestapo flyttet hovedkvarteret over i Skt. Annæ Palæ – ikke mere end 20 meter fra indgangen til Skt. Annæ Passage, hvor Fædrelandet holder til. Samtidig er danskerne løbet på gaden for at hylde Gud, konge og fædreland i en spontan folkemarch mod Amalienborg.

Da Børge Outze når Kongens Nytorv farer en djævel i ham. Og en lille bid af myten om Børge Outze bliver skabt, da han tager en afstikker ind på d’Angleterre for at se, om nogen har husket at arrestere alle tyskerne.

Det er der ingen, der har. Den tyske generalstab har siden krigens begyndelse boet på det fornemme hotel og mænget sig med Københavns overklasse. Nu kan det være nok, tænker Outze.

»En del festklædte mennesker stod i hallen og saa forbløffet paa manden med maskinpistolen. Saa opdagede de armbindet og vinkede og smilede. Jeg gik hen til portierlogen og meddelte, at man maatte ringe rundt til tyskerne paa værelserne og meddele dem, at hotellet var omringet, og at enhver tysker, som gik ud, vilde blive skudt uden videre,« erindrer Outze.

Portieren er tydeligt nervøs, men hoteldirektør Johan Hilborg nikker bestemt og giver ordre til, at alle tyskerne skal ringes op på deres værelser og meddeles, at de nu er sat i husarrest.

»Og saa kom han med en flaske og to glas, og vi skaalede, mens folk raabte hurra for freden og friheden. Og saa gik jeg, og der var ikke én af vore folk at se paa hele Kongens Nytorv. Hvad jeg skulde have gjort, hvis tyskerne var kommet ned, tænkte jeg ikke paa den aften!«

Outze glemmer faktisk alt om den lille begivenhed frem til 7. maj, da han får et uventet opkald fra direktør Hilborg.

»Hvad skal vi stille op med tyskerne på værelserne? Englænderne vil gerne indlogeres!«

En avis bliver født

Børge Outze fortsætter over til Skt. Annæ Passage og møder her resten af Korps Ågesen, som allerede har indtaget Fædrelandets lokaler. Outze føler sig »helt overflødig« med sin svenske maskinpistol:

»Der var stille i gaden, med vagtposter i porten. De viste mig, at kiosken ( i Store Kongensgade, red.) var blevet stormet og plyndret af folk fra gaden. Det var årsagen til, at delingerne var gået i aktion så hurtigt. Huset ville være blevet flået til stumper, hvis ikke det var sket,« fortæller Outze i Sådan begyndte det.

Sådan gengav Informations første tegner, Anton Hansen, kampen om Fædrelandets lokaler i Skt Annæ Passage. Det er de selvsamme lokaler som Informations journalister sidder i den dag i dag.

Outze går op ad trappen og når frem til døren til redaktionslokalerne, hvor låsen er skudt af. Indenfor ligger knuste glasskår og en blodig sidsteudgave af Fædrelandet.

Der er dog tale om rent uheld under angrebet, for avisen er for længst blevet rømmet af journalisterne. En af modstandsmændene har skåret sig på et glasskår.

Inde på et kontor står en potteplante med en seddel på: »Vær rar at vande blomsterne. De har i det mindste ikke gjort noget.« En passende afskedssalut fra en totalitær ideologi, der forsøgte at underlægge sig selve genetikken og biologien.

I løbet af natten får Korps Ågesen fat i en liste over Fædrelandets typografer, som mere eller mindre frivilligt trækkes ind for at producere den første legale udgave af Information til udgivelse den 5. maj 1945, som bliver solgt for 25 øre. »Trækasser med 25-øre blev vor første kassebeholdning,« gnækker Børge Outze senere ved 25-årsjubilæet.

Natten til den 5. maj er den nyslåede redaktør dog nærmere grådens rand. Befrielsen er sket langt hurtigere end nogen havde regnet med, og alle etablerede aviser er derfor klar til at udgive avis dagen efter.

Outze har selv takket nej til sit gamle job på Nationaltidende, men i det valg står han alene. Stort set alle journalister og modstandsmænd, der har bidraget til det illegale Information, vender tilbage til deres stillinger på Politiken, Berlingske Tidende, Nationaltidende og Social-Demokraten, hvor de er sikret fast løn og store avisoplag. Det er mere, end den 30-årige redaktør kan tilbyde fra sit besatte domicil, hvor glasskårene flyder og portrættet af Hermann Göring stadig hænger på væggen – omend med et velplaceret skudhul i panden. »Den nat brast det illegale Informations nyhedsnet som spindelvævstråde,« skriver Børge Outze i Sådan begyndte det.

Tre af Outzes venner møder dog op som lovet. Det er journalist Knud Zeltner, som morgenen efter får følgeskab af Ove Martin og fotograf Jacob Maarbjerg. De er sammen sejlet ind fra Malmö og går direkte fra båden og op på den nyslåede redaktion.

Ved deres hjælp udkommer Information den 5. maj i hele tre eksemplarer; den sidste illegale udgave, efterfulgt af to legale udgaver trykt på Fædrelandets rotationspresse og med naziavisens karakteristiske typografi, som af naturlige årsager endnu ikke er blevet udskiftet.

Men krigen er endnu ikke slut for Dagbladet Information – ved frokosttid den 5. maj begynder Gestapo at skyde løs i Store Kongensgade.

Samtidig med at befrielsesbudskabet sender den danske befolkning i ekstase – og Korps Ågesen i aktion – begynder Gestapo metodisk at afbrænde hemmelige dokumenter i bygningen overfor. Ved middagstid den 5. maj tager nazisterne benene på nakken, med hævede geværer som i en anden westernfilm. Da Ove Martin ringer til Børge Outze for at afrapportere fra felten, må chefredaktøren besvare telefonen fra sit skjul under skrivebordet – kontoret er under beskydning!

Sådan her lyder beretningen i Sådan begyndte det:

»Lige før flugten fra Sct. Annæ Palæ og i nogen tid efter var der snigskydning fra tagene plus en del skyderi, som skyldtes nervøsitet eller misforståelser, og en overgang frygtede vi, at Fædrelandet skulle blive generobret. Angrebet syntes at skulle ske fra taget. Det blev dog kun til beskydning fra ejendommene overfor (nu nedrevne) og fra tage i Passagen. En overgang kunne fire sættemaskiner på trykkeriet ikke bruges, fordi sætternes stole stod for nær vinduerne.«

Snigskyttedigt

Den fire mand store Information-redaktion har indvilget i at dele lokaler og trykpresse med en anden forhenværende modstandsavis, Morgenbladet, hvis redaktionssekretær Erling Mortensen skildrer skuddramaet den 5. maj således:

»Da jeg kom op i lokalerne (…) så jeg i et uforglemmeligt øjeblik, idet jeg åbnede døren, ruderne splintres, og kuglerne flintre mellem en halv snes mænd og piger. Snigskytter var på færde fra taget overfor. Alle undtagen Poul Sørensen kastede sig under vinduerne eller bag skriveborde og skabe. Da skyderiet var forbi, sad Poeten stadig midt i lokalet. Men på papiret i hans skrivemaskine stod nu:

Fred, men ikke Dorskheds sløve Ro.
Frihed, saa det levende kan gro.
Ønsk, at Freden bliver en stridig Fred.
Liv er det, at Kampen varer ved.
Livet gror; men vi har langt igen.
- Menneske, bliv Menneske igen.

De seks små linjer satte vi på forsiden af næste dags avis.«

Børge Outze indrømmer 25 år senere, at han var »dybt misundelig« på Morgenbladet for den modige Poul Sørensen – og ikke mindst hans fine digt. Det skulle dog vise sig, at Børge Outzes lille avis kom til at leve og kæmpe noget længere end Morgenbladet, der drejede nøglen om i 1948. Journalisterne på Dagbladet Information sidder stadig ved skrivebordene i Skt. Annæ Passage og spejder ud over hustagene.

Eftertanke

Da Information den 5. maj 1975 fyldte 30 år, blev det fejret i et festtelt i Kongens Have i København. Fadølsanlægget tiltrak både trofaste læsere og statsminister Anker Jørgensen samt det meste af den danske pressestand. Uden for teltet mødte en ung DR-journalist ved navn Lasse Jensen den nu 60-årige Børge Outze på en lille solbeskinnet bænk i haven. Og han spørger chefredaktøren, hvorfor der stadig er brug for en modstandsavis.

»Der er brug for nogen, som holder øje med det enkelte menneskes rettigheder i både vores eget samfund og andre steder. Når det kommer til stykket, har den enkelte borger i et land overhovedet ikke andre folk at gå til end pressens folk. For der kan ske fejl i retssystemet,« forklarer Outze.

»Det er jo ikke fordi, vi på nogen måde kan redde mennesker eller gøre noget som helst. Vi er jo ikke spor bedre end andre. Men vi kan appellere til offentligheden, til alle andre. Og det er til syvende og sidst den sidste appelinstans, man har i et land.«

Børge Outze og 2. verdenskrig

1941-1943: Børge Outze (1912-80) arbejder på den konservative avis Nationaltidende, hvor han opbygger et nært forhold til flere redaktører af illegale nyhedsmagasiner i København.

Juli 1943: Nationaltidendes bestyrelsesmedlem T.K. Thomsen trækker Outze til side og beder ham forfatte en daglig nyhedsoversigt i al hemmelighed, så entreprenør Thomsen kan holde sig orienteret.

20. august 1943: Et telegram om optøjerne i Odense bliver hastet igennem, så Outze glemmer at skrive ’Til Information’ i brevhovedet, som han normalt har for vane. I stedet står der bare ’Information’. Navnet bliver hængende.

1943-1944: Information bliver omdelt i København som små nyhedsbreve til modstandsfolk. Netværket omkring Information vokser, og Outze får etableret en kontakt til Erik Seidenfaden, der fra Stockholm leder Dansk Pressetjeneste. Seidenfaden får gennem Outze nyheder, som han bringer videre til de allierede i den frie verden.

Februar 1944: Information trykkes nu i 1.000 illegale eksemplarer dagligt. Gestapo intensiverer jagten mod de illegale bladarbejdere, så Outze går under jorden. På sin datter Annemaries etårsfødselsdag skriver han et farvelbrev – i det tilfælde at han bliver fanget og dræbt.

20. april 1944: Tysk politi tropper op på Nationaltidende for at arrestere Outze og andre journalister med tilknytning til illegalt bladarbejde. De gennemsøger også hans hjem, men finder ham ikke.

2. juni 1944: Outze undgår med nød og næppe at blive anholdt under et møde i Tivoli, men hans livvagt Birger Mouritsen bliver fanget og sendt til kz-lejren Porta Westfalica, fordi Gestapo tror, han er Børge Outze. Mouritsen dør i fangeskab 28. november 1944.

14. oktober 1944: Børge Outze bliver fanget under en razzia af Gestapo og sendes til hovedkvarteret i Shellhuset, hvor han bliver afhørt og sat i isolationsfængsel. Han regner med at blive henrettet og skriver et farvelbrev til sin kone på en rulle toiletpapir.

November 1944: Ved et tilfælde hører Outze om Sovjets invasion af Nordnorge. Han beder om et møde med Gestapos topledelse og opdigter en historie om en ’Admiralitetsaftale’ mellem Europa og Sovjetunionen efter krigen. Han tilbyder sig som spion og bliver mirakuløst sat fri.

1944-1945: Outze flygter til Stockholm, hvor han bliver sat i kontakt med den britiske og amerikanske pressetjeneste og fungerer som en slags dobbeltspion. Han arbejder også med Dansk Pressetjeneste og er kortvarigt personlig livvagt for John Christ­mas Møller, der bliver udenrigsminister under befrielsesregeringen. Den 1. maj 1945 rejser han tilbage til Danmark for at etablere Dagbladet Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu